Reinkarnationslæren i historien

Af  OVE VON SPAETH
copyright © 2000: OvS - www.moses-egypt.net

Religionens tabte dimension, 1. DEL:



 


Eksklusiv kultisk viden fra en mysteriekultisk overbygning i Moses’ religion kan stadig spores i Bibelen - og med sammenhænge det ikke tidligere har været muligt at vise. Heri indgik en viden med læren om ’efterlivet’ og nyt liv - reinkarnation.
 

Reinkarnationsideer i alle tidsaldre

De fleste religioner og trosretninger i verden bygger på en overbevisning om en fortsættelse efter døden. Det er blevet sagt, at uden den opfattelse havde vi ingen pyramider, intet værk af Homer eller Dante, ingen Hamlet etc. Den generelle ide bag reinkarnationslæren (af re ’igen’ og karne ’kød’), er det den lære, at sjælen efter døden igen lader sig føde i et fysisk (”kødeligt”) legeme.
          En opfattelse eller en erfaring bliver ikke mere, eller mindre rigtig, fordi et stort antal mennesker tror på den - i verden ses der forskelligt på emnet. Idet følgende skal der hverken føres advokatur for eller skabes afmytologisering, men blot søges et overblik. Der viser sig her betydelig fortrængning af et i datiden vægtigt element, der også tilhørte grene af den kristne kirke i mere end en fjerdedel af denne religions historie.
          Den ældste kirke blev dannet på grundlag af oldkristne grupper i det første århundrede e.Kr. Fra starten opstod særlige grene heraf, som var stærkt influeret af indvielseskulter og andre mellemøstlige religiøse ideer, især fra Egypten.
          En omfattende gruppe kaldes gnostikerne  - navnet er fra græsk gnosis, dvs. ’erkendelse’. De gik sammen med flere andre kristne grupper bl.a. ind for læren om reinkarnation og blev i 300-400-tallet forfulgt af kirken.
          Emnet kan hos mange forekomme fremmedartet, så det ikke tillægges tilstrækkelig historisk betydning. Men for at se religionshistorien realistisk må det forstås, at der er tale om et helt andet - og i epoker meget udbredt - verdensbillede. Reinkarnationsforhold, også inden for den kristne religion, blev ofte ved senere tiders uvidenhed givet meningsløse fortolkninger.

 


Reinkarnationslære overalt i verden

I naturreligioner overalt i verden findes tro på, at sjælen eller en sjælelig bevidsthed fortsætter efter døden. Livets genfødsel er en hovedsag - og tilknyttes ideer om reinkarnation.
          Fra den ældre omtale af genopstandelse eller genfødsel findes der tekster i den såkaldte ”Egyptiske Dødebog” (Pert en Hru), i den ”Tibetanske Dødebog” (Bardo Thödul), i den europæiske ”Ars Moriendi” og i aztekernes bog, nu betegnet ”Codex Borgia”. Og i de gamle nordiske mytologier er lignende betydning blevet tolket, når Vølven taler om livets genoptagelse.
          Reinkarnationsideer kendes ydermere hos f.eks. Australiens aboriginals; i Afrika hos yoruba- og edofolkene, og i syd hos zulufolket; i Asien på Guinea, samt i Indonesien; og hos forskellige etniske grupper i Nord- og Sydamerika.
          En defineret reinkarnationslære kendes især udbredt i øst, i Indien, endda i mange former hos hinduer, jainister, buddhister, sikher (syntese af hinduisme og islam). Det ses i de oldindiske Veda-tekster og i nutiden hos tilhængere af indiske religiøse tænkere som Ramakrishna og Aurobindo, eller f.eks. hos Mahatma Gandhi og hans elev Nehru, Indiens første præsident.
          Tibets øverste religiøse ledere udpeges kort efter deres fødsel som værende en reinkarnation af et tidligere overhoved. I Kina fandtes læren tidligt i taoismen og buddhismen, og i Japan i zenbuddhismen.
Julius Cæsar beundrede kelterne for deres frygtløshed og mangel på angst for døden. I sin bog ”Gallerkrigene” (bog V, kap. 14) forklarer han, at det skyldes deres reinkarnationslære (især hos druidepræsterne):

          ”...de ønsker at indskærpe dette som en af deres ledende læresætninger, at sjælen ikke bliver udslettet, men passerer efter døden fra en krop til en ny krop...”.
 


Ikke regler, men principper

Ud fra opfattelsen af reinkarnation, er kropslig død ikke  det samme som total død - det menneskelige potentiale mister et sted at være i, men har mulighed for at finde et nyt sted. At få en ny krop sammenlignes hos indiske yogier i al enkelhed med ”at skifte frakke”.
          Opfattelsen af reinkarnation var meget forskellig. Mange, der i tidens løb gik ind for læren, har opfattet forskellige ideer herom subjektivt - f.eks. arten af reinkarnation, tidsafstande mellem genfødsel m.v. - som et fast mønster, der uden individuelle forskelle gjaldt for alle! Af større overblik vil fremgå, at det ikke synes at foregå ved helt faste regler, men overordnet er der visse principper.
          Der er derfor en række forskelle i overleveringer og beskrivelser. Forskellene hidrører fra folkelige forestillinger om reinkarnation såvel som fra partikulære opfattelser, f.eks. fra kultisk indviede.
          Eksempelvis lærer hinduer og jainister, at reinkarnationernes række kan have en afslutning, og da vil et fuldt forløb af en i så fald meget lang cyklus af liv, død og genfødsler vare 8,4 millioner år. Cyklussen kan brydes ved at den pågældende når til samme stadium af erkendelse og renhed ”som de 24 store guruer”.
          Ydermere er der forskelle fra de traditionelle orientalske ideer om reinkarnation og opfattelser, der indførtes til nutidens Vesten, her med fortolkning i lyset af vestlig evolutions optimisme: F.eks. livsrækken som en skole, hvor man bliver dygtigere og dygtigere liv efter liv.
          I indisk hindureligion og beslægtede trosretninger betragtes døden som en overgangsfase. Og tibetanske munke giver en speciel hjælp til døende, herved føres personen bedre gennem overgangsfasen.
Rudolf Steiner hævdede flere gange, at mellem hvert liv befandt sjælen - som den evige sjæl, der netop ikke dør bort - sig ude mellem eller på himmelrummets stjerner. Dette tema blev netop også dyrket i det gamle Egypten og har her sat særlige spor, bl.a. inden for den kultiske arkitektur.
          Ifølge beretninger fra alle tider fra personer, der har haft en nærdødsoplevelse, vender disse personer tilbage i livet med en viden om, at livet fortsætter i al evighed, og at de selv er ansvarlige for deres tanker og handlinger, samt at det vigtigste i livet er at give kærlighed til andre - og at tilegne sig viden. Et fælles træk er ofte: at efter oplevelsen frygter ingen den legemlige død.
          Disse ideer og erfaringer, såvel som clairvoyant modtaget viden herom kendt gennem historien, synes overalt i verden og til alle tider at være grundlag for indviedes opbygning af forberedelse til døden ved den ”træning”, der hertil foregik inden for mysteriekulterne.
          Idet selve reinkarnationsprincippet kendtes overalt i verden, var ideerne herom i forskellige perioder ligeledes forskelligt udmøntet i flere kulturer. I variationer i gengivelser og overleveringer herom ses udformningen ofte mere at ændre sig til en slags udødelighedskult. Denne ændring ses udbredt i de gamle kulturer lige fra Nærorienten til Kina og Japan, og senere hos f.eks. mayaerne og aztekerne.
 

Guden Osiris' ofte sorte ansigt symboliserede genfødsel


Reinkarnation i egypternes opfattelse

I Egypten ansås mennesket for både at være skabt af guderne og dermed at nedstamme fra dem - og derfor også at have en gnist af det guddommelige i sig, sjælen, som bevares gennem reinkarnation. Derved blev læren om døden en særlig videnskab - døden som værende en nøgle til livet.
          Egypterne ønskede efter døden at blive ligesom Osiris, og tilmed, når de nåede underverdenen, at søge sammen med ham. De afdøde identificeredes da med Osiris - og blev ofte endda direkte benævnt Osiris. Egypterne mente, at alt kunne komme til live igen og igen - så hver ny menneskekrop blev besøgt og beboet af ba, ’sjælen’.
          I de mangfoldige egyptiske tekster om døden omtales reinkarnation ikke konkret ud fra en nutidig distinkt definition af emnet. Mange ideer har i øvrigt tilhørt de lukkede lærdomme i kulterne, og har siden hen været kendt fra den tilhørende filosofi bag  osirisianismen. Nemlig mysterielæren om Osiris’ genfødsel, der var forbillede herfor.
          Inden for kristendommens første århundreder skrev kirkefaderen, biskop Synesius i sit værk ”Forsynets Traktat”, at der dengang stadig eksisterede egyptiske traditioner med ”instrukser fra Osiris, der lærte om menneskets periodiske genfødsel”.
          Til bestemte ceremonielle formål farvedes på visse afbildninger og gravstatuer egyptiske kongers hud sort:  ligesom ofte Osiris’ udseende. Nilens utroligt frugtbare sorte  slam, hvoraf alt gror frem igen og igen, blev egypternes navn kemt, ’sort’ for deres land og var visuelt et tegn for genfødsel. Mumificering af afdøde konger ansås som yderst vigtig for at skabe en god fase til overgangen fra det nuværende liv.
          Men her var egypterne også meget fikseret på kroppen, der helst skulle balsameres - til hvilket de havde deres særlige begrundelse, at ”ellers var det meget svært at fortsætte i den anden verden”.
          Selv om den senere kristne kirke ikke praktiserede mumificering, har den alligevel bevaret reminiscenser fra det egyptiske mumificeringsritual til det kristne begravelsesceremoniel.
          Tilapia-fisken, der tager sin yngel i munden og spytter dem uskadt ud igen, blev et af de mange egyptiske billedlige udtryk for genfødsel. Det kan  have spillet ind på valget af de oldkristnes fiske-symbol, dannet af græske forbogstaver til en af Jesus’ titler.
          Et andet egyptisk billedudtryk for genfødsel var et kastetræ (boomerang, vender tilbage igen og igen), hvilket er forbundet med en myte om Osiris.
          Et tredje billede var - ligesom i Indien - lotusblomsten, som solguden var født af. Lotus, der vokser igen og igen fra søbundes sorte  frugtbare mudder op gennem vandet og søger lyset, hvor den over overfladen kan folde hele sin blomsterpragt ud i Solens stråler.
          I oldtidens berømte værk ”Corpus Hermeticum”, hvis forfatterskab blev tilskrevet den såkaldte Hermes Trismegistus (’den tredobbelt store Hermes’, den egyptiske visdomgud Thoth), findes der mange oprindeligt egyptiske tekster. I dette værk betyder reinkarnation - jf. især Traktat 7 - at ”intet af det værende går til grunde, og at man tager fejl, når man kalder forandringer for undergang og død”.
          Desuden findes værkets Traktat 10 om nøgler til forståelse af reinkarnationen, og Traktat 13 om genfødsel - samt i kapitlet ”Asclepius” afsnit 41 der omtaler:

          ”...forskellen mellem genfødsler... består i forskel på legemer; og opløsningen af legemet vil betyde velfærd og lykke som før...”.

Senere blev værket - efter tusind år nær glemt i Europa - genfundet i større helhed og genintroduceret i renæssancen. Her tolkede begejstrede tilhængere, at ”modsat den ugudelige (men dog af kirken autoriserede) Aristoteles, forkyndte egypterne og Hermes sjælens udødelighed”.
 



Lotus – i Egypten og Indien symbol for genfødsel

 

Grækernes ideer om reinkarnation

Reinkarnationsideen var generelt kendt i en vis form Egypten - f.eks. som at livet genfødes som Solen genopstår hver dag. Grækerne fik tidligt egyptisk  viden og kultisk inspiration. I grækernes lære om det hinsidige kan reinkarnation også optræde, men ikke altid accepteres eller forklares.
          På gravsten i den oldgræske verden ses afbildninger af ”puppe og sommerfugl” (græsk psyke: ’sjæl’ såvel som ’sommerfugl’), hvor, ved en persons død, sommerfuglen med de smukke vinger illustrerede sjælens befrielse fra det jordiske hylster, dvs. kroppen symboliseret som puppe. Dette billede var tidligt vidt udbredt - også i Asien, f.eks. i Kina hos den taoistiske reinkarnationstilhænger og mystikerforfatter Chuang Tzi i 400-tallet f.Kr., i hans værk ”Sjælen og Sommerfuglen”.
          Læren om reinkarnation opnås i græske mysteriekulter, f.eks. i Orpheus-dyrkernes lære. Og den var velkendt hos græske tænkere som Pythagoras, Empedokles, Heraklit, Platon, Apollonius af Tyana, Porphyr, Hypatia, Proklus og Plotin. Blandt øvrige græske filosoffer gik mange tilhængere af stoikernes lære også ind for reinkarnation.
          Også flere kendte romere, især forfattere som Vergil, Ovid, Lukan og Apuleius - samt nyplatonikerne - og f.eks. Cicero, ses fremhævet at have bekendt sig til en lære om reinkarnation.
          Overalt i den oldkristne kirke  anvendtes afbildninger af Fugl Phoenix ofte i form af påfuglen - overtaget fra egypternes mytologiske benu-fugl der var et symbol for genfødslen. Denne fugl som blev født igen og igen i store fortsatte cykler i nogle opfattelser skete det hvert halve årtusinde.
          I koptiske og mange græske kirkebygninger er det stadig tradition at ophænge strudseæg (: Fugl Føniks’/påfuglens æg), et egyptisk  udtryk for genfødsel, nu fortolket som symbol for (Jesu) genopstandelse.
          Dens æg optræder i begravelsessammenhæng tidligt i græsk (mykensk), etruskisk og lucansk kunst. Også dét stammer fra Egypten - og blev et emblem hos Pythagoras’ efterfølgere i Syditalien. Pythagoræere var også mystikere med bl.a. det mål at hjælpe til at befri sjælen. Flere af dem undlod at spise kød, da de mente, at også dyr havde en sjæl.
          Den græske filosof Iamblichus (ca. 290 e.Kr.) en elev af filosoffen og forfatteren Porphyr, skriver i sin bog ”Pythagoras’ Liv”:


          ”...han (Pythagoras) kendte de tidligere liv, han havde levet; derfor var han i stand til... at påminde andre om deres tidligere eksistens...”.

Forfatteren Porphyr citerer i sit eget værk ”Vita Pythagoras” den græske filosof Empedokles’ udsagn om, at Pythagoras kunne:

          ”...se alle de ting, der er i ti, ja endog tyve liv hos et menneske...”.

En anden græsk forfatter, Diogenes Laertius (200-tallet e.Kr.), skriver ligeledes om ”Pythagoras’ Liv”, at:

          ”...han (Pythagoras) havde fra Merkur (Hermes) fået hukommelse om sin egen sjæls vandringer... og den evne at huske, hvad hans egen sjæl og andres sjæle havde oplevet mellem død og genfødsel...”.

Shakespeare omtaler Pythagoras for dette i sine teaterstykker ”Købmanden i Venedig” (4,1), ”Som Man Behager” (3,2) og ”Helligtrekongersaften”, om end fra en mere udstrakt opfattelse af Pythagoras’ ord.




Påfuglen – oldkristne gruppers symbol for genfødsel

 

Mysteriekulter lærte om reinkarnation

I mysteriekulter gennemspilledes  emnet genfødsel som en fornyende proces, der viser reinkarnation som en del af den kosmiske helhed.
          En metode kendtes allerede i det gamle Egypten med teknikker for dødsforberedelse, så sjælen i overgangsfasen kan undgå forvirring.
          Jesus genopvækkede en person, Lazarus, et delvis grækiceret navn af el-Azar  fra det egyptiske Osiris-navn: Azer - guden, der døde og genopstod til fortsat liv, en hovedfigur i kulternes dødsmysterier. Osiris-navnet er en græsk efterligning af gudens egyptiske navn As eller Asar (ejendommeligt tæt på de nordiske guders benævnelse, aser). Den, der skulle indvies til en høj grad, blev psykisk forberedt til bevidstgørelse om reinkarnationens processer: Det foregik ved at blive lagt i en kiste eller på et særligt leje og bragt i dødlignende søvn i tre døgn - for at genopstå. Det blev af mange opfattet som dét, der reelt skete i forbindelse med Jesu genopstandelse.
          Den romerske forfatter og astrolog, Firmicus Maternus (ca.. 335 e.Kr.), omtaler at mystis, ’kandidaten’, bliver moriturus, ’fremtræder som døende’, ved en præliminær frivillig død, sådan som det f.eks. foregik i Mithras- og Isiskulterne.
          Tidligt hos de kristne gnostikere skrev Theodotus (140-170 e.Kr.), der var en kendt tilhænger af den gnostiske leder og ”guru” Valentinus, at den sande gnostiker er et menneske, der har erkendelse om:

          ”...hvem vi var, hvem vi er blevet, hvor vi var, hvad vi er blevet kastet ind i, hvor vi haster hen, hvad vi bliver genløst fra, hvad fødsel er, og hvad genfødsel er ...”.

Jævnfør også, at Cicero udtrykte at have lært i kulterne ”at leve med glæde - og også at dø med bedre håb”.
 


Reinkarnationslære i det Gamle Testamente?

Ligesom de gamle egyptiske og babyloniske mysterier havde en lære om livet efter døden, har denne lære, ifølge de mange indicier, engang netop kunnet findes i en intern kulttradition i Moses’ religion.
          I Egypten har Moses uundgåeligt under de højere uddannelser tidligt været indviet i den ekslusive egyptiske kultlære om genfødsel, repræsenteret ved Osiris. Tempel-manuskripterne, som Moses beslaglagde ved starten af exodus, har også indeholdt den lære.
          De senere mindre kendte sider af Moses’ (egyptiske) lære vil - ligeledes på linje med andre ældre religioner - uundgåeligt have omfattet en lære om livet efter døden og om reinkarnation.
          Allerede i begyndelsen af "1. Mosebog" berettes, at "mennesket skabtes i Guds billede". Heraf den tanke at mennesket i sig rummer en part "ligesom eller af Gud", der opfattes værende evig.
          Jødernes rabbinerskrifter indeholder i deres ældste kerne uhyre gamle overleveringer. En del af disse blev, af forskellige grunde, af jødernes tidlige bibelredaktører lukket ude ved samlingen af Bibelen. Der findes i disse rabbinske tekster stadig også omtale af reinkarnation (gilgul hanafesh, ’sjælevandring’).
          Et talmudisk kabbala-skrift, ”Avodath Hakodesh” (fol. 49, col. 3), uddyber om ”4 Mosebog” (16,22):

          ”...Vi har ifølge traditionen, at da Moses... sagde, ’du Gud for (eller Gud der giver) (livs)ånd i alt kød’ - var det med den hensigt at betro det mysterium, at sjæleoverførelse finder sted ved alt kød - også i dyr...”.

Selve sjælen ansås som et konkret element. I Bibelens ”1. Kongernes Bog” (17,21) siger profeten Elias om en livløs dreng:

          ”...Jahweh..., lad drengens sjæl/liv gå ind i ham igen...”.

I ”Visdommens Bog” (8 og 19), et apokryft jødisk skrift til det Gamle Testamente, tales om ”sjælens medfødte  godhed”.
          I jødernes religion kendes ikke udadtil  en konkret doktrin om, at sjælen som evigt væsen genfødes, men kun spor af mysteriesymbolik ved ”forfædrekultisk” at kalde efterverdenen for ”Abrahams skød”.
          Og Det Nye Testamente taler om, at Jesus ”steg ned og besøgte de lavere egne”, og om ”Paradis”, samt at ”sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget”. Dvs. at jøder dog anvendte udtryk om eksistensen af en efterverden.
          I hele Bibelen informeres yderst sparsomt om ”efter døden”.”2. Kongebog” (2,11) fortæller, at profeten Elias’ (800-tallet f.Kr.) ved sin død blev ført på en ”ildvogn” (solvogn?) direkte op i himlen.
          Og i ”Prædikerens Bog” (9,5 og 9,10) er de døde i dødsriget, uden viden og kundskab. - I ”Ezekiels Bog” (18,4 og 18,20) skal ”Sønnen”, der er ”retfærdig”, ”ikke dø”. - Samt i ”Daniels Bog” (12,2-3), der omtaler de dødes opstandelse  efter forudgående dom for deres gerninger.
 


Reinkarnationslære senere hos jøderne

Den senere præsteklan ved Jerusalems tempel, saddukæerne, antog ikke ideen om sjælens udødelighed - da de ikke mente, at fortsættelse efter døden siges bogstaveligt af Bibelen. Det var modsat mange farisæeres overbevisning, idet de - ligesom Jesus, deres modstander på andre punkter - talte og tolkede ud fra, at Bibelen omtaler det indirekte. Derfor ville de opdrage mennesket til skyldfrihed.
Josefus beskriver disse farisæere, i ”Antiquitates” (bog 18: 3,1), således:

          ”...(de) mener, at sjælen har en udødelig tilstandskraft i sig og (at denne) har evne til at genoptage/genopvække livet igen og igen...”.

Josefus taler også om den anden store jødiske gruppe eller sekt, essæerne, - der af flere forskere nu anses som dem, der skrev Qumran-teksterne - og om deres tro (”Jødiske Krig”, bog II, 8,10-11) - at:

          ”...deres doktrin er denne, at kroppe er opløselige, og den materie de er dannet af, er ikke permanent; men at sjælene er udødelige og fortsætter for altid... og er i deres kroppe som i fængsler, hvilke de er blevet trukket direkte ind i ved tillokkelse...”.

Den næsten samtidige egyptisk-jødiske filosof Philo skriver i sit værk ”De Somniis”:

          ”...sjæle, der stiger ned for at blive knyttet til dødelige kroppe, vender tilbage - til andre kroppe, som de ønsker at leve i...”.

Også et jødisk, klassisk kabbalistisk værk, ”Zohar” af Simeon ben Jochai, 80 e.Kr. (vol. II, fol. 99 et seq.) omtaler sjælevandring:

          ”...Alle sjæle er underkastet sjælevandringens (transmigrationens) prøvelser; og menneskene kender ikke Den Højestes plan for dem; de ved ikke, at de hele tiden bliver bedømt, bede før indtrædelse i denne verden og når de forlader den. De ved ikke, hvor mange forandringer og mystiske prøvelser de må gennemgå... Sjælene må, når de er opstået, igen indgå i det faste stof. For at gennemføre må de udvikle sig til en fuldkommenhed... og derefter begynde et andet liv, et tredje, og så fremdeles, til de har opnået den tilstand, der passer dem for genforening med Gud...”.

Den jødiske mystiker-filosof Jitzhak Luria, født i Jerusalem 1534 (-1572) og opvokset i Egypten, fremlagde efter 15 års meditation bl.a. en form af kabbala. Heri demonstreres ideen om gilgul ha-nefesh, ’reinkarnation, sjælevandring’ på næsten indisk maner.
          Heri indgik, at sjælen er tvunget til at blive født igen og igen indtil fuldkommenhed er opnået, og at det ikke kun sker i menneskers og dyrs kroppe, men også i planter, sten og bække. Samt at ”hellige mænd, der kan undgå genfødslens skæbne, og kan hjælpe andre med at undslippe deres”, tilmed kan ”se ind i andre”:

          ”...Ved at se på et menneskes pande kan han (de) med et eneste blik afgøre... hvad dens (den pågældendes sjæls) nuværende opgave på Jorden er. Han er i stand til at fortælle mennesker om deres fortid og forudsige deres fremtid og foreskrive dem adfærd, som kan afhjælpe ufuldkommenheder i deres forrige eksistens...”.

Længe før Lurias og hans elevers skrifter grundlagde efterkommere af babyloniske jøder - der i Baghdad i 765 e.Kr. ville bevare dele af den gamle viden - en jødisk sekt, karaiterne. Disse jøder er specielt tilhængere af doktrinen om sjælenes vandring, altså reinkarnationen.
          De hævder desuden, at alle menneskesjæle har en fælles oprindelse med det første menneske, Adam Kadmon, en spirituel enhed de udspringer fra som gnister (nitzotzoth).
          Jødernes karaitiske lære med reinkarnation bredte sig senere op gennem Rusland, Ukraine og Litauen, og var - om end ofte angrebet af jødiske tænkere - yderligere udviklet af ovennævnte Luria. Og i den jødiske trosretning hasidim blev det en universel tro.
          Senest har den kendte jødiske filosof Martin Buber i 1900-tallet behandlet og udbredt megen viden om karaiternes gamle lære.
 


Reinkarnationslære i det Nye Testamente?

Det var i hele Mellemøstens egyptisk-græsk-jødiske klima, at græskinflueret, oprindelig jødisk kristendom blev dannet. Som det allerede i buddhismen læres, at Buddha vil genfødes, lærtes det tidligt i kristendommen, at også Kristus vil fødes igen, men tolkedes siden hen forskelligt.
          Når derfor både grupper hos essæerne, farisæerne og flere blandt de jødiske lærde, der nedskrev de seneste af rabbinerskrifterne, gik ind for reinkarnation - har Jesus uundgåelig været bekendt med denne lære blandt jøderne. Men senere har kirkens correctorer  bortredigeret og skåret væk i de kristne bibelske tekster.
          Den østrigske sprog- og religionshistoriske forsker Robert Eisler mener - i sit værk ”Jesos Basilios” (1, Heidelberg 1929) - at kunne påvise, at disse correctorer har måttet fjerne noget endog fra Josefus’ tekster:
          - Derfor i en dengang ”undsluppet” , stadig eksisterende, oldslavisk udgave af Josefus’ fulde tekst skulle der ifølge Eisler findes dele med ekstra oplysninger.
          Og af enkelte dele i det Nye Testamentes tekster, overset ved korrektionerne; mente reinkarnationsideens tilhængere  gennem tiderne at finde bekræftelse i nogle særlige udsagn af Jesus i evangelierne. F.eks. siger ”Matthæus’ Evangelium” (10,28):

          ”...Frygt ikke for dem, som dræber kroppen, men ikke kan dræbe sjælen...”.

Angående reinkarnation havde flere kristne grupper det udgangspunkt, at der i evangelierne refereres til dette emne via spørgsmål til Jesus om det evige liv. I Johannesevangeliet (3,6-8) bliver Jesus spurgt, om en mand, der er født blind, havde syndet - dette forstået som at være sket før mandens fødsel - dvs. karmalignende forhold. Jesus svarede da:

          ”...hvad der er født af kød, er kød, og hvad der er født af ånd, er ånd...”.

Og han tilføjede med et billede fra naturen – og sandsynligvis på grund af, at tidligere tilværelser opfattes som skjult for erindringen:

          ”...vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men ved ikke hvorfra den kommer, og hvor den farer hen - således er det med hver den, der er født af ånd...”.

Her er ordspil på ”vind” og ”ånd” - på græsk såvel som aramaisk.
          Det bemærkelsesværdige var, at ingen fandt det unaturligt, da Jesus blev spurgt, om Johannes Døberen havde været profeten Elias; - eller at Jesus hele tre gange sagde, at Johannes Døber var  Elias, samt tilføjede, at kun ”den, der har ører, hører” (forstår).
 



Dantes Paradiso, illustreret i middelaldermanuskript
 

Den oldkristne kirke og reinkarnationen

I gnostiske og visse kristne grupper blev dette opfattet, som at Jesus lærte om reinkarnation. Desuden lod Jesus forstå, at det ikke er tilstande, der skulle komme, men de findes her allerede. Igen, der blev fortolket.
          Videre i teksten i Johannesevangeliet (3,7) sagde Jesus om at være født af ånd, at:

          ”...I må fødes fra oven (anóthen)...”.

I denne mening anvendes dette i kirkefaderen Origenes’ seks-sprogede bibeloversættelse ”Hexapla”, cirka 190 f.Kr. Denne form følges af østkirken, i bl.a. græsk-ortodokse, armenske og gotiske bibler.
          Derimod støtter vestkirken sig på den syriske ”Peshitta”- og latinske ”Vulgata”-bibeloversættelse, hvor en anden form kendes fra kirkefaderen Justin Martyr (100-165 e.Kr.). Han oversatte det sådan:

          ”...I må fødes på ny ...”.

Dette synes ikke helt præcist - og kunne give anledning til misforståelse om at blive født i (”kun”) to omgange. Men det citerede græske udtryk anóthen  kendes (sjældnere) anvendt også i betydningen ’fra begyndelsen’, der i tidssammenhæng opfattes som placeret ”oppe i fortiden”. Der er en vis logik i at være født af ånd og derfor at komme, ”,fra oven”, ”oppe fra”, ligesom der i så fald må startes fra ”en frisk begyndelse”.
          Den af fødsel og opdragelse jødiske Paulus skrev, at mennesket i sig selv er ånd - dvs. en essens af ”væren-hed” og dermed af evighed. Paulus sagde (”Apostlenes Gerninger” 20,10) om en besvimet dreng:

          ”...Vær ikke urolige, for hans sjæl er i ham...”.

En række kirkefædre og biskopper som Justin Martyr, Clemens af Alexandria, og Origenes - foruden Tertullian, Gregor af Nyassa, samt Synesius og Apollinarius - var alle tilhængere af reinkarnationsideen.
Kirkens største teolog Augustin foreslår i sit værk ”Contra Academicos” (400-tallet e.Kr.), at ”Platon var genfødt som filosoffen Plotin”.
          Opfattelsen er tæt på synsvinklen hos den græske forfatter og indviede Plutarch, der 400 år tidligere i sit værk ”Parallelle Liv” vil vise Cæsars særlige ligheder med Alexander d. Store (og søger at demonstrere det ved andre ”par” af ”ligedannede” historiske personligheder) på en sådan måde, at det også kunne give indtryk af, at hvert ”par” kunne være samme person i genfødsel.
          Ovennævnte kirkefader Justin Martyr, der i øvrigt var samaritaner af fødsel og opdragelse, omtaler udtrykkeligt, at sjælen inkarnerer mere end en gang i menneskekroppe. Han afviste at kunne huske tidligere erfaringer i den kropslige form ”den næste gang”. Han gik endda ind for - ligesom allerede hinduerne - at sjælen kunne genfødes også i dyr, hvilket en del skoler inden for flere retninger anså for en art straf.


Gnostisk-kristne troede på reinkarnation

Ifølge det gnostisk-kristne Filipsevangelium kunne mennesket ved erkendelse af sin egen guddommelige natur hæve sig over døden.
          Siden hen betonede de oldkristne igen og igen det evige liv - og netop reinkarnationen kunne ses som det direkte udtryk for det evige liv. I det gnostisk-farvede, reelt kristne Thomasevangelium siger Jesus:

          ”...de døde bliver født igen...”.

Omkring 150 e.Kr. var en egyptisk gnostiker, Valentius, ved at blive valgt som pave i Rom. Det blev modgået af nogle af de andre kristne grupper. Selv om gnostikerne, med bl.a. deres lære om reinkarnation, blev forfulgt af kirken, overlevede ideerne.
          Og i et videre forløb flere hundrede år senere opstod nye grene, denne gang i Europa, især koncentreret i Frankrig, nemlig katharerne  og albigenserne. I Mellemøsten, især i Libanon, opsamlede de senere druzer flere dele fra gnostikernes såvel som buddhismens opfattelse.
          Reinkarnationslæren fandtes ikke alene hos kristne-gnostiske grupper, bl.a. basilianere, valentianere - og senere hos katharer, albigensere og valdensere - men også hos semi-kristne grupper som priscillerne (i Spanien) og manikæerne.
          Katharernes/albigensernes lære fastholdt fra bl.a. gnostiske grene reinkarnations-ideer som en del af religionen. Kirken reagerede hårdt imod det med forfølgelser. Men traditionen for reinkarnationslæren var uhyre stærk.



Koptisk Thomasevangeliet, fra Nag Hammadi


Islamiske mystikere og sekter - og reinkarnation

Hvad angår islam, der først etableredes i 600-tallet, omtales det i Quranen, at:

          ”...Gud udvikler alle sjælelige skabninger, og sender dem tilbage igen og igen, indtil de vender tilbage til Ham...”.

Dette fastholdes i mange islamiske mystikersekter, oprindeligt påvirket af gnostikere og af egyptisk-græsk Hermeslære i værket ”Corpus Hermeticum”s tekster.
          Det ses ikke mindst hos saberne (og her filosoffen, matematikeren og astronomen Thabit ibn Qurra, der døde 901) og tidligt ligeledes hos shi’iterne ved deres syn på livets kredsløb (også selve historien sansås som et kredsløb).
          Som nævnt findes en særlig religion hos druzere i Libanon, Syrien og Israel, i hvis hemmelighedsfulde lære der ligeledes indgår reinkarnation..
          Læren findes også hos persiske sufier  - navnet betyder ’hvid uldkappe’ (jf. i kulterne: kandidat betyder klædt i ’hvidt’; en anden opfattelse er, at navnet er fra sophia, ’visdom’). Dog, reinkarnationsideen forsvandt fra islam, ligesom det allerede tidligere skete inden for judaisme og kristendom.
 

Ove von Spaeth

Uafhængig historiker  -  www.moses-egypt.net

Teksten er uddrag af Ove von Spaeths bog:
”Den Hemmelige Religion” - bind 4 i hans serie ”Attentatet på Moses”.
C.A. Reitzels forlag & boghandel:  info@careitzel
.com



    

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
Copyright © 2007 (& © 1978) by: Ove von Spaeth   -   www.moses-egypt.net   -   All rights reserved.