Gestus    
 af Ulla Runchel,forfatter.

 

Vi kom ind til de hvide katedrallignende bygninger, der indeholder den næste visdom, vi skulle hente ned. Vi flød stiltiende ind i deres kærlighedsvibrationer, som blidt smøg sig ind i vore legemer. Stille, stille flød vi ind i katedralen med de mange runde diamantkupler. Vi stod side om side; mange millioner sjæle fra forskellige steder i universet, der holder hinanden i hånden. Det skete helt automatisk, for man rakte kærligt ud efter den nye, der kom ind i templet; en gestus, der hører til denne tid. Vi stod samtiende og nød den ubrydelige livsglæde, der strømmede gennem os. Der var intet brud på kæden, så energien kunne blidt flyde igennem os alle.

Højt oppe i loftet var der mange forskellige kupler, hvis krystalliserede, healende tone-stråle-lys-energier blidt strømmede ned til os. Hver enkelt blev healet i nøjagtig den dosis, der var brug for. Selvom vi alle var forskellige fysisk set, kunne vi godt stræbe efter det samme kærlighedslys.

Lystonerne filtrerede og rensede vore legemer, idet de slettede alle de ubalancer, der var tilbage. Vi fik skiftet lysfiltre ud og mærkede,  hvordan kuplerne hentede lys og viden ude fra den store diamantplanet, og vi følte, hvordan de blev fyldt op med lys-serum. Igen blev de brugt som katalysatorer fra diamantplaneten til at belyse os med denne livsbekræftende farveenergi, der flød som musik i vore organer.

Vi blev højnet i fællesskabet. Vi havde sendt et lysbillede af os selv sammen med vor bevidsthed, og det blev til en kosmisk udveksling i healende øjemed. Vi kodede en ny form ind i hinandens bevidstheder sammen med den kosmiske bevidsthed, så vi kunne hjælpe med at udvikle visdommen i fællesskabet rundt på de forskellige planeter. Her var alle velkomne, og hvis der var bevidstheder på lavere frekvenser, der ville ind, blev de automatisk belyst af denne høje kærlighedsfrekvens, så der fremstod et nyt lysmenneske til at hjælpe med at formidle ressourcerne fra universets skatkammer. Kærlighedens veje er uransagelige.

Medens vi alle stod i samklang med universets visdom, kunne vi hente fremtidens hændelser ned til hvert enkelt individ. Der var nogle, der fik en ny tids helbredelsesformer, formler til ny medicin og nye behandlingsmetoder, nogle fik fysikkens samlede værker, andre hentede matematiske symboler og meget andet, og det var som at være med i nyskabelsens udvikling.

Vi stod alle meget stille og tog blidt imod visdommens rytme, der kom flydende til os i lydbølger. Langsomt slap vi hinandens hænder. Vi havde hentet en uvurderlig lyskraft, og vi havde en ubændig lyst til at komme hjem og starte vort nye ”arbejde”. En usynlig energi pustede os tilbage til vor egen livsbane, og vi takkede af på den bedste og mest ydmyge måde, vi havde lært. Min rumven og jeg kunne vinke farvel til ”Den Hvide By”, hvor vi altid var velkomne – ligesom alle andre i universet.

“De Ni” havde ventet os. De havde virkelig ret i, at her havde vi følt os hjemme. Der var den rene kosmiske kærlighed, som de fleste på Jorden higer efter; en kærlighed, som vi først opnår, når vor cellestruktur har højnet sig selv igennem udviklingens cyklus. Derfor skal man leve i nuet og få det bedste ud af den situation, man er i her og nu, til at skabe vor fremtid.


Sjælens lys – Lysets sjæl

Vi satte os ind i de små transportskibe, fløj tilbage til Krystaluniverset og landede på bjergtoppen. Da vi steg ud, så vi ”byen” svæve videre ind i det kosmiske hav. Vi tog til ”Visdommens Tempel”, hvorfra vi havde startet vor lille rejse. Igen stod “De Ni” med en kærlighedsenergi, der var hjemmevant.

Vi satte os stille ned i krystaltemplet. Denne gang var jeg ikke så ”betydningsfuld”. Jeg var med i rundkredsen, hvor vi sad behageligt og udvekslede tanker om, hvad vi havde oplevet. Efter en stille samhørighed blev vi spurgt, om vi kunne tænke os at komme over i ”Lysets Tempel”, og det ville vi begge meget gerne.

Vi skulle over på den anden side af kloden, så vi satte os atter ind i et lille quartzfartøj. Vi fløj hen over lys felter og regnbuefarvede landskaber. Her var minsandten frugttræer, blomster, dyr, hav og fugle, men i en anden farvedimension med selvlysende, krystalliserede stråleenergifiltre, der fik lys fra små krystallinske parabolplaneter. Deres energi kom fra de tolv forvandlingskugler, og parabolerne blev brugt som katalysatorer, der sendte energien igennem rummet og rundt om hele Krystaluniverset. Her på planeten bliver dens egen tiltrækningskraft af lysets energi brugt igennem en bestemt vibrationshastighed via et energetisk lysmønster til at gennemstrømme og vedligeholde balancen i og rundt om planeten. Via de små planetparaboler, der virker som modtagere og sendere af lys, og som viderefører energien igennem de usynlige kosmiske energistrenge, holder lysnettet sammen på de atmosfæriske ”forstyrrelser”, der måtte komme udefra rummet. De usynlige energetiske stråler sorterer ”affaldsstoffer” fra , så kun den rene energi bliver transformeret ind i krystalplaneten igennem de lysfelter, der ligger inde i planeten. Parabolerne virker som små ”kraftværker” ude i universet; de er udviklet på de planeter, hvor der ingen sol er, og lyser op med lige så stor lysstyrke. Man har heroppe lært at jonglere med lysets tyngdekraft og faktisk bruge og udnytte usynlig energi igennem kosmiske impulsvibrationssvingninger til ren lysenergi i dets multiple spektrometriske udstrålinger via energetisk, kosmisk lys. Solen, som vi kender, kan fra spæd være blevet aktiveret via lysets kraft (måske essens fra ”Det Hvide Guddommelige Lys”) for milliarder af år siden, eller måske fra en anden lyskraft, der har bestrålet og aktiveret solens indvendige krystal, så den har den stærke varmeudstråling på 6000 grader. Dens kvote af lyskraften ophører om ca. 4.5 milioner år eller mere, hvem ved.

Jordboerne finder en dag ud af, hvordan de til deres egen videreudvikling kan modtage energi ude fra kosmos, direkte fra f.eks. Venus, Jupiter eller Mars via lydbølger. Det bliver begyndelsen til udnyttelse af space-energi. Energetisk, atomart røntgenlys er stærkere end lysets lys, og det guddommelige lys er en helt anden lysvibration. I de sorte huller opstår der en kosmisk formel, der selv skaber lys i den kosmiske cyklus, som dannes i de mikroskopiske småpartikler, der ligger og venter ude i rummet på at blive aktiveret på ny (de sorte huller danner deres egen udslettelse via atomart røntgenlys, der dannes af kemisk, kosmisk lys). De små partikler, der ligger inde i de sorte huller i massen, har denne mikroskopiske, atomare neotrinlysenergi i kernen, som bliver aktiveret af krystallinske, blå, atomare bestrålinger. Neutrinen består af kemisk, kosmisk lys og aktiveres af rent lys. Det er måske den spæde start på hvordan en ny lille planet bliver født og aktiveret, og langsomt bliver de sorte huller omformet til et nyt mini-univers i universet.

 

Vi fløj ikke så hurtigt, så vi nåede at se en masse. Vi nærmede os en lyskrans oppe på en bjergtop og landede blidt og lydløst. Vi blev stille sluset ind i lyskeglen til indgangen af templet. Over døren stod der ”Sjælens lys – Lysets sjæl”. Det måtte være sjælens lystempel. Var det mon her, sjælene opholdt sig i glimt? Vi flød ind i energien. Det ville være dejligt, om det var muligt at finde sit eget lys, som man selv havde slukket i tidernes morgen. Min rumven var et stort lys menneske, og han havde været her mange gange. “De Ni” ville vise, hvordan man kunne gøre, hvis man selv ønskede at få lyset tilbage i cellerne. Naivt spurgte jeg, om det var her, man blev uddannet til lysarbejder, til lysvæsen. De smilede hengivent til mig. Vi befandt os nu inde i templet. Det var meget enkelt og ikke så stort som Visdommens Tempel. Det havde en omvendt kuppel, der trak lyset ind i flydende, fosforiserende cellestrukturer, så vi ikke blev overeksponeret af det hvide lys, som kuplen kunne trække ned, når der var blandede sjæle. Den rene, hvide lysenergi kunne kun de sjæle tåle, der boede i Krystaluniverset; de var vant til belysningen, og når kun de var der, vendte kuplen sig til en ren diamantenergiudstråling af meget hvidt lys.

Væggene var bløde og bulede med flydende guldkrystal indeni og var utroligt dejlige at læne sig op ad. Vi satte os på nogle puder med ryggen ind mod væggen. Der var andre sjæle end mig fra Jorden, der var på visit, fordi de manglede ny lysindstrømning. Langsomt blev vi ”oplyst”, og jeg kunne mærke, at vi lydløst begyndte den indre rejse i sjælen.

Jeg fornemmede min sjæl som en flydende masse af let energisubstans, der i levende tilstand hørte sammen med organerne. Det var noget helt andet end bevidstheden. Det var to forskellige energier, der var flettet ind i hinanden. Bevidstheden havde ikke følelserne, det var sjælens arbejde, og ånden var en stemme, der tonede sig ind imellem indfletningen af bevidstheden og sjælen. Organernes sansetentakler råbte efter lys, kærlighed og helhed.

Jeg sad stille og smagte på energien. Jeg ventede længe, før det gik op for mig, at der var en del at rydde op i, før jeg havde ”fortjent” lysindstrømningen. Mine tanker gik tilbage til begyndelsen af livet. Jeg stoppede op flere gange, og tårerne løb ned ad kinderne på mig i stride strømme. Jeg troede, at det var overstået, og at jeg ikke havde mere at rydde op i fra min fortid, men alligevel var der et og andet, der var fortrængt, og som kom frem i denne ”belysning”.

De lod os sidde, de omfavnede os med deres uudtømmelige, kærlige lysvibration; de forstod alt for godt, uden at vi talte sammen, at de – selvom det var lysår siden – havde været igennem samme udvikling.

Jeg mærkede, hvordan energien skyllede rester af mine traumer væk, ligesom en langsom ”flodbølge”, der omfavnede min sjæl og mit fysiske hylster. Det var en meget behagelig, flydende bevægelse. Alle mine tanker kørte som en film i slowmotion. Jeg kunne nå at tænke over og vende og dreje hver en detalje i mit liv. Det, som jeg ikke kunne bruge mere, sendte jeg stille og roligt ud i ”flodbølgen”, og de triste oplevelser jeg havde haft, blev skyllet væk i universet. Langt ude kunne man se, hvordan kosmos eliminerede tankerne til positive ioner.

Jeg sad længe i den energi. Jeg følte mig lukket inde i min egen selviskhed, for det havde jeg brug for et stykke tid endnu. Min medlidenhed blev omformet til styrke og min selviskhed til tilgivelse og kærlighed. Endnu en stund sad jeg, og langt inde i min sjæl så jeg en mikroskopisk lyskegle, der blev stærkere, jo mere jeg havde troen på mig selv, sjælens lys. Jeg holdt fast, jeg ville ikke miste denne pragtfulde vibration. Jeg lagde mærke til, hvordan mine organer tørstede efter ”lys”, deres fangarme strakte sig i håb om, at lyset ville flyde deres vej forbi. Jo mere sjælen optog lysets energi, des nemmere havde organerne ved at indtage lyset og blive rensede igennem denne energi.

Hvis sjælen ikke kan se eller finde lyset og ikke er parat til denne smukke kærlighedsenergi, kan organerne ikke få kosmisk føde, og de kommer tungere igennem livet i menneskekroppen. Derved har de sværere ved at tage imod healing og operationer, da deres modstandskraft ligger på vågeblus. Vore organer er en del af helheden, de består af cellesalt-krystalliserede molekyler. Det er dem, der skal holde vore hylstre i gang hele livet. Det er op til os selv, om vi vil køre i tomgang eller i fjerde gear i hele det liv, vi har her på Jorden. Vor karma – længden af dette liv – er planlagt, men det er op til os selv, om vi vil lide i forløbet eller have et godt, sundt, positivt og kærligt livsforløb. Længden af inkarnationen er den samme.

Vi hørte dejlig vibrationsmusik, det var vidunderligt. Samtidig med at jeg var på rejse i mit indre, kunne jeg følge med i det ydre. Vi blev løftet via tonernes svingninger, som kom i ”lydbølger”, hjulpet af farveskalaen, som heroppe var usigelig smuk med de skønneste, klare og lyse celestefarver. Jeg var klar over, at hvis jeg ikke havde sjælskontakt til mig selv og var opmærksom på lysets vidunderlige healende kraft, levede jeg som et halvt menneske. Herinde i dette tempel drejede det sig udelukkende om at finde Sjælens lys igennem lysets sjæl. Det var ikke tilstrækkeligt at se lyset, men ved at søge ind i kernen af lysets sjæl og forstå dets kraft på en ydmyg, stille måde, kan man komme langt med sig selv og bygge sine celler blidt op og i sit eget tempo. Det lærte vi her.

De menneskesjæle, der valgte at finde vej til dette univers, blev healet i takt med, at deres egen vibrationstærskel blev flyttet. Her kunne man sidde og finde ned i ”dybet” af sin sjæl. Via egen hjælp finder man frem til årsagen til ens problemer ved langsomt at se, hvilken påvirkning disse oplevelser har givet os igennem livet. Løsningen kunne man også selv bedre finde her, da det i sidste instans er en selv, der må løse sine egne opgaver og – via inspiration udefra – finde frem til at løsne de knuder, man har inde i sine organer, og som kan hobe sig op igennem livet. Her får man lov at finde frem til løsningen og lærer stille at finde ind til selvet.

Lyskeglen blev større og større. Det var overvældende at se, hvordan den spredte sig inde i min krop og langsomt flød ind i organerne, ud gennem huden og videre rundt om mit legeme, indtil jeg var belyst af denne stærke energi. Det føltes som at blive født på ny. Mine celler føltes lette, som om jeg kunne svæve fysisk via min sjæls kraft. Min ven smilede til mig. Han kunne se, at jeg havde grædt igennem hele forløbet og sendte mig en kærlighed, der omfavnede mit metafysiske hylster. Jeg mærkede en styrke, som jeg ikke havde prøvet før. Igen blev jeg hjulpet uselvisk. Jeg havde mærket en gnist af sjælens lys, og dette lys ville jeg ikke tillade at slukkes. Det var belyst ind i min bevidsthed, og min sjæl holdt fast i energien i al evighed.

Jeg var taknemmelig. I min lysrus sendte jeg tak til alle, der havde ”tændt lys” for mig i dette tempel. Atter var jeg blevet hjulpet. “De Ni” havde igen vist mig en lysstråle af universets visdom, og de vidste stiltiende, at det var jeg dybt taknemmelig for.

Jeg ville ikke rigtigt herfra endnu, og det forstod de allerede, før vi gik herind. Der var mange sjæle, der havde det på samme måde som jeg. Der var stadig noget jeg ikke havde opdaget, og det var, at jeg i hele mit liv bare havde eksisteret uden at lægge mærke til mig selv inde i min sjæl. Jeg var dybt rørt over, hvordan det hang sammen.

 

Her kunne jeg se alt mere klart: Mange mennesker lever livet uden at have kontakt til deres ånd, sjæl og bevidsthed. Heroppe kunne man tydeligt se sammenhængen i substansen i mennesket. Livet flyder forbi, uden at man opfanger, hvad det egentlig går ud på. Man lever som ”robotter”. Vi har alle et mål, og det styrer vi ubevidst efter uden rigtigt at tænke over, hvad der forgår inden i os, og hvordan man kan arbejde sammen i en helhed med krop, sjæl og ånd – kosmisk og jordisk – som vi ubrydeligt hænger sammen med.

Vi så ned på Jorden, hvordan mennesker myldrede rundt forbi hinanden ligesom små myrer, flittige og målbevidste, men en ting glemte de: At stoppe op engang imellem og tage sig af sjælen. Størstedelen havde travlt med en lang stræben efter kosmisk kærlighed eller ubevidst at komme ”hjem” til det, vi ikke kan forklare: Det ubevidste, paradiset. De fleste sansede ikke at finde ind i sig selv på grund af en higen efter tryghed, kærlighed, stilhed, accept, omsorg m.m. fra andre mennesker. Det er, som om vi er kodet til et eller andet, som vi ikke forstår, og som er et led i menneskets udvikling. På et tidspunkt ændrer flere og flere deres higen til en indre rejse, som også er et led i den kosmiske udvikling.

Her i templet fik jeg nye, jordiske impulser ind fra en anden synsvinkel, så jeg forstod på en anden frekvens. Normalt er det svært for mange af menneskeheden at finde den indre rejse, men det er nu engang en af de bedste måder til at få de svar, man har brug for til sig selv. Derudfra udvikler man sig hurtigere. Da det er os selv, der laver arbejdet og skaber problemerne, skal vi gå vejen selv. At lade andre gøre arbejdet for os, er at gå tilbage i sin egen udvikling. Da lever man under andres energier, og man selv ligger underdrejet og kommer ingen vegne.

Heroppe er der en stiltiende hjælp. De presser ikke på og det er op til en selv at udnytte og bruge deres viden. Her får vi lov at sidde i ro, uden vi bliver ”overfaldet” af forskellige, der er villige til at hjælpe. Det skal komme i den rigtige rækkefølge, og det er ikke altid, at mennesket ved, hvad der er rigtigt. De hjælper ud fra deres overbevisning og fra hjertet. Men det er ikke sikkert, at lige nøjagtigt den viden, som vi befinder os i, er god for næsten. Heroppe får vi lov at være en del af energien; vi kan modtage visdommen, eller vi kan lade være. Det er op til den enkelte, og det blander de sig ikke i. Vi får lov at bevæge os i deres samhørighed i fællesskabet, i en dejlig befriende energi.

Udpluk fra Krystaluniverset