Søndags tanker

Hvad er det egentligt at være ”åndelig”, er det at være et bedre menneske end alle andre ikke åndelige. Jeg tror at vi i den åndelige verden har misforstået en meget stor del, nemlig at have fuld forståelse for ALTET.

 Hjælper vi fra hjertet, når en person ringer og har det rigtigt skidt og beder om omsorg og støtte, smider vi så alt hvad vi har i hænderne og tager hen til dette menneske, der lider er i sorg m.m.,  eller kommer vi med en lille ”hvid løgn” og siger at vi har huset fyldt med gæster, eller man lige er på vej ud af døren, er lovet ud et andet sted og ”desværre” ikke kan komme, men slutter med ”at det nok skal gå og husk at sætte en god New Age plade på og ”læg dig ned og mediter, se det hvide lys og kald på alle englene, Jomfru Maria m.m”. hvad man nu kan komme i tanke om. Derefter ligger vi telefon røret og  har dunrene samvittighed.

 Vi i den åndelige verden, skulle gerne kunne udveksle og dele vores viden uden at ligge filter på,  være oprigtige og glæde os for næsten og hans/hendes åndelige indsigter, uden at komme ud i en ”åndelig” krig om hvis viden , der er den rigtige  eller hvem der er  mere viis. Er vi ikke alle sådan indimellem,  bare ganske lidt . Hvor åndelige er vi egentligt hernede på Jorden,  er vores personlighed og ego ikke en stopklods for vores egen udvikling, fordi man ikke helt har forstået at give plads for næsten, hvor langt er vi egentligt kommet op ad ”den gyldne” stige til at vi kan kalde os åndelige , er der egentlig en forskel på os og den ikke åndelige verden,  hvad vores personligheds fordomme overfor hinanden angår. Hvor langt  vil vi strække os til virkelig at gå ”gennem ild og vand” for et andet menneske og altid glæde sig på hans/hendes vegne, uanset hvordan ens egen  (åndelige) tilstand og status er.

 Er vi så åndelige at vi virkelig gør alt gennem hjertet, hele tiden. Som det i tidernes morgen var vores profil, at være næstekærlige, at være lysarbejder og have forståelse og indsigt til at give plads , gør vi det? Holder det?

Eller skal vi igennem pensummet en gang til, hvor mange clairvoyanter har vi ikke været igennem, hvor mange workshop har vi ikke været i, hvor mange foredrag har vi ikke hørt og hvor mange bøger har vi ikke læst. Er vi blevet bedre mennesker,  af det?

 Jeg blev helt flov da jeg talte med en pige i den ”tradiotionelle verden” der helt enkelt gennem sit hjerte, havde hjulpet et sygt menneske igennem lang tid, uden at få noget igen eller tak, eller bekræftelse af en eneste sjæl, med lys i øjnene fortalte hun , at nu var ”Marie” rask og kunne klare sig selv, det betød ALT for hende. Aldrig beklagede hun sig eller ”ofrede ”sig, det lå helt naturligt for. Hendes kærlighed til næsten er kompleks. Thi den der giver, for at få noget igen, har INTET givet. (ukendt kilde)

 Hvor ofte støder man på det i den åndelige –spirituelle verden,  hvor meget har vi lært de sidste 25 –30 år, er vi bedre end andre, jeg tror det næppe. Hvor tit har man ikke prøvet at tale åndeligt, med ligestillede, og hvor ofte er man ikke blevet afvist, hvis man er trådt over den andens ”kvote”,  og vendt hinanden ryggen, med et ”kærligt” kram.  En hjælpende hånd i nuet, gør underværker - det har intet med karma at gøre. På det plan.

 Er vi åndelige ikke rutschet lidt ned ad stigen, den er ikke helt så forgyldt mere.

 New Age,  det skulle være en ny tid til at gøre mange ting anderledes end den tradiotionelle verden, men har vi opnået alt det vi står for, er vi blevet mere kærlige? Er vi blevet mere forståelige? Er vi blevet mere tolerante? Har vi fået større empati for hinanden?

 
Eller er vi blevet åndelige ensomme? 

Hvad er det at være spirituel?  Måske er det nok at bare VÆRE, med alle de fejl og mangler som vi alle har spirituelle eller ikke,  man er ikke et bedre menneske fordi man er spirituel, tværtimod det hænger slet ikke sammen.

 At være spirituel er at kunne se ind i andre verdener-dimensioner o.a., en åbning i det ”tredie øje” som hvert et menneske på Jorden har mulighed for,  at aktivere efter egen fri vilje og hvornår det er ved man sikkert godt selv. Og fordi man nu har en bevidsthed og en sjæl der kan flyde ud i universet og hente viden ned til sig selv og andre, er personligheden ikke bedre end nogen andres,  den er hverken mere eller mindre kærlig end ”dem” i den ikke-åndelige verden. 

 Vi der er åndelige har ligeså meget at lære som alle andre,  forskellen er at vi åndelige ligesom har ”meldt ud” at vi er mere kærlige, har mere empati, og har større forståelse og vil gerne dele. Men det tror jeg ikke altid er som så. Jeg kan jo kun svare for mig selv, som en åndelig person, har jeg utrolig meget at lære endnu . En kryds revision i den  ”åndelige sfære” ville ikke være så tosset.

 

Ulla Runchel, forfatter.