Bibelen og UFOerne
(af George Adamski)

Stig Boye Petersen

Fotos af UFOer med bibelske henvisninger, nederst i dette dokument.

I min egenskab af filosofi- og videnskabsinteresseret har jeg lært andre, at de andre planeter er beboede. Dette skete, længe før jeg havde set en ”flyvende tallerken” eller havde haft fornøjelse af at have personlig kontakt med deres piloter. Mine møder med disse mennesker burde ikke betragtes som noget usædvanligt, eftersom mange andre har oplevet den samme slags kontakter. (Jeg hentyder ikke til de mange, der påstår at have haft psykisk kontakt. De andre, jeg hentyder til, har ikke offentliggjort deres oplevelser).

En del af disse andre kontaktfolk kendes af forskellige regeringer i vor verden, og på grund af det latterlige skær, hvori ”tallerkenerne” nu befinder sig, holdes deres identitet hemmelig. I mellemtiden studerer og forbereder sig til den dag, da de vil blive kendt. De vil da begynde at give den kundskab, de har tilegnet sig, videre til masserne, som pludselig vil vågne og finde ud af, at de har fulgt de falske ideer, som er blevet opbygget gennem århundreder.

Omhyggelig granskning af Bibelen afslører mange rapporter om de besøgende, En præst har fortalt mig, at han har fundet over 350 sådanne steder i Bibelen. Ikke blot Bibelen, men også andre store skrifter nævner de besøgendes komme. De fleste af de mennesker, som skrev og spurgte, hvorfor de ikke var nævnt, var simpelthen uvidende om de faktiske optegnelser.

Det er med dette i tankerne, at jeg vil søge at vise, på hvilken måde de besøgende fra rummet er nævnt i Bibelen, og at det var almindelig praksis hos rummenneskene at give vejledning til vor verdens mennesker i ældre tider, ganske som de søger at gøre det nu.

Et af de bedst huskede vers i denne forbindelse findes i Hebræerbrevet 1-2: ”(Gud) har i disse dage talt til os ved Sin Søn, som Han har udpeget til arving for alle ting, og ved Hvem Han også skabte verdenerne.”

Dette er en afgjort hentydning til mere end én verden. Et lignende begreb ses af Hebræerbrevet 11.3: ”Gennem tro forstår vi, at verdenerne blev bygget ved Guds ord, så at ting, som ses, ikke blev dannet af ting, som virkelig kommer til syne.” Her finder vi atter en hentydning til mere end én verden. Der blev intet sagt om, at disse verdener var beboede; men det er et bevis for, at andre verdener var kendt i bibelsk tid.

Disse mennesker, som levede i bibelsk tid, var sig bevidst, at verdenerne ”ikke var dannet af ting, som virkelig kommer til syne.2 Disse verdener kom ud fra det usynlige og ind i det synlige – eller fra årsag til virkning. Denne idé falder sammen med de mest avancerede antagelser af i dag med hensyn til solsystemets oprindelse.

I Joh. Evangeliet 14.2 læser vi: ”I min Faders hus er der mange boliger. Hvis det ikke var således, ville jeg have sagt jer det. Jeg går bort for at berede jer en plads.” Dette viser klart, at hvis vi udvikler os tilstrækkeligt, kan vi tage til en anden verden og leve ganske, som Han erklærede, at Han ville gøre det. Dette er vist i det næste vers, Johs. 14.3: ”Og hvis jeg går og bereder jer en plads, vil jeg komme igen og tage jer til mig; thi hvor jeg er, dér kan I også komme.”

Det er ulogisk at antage, at Kristus var den eneste beboer i sin verden. Hans planet måtte have millioner af lykkelige mennesker, som blev betragtet som engle, når de i visse perioder rejste til Jorden.

Det læres, at Jesus blev taget op i himlen i sit legeme, og dette alene er bevis for, at der et eller andet sted derude eksisterer en planet, som kan opretholde liv. Kristus selv gav rigeligt bevis for, at Han kom fra en anden verden. I Johs. 8.23 finder vi: ”Og Han sagde til dem – I er nedenfra, jeg er ovenfra, I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden.” Dette viser, at vi er af denne verden og født af den. Han var født af denne verden, men var ikke af denne verden. Han kom hertil fra en anden.

Dette er en af de bedre hentydninger, der refererer til et væsen på en højere planet, der frivilligt lader sig føde her på Jorden i den udtrykkelige hensigt at lede og hjælpe dem, der stadig klatrer op ad den åndelige udviklings stige.

Vi lærer af Bibelen, at vi kan blive som Kristus og endda gøre større ting end Han. Vi lærer, at Han var den førstefødte af mange brødre, og at mange af os en dag kan opnå samme stade som Kristus. (Romerbrevet 8.29).

Dette er i fuld overensstemmelse med de besøgendes erklæringer, hvor de siger, at Jorden kunne lignes med første klasse i en skole. Efterhånden som vi udvikler os højere og højere, bevæger vi os op gennem planeterne som én, der overgår fra første til anden og tredje klasse osv. Vi klatrer fra grad til grad og fra planet til planet.

Til tider er der de, der ønsker at vende tilbage til Jorden for at hjælpe sådanne, som stræber opad her. Dette ligner meget vor udsendelse af missionærer til fremmede lande. Nogle foretrækker imidlertid at blive født hernede, som Jesus blev det, medens andre har valgt at komme her i rumskibe og leve her som en af os. Mange hundrede gør dette i dag.

Bibelen leverer andre direkte beviser for, at andre verdener er beboede. Første Mosebog 6.2 og 6.4 beskriver gudesønner, som ”gik ind til menneskedøtrene, og disse fødte dem børn; af disse blev mange mægtige mænd med stor berømmelse.”

Disse gudesønner var øjensynlig tilstrækkelig lig jordiske mænd til at kunne befrugte den tids jordiske kvinder. De bar af kød og blod ligesom os. Jeg er sikker på, at ingen ville påstå, at det var ånder eller ærkeengle, der steg ned og havde omgang med disse kvinder. De må have været lige så menneskelige som De og jeg. Dette er et afgjort bevis for, at andre planeter er beboede og har været det i lang tid.

Den bibelske beskrivelse af engle er meget klar. De ser ud nøjagtigt som mænd fra Jorden. De er ganske, som vi er, med undtagelse af, at de ikke var med i menneskets syndefald. Et positivt bevis for deres udseende giver i Hebræerbrevet, hvor vi opdager, at vi kan underholde os med dem uden at være klar over, at de er engle. (Hebræerbrevet 13.2).

Vi har hørt meget om rummænd og –kvinder, der skulle leve på Jorden. Dette forekommer mange fantastisk og latterligt på grund af det, de har lært. Men hvis nogle har underholdt sig med fremmede uden at vide, at de var engle, hvem kan da sige, at disse mænd og kvinder ikke er iblandt os nu, som de var det i hine dage. De kan selv have underholdt Dem med dem eller mødt dem på gaden, som mange andre har gjort det, deriblandt jeg selv. Mange kender disse besøgendes identitet; mange kender den ikke. Hvis vi tror på, at historien gentager sig, hvorfor så ikke lige så godt bibelhistorien?’

Hvor mange gange er de flyvende tallerkener ikke blevet rapporteret at have forladt moderskibet for at rekognoscere over Jorden, for dernæst at vende tilbage til moderskibet? – En perfekt beskrivelse af denne type observation findes i Esajas 60.8: ”Hvem er de, der flyver som en sky og som duerne til deres dueslag?” – Lyder dette ikke som flyvende tallerkener, der bliver optaget i et moderskib? Udtryksmåden i de dage var forskellig fra, hvad den er i dag, og om 500 år fra nu af vil ordvalget atter være anderledes; men der ligger altid et princip til grund, ved hvis hjælp vi kan identificere det, der er sket.

Ezekiels første kapitel er en forbløffende historie om fænomener, som ligner de sædvanlige UFO rapporter til blot at være et sammentræf. I det fjerde vers finder vi en maskine, der beskrives som en ”hvirvelvind”, der kommer fra nord med en stor, gylden sky af ild omkring sig. Indeni var der fire levende skabninger, der så ud som mennesker. (Ezek. 1.5).

På dette tidspunkt kunne jeg godt tænke mig at kommentere et mærkeligt træk ved disse gamle skrifter. I de forskellige manuskripter anvendes ingen tegnsætning, og der fandtes ingen adskillelser mellem ord og sætninger. Ydermere forekom ingen inddelinger i vers eller kapitler. Alt dette blev tilføjet senere.

Lærde har kommenteret den kendsgerning, at Ezekiel havde for vane at springe rundt i sine beretninger. Dette gør det vanskeligt at adskille beskrivelserne af de levende væsener og fartøjet. I mange tilfælde følges et vers, der beskriver mændene, af et, der refererer til fartøjet, og allerede det næste vers refererer til mændene igen. Lad os huske dette.

Vers 5 erklærede netop, at skabninger, der så ud som mennesker, var inde i skibet, som glødede meget klart. Vers 6 siger: ”Enhver havde fire ansigter, og enhver havde fire vinger.” Det er øjensynligt, at hvis væsenerne havde fire ansigter og fire vinger, ville de ikke ligne mennesker. Vers 6 beskriver ikke mændene, men snarere selve rumskibet. Dette er gjort klart i andre oversættelser af Bibelen. Nogle af dem beskriver endog skibene som skiver.

Den tids gamle skribenter havde ikke ord til at beskrive forskellige retninger, sådan som vi gør det. For eksempel hentydede de kun til nord, syd, øst og vest som de fire verdenshjørner. I vers 6 beskrives skibene som værende runde og vendende i alle retninger, idet der står, at ”enhver havde fire ansigter” og fire vinger eller, med andre ord, vendte mod fire retninger på én gang. For at gøre det endnu vanskeligere at forstå disse vers springer det næste vers tilbage til en beskrivelse af mændene. Vi finder, at de havde lige fødder, som vi har, men bar mærkelige sko lavet af kobberfarvet kalvehud, øjensynlig en slags sandaler eller mokkasiner.

Vers 8 gør det klart, at skibet blev styret af menneskenes hænder eller i hvert fald havde mænd til piloter. I vers 9 kan vi se en karakteristik af de tallerkener, vi kender. De ”vendte ikke, når de gik; de gik alle sammen lige frem.”

Den gamle skribent beskriver mændenes karakter og den beslutsomhed, der aftegner sig i deres ansigter ved at sige, at de havde en løves styrke, en okses trofasthed og en ørns adræthed. Øjensynlig kunne disse væsener ikke ligne mænd, hvis de så ud som dyr.

Forfatteren til denne sammenligning anvendte symbolisme, ganske som vi kunne gøre det ved at sige, at en eller anden har en kæbe som en bulldog eller har en romersk næse. Vers 12 viser, at ansigterne i vers 11 var dele af selve skibet og ikke menneskenes ansigter.

Så vi ser altså, at vendingen ”ansigt” bruges ved hentydning både til skibet og til mændene. Det meste af forvirringen opstod sandsynligvis under oversættelsen, da oversætterne stod over for noget, de fuldstændigt manglede kendskab til. Der er ingen tvivl om, at hvis vi kunne have forstået sproget og læst det, som det oprindeligt var ment, ville vi forstå nøjagtigt, hvad forfatteren prøvede at meddele.

 

De flyvende maskiner landede, og havde derefter hændte, er fortalt i versene 15-28. Når de var parkeret, havde maskinerne farve som akvamariner. Alle fire var ens, og de var konstrueret ”som var der et hjul i midten af et hjul”. Vers 17 viser atter, at de var runde og ændrede retning uden at vende sig. Vers 18 beskriver den høje ring omkring kuplen og går endda så vidt som til at beskrive fire koøjer. Disse vers giver en meget nøjagtig beskrivelse af en tallerken med ”tre-kugle landingsstel” set med Ezekiels øjne.

Under flangen på rekognosceringsfartøjet er der tre roterende indretninger af metal, som det så ofte er blevet rapporteret. Ikke blot giver de gyroskopisk stabilisering; men de tjener også som generatorer for den enorme elektrostatiske ladning, som opbygges og oplagres inden i landingsstellet. Enhver iagttager af disse ”hjul inden i et hjul” ville sandsynligvis beskrive dem, som Ezekiel gjorde.

Vers 19 og 20 gør det helt klart, at mændene befordredes inden i skibene, og at de havde fuld kontrol over deres bevægelser hele tiden. Resten af kapitlet beskriver ”kontakten”, og da Ezekiel hørte en mand tale til ham ud af skibet, faldt han på sit ansigt og tilskrev engle og Gud den mærkelige maskine og de mærkelige hændelser.

Ezekiel nærede ærefrygt for de mange skiftende farver i fartøjets kraftfelt og beskriver dem fuldt ud i versene 22-28. Hans reaktion minder meget om så mange andres reaktion nu om stunder. Da han stod over for noget, han ikke forstod, henførte han det til Gud eller til det ukendte og var ikke i stand til at erkende, at han blot kontaktede menneskelige væsener fra en anden verden.

Profeten Jeremias refererede til flyvende kareter, der kom til syne som skyer (Jer. 4,13). Mange gange siden de flyvende tallerkeners fremkomst har folk rapporteret, at de ved dag har set, hvad der lignede en sky. Pludselig kunne en tallerken skyde ud fra skyens midte, og skyen ville derpå langsomt opløses og forsvinde.

Dette fænomen forårsages af fartøjets eget kraftfelt. Det får vanddampene i luften til at kondenseres omkring ionerne i det elektrostatiske felt og danne en sky. Denne sky er hyppigt blevet iagttaget enten omkring fartøjet eller lige over det.

Israels børn blev om natten ledet af en ildsøjle og om dagen af en sky (2. Mosebog 13, 21). De blev forfulgt af ægypterne, og det blev optegnet, at skyen og ildstøtten ”bekymrede” forfølgerne, fordi de stod fremmede over for et sådant fænomen.

Bemærk ordet ”Herren2, der anvendes i 2. Mosebog i kapitlerne 13 og 14. Jeg vil gerne gøre det klart, at så langt tilbage, vi kan erindre, har forskellige religiøse grupper lært mennesket, at Jorden var det eneste sted, hvor der boede mennesker. Alt, hvad der lå over Jorden – eller skyerne – var boplads for guder, engle og herrer. Alt, hvad disse folk iagttog, der kom ned til dem ovenfra, var enten guder, engle eller herrer, eftersom de ikke selv havde sådanne transportmuligheder.

Et godt eksempel, ikke blot på en kontakt, men også på en rumflyvning, er optegnet i anden Kongebog: ”Og det skete, mens de gik og talte sammen, se, da kom en ildvogn og ildheste og skilte dem, og Elias fór op til himlen med en hvirvelvind.” (II. Kongebog, 2. 11).

Først blev ildvognen set – de fleste tallerkenrapporter beskriver fartøjet som omgivet af en orange eller gylden ildkugleeffekt – og den enorme kraft symboliseres med ildheste. Når den kom nær på, kunne den føles som en hvirvelvind.

Elias blev betragtet som en Guds mand, og måske var han en rummand, som efter at have tilendebragt sit værk på den egn besluttede at forlade stedet og besøge andre områder. Han var klar over, at han ville blive taget op, og havde lovet Elisha sin kappe, når han forlod dem. Kappen var kendetegnet på hans autoritet.

Denne begivenhed overraskede ham altså ikke. I hvert fald var det mennesker som han selv, der tog Elias op fra Jorden og bragte ham til et andet sted på Jorden. Han forlod nemlig ikke Jorden for bestandigt ved denne lejlighed; for vi kan se, at Elias nogle få år senere (II. Krøn. 21. 12) skriver fra et andet område og fordømmer Jehoram for at have afveget fra hans faders lære og for at have dræbt alle sine slægtninge, som kunne have gjort krav på hans trone.

De lærde er enige om, at dette skete (mindst) ti år efter, at han var blevet taget op. Elias blev sendt tilbage til Jorden til et andet sted for at undervise andre mennesker. Dette kunne være svaret på nogle af de forsvindinger, der sker i vore dage, og som så mange har undret sig over.

Måske var nogle af disse mennesker ”besøgende”, som levede her, men besluttede at tage tilbage til deres egen planet, og som derfor simpelthen forsvandt, fordi de blev taget op af et rumskib.

Moses havde hyppigt samtaler med væsener, der talte ud af en ildkugle eller ud fra en glødende sky (II. Mosebog 33.9). Mange gange kom en rummand i et rumskib ned foran tabernaklet og talte til Moses. Det følgende vers viser, at hele folket overværede denne begivenhed.

En lignende hændelse omtales i salme 99, hvor der står: ”Fra skystøtten talte han til dem; de holdt hans vidnesbyrd og den lov, som han gav dem.” (Salme 99.7). Læg mærke til, at det gentager sig gennem hele Bibelen, at når jordmennesker er kommet for langt ud af kurs, er disse budbringere eller rummennesker i deres rumfartøjer kommet og har talt med lederne eller andre i samfundet.

Hver gang har de givet dem nogle af de Kosmiske Love og prøvet at lede dem på rette vej. Læg også mærke til, at de blot oplyste, hvorledes de kunne overvinde vanskelighederne. Folk måtte godtage det lærte og ændre deres indstilling selv. Hvis de afslog og derved bragte sig i vanskeligheder, kunne de kun bebrejde sig selv, hvad der var sket.

I Lukas evangeliet kapitel 9 vers 34 og 35 finder vi en beretning om et skib i en sky og om en stemme, der talte ud afskyen. Disciplene blev bange, da skibet nærmede sig, ganske som mange mennesker nu om dage bliver bange, når en lignende hændelse indtræffer. Den kendsgerning, at en stemme talte ud af skyen (skibet), er et yderligere bevis for, at rummenneskene gav instruktioner til folk på Jorden.

Apostlenes Gerninger rummer en beretning om Kristi Himmelfart. Beretningen er fra efter Opstandelsen og efter, at Kristus havde vist sig i sit fysiske legeme gennem et tidsrum af 40 dage. Vi har altid lært, at han fór til himmels i sit fysiske legeme. Da han trådte ind i rumskibet, ”tog skyen ham bort fra deres øjne.”

De næste to vers viser, at der var vidner til begivenheden. Ligeledes er der løftet om, at denne samme Jesus vil vende tilbage fra himlen på lignende måde. Dette dækker aspektet ganske godt, skønt der er mange flere hentydninger til dette specielle punkt.

Vi vil nu prøve at klarlægge den erklæring, som Orthon kommer med i ”Ombord i Rumskibene” side 151: ”Jeg vil gøre dig opmærksom på en optegnelse i jeres eget hellige skrift. Hvis du studerer det omhyggeligt, vil du lægge mærke til, at levetiden på Jorden begyndte at tage af, da skymasserne blev tyndere, og da menneskene for første gang så stjernerne ude i rummet.” Dette hentyder til det, vi nu kalder firmamentet. Nu vil jeg bekræfte hans erklæring ved at bevise, at de véd mere om Bibelen, end vi gør.

I første Mosebog 9.29 fortælles, at Noah levede 950 år. Den første bibelske beretning om, at menneskene så stjerner, findes i 1. Mosebog 15.5, hvor Abram (Abraham) får besked på at se op på himlen og tælle stjernerne. Vi véd ikke med sikkerhed, hvornår det konstante skydække ophørte med at dække Jorden. Vi véd blot, at det meste af den fugtighed, disse skyer rummede, faldt ned som regn under den såkaldte syndflod på Noahs tid. Efter syndfloden klarede himlen gradvist op, og på et eller andet tidspunkt mellem Noah og Abraham sås stjernerne for første gang. Da skydækket forsvandt, nåede de dødbringende kosmiske stråler igennem til jordoverfladen, og menneskenes levetid aftog meget hurtigt. Abraham døde i en alder af 175 år (!. Mosebog 25, 7 og 8).

Når vi følger stamtræet fra Noah til Abraham, finder vi elleve generationer. I løbet af disse 11 generationer afkortedes levetiden fra Noahs 950 år til >Abrahams 175 år – og efter den tid til 65 år i gennemsnit.

Det er forbavsende, at rummenneskene kan huske den tid og fortælle os, hvad der skete og hvorfor, sådan som de har gjort det i ”Flyvende Tallerkener er landet” og ”Ombord i Rumskibene”. Mine første bøger bragte den fulde historie om, hvad der virkelig skete.

Jeg korresponderer med en bibelforsker, der har sendt mig følgende oplysninger, som måske kan være til hjælp for folk i almindelighed. Jeg har imidlertid ikke selv kontrolleret dette. ”Den profetiske skildring af hjulene stammer fra 595 f.Kr. Senere blev Johannes, da han skrev Åbenbaringen, åbenbart inspireret til at nedskrive flere detaljer om ”de levende væsener””, hvilket skete i året 96 e.Kr. Med hensyn til detaljerne om ”krafteksplosioner, (der synes at være af kosmisk eller atomar energi), blev disse beretninger nedskrevet fra ca. år 1491 til 712 f.Kr.”

Disse beretninger finder vi overalt i Bibelen.

I vore dage gennemgår vi en udvikling, som denne verdens religiøse ledere burde lægge alvorligt mærke til. Disse ledere har lige så længe, mennesket kan erindre, fortalt, at Jesus blev født af kød og blod som andre mennesker her på Jorden, og har lært, at han fór til himmels i sit fysiske legeme.

For få år siden fik vi at vide, at den Hellige Kirke proklamerede, at Maria, Jesu moder, blev taget op på samme måde. Mange religioner fortæller, at også Elias og Enoch levende blev taget op til himlen. Disse mennesker kom levende til en anden planet, hvor de åbenbart var i stand til at leve videre.

Alt dette beviser, at vi, når vi får rumskibe som de, rummenneskene har, skulle kunne rejse til deres planeter og leve videre dér. Vi har lært alt dette ved at studere Bibelen. Vi støtter den erklæring, Jesus fremkom med om de ”mange boliger”, og vi har bønnen ”Ske din vilje på Jorden, som den sker i himlene”. Hvordan kan vi adlyde dette bud, medmindre nogen fra ”himlen” kommer ned for at vejlede os? Alle disse ting er blevet profeteret for os, og vi har fået at vide, at de ville finde sted, bl.a. de mærkelige hændelser på himlen. Og disse ting er gået i opfyldelse, ikke sandt?

Hvad skal vore præster nu gøre? Skal de fortælle os, at de hele tiden har givet os en sludder for en sladder, eller skal de indrømme, at disse ting er sande nu; at det, de hele tiden har lært os, var sandheden, og at det, vi ser i dag, er manifestationen af denne sandhed? Det er ret vigtigt, at de overvejer dette, fordi Bibelen omtaler mange sådanne manifestationer i tidligere tider.

Hvis dette sidste sker, vil det betyde, at rumskibene, der er kendt under navnet flyvende tallerkener, virkelig støtter det, vi har lært, og Bibelens beretninger. Hvis vi skal acceptere Bibelen og det, præsterne fortæller os, som sandhed, så er tiden nu inde til at bevise, at det er sandhed.

Disse tilsynekomster af flyvende tallerkener opfylder nemlig profetierne. I øvrigt må vi indrømme – og der er ingen grund til at føre os selv bag lyset – at den yngre generation ikke vil fylde vore kirker, som den ældre generation gjorde det. Dette er i særlig grad blevet sandt, efter at vi bestræber os på at bygge satellitter og sende dem ud i det ydre rum. Jeg tror, at vi inden for et ret kort tidsrum vil rejse gennem rummet til en anden planet i et af vore egne rumskibe.

Hver gang vi vover os et stykke længere ud i rummet, vil disse rum-interesserede ynglinge, som der findes millioner af, se udvikling i det ydre rum som en mægtig kontrast til den åndelige lære, de har modtaget. Medmindre nutidens åndelige ledere kan følge med menneskets fremskridt i rummet, vil de finde deres kirker tomme og sig selv arbejdsløse. Disse ynglinge af i dag vil se kendsgerninger og realiteter og vil følge dem. De er så påvirkelige netop nu.

Vi er i de tider, hvorom det siges: ”Thi vi kæmper ikke imod kød og blod, men imod mørkets magter og imod åndelig ondskab på høje steder.” (Eff. 6.12).

Anvend dette på verden i dag, og hvad har man? Vi kan se, hvad der rent faktisk sker, og at profetierne er ved at gå i opfyldelse. Dette skulle ikke give anledning til frygt, men accepteres med forståelse ved en erkendelse af tingenes tilstand.

Bibelen erklærer, at menneskenes hjerter i de sidste tider skal svigte på grund af frygt (Lukas 21.26). Jeg ønsker ikke at være prædikant i ordets egentlige forstand; men jeg kan ikke lukke øjnene for sandheden. Læg mærke til, hvordan folk over hele verden dør af hjerteslag, nøjagtigt som profetierne har forudsagt. Hvorfor? Fordi nationerne på Jorden er forstyrrede og i nød (Lukas 21.25). Vi har jordskælv og flodbølger som aldrig før; vi har haft lige så mange jordskælv i løbet af fjorten uger, som vi normalt har i løbet af to og et halvt år (Lukas 21.11). Lad os vågne op, så vi kan se, hvad det er, der er ved at ske.

Tallerkenerne er her ikke for at skade eller forskrække nogen, og de har ikke skadet nogen, skønt de er blevet beskyldt derfor af dem, der ikke forstår deres hensigt. De har ikke udført fjendtlige handlinger mod vore fly eller kidnappet besætningerne. Nogen kan være blevet taget med – ganske som Elias blev det – og er senere sendt tilbage for at lære fra sig. Måske står vi foran dette, således at de, der er forsvundet, vil vende tilbage med sådanne budskaber – hvis de får lov til det, før vi anbringer dem i psykopatforvaring.

Kunne det tænkes, at vi er de skyldige? I kaptajn Ruppelt’s bog indrømmer han, at vort militær har skudt på UFOerne. Hvis disse objekter er, hvad luftvåbnet hævder, de er, hvorfor så skyde på dem? Hvis de er interplanetariske rumskibe, hvorfor så åbne ild imod dem? Enhver, der besidder en sådan teknologi, at han kan rejse i rummet, kan afgjort også skyde igen. Den kendsgerning, at de ikke har gjort dette, beviser, at de er os venligt stemt og ikke nærer noget ønske om at erobre vor planet. Hvis de havde ønsket at erobre os, ville vi overhovedet ikke have kunnet forsvare os, selv med de bedste raketter eller fly, vi har.

De har aldrig vist nogen form for fjendtlighed over for os, og eftersom alt, hvad der kommer fra himlen, altid er blevet betragtet som engle, guder eller herrer, skyder vi da ikke på engle? Er dette da ikke opfyldelsen af den bibelske profeti om, at Jordens nationer i de sidste tider vil modsætte sig de engle, som kommer fra himlen for at hjælpe os? Husk på, at engle altid blev beskrevet som normale mennesker.

Intetsteds siger Bibelen, at engle har vinger. 1. Mosebog 18.2 beskriver tre engle, som viste sig for Abraham, og de så nøjagtig ud som mennesker. I mange af de i Bibelen omtalte tilfælde hører vi om engle, som vandrer ad en vej sammen med mennesker, deltager i deres måltider eller overnatter hos dem, og som siden afslører, at de er engle og ikke almindelige mennesker (Hebr. 13.2; Lukas 16.5 etc.).

Hvem kan sige, at disse mennesker fra andre planeter ikke stadig bliver sendt hertil, sådan som de blev det i tidligere tider? Hver gang jordmennesket kommer i vanskeligheder, synes de at vise sig og instruere os om, hvordan det kan overvinde sine vanskeligheder. Hvis mennesket lytter til sådanne instruktioner, kommer det sædvanligvis ud af vanskelighederne med et minimum af anstrengelse og uden men; men ignorerer det rådet, får det, hvad det fortjener. Hvilken større nød kunne verden vel komme i end den, hvori den nu befinder sig?

Mange mennesker ønsker at vide, om rummenneskene er kristne. Jeg ville sige, at de er bedre kristne, end vi er. Vi har aldrig troet på Jesu lære. Vi har gengivet den, og det er alt. Vi har gjort dette for at kunne holde den ”kristne” etiket og hans navn op for folket; men det er også alt. Hvad et menneske tror på, det lever det efter, og vi har aldrig levet efter Jesu lære.

Havde vi levet efter Kristi lære, ville vi ikke have haft de smerter, sorger eller trusler om tilintetgørelse, der hænger over hovedet på os i dag. Dersom hans lære var blevet anvendt i vort daglige liv, ville disse tilstande ikke have eksisteret. En virkelig himmel på Jorden ville da have været følgen.

Nu og da genopfrisker vi Kristi lære – nemlig om søndagen, ved juletid og i påsken – og derefter går vi lige ud og glemmer alt om det, indtil vi næste gang mindes om det. Vi har aldrig efterlevet den. Nu ser vi, at budbringerne advarer os igen.

Da jeg, som jeg fortalte i ”Ombord i Rumskibene”, spurgte ”drengene”: ”Hvis vi skulle skyde jer ned eller fik jer på kornet af vore kanoner, ville I da forsvare jer med den kraft, I råder over?” svarede de: ”Nej, vi ville være nødt til at dø, fordi vi ikke kan benytte os af vor overlegenhed over for brødre, som ikke forstår.” – Sagde Jesus ikke det samme, da han hang på korset+ ”Fader, tilgiv dem; thi de véd ikke, hvad de gør!” Selv ville vi have bedt om hævn.

Lad mig understrege dette ene punkt. Jeg kender ikke noget menneske i nogen regering, som ikke har fået en eller anden form for religiøs opdragelse, og som ikke bekender sig til et Højere Væsen, hvad han så end forstår derved. Hvad tænker et sådant menneske på, når han tillader, at der skydes på disse mennesker, der kommer os til hjælp?

Hvis han tror på sin Bibel og sin religiøse opdragelse, véd han, at engle er nedsteget fra himlen for at hjælpe mennesker, og at de skal komme igen i de sidste tider. Han véd, at de må vende tilbage – hvis de i det hele taget har været borte – for at opfylde profetierne. Udfordrer han da ikke Guds håndlangere ved at skyde på dem nu? Hvorfor prøve at ødelægge de budbringere, der er sendt os til hjælp i disse tider? Hvis vi vil kalde os kristne, så lad os følge Kristi lov i stedet for at beskyde dem, der kunne hjælpe os imod os selv.

Kaptajn Ruppelt fortæller om tilfælde, hvor vi har skudt på UFOer. Skønt han ikke nævner så mange tilfælde, er der blevet skudt på dem mange gange. Ifølge rygterne skal nogle af disse rumskibe være blevet skudt ned, hvorved liv er gået tabt på grund af vor uvidenhed.

Lad os atter prøve at undersøge situationen i lyset af Guds egen intelligens, lyset af den sande kristendom og ikke blot kristendom af navn. Vi vil da forstå de tider, vi lever i, og hvad vi må være forberedt på. Gør vi dette, vil vi gøre os selv en tjeneste og samtidig tjene vor Skaber og Skaberens formål. Da og kun da kan vi betragte os selv som sande kristne.

Disse mennesker kommer os i møde for at hjælpe dem, der ønsker at kende sandheden. Lad os ikke ignorere dem. Lad os lære alt, hvad vi kan, så vi kan blive hjulpet, hvis nogen hjælp vil være mulig.

Ved at være imødekommende over for disse mennesker fra himlene byder vi dem velkommen i vor midte, og vore hjem kan da blive beæret ved deres tilstedeværelse. Som det står skrevet i Hebræerbrevet 13.2: ”Agt på gæstfriheden, thi ved den have nogle uden at vide det haft engle til bords.” Mange har utvivlsomt allerede oplevet det – og mange andre har bevidst haft dem som gæster – men vi kan alle få dem som gæster, når vi udvikler den rette indstilling til dem.

Lad os ikke skamme os over Kristi lære. Lad os udbrede den, efterleve den og bringe bevidstheden om den nærmere til hvert enkelt menneskes hjerte. Ikke fra en jordisk synsvinkel, ikke fra en kirkelig eller en dogmatisk synsvinkel, men snarere fra en universel eller kosmisk synsvinkel. Sagde Jesus ikke: ”Og jeg har andre får, som ikke er af denne fold; også dem må jeg føre, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord og én fyrste (Johs. 10.16).

Bibelen giver positivt bevis for, at verdenerne udtrykkeligt blev skabt for at blive beboede. Livet er ikke en tilfældighed, et af naturens luner. Esajas 45.18 lyder: ”Thi således siger Herren, som skabte himlene; han som er Gud, som formede Jorden og dannede den; han skabte den ikke forgæves; han dannede den med beboelse for øje: ’Jeg er Herren, og der er ingen anden.’” – Det er rimeligt at antage, at hvis Gud skabte vor verden, for at den skulle være beboet, måtte Han have skabt de andre verdener til det samme.

Bibelen støtter min tidligere fremsatte erklæring om, at andre, som ikke er af denne verden, lever iblandt os. Det finder vi i Johs. 17.14: ”Jeg har givet dem mit ord, og verden har hadet dem, fordi de ikke er af denne verden, ligesom jeg ikke er af denne verden.” Vers 16 gentager erklæringen. Nogle mener, at disse vers hentyder til apostlene selv og ikke til rummennesker, som lever iblandt os.

Det er let at se, at dette ikke er tilfældet, eftersom Jesus påpeger det ved at sige: ”… ligesom jeg ikke er af denne verden.” Det kunne tyde på, at apostlene selv var født her fra en anden verden med det udtrykkelige formål at arbejde sammen med Jesus. De kunne have været nogle af dem, der fødes her med et delvist eller fuldstændigt tab af erindring om tidligere erfaringer.

Selv moderskibet omtales i Bibelen som en ”flyvende bogrulle” (Zak. 5, 1-2). Den eneste almindeligt kendte ting på den tid, der kunne sammenlignes med et cigarformet rumskib, var en pergamentrulle. I Zak. 6.1 finder vi omtalt fire stridsvogne, som kom frem mellem to bjerge. Kunne det være de samme, som omtales i Jeremias’ bog 4.13? Her finder vi, at de kommer som skyer, med stridsvogne som hvirvelvinden og heste, der er hurtigere end ørne. Hentydningerne til ørne og skyer viser, at stridsvognene fløj.

Tiden må nu være inde til at kommentere Bibelens keruber. De mærkelige, flyvende maskiner, som Ezekiel så, var som tidligere beskrevet keruber. Disse menes af nogle bibelforskere at være en slags engle; de benyttes imidlertid i adskillige tilfælde som et transportmiddel, hvilket viser, at de var en slags fartøjer. Ezekiels kerub er og bliver en flyvende tallerken.

En anden omtale af en kerub findes i II. Samuels bog 22.11: ”Og han red på en kerub og fløj, og han blev set på vindens vinger.” Et parallelt tilfælde har vi i Salmernes bog 18.10. Her kalder David på Herren, for at han skal hjælpe ham, og Herren ankommer på en kerub: ”Og han red på en kerub og fløj, ja, han fløj på vindens vinger.” Den karakteristiske ildsky ledsager ham.

Den ældste kirke kom øjensynlig til den opfattelse, at keruben måtte være en engel, fordi den blev beskrevet flyvende ved hjælp af vinger. De havde ingen viden om rumrejsers natur og antog, at skibene var en slags ildsprudende dyr. De kunne ikke fatte mekaniske konstruktioner, der var fremstillet med det formål at navigere i himmelrummet. Jeg forestiller mig, at automobilet ville være blevet beskrevet som en anden type engel eller kerub – eller måske som en dæmon eller djævel.

Den tanke, at engle havde vinger, der voksede ud fra skuldrene, og bar lange, hvide kjortler, blev præget i datidens menneskers bevidsthed af de store kunstnere, der afbildede dem sådan. Bibelen har altid beskrevet dem som almindelige mennesker fra andre verdener.

Det bekræftes, at vi kan blive ligesom de besøgende fra rummet, om vi ønsker det. Salmernes bog 82.6 og Johs. 10.34 siger begge: ”I er guder.” Vi har altså muligheden for at klatre tilbage til det sted, hvorfra vi er faldet. Lad os bestræbe os stærkt på at opfylde denne bestemmelse.

 

Billede EZEKIEL

Ezekiel beretter i bibelen om Herren, der stiger ned til Jorden i al sin herlighed og begynder at tale til ham.

Joseph Blumrich, raket-ingeniør ved NASA, illustrerer på dette billede sin forestilling af Herrens rumskib ud fra den bibelske beretning.

 

 

 

 

Billede Korsfæstelse 1 og 2:

Billederne er fra et vægmaleri i Dechani-klosteret i Jugoslavien og er malet i et tidligere århundrede.

Det forestiller korsfæstelsen af Jesus.

Læg mærke til de to objekter i begge øverste hjørner. Det ses, at objekterne er bemandede.

 

 

 

 

Piero maleri

Et maleri af den italienske kunstner, Piero del la Fransesca.

Alle på billedet kigger mod venstre; men billedets virkelige motiv findes på himlen over stedet, hvor man kan se flere tallerkenformede objekter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fresko

Denne fresko fra det 17. århundrede findes i Svetishoveli katedralen i Mtskheta, Georgien.
Læg mærke til de to tallerkenformede objekter på hver side af korset.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Marias bebudelse

Dette maleri af Carlo Crivelli (1430-1495) hedder "Marias bebudelsesdag".
Det har hængt i det nationale galleri i London. Et diskformet objekt på himlen (se også forstørrelsen) sender en tynd lysstråle ned, som rammer Marias hoved.