Menneskets celledannelser er sammensat
af lyspartikler fra universets biosfære.

Af Ulla Runchel                                       

 Menneskets celledannelse er sammensat af lyspartikler fra universets biosfære, parret med tyngdekraftens lydbølger i sammesmeltningens øjeblik i det absolutte nulpunkt, i denne eksplosion, blev livet eksponeret i den atomare  molekylestruktur. Via atomets egen elektromagnetiske sprængninger i de sfæriske bølgestrømme inde i superstrengenes netværk 

I lysfotonets bølgelængde, scannes informationernes indput. Her måles altets liv i. 

Silicium atomets struktur væv er udslip fra  foton bølgens  indkodning i selve cellens begyndelse i ursuppens masse. 

Bionernes mutation  udvides af røngtestrålens fusionering i foton molekylets eksplosion i, denne kernesprednings midte, ”parret” med silicium er kimen tilen del af livet i universet. 

Elektromagnetiske sprængninger i antistoffets nulpunkt, er medskabende til liv i universets masse, stof og antistof er modpoler til hinandens afvigelser, hvor dets plus og minus fusioneres til en hypersprængning via de tomme tyngdebølger i krydsbing af røntgenstrålens magnetfelt i selve krydsningens midte. Det absolutte nulpunkts lysglimt eksponerer informationens kartotek i øjeblikkets eksplosion. 

Lysets hastighed måler tyngdekraftens bevægelse i det kosmiske hav, hvor tyngdebølger flyder i sammensmeltning med tyngdekraftens afvigelse med afmålt afstand af tyngdekraftens overgange. Tyngdebølger er  pressede tyngdekrafts udsving , i vakum. 

Mellem krydspunkterne i superstrengenes netværk, tyngdekraftens målinger svinger i takt med stoffets modtryk  af universets bølgestrømmes vægge, i selve det universelle netværks ”huller”, som ikke kan beregnes endnu da afstanden er uendelig. 

Lysets hastighed er fyldt med siliciumatomer med inkodet informationer,  i kraft af strålens båndbredde, i opmålingen af tyngdekraftens hastighed. Via foton partiklernes kodersystem. 

Det binærekode system er fyldt med oplysninger hvordan vihomo sapiens erblevet til fusioneret med og af universts partikler, byggestene som vores celler er en del af,  der igen er en del af  det store hele, verdensaltet. Vi er ved at finde de krystalinske celler i vores krop, og ud derfra kan man læse i vores DNA som man finder information om os selv og universets sammenhænge. 

I 1990 blev der sendt ud i kosmos igennem det binære kodesystem, om der var liv i universet, man ventede spændt på at få ”impulser” tilbage ét eller andet sted derude. Der skulle gå mange år før man fik svar, og nu kommer det spændende ved det hele. Lige udenfor Arecebo projektet, blev der lavet et lystryk i kornmarkerne, det samme binære sytem som man havde sendt ud, med vores DNA og solsytmer osv.  Man kunne i dette unikke gitter læse at ”rummets” binære koder var der lidt anderledes DNA sammensætning, faktisk havde de fra herkulæs bæltets solsystem nogle civilisationer, hvor deres DNA indeholdt SILICIUM. 

DET INDEHOLDT VORES BINÆRE KODERSYSTEM IKKE I 191,  den gang var man ikke klar over at vi havde krystalinske celler i kroppen, ELLER at der er inkarneret her på Jorden,  forskellige individer med forskellige DNA, hvor nogle har krystalinske celler , indeholdende silicium, hvor andre har fosfor-sulfur m.m., der ligger stadig en skjult viden dér. 

Konklusionen af denne viden, kunne være er der ude i universet lever mennesker med en højere vibrerende cellestruktur end vores,  måske , hvem ved?  Ligesom dem jeg beskriver i Krystaluniverset, hvor deres skelet er så højt vibrerende, fordi deres DNA består af silicium, som er essensen i krystalcelle strukturen, hvor i Krystaluniverset består deres cellesubsatns af krystalknogler i bøjeligt silicone plasma. 

Hvor det budskab vi har modtaget igennem det binære system fra rummet, vil fortælle os: at vores DNA er ved at udvikle os hurtigere og at vi endag ender op med krystalinske skelleter,  og til den tid bliver vi helbredt af LYS. 

Hvor vores jordiske cellesubstans i vores ”krystalcelle salte”  atomare kernesubstans er så mikroskopiske, små at de ikke kan måles, uden man bruger PDT (foto dynamik) til at ”se” i stoffet.  

Man ved idag hvordan man kan lave supercomputere der er udviklet via lysplasma, silicium, nemlig i dette stof er der optiske receptoer der kan belyse og indkode alt information, i en lyscilicium biochip ( et integreret kredsløb bestående af ren lys-foton- som er lyspartikler-som er det samme som silicium) som vi er ved at forske i. Da vi selv er blevet klar over menneskets celler indeholder krystal, i nanometrisk forstand.  

I disse krystalinske cellesalte ligger vores DNA, altså informationen gemt og det er i disse celler vi kan læse og henten viden fra, kernen i disse er cilicium, som i disse otomare molekyler har den fantastiske evne at de mikroskopiske receptorer-fangarme er ligesom optiske celler der kan , fotografere de lysudbrud og modtage information i den rækkefølge det skal bruges.

Ligesom ude i rummets begyndelse, lyspartiklerne fornemmeste opgave er at latent tilbage kaste lysets information i verdens saltets molekyler. 

Hvor stammer mennesket fra? Det kunne være fra en lyspartikel, langt ude fra universet, der er flydt med i den kosmiske bølge, spredt rundt i universet, parret med verdensaltet. Husk på universet har engang været gabende tomt, at man kun har haft brint-helium fotonet m.m. ud af dette er vi blevet til!!!! 

Copyright 2002 Ulla Runchel