Universets” midte”, i det evigt bevægelige stof.

– Fortæl mig nu, Stanley, om den lysende kæmpeplanet i midten af Universet, inden jeg kører hjem.

Stanley var lidt i vildrede. Han strakte sine ben. De var begyndt at sove efter mange timers stillesiddende arbejde. Han var træt og måtte tage nogle dybe indåndinger helt ned i rodchakraet, og han måtte spørge sin egen bevidsthed, om det var i orden at tale om det nu. Han fik en åbning i solar plexus, og det plejede altid at betyde, at det var godt nok. Nogle gange var han i tvivl om, hvor meget han skulle åbne  for. Han tog en håndfuld nødder og nogle chips, som de havde købt på vejen hjem. Mens han spiste af dem, begyndte hans bevidsthed langsomt at hente information.

– Planeten minder om en kæmpesol.

– Lever man inde i eller uden på planeten?, spurgte David med munden fuld af nødder.

– Denne planet består af ALT, hvad andre planeter i hele universet består af tilsammen.

– Vil det sige, at der på denne solplanet er en bid af alle planeter?

– Ja, det kan man godt sige. Der er stater, hvor Sirius’ stamfædre kommer fra, og vores lille planet har sit eget område, hvor vore bioner stammer fra. Der er en stat, hvor Plejaderne har deres stamfædre, og der er et område for Andromedas stamfædre. I dette miniunivers i universet er stamcellerne født.

– Fantastisk, Stan, men hvorledes?

– I denne centralsol har man et kosmisk strengenetværk, der har belyst de kosmiske støvpartikler ud igennem superstrengenes netværk. Og det har bestøvet og parret sig med bionernes krystalpartikler, der er pustet igennem dette netværk. I det kosmiske hav, som i æoner er flydt med universets bølgestrømme, har disse krystalpartikler opfanget og modtaget disse indkodninger, så nye planeter og nyt liv er opstået ud i intetheden.

– Øhhhmm. David var musestille, og sad med store øjne.

– Hvordan og hvorfra er denne “fødselshjælper” blevet til, hvis der ikke var liv i ursuppen efter det sidste Big bang?

– Kan du forestille dig helt andre solsystemer, det samme universelle netværk, der er koblet sammen med vort, et kosmisk netværk i vort solsystem? Universet stopper jo ikke der.

– Den centralsol, mange mennesker taler om, er det den samme?

– Det ved jeg ikke, David, der er mange, mange mennesker, der er dragne af solen her i vort planetsystem. De modtager enorme informationsmængder i deres bevidstheder via solens lysstråler. Vi er alle meget “afhængige” af solens lys. Mayaerne og inkaerne var specielt modtagelige for disse lysstrømme af visdom, som de forstod på deres bevidsthedsplan. Deres pinealkirtel stod totalt åben for lysinformation med solen som katalysator.

Den kæmpesol ude i universet er næppe den samme sol, men om det er den samme, som nogle individer er i bevidst telepatisk kontakt med, kan jeg ikke sige. De henter måske ubevidst energi og healende tanker og skrifter derfra. Vi kan heller ikke vide, hvilken “sol” mayaerne og inkaerne hentede informationer fra.

– Er der mange mennesker, der kan det, uden at de ikke er bevidste om det?

– Ja, vi mennesker er forskelligt udviklede med hensyn til bevidsthedens måde at modtage kosmiske informationer på.

– Hvordan kan man være ubevidst om at hente informationer til hjernen?

– Jeg tror, at uanset om man er spirituel eller ej, kommer de billedstrømme vi får ind, som mange kalder for fantasi, ude fra de kosmiske netværk. Det vi “ser”, eksisterer et eller andet sted derude, også selvom man ikke er klar over det. Vi hænger sammen som perler på snor i et kosmisk DNA – vi er alle sammen en helhed i stoflig form.

– Det, jeg er ude at hente, er jeg helt bevidst om, men nogle gange kommer der billeder i mit hovedet, som jeg ikke bevidst ved, hvor kommer fra.

– Hvordan det?

– Jeg kan fortælle dig én enkelt lille fysisk episode. Det var en nat for nogle år siden, hvor jeg drømte, at jeg var med til at flyve mennesker fra Sydyemen til Nordyemen, eller også var det omvendt. Jeg drømte altså, at der blev hentet mennesker fra det ene sted til det andet, men at det rent faktisk skete i virkeligheden, fandt jeg først ud af næste morgen, hvor jeg via CNN så, at der var ballade, og at mange måtte flyves væk fra Yemen. Jeg havde været med ubevidst uden  egentlig at vide, hvor jeg havde været i min bevidsthed.

– Nå, det var noget helt andet. Det vil sige, at du  også er inkarneret til at være med på dette bevidsthedsplan?

– Ja, men det blev jeg først opmærksom på, da jeg tænder for fjernsynet og ser, hvad der i virkeligheden var sket, og at det var min sjæl, der var ude at lave et stykke arbejde, uden at jeg var fysisk bevidst om det, inden jeg lagde mig til at sove.

– Du mener, at mange mennesker ikke altid er bevidste om, hvad sjælen er ude at hente?

– Ja, nu du taler om sjælen, er det en energiform, der er flettet ind i bevidstheden. Det er et godt teamwork, når ånden har lagt sig til at sove. Men for at komme tilbage til centralsolen, som jeg er bevidst om og formår at følge i min bevidsthed, kan jeg kun tale for mig selv. Vi henter som regel hvert vort pensum, og der er så nogle mennesker, der får disse her "aha-oplevelser" og er klar over, at deres “ligestillede” har været ude for det samme som de.

– Det må være dejligt, Stanley.

– Ja, det er det også. Så ved man, at det, man laver, er godt nok. Det er simpelthen guld værd. Det giver inspiration til at fortsætte sit kosmiske arbejde, som jeg af og til føler, at jeg skulker fra.

– Det vil sige på denne lysende planet, hvad vil du kalde den?

– Ur, sagde Stan hurtigt.

– Ved man på Ur, at deres informationer bliver modtaget langt ude i universet?

– Ja, det kan de følge på deres lysskærme, som hænger rundt omkring på planeten. Det er deres supercomputer, som alle har indblik i.

– Det minder mig lidt om paradiset, hvis man da tror på dette. Det må ligge midt i universet, som alle skal tilbage til.

– Ja, man kan kalde det, hvad man vil. Her har man i hvert fald alle dyr, planter, træer, insekter, fugle, have, bjerge, fisk, androgyne arter, som lever sammen i en stor forståelse for og med hinanden.

– Når vi dør, er det også her, at vores celler fra den fysiske krop spreder sig til højere dimensioner. Vores stamceller flyder tilbage til centralsolen, hvor de ligger og venter på ens næste inkarnation. Hvor end vi vælger at inkarnere, er vores sjæl bevidst om denne opbyggelse af kroppens “hylster”, og når vi har besluttet os for at komme ned eller op eller hen til næste liv, svæver stamcellerne via de adlydende lysstrømme ind og belyser resten af cellesubstansen.

– Hvordan kan det lade sig gøre, Stan? Det er helt vildt.

– Det kunne foregå på den måde, at når undfangelsen er sket et eller andet sted i universet, skabes der i hypofysen et enzym, der påkalder sig stamcellens vibration. Et indbygget radersystem, der er unikt i dets form. Sjælen kalder via kosmiske impulser på de celler, der er “spredt” i universet. Formålet er nykonstruktion af en ny krop med en højere vibration i det næste liv, hvis man ellers har lært sit karma, og konstruktionen af legemet kan begynde i livmoderen. Livet hænger sammen med “livets” impulser, og et nyt liv opstår i moderen.

– Jamen hvordan, Stan?

– Medens det nye liv er på vej i moderens livmoder, kan fosteret ikke bruge moderens stamceller, da de er forældede. Det lille nye barn tilkalder selv sine egne stamceller, der “usynligt” på et kosmisk plan flyder igennem universets guddommelige rytme båret af de kosmiske toner. Barnet bliver således skabt af det guddommeliges, paradisets eller centralsolens egne stamceller, der har ligget og ventet på den næste inkarnation. Når vi måske kommer tilbage til Sirius, skal vi ikke længere bruge denne form for kosmisk genfødsel, da vi da er på et helt andet genetisk niveau. Dette gælder for eksempel for mennesker med rene lyslegemer eller dem fra krystaluniverset.

– Er det der Diamantflåden kommer fra?

– Nej, den har sit eget planetsystem, men kimen kommer fra Ur.

– Hvordan er så Ur dannet?

– Kan du se universets energiringe, der er sammentrækkende og udvidende? I disse ringe ligger det kosmiske DNA, der udklækkes igennem det kosmiske kors, som igen belives fra det højeste sted i universet. Og det er op til individet selv at tænke sig til, hvor det så måtte være.

– Kan du ikke fortælle om det?

– Som jeg ser det, er det et kæmpestort guddommeligt lys, der flyder igennem universet, udsender lysglimt og aktiverer de støvpartikler, der svømmer rundt i kosmos. Lyset beliver og belyser information og bevirker universets opståen. En gave fra Gud. Det vælger jeg at kalde denne energiform, Det Hvide Lys, hvor AL information er indkodet.

– Wau, er det sådan skabelsens kim er begyndt?

– Det må du selv bedømme rigtigheden af David. Et eller andet sted skal informationen jo komme fra, og jeg har valgt at tro på det.

– Ur har været det første støvkorn, der er blevet belyst og omformet til krystalpartikler – en proces, hvor man indkoder lysinformationen. Kan du danne dig et lille billede af livets begyndelse, nu?

– Lidt. Vil det sige, at al information ligger i de kosmiske krystaller med tonsvis af forskellige informationer, som er spredt rundt om i universet?

– Ja, det kan sagtens være tilfældet, hvor der stadig ligger uanede mængder af kosmiske støvpartikler med indkodede informationer, der blot ligger og venter på at blive aktiverede af lyset. Disse støvpartikler findes blandt andet i de “sorte” huller, i antistoffets inaktive masse, som der er masser af bevægelse i – en bevægelse, som man først får “øje” på via kosmisk lys.

– Hvor stærk er lysstyrken i Ur?

– Den er på så høje oktaver, at dens lyskraft skinner igennem superstrengene, inde i filamenternes netværk, der giver elektriske strømninger videre rundt i kosmos.

– Hvordan er deres kroppe derude?

– De er rene lysenergier på den måde, at deres skelet er bygget op af flydende lysceller, der minder om flydende lysplasma i bøjeligt usynligt stof. Deres cellestrukturer er ren lysplasma, der pulserer og vibrerer med planetens høje oktavsvingninger.

– Hvordan tænker de, og hvordan er deres fartøjer?

– Deres cellestrukturer er én stamcelle på den måde, at de er flettet sammen med planetens informationslysværk, hvor de er en energi sammensmeltet med dyrene, fuglene, blomsterne og afgrøderne. Alle er de i kontakt med hinanden. Deres bevidsthed hænger sammen i ét netværk, nøjagtig som stamcellernes urkim.

– Nu kommer der et dumt spørgsmål: Ligner de os?

– Ja, det gør de. Faktisk er det på denne planet, at deres bioner er spredt ud i kosmos. Vi mennesker her på Jorden har dem i os. Vi er lige nu ved at stykke bionerne sammen, efter at de gennem trillioner af æoners evigheder ved myriader af spredninger i det universelle lysnetværk er havnet i vor genetiske krop, partikel efter partikel. Så vi er en my af dem, som er ved at udvikle sig til højere vibrationer i de krystallinske celler, som vi har fået indpodet fra universet. Hvornår mennesket har indkapslet denne krystallinske partikel, ved man den dag, vi finder ud af at læse alle vores stamcellers informationer. Så vil vi få at vide, hvor vi egentlig stammer fra.

– Hvordan kan du vide det, Stanley? David var ikke helt sikker på, om han kunne følge med.

– Jo, det kosmiske støv er blevet belyst med det hvide lys, og så er der langsomt kommet liv. Krystalceller er en form for stamceller, og det er der, man skal lede efter informationer i alt liv.

– Øhmm.

– De andre almindelige celler er "sidegader" til krystalcellerne. De er filer, om du vil, og de indeholder information, som man har tappet fra krystalstamcellen og befrugtet organisk. Det ville være muligt, at alle vi, der lever rundt omkring i den kosmiske civilisations netværk, egentlig ligner hinanden i skeletstrukturen, selvom vi har hver vores udstråling i kraft af, hvor i udviklingen vi er på de forskellige planetsystemer.

– David svarede:

– Vi må ligge langt nede på skalaen.

– Måske. Vores krystallinske celler er næsten ikke til at få øje på i vores menneskelige krop. Man er først lige startet på at forske i dette pensum, efter man er begyndt at sende astronauter ud i rummet. Ellers har vi ikke gjort “stads” af disse celler før.

– Det er jo i disse celler, at informationerne ligger gemt, ikke? – Hvis jeg altså har forstået det rigtigt, Stan.

– Jo, der åbner sig en helt ny verden, når vi læser deres historie for alvor.

– Kunne det tænkes, at vi bliver “vist” denne viden på grund af mange af de nye ubalancer, som vi ikke kan hamle op med rent medicinsk?

– Ja, vore organer bliver ligesom resistente over for den gamle traditionelle medicin, da bakterierne i cellerne overlever medicinen.

– Det er værd at kigge lidt mere på, for tuberkulose er efterhånden desværre en lige så stor plage som aids og cancer. Er det fordi, vi ikke har evnet at forske i de krystallinske celler eller gået udenom pga. uvidenhed om deres eksistens?

– Muligvis, David, jeg er ikke læge. Men de nye visioner, som mange mennesker har om de nye former for helbredelsesteknikker via bioenergetisk lysterapi, vil nok hjælpe på forståelsen af, at der skal noget andet til, for at eliminere disse sygdomme. Den gamle medicin er ikke belyst godt nok til at finde frem til de krystalceller, hvor informationen er gemt, og til at udrydde disse sygdomme.

– Det er vel også derfor, at vor lysudstråling, auraen, er på vågeblus. Vi har ikke den samme skeletmasse, og vi er vel først ved at vågne af vores tornerosesøvn og er ved at forstå de nye fotodynamiske teknikker.

– Helt sikkert, David. – Jeg tror ikke, det varer så længe. Vi lever i jetalderen, så det går lynhurtigt med at få forståelsen, og det kan vi ikke tage fra mennesket. Vi er lynende intelligente og hurtige til at fange de nye teknikker. Bare vi får snerten af de nye ideer, sidder vi og chatter om udvikling med ligestillede i alle lande på tværs af grænserne. Vi giver hinanden gode råd og udvikler sammen, som jeg før har sagt. Det er starten på et menneskeligt netværk, hvor man ikke er bange for at dele visdom med hinanden.

– Tjah. David sukkede. – Men du ved, Stan, der vil altid være nogle, der vil “stjæle” informationer, lave et brud på kæden og selv udvikle resten af idéen. Der er vi mennesker ikke fulgt med den høje teknologi. Vi har glemt at udvikle vores egen egoistiske væremåde, så hovedparten vil ud med idéen først.

– Ja, du har ret. Det kan man ikke kæmpe imod. Målet er vel, at tingene bliver gjort og kommer ud til resten af befolkningen, så de kan gøre nytte. Prestigebehovet blandt mennesket vil vare mange århundreder endnu indtil den dag, hvor alle ved det samme, som her ude i UR. Her findes ikke prestige, da alle andre kender til visdommen, og så er det ikke spændende mere.

– Vi er stadig på dyreplanet med denne konkurrence mentalt og behovet for bekræftelse. Det har vi jo også i vores team, Stanley. Vi sidder vel også og håber, at vi hver især finder guldægget og måske bliver belønnet eller bekræftet.

– Det kan godt være. Jeg synes, det er vigtigere at komme ud med visdommen. Vi er jo kun formidlere af en højere form for pensum, som vi skal bringe ud, så vi kan hente mere information som inspiration til nytænkning. Hvem der kommer først til målet er ligegyldigt – og dog, lidt er der vel om det, David. Vi mænd konkurrerer altid bevidst eller ubevidst.

– Ja, hvis du f.eks. holder for rødt lys, og der er en bil ved siden af dig. Du kender ikke vedkommende, men han eller hun skal i hvert fald nok komme foran dig. Sådan er det vel hele vejen igennem med alt andet også. – Nå, vi bliver helt filosofiske.

– Stanley smilede. Han syntes, de havde haft en god og indholdsrig dag. Han havde fået lov til at komme ud med alt det, der havde bekymret ham de sidste mange år, og han var glad for, at David forstod ham på sin måde. De kunne konversere på lige fod, for David var jo en god kollega. Han var også glad for, at han, uden han vidste af det, selv kunne hoppe frem og tilbage i fortid, nutid og fremtid.

– Det vil så sige, at stamcellerne har ligger inde med en enorm information om altet, så er det jo ikke bevidstheden, der gør arbejdet.

– Både ja og nej. Det Hvide Lys, eller som andre vil sige det: de kosmiske, elektriske lysgnister i universets magnetfelter og elektricitetsbølger, der aktiverer det kosmiske, fugtige støv, samt i lysudslip fra kortslutninger i de elektrisk udladede superstrenge, der har krydset hinandens kredsløb ud af dette kraftfelt, har i selve kortslutningens elektriske sprængninger i krydsfelterne givet enorme lysgnister af dette lys, som der også kan have været informationer i. Selvom jeg alligevel ser, at det er to forskellige ting.

– Det lyder meget indviklet, Stan. – Her kan jeg slet ikke følge med længere.

– Det kan jeg godt forstå. Jeg vrøvlede også, for inden stoffet blev dannet, var disse elektroner ikke dannet i stoffet. De blev først dannet bagefter. Stamcellerne kender selv deres eget netværk, og hvor de skal opgradere menneskets krop. Det er så sjælens og bevidsthedens arbejde at holde balancen, rent psykisk, som et team, en form for treenighed. Bevidsthedens arbejde er at udvikle individets personlighed i hver inkarnation og at hente visdom. Stamcellerne kan “kun” opgradere kroppen og organerne, så intet ondt eller negativt rammer personen fysisk. Herved dør man faktisk af alderdom på et eller andet tidspunkt. En stamcelle kan klones til hvad som helst, som kroppens mangler, da den indeholder altets netværk.

– Du er meget troende, ikke Stanley?

– Jo, jeg er intet uden det guddommelige. Det kan jeg slet ikke undvære, når jeg arbejder som jeg gør: flyder ind og ud af alle tidszonerne og fusionerer stoffet til en helhed.

– Det har jeg stor respekt for, Stanley, men hvad med Ur, hvornår blev den belyst?

 

Udpluk fra :     LYSETS TIDSALDER    af Ulla Runchel