Den krystalinske sarkofag

 

I TJERNOBYL ,   INDE REAKTOREN, VAR DER RESTER AF SILICIUM? EFTER ALT VAR SMELTET VÆK I DEN MEGAHØJE VARMEI REAKTOR-4 .   HVORDAN UNDGÅR MAN  AT RADIOAKTIV STØV ALDRIG SPREDES IGEN HER PÅ JORDEN, SOM DET SKETE I RUSLAND. HVOR SITUATIONEN MÅSKE STADIG ER HØJT RISIKABELT. HVOR DER SIGES AT 96% RADIOAKTIVT STØV STADIG ER FINDES SPREDT I OMRÅDET INDE OG UDEN FOR REAKTOREN.

 

Det der siger mig noget er at der var rester af silicium på selve det sted hvor der var allermest varmt, PÅ SELVE REAKTOREN min hypotese er: At hvorfor bygger man ikke et sarkofag af krystaller, man idag kan udvikle syntetisk , og lave krystalinske plader , som er bøjelige i dets form hvor silicium strukturen kan konvertere de radioaktive atomaffald til positive ioner, dvs. Hele reaktoren skal omringes med krystal-print-plader, der modtager  ALT radioaktivt udslip.

 

Quartzkrystallens egenskaber er så unikke , intet udslip ryger igennem ”disse glasvægge” sarkofag om man vil, intet atomudslip kan sive igennem .

 

UDPLUK FRA BOGEN ”Lysets Tidsalder”, af Ulla Runchel, SphinX forlag. 2002:

 

Stanley sidste rejse

Stanleys bevidsthed flød tilbage til universet, langt ud i kosmos og havnede på Sirius. Det var jo også dér, hans far altid så op på himlen. Det undrede ham ikke, at det var her, hans bevidsthed “landede” ved en kæmpestor, skinnende by. Oppe fra luften så man, hvordan hele byen havde en kæmpestor glas- eller krystalskærm, og nedenunder var alle de flotte huse og masser af mennesker med skinnende skeletter, der udstrålede en fantastisk høj intelligens. De lignede os på en prik; forskellen lå i deres høje vibration i cellefrekvensen – de lå langt over os i alt. Stanley flød ind i byen og havnede ved et fakultet med et astrofysisk himmelrum i tolv planer med forskellige tonedimensioner. Han gik videre ind til midten af universitetet og kom nu ind i nogle kæmpestore haller, hvor der sad tusindvis af mennesker og udviklede og forskede på livet løs. De morede sig, snakkede og smilede.

I midten af hallen var der nok hundrede mand, der var ved at prøve en supersvingende vibrationseskalator, der kunne arbejde med superledere og superatomer, der var fusioneret med gluonernes farvespektrometriske udslag efter lysets spredninger i atomets lysudslip  – det blev fusioneret med resten af de andre kolde atomsprængninger i de inaktive neutrale neutrinoer i et lyseblåt lys. Der hang kæmpestore spejle i siderne med gennempletterede lyskredsløb i quartz-glas, der kunne splejses sammen via lysets informationer, fra spejlets inderside og ud igennem den anden side. Superatomets afkast blev sluset ind i biochippens lyskredsløb og gemt. (atomaffald)

Dette skulle bruges til at eliminere alt kemisk-kosmisk affald, der måtte komme ind igennem de små fisurer i glas-“hætten”, der dækkede byen. Disse kosmiske, usynlige partikler, man ikke kunne se med det blotte øje, ville skade byens energi og luftstrømme til siriaderne. (her på Jorden radioaktivt udslip) Denne kæmpestore supercomputer ville med det samme suge partiklerne ind i lysstrømmen og eliminere stoffet til positive ioner, og dem brugte man så til ny energi, der blev belyst ud i kosmos igen. Gik man ind i midten af dette kæmpeapparat, kunne man blive lyst væk, hvis ikke man var her fra Sirius. Her arbejdede man med superatomet på en hel anden måde, end man er vant til på Jorden. Her blev Solen brugt med alt dens styrke. Oppe i hvert hjørne var der masser af optiske krystaller hele vejen rundt, og loftet var spækket med lyscensorer.

Hvert individ havde fået udleveret et specielt farvekort, der bestod af ens egen génkombination. Det var koden til at træde ind i denne forvandlingskugle, der var otte meter høj og 7 meter bred. Der stod tusinder i lange rækker, og de lignede ovale æg, der hang sammen i forskellige rørlignende transparente krystalrør. Her stod man og ventede til det blev ens tur. Inde i det ovale rum var der en cirkel, som man skulle stille sig ind i. Man havde nu sat sit farvekort i, inden man trådte ind. Computeren læste ens genetiske talorden, og så skete der en spektrometrisk blanding af farver i tusinde forskellige farveenheder, lige fra de tunge jordfarver til elementærfarverne og op i de selvlysende fosforescerende indtil de til sidst endte med at være pastellysende og transparente. Det var et farvelysbad, der gennemstrålede ens celler og eliminerede alle former for ubalancer. Radioaktivt udslip m.m. for os jordboer.

I selve lysstrålerne var alle de små lyspartikler forsynet med nøjagtig den information, der skulle til for at belyse og reaktivere cellestrukturen. Man så, hvordan de højre- og venstresvingende vibrationer fik “liv” i de “sovende” celler. Man så, hvordan der kom aktivering i alle organer, og hvordan eksempelvis leveren fik sin egen friske farvestruktur tilbage. Menneskets farver i kinderne blev sunde at se på, og de fik et helt nye skinnende og friske øjne. Alt blev gennemlyst i denne farvelysbølge.

Oppe i loftet i det ovale rum var der en massiv krystalscanner. Det var igennem denne, at lyset bevægede sig ud til alle de farveklynger, der var klistret fast til væggen. Væggen var besat hele vejen rundt i alle infrafarverne; rød, blå, gul, grøn, orange, lyseblå og lilla. Ind imellem var der de ultraviolette og selvlysende farveskalaer, der gik i dybden.

Dette specielle æg kunne rette op på menneskets celler. Hvis man havde fået biokemisk affald eller radioaktivt bestråling eller andre former for sygdomme, så kunne det på ganske få minutter rette totalt op på ubalancen, og man kunne gå ud af ægget som et rask og superfrisk indivd igen.

Stanley tænkte på, hvordan man kunne konstruere sådant et unikt “æg”. Hvis man kunne lave et magen til dette i år 2001, ville man i fremtiden kunne kurere mange former for sygdomme. Man skulle ind i gluonernes farvestrømme i atomet for at kunne udregne menneskets farve-dna. Bagefter kunne man belyse ens egen stamcelle og eksponere denne via lysstrålen ind i mennesket uden at operere. Man kunne bruge lyset til uanede muligheder. Kom der så andre former for sygdomme eller biokemiske affaldsstoffer, ville man kunne opdatere “farvekortet”, så cellerne selv vedligeholdt stamcellens egensvingninger i kroppen indtil det punkt ,hvor man aldrig blev syg mere.

Hans far havde været fremsynet, for det var alle tiders lysterapi. Hvorfor havde man aldrig tænkt på farvernes helende energier, og brugt dem gennem belyste krystalskannere, hvorved man ikke får den radioaktive negative bestråling, men en healende effekt.

David så skærmen, og var helt stille. Han kunne mærkeligt nok følge med i det viste.

– Sådan en maskine kan belyse brandsår, så man ikke får ar og meget mere, er det ikke rigtig?

– Jo, den er igennem krystallen kodet til at trække alle de affaldsstoffer og sygdomme med op i lysstrålen og ind supercomputeren, der ligger ovenpå taget af det ovale æg. Computeren, harddisken, har allerede menneskets stamceller, som er kodede med menneskets gener via individets farvekort. Den véd, hvordan alle cellerne ser ud, og hvad mennesket ikke er lavet af, og dette ryger med op i farvelysskalaen og bliver elimineret i en lyscensor højere oppe. Her bliver den omdannet til positive ioner. Oven på taget er der en kæmpestor, massiv krystalcomputer, der får disse inputs.

Farveidentitetskortet er koden, så når der kommer et menneske ind og skal helbredes, ved supercomputeren, hvilken stamcelle den skal bruge, og hvor den sidder i mennesket. Samtidig er den kodet til via i.d.-kortet at vide, hvem man har med at gøre, så individet får den helt rigtige behandling. Og dette foregår via lys- og farvekombinationer, som er ekstremt helbredende og derfor opgraderer alle kroppens celler maksimalt. Dette holder næsten evigt, da stamcellen er blevet belyst ind, og den opgraderes selv automatisk, hvor der er brug for det i kroppens materie.

Teknikken skulle også bruges til at belyse alle former for kemiske, dødbringende midler. Man skulle igennem farvekombinationerne og stregkoderne kunne detektere, om der i breve eller pakker var giftige vira. Dette skulle ske ved hjælp af mikrografiske krystallinser, hvorved de kemiske bioner blev eliminerede på ét splitsekund via mikrografiske lysstrømme, som trak energien med op i lyset. Til dette skulle man bruge specielle glaskrystalprintplader med lysplasma i selve lyschipens kredsløb, og disse krystalinske gennempletterede printplader indeholdt de sidste nye teknikker, hvor man havde millioner af informationer i selve lysets emulsionseksponering.

Stanley fortsatte:

– Alt dette skulle bruges til at hjælpe mennesket, så organerne ikke kunne modtage nogen som helst former for bakterier eller andet kemisk affald.

– Hvad er det for en lille skitse, der ligger derhenne ved din hånd? Det ligner et rørsystem med et filter af en eller anden slags, spurgte David nysgerrigt.

Stanley tog det tyndslidte pergament papir op i hånden. Han vendte det om nogle gange. Det lignede et underligt kredsløb med en masse krystalklumper med små bobler inden i. Oppe i det ene hjørne havde hans far skrevet noget, han ikke kunne læse. Bogstaverne var falmede og udviskede.

– Der står her; “Filtreringskanaler af luftstrømme til biokemiske pesticider”. Og så har han i det andet hjørne tegnet lunger og næsebor, der er ætsede. Hvad kan det være? Lad mig lige tænke mig om.

– Du ved, at der findes legionærbakterier. Tror du ikke det er noget omkring et airconditionanlæg, han vil fortælle om?

– Selvfølgelig, David. Du er inde på noget!

– Hvad skal de klumper til for? De sidder i alle udgange og indgange.

– Øhmm, måske noget med, at der er et eller andet i luftstrømmen, der ikke må komme ind i menneskets lungesystem. Jeg tror, det er specielle glasfiltre eller specielle krystaller indeni, der katalyserer, ioniserer og eliminerer alle negative ioner, så de ikke kan skade mennesket. Krystalklumper er et fantastisk middel, en strømkilde, der sender luftens negative partikler tilbage. Men samtidig er krystallen kodet til at sørge for, at de helbredende luftstrømme kommer rundt i kanalerne i anlægget.

– Det er jo fantastisk, især i denne periode, hvor man ikke véd, hvad luften indeholder. Måske påtænker nogen at forgifte, eller der sker måske et uheld, så der kommer giftige gasser ind i disse luftkanaler. Det kan jo blive en katastrofe. Man har hørt om hospitaler og fly, hvor mange airconditionanlæg er blevet inficerede, så det skal vi nok forske meget mere i.

– Ja, da vi lidt ude i fremtiden er totalt afhængige af disse anlæg i de sydlandske lande på grund af de høje varme grader, der vil snige sig op på 42 grader C om sommeren. Din far har vist os én af måderne, man kan gøre det på.

– Det er virkelig utroligt, at man ikke har tænkt så meget over dette. Det bliver et problem på længere sigt. Man kan se her på en anden tegning, hvordan min far har tegnet disse store glas- eller plastikagtige, gennemsigtige kæmpeskærme, som nogle allerede bruger. Det er selvfølgelig for at modværge biokemisk “krigsførelse” eller atmosfærisk nedfald, eller hvad ved jeg.

– Hvis man kigger her på Sirius, så er det meste af planeten “afskærmet” med kæmpestore krystalpyramider, der står side om side, og ovenover dem er der en gigantisk transparent krystallinsk superskærm med indkodet lysinformation, der kaster energien ud i kosmos og de positive lysfarveenergier ind i byerne. Her er de virkelig kommet langt i udviklingen.

– Det er rigtigt, David. Vi er først lige begyndt, og især efter den 11. sept. bliver vi i stigende grad klar over, at der er nye ting, man skal se på og forske i.

– Hvordan vil man komme de giftige dræbende kemiske stoffer til livs, Stan?

– Jeg ved det ikke, men måske kunne man, som de blandt andet gør det i det “infrarøde tempel”, bruge radioaktivitet igennem belyste krystaller og bruge helium og ultraviolette gammastråler igennem prismeenergi på et højt plan. Eller hvad med positive radioaktive ioner igennem mikrografiske strålesystemer. Man udvikler supercomputere, der er lige så store som huse, og som svæver ude i rummet. Her bruger man de nyudviklede krystalparaboler, der bruges som katalysatorer af det radioaktive infrarøde lys til at eliminere de giftige gasser, som måske bliver spredt oppe i atmosfæren eller tæt på Jordens skorpe. Man kan måske bruge disse kæmpestore stråleapparater til at konvertere de giftige stoffer til positive atomare molekyler, der kan anvendes til positive processer.

– Vi skal til at tænke i helt andre baner. Vi skal virkelig højne vores verdslige pensum, og jeg kan godt se, Stanley, at vi stadig skal forske i rummet. Det må være derude, at vi mennesker kan finde mange af svarene, hvis vi vil have en ren klode.

– Jeg tror på, at hele verden vil arbejde sammen og forske generelt i menneskets cellestruktur på tværs af grænserne. Der vil gå en bølge igennem verden af medmenneskelighed, så vi står sammen om at redde verdens ressourcer og vedligeholde denne smukke, og unikke planet.

– Man vil sikkert også udvikle i raketfart for at bevare menneskets helbred på alle niveauer. Det vil hele verden også stå sammen om, tror du ikke, Stanley?

– Jo, jeg drømte i nat om tre ministre fra Kina, der ville være med til at lave et netværk med alle lande i hele verden. Formålet var at holde sammen og at skabe fred i verden og at bevare roen og styrken hos de unge mennesker.

– Det var da en dejlig drøm; vi må håbe, den går i opfyldelse.

– Der er også en anden ting, David. Vi bliver nødt til at hjælpe de fattige lande. Det er så uetisk at sidde og spise aftensmad, medens man ser på, at millioner af mennesker rundt omkring stadig sulter. Det er jo heller ikke retfærdigt. Det er den næste “plan”, verdens “stamfædre” må se på.

– Nej, det er jeg med på. Det har vi alle i vore stille tanker tænkt på hver dag. Det må der gøres noget ved. Den ubalance går ikke, så tipper kloden, hvilket jo også er et stort problem.

– Ja, men hvis du kigger her på tegningerne, kan du se, at der ikke er nogen, der sulter. Alle har lige meget mad, sol og regn. Alle har de fornødne afgrøder, og der er intet at slås om. Fattigdom er roden til alt ondt.

– Hvordan skal man gøre dette?

– Det bliver om nogle år. Igen skal disse krystalparaboler sørge for at “styre” vindene og sol og regn på Jorden. Det gør man via solens heliumenergi, udvundet igennem disse superkrystallignende paraboler, der balancerer solens stråler ud til hele planeten. Parabolerne “hænger” i et helt specielt planlagt netværk rundt om Jorden, så alle mennesker får lige sol og regn – og alle er glade; samt alle får mad på bordet. Alle har haver med rene frugter og grøntsager. De, der bor i lejligheder, kan købe frugter m.m. meget billigt, fordi alle har adgang til dem.

                                     

 Her er da noget at tænke på, lad os bruge krystallen som et universelt komponent til at eliminerer negative radioaktivt udslip og lad KRYSTALLEN omforme energien til posistive radioaktive ioner, lad QUARTZKRYSTALLERNE VÆRE ÅRHUNDREDES KOMPONENT, LAD OS RESEARCHE MEGET MERE I DENNE UNIKKE BYGGESTEN, DER KAN BRUGES TIL FREMTIDENS RUMFART, OG TIL VORES NYE HELBREDELSES METODER IGENNEM LYS OG MEGET MEGET ANDET, ET HELT KRYSTALINSK FAKULTET AT UDFORSKE.

 

ULLA RUNCHEL, FORFATTER.

WWW.FORVANDLINGSKUGLEN.WEBBYEN.DK