Druider, sibyller og den magiske mistelten.

 

Af  OVE VON SPAETH

www.moses-egypt.net  -  copyright © 2014

Misteltenen, denne sagnomspundne og mystiske plante, har i tidens løb
også på grund af dens stærkt særegne vækstforhold inspireret til en speciel
og yderst interessant psykologisk motivkreds i mytologi og folketradition.


Den sære fremmedartede plante


De meget gamle traditioner om den ekstraordinære plante, misteltenen, genkendes særligt i forbindelser bagud til kelterne i oldtidens Europa. Også senere hos grækerne og romerne var den betragtet med ærefrygt som en art hellig plante - en opfattelse, der stadig ses i Indien.


      Denne plante var hos keltern ikke mindst kendt for dens anvendelse i forbindelse med ritualer med medicinsk og revitaliserende hensigt. Der kendes traditioner også i langt senere tider - især ved vintersolhverv, hvor den blev hængt op over døren ved husets tærskel.


      Noget af det første, fortidens folk har hæftet sig ved, har været misteltenens usædvanlige fremtoning og vækstcyklus, idet den som stedsegrøn vækst ikke alene vokser uafhængigt af normale årstider for vækst. Desuden sætter den frugt mellem to astronomisk betydningsfulde tidspunkter: vintersolhverv og forårsjævndøgn - uden for normale tider for frugtudvikling!


      Yderligere bemærkedes, at den er en plante helt uden rødder - den er dog ikke snylter, men er hemi-parasitisk og kan leve, hvis den får tilskud ved næringsbidrag fra andre planter. Fortidsfolkene har også set det som noget sært, at misteltenens bær i stedet for i et indre mørke i et jordlag eller i en anden plantes stængel kun kan spire i lyset, men alligevel fungerer den i det skjulte, da det tager 4-5 år efter frøets spiring før planten viser sig fremme.


      Senere kan man aflæse misteltenens alder efter antallet af forgreninger fra stænglernes led, ligesom eksempelvis en hjorts alder kan findes ved at tælle takkerne på dens gevir. De pågældende smågrene hos misteltenplanten er desuden mærkværdige ved altid at være grønne og at ånde ligesom bladene - for misteltenes kviste eller grene får aldrig bark.


      Også ved misteltenens stærkt ejendommelige fremtoning generelt var detsom om noget særligt var på færde ved denne læderagtige, kugleformede busk, der i reglen kun voksede højt hævet over jorden. Således kan den vække en iøjnefaldende opmærksomhed om vinteren, når den sidder med hele sin stedsegrønne fremtoning midt i et ellers bladløst træ.

 

    

 

T.v.:  Kelternes forhold til misteltenens anvendelse, både stængler, blade og bær ved medicinsk brug såvel
som rituelt, kendes bedre her end hos noget andet folkeslag.  -  T.h:  Misteltenen fremtræder ofte som en kugleformet fremmed busk oppe i en trækrone. (Eksempel fra Peter Wibroes fornemme parkhave i Søllerød).
 


Druidernes visdom


Gennem flere tusinde år tilbage var misteltenen foruden at være en meget anset lægeplante også af specielle årsager æret højt af druider, de keltiske præster i Europas fortid (ca. 1900 f.Kr. til 200 e.Kr.). Disse druider var langvarigt uddannet i deres vidtfavnende lære, som omfattede religion, etik, sjælevandring, magi, lægekunst, astrologi, matematik og selve brugen af keltisk sprog, der siges også at have indeholdt eksistens-filosofiske betydninger.


      Det skyldtes hovedsagelig arven fra kelternes kundskab, at misteltenen gennem tiderne kom til at give specielle bidrag, bl.a. førnævnte regenererende og revitaliserende virkning på nogle velkendte lidelser og skavanker i forbindelse med plantemedicinsk behandling.


      Druiderne kunne af misteltenens ofte hvide bær som ingrediens fremstille en meget virksom salve til sårheling - igen det rekonstruerende. Fremstilling af salven blev holdt skjult, da man ikke ønskede at hjælpe romerske besættelsessoldaters kampdygtighed. Det blev langt senere, i 1900-tallet, hovedmotiv i den verdenskendte franske tegneserie Asterix.


      Mens mange medikamenter blot udøver en stimulerende effekt, er det typisk for misteltenen, at den netop erfaredes at have rekonstruerende, healende virkning. Den kunne indtil midten af 1900-tallet stadig fås på danske apoteker. 


      Ikke mindst skulle misteltenen være af god virkning mod en række lidelser lige fra svindsot (tæring, muskelsvind) til ufrugtbarhed, men især også mod epilepsi og forhøjet blodtryk. Ved et udtræk eller te-afkog af bladene, helst plukket i perioder når plantens saftspænding aftager, anvendes denne naturlige og almindeligvis ufarlige blodtrykssænker den dag i dag - en praksis, hvori oldtidens keltiske traditioner stadig kan spores.


      Den engelske skik med at kysse en udvalgt under en mistelten ophængt over en dør, mens juletidens særlige aktiviteter fandt sted, var et træk allerede ved de førkristelige julefesters ofte erotiske betonede løjer (de noksom bekendte ’julelege’), og ses som tradition i forbindelse med frugtbarhedsritualer hos de gamle keltere. - Skandinavien er temmelig fattig på mistelten, og den ikke hørte med til dansk jul, hvor skikken først blev importeret i 1888.


      Bærrene indeholder en klæbrig saft, der hjælper dem til at hænge fast på de træer, som de skal gro i, hvilket har givet planten sit latinske og botaniske navn, viscus album, som - idet viskositet her betegner noget sejtflydende - betyder ’hvid lim’. Bærrenes klæbrige masse fik på dansk et ekstra navn, fuglelim, et klæbestof brugt især ved indfangning af kramsfugle.


      Misteltenens bær spredes og når ud til værts-træer ved hjælp af fugle, især misteldroslen, som efter at spise bærrene lader selve frøet komme nær uskadt gennem tarmkanalen med en del af klæbestoffet i behold. Hun-planten hos misteltenen sætter kun bær, hvis der vokser en han-plante i nærheden - et i øvrigt lidt haremspræget forhold, idet der er observeret en tendens til, at der gror tre gange så mange hun-planter som hankønnede planter.


Misteltenen og sibyllerne


Omkring år 100 f.Kr. beretter den græske stoiske filosof, historiker og astronom Posidonius (135-51 f.Kr.) om sine mange store rejser. Han skrev en geografisk afhandling om kelternes lande, især Gallien, en tekst der senere er gået tabt, men der henvises i vid udstrækning til den i værker i antikken af historikere og geografer som Diodorus Sicilus og Strabo, samt Tacitus i ”Germania”, foruden Timagenes og Julius Cæsar.


      Foruden beretningerne om de legendariske druider - og misteltenen som hellig plante - omtales også kelternes og germanernes betydningsfulde spåkvinder og orakler.


      Hellige planter blev ikke kun brugt til at give aroma-magi til en hellig drik, men blev også brugt ved varselstagning og rune-orakler. I senantikken var den fungerende keltiske eller germanske synske kvinde, bl.a. Weleda eller Albruna, og de kaldtes på oldnordisk en seiðkona eller völva. Deres ekstraordinære evner var kendt i hele Europa. En af disse fremtrædende kvinder omtaltes endda for at være aktiv i Egypten (under romersk styre).


      De synske kvinder faldt i en profetisk trance, og nogle brugte magiske stoffer eller shamanistiske teknikker. Hellige planter blev brugt i medicin til at uddrive ’skadelige ånder’, et udtryk for at søge at heale på sindssyge og galskab. Andre planter blev anvendt til at øge fertilitet hos mennesker, dyr og selve markerne. Elskovsdrikke var ikke forkasteligt, men var i stedet noget helligt, fordi deres virkning kunne være et incitament til at aktivere skabelse.


      I oldtiden havde kelterne på Europas fastland flere orakelsteder, bl.a. et vidt berømt orakel og kursted på en lille ø, ca. 10 km ude i havet ud for spidsen af Bretagnes kyst. Øen hedder Ile de Sein, afledt af dens gamle keltiske navn, Enez Sizum, ’de syv søvns ø’.


      Navnet antyder den i tidligere tider ofte anvendte metode, hvorved en patient finder frem til sin helbredelse under sin søvn på et sted, hvor der er en hellig lægekult. På den omtalte ø var der helligdomme, som blev ledet af 9 udvalgte druidepræstinder, den ene var overhoved Weleda, proto-keltisk for ’at se’. Seerskens titel var ’kelters guddommelige moder’.


      Præstinderne nåede at flygte, før romerne var trængt ind og ødelagde stedet. Men romerne måtte bagefter frygte især den pågældende Weledas kløgt og hendes vedvarende og vidtrækkende indflydelse overalt hos de keltiske og germanske modstandsgrupper.


      Efter at Weleda undslap til germansk område og boede i et tårn nær Lippe-floden, biflod til Rhinen, opildnede hun med autoritet keltiske-germanske grupper til på forudsagt velegnede tider at angribe romernes poster og tillige bringe deres admiral-dirigerede flåde på Rhinen i vanskeligheder. Påvirkningen havde så stor effekt, at romerne måtte iværksætte en storstilet indsats, før hun kunne tages til fange. De deporterede hende i triumf til Rom, hvor hendes ry var ilet forud. Weledas historie er utroligt spændende, og det kan nævnes, at den næsten samtidige romerske consul og historiker Tacitus (56-117 e.Kr.) flere gange beretter om hende, idet hun efter sin bortførelse til Rom også blev en berømthed som seer og rådgiver dér og behandlet med al mulig respekt, og her døde hun i året 80 e.Kr.

 

 

      Af keltisk/germanske synske kvinder kendtes Weleda; og Albruna (germansk seerske på kejser Vespasians tid, omtalt af Tacitus); Gambara (langobardernes seerske, omtalt af Saxo); Ganna (germansk seerske bragt til Rom under kejser Domitian, højt respekteret); Waluburg (germansk seerske nævnt i en græsk tekst, deporteret til Elephantine i Egypten). Især græske og romerske sibyller var så berømte, at Michelangelo afbildede dem i det Sixtinske kapel, 1512.

 

      Og med disse kvinder uddøde den lange række af vise og profetiske præstinder helt tilbage i en fjern fortid, de var de sidste. Weleda, den måske mest berømte keltiske sibylle, som to årtusinder senere inspirerede naturforskeren og filosoffen Rudolf Steiner (1861-1925) til dette traditionsrige navn for sin ernærings-medicinske forskningsvirksomhed funderet på antroposofiske ideer. Det hed først ret anonymt ”Internationale Laboratorien, AG”, men fik så navnet Weleda fra den keltiske helbredelsestradition. Herfra kommer naturpræparatet (Iscador) til hjælp mod kræft og fremstillet på basis af druidernes hellige plante, misteltenen.

 

             

 

T.v.: Romersk mosaik viser Virgil siddende mellem Clio (historiens muse) og Melpomene (tragediens muse). Hadrumetum i Tunis, 200 e.Kr. -  T.h.:  Bind I af Sir James Frazers 6-binds værk med titlen ”The Golden Bough”.

 Den gyldne kvist var adgang til den anden verden


Den ’gyldne kvist’, som den kendes i forbindelse med det berømte latinske digt ”Aeneas” af den romerske digter Virgil (70-19 f.Kr.), var misteltenen. Ofte, når noget blev kaldt ”gyldent”, betød det noget særligt. Og dét var misteltenen i mange kultursamfund og i mytologien.
Dertil findes en vigtig identifikation, når vores europ
æiske mistelten, Viscum album, opleves for det meste netop at være gylden om vinteren. Misteltenen var altså alle steder kendt som en magisk plante - og omtales også her for sin forbindelse til ’den anden verden’ efter livet!


      Senere blev den ’gyldne kvist’ igen berømt, nu som et begreb der omfatter myter og legender, efter at antropologividenskabens pioner, Sir James Frazer (1854-1941), brugte det som titlen på sit monumentale pionerværk om myter, magi og komparativ religion i 1922.


      Den ’gyldne kvist’, er en af de episodiske fortællinger i Virgils episke værk ”Aeneiden”, bog VI. Digtværket er opbygget omkring beretningen om den trojanske helt Aeneas efter den trojanske krig. Mens Troja blev ødelagt under byens sidste kamp mod grækerne, forlader Aeneas byen og begynder en søgen efter at finde et nyt hjemsted i vest. På den mission, guidet af profeten Helenus, kom Aeneas først til Karthago og derpå til Italien, hvor han ville grundlægge en by (det blev Rom) og samfund for sine folk. Det blev det romerske imperium.

 

      En italiensk seerske, sibyllen i Cumae, var den mest berømte af antikkens 6 klassiske sibyller, de profetiske kvinder i den græsk-romerske tradition. I Aeneiden fortælles det, hvordan hun guider Aeneas gennem Hades, underverdenen, ved hjælp af en gylden kvist for at få adgang. - I den klassiske romerske tid blev det samme udtryk også anvendt for en kvist fra et træ ved Nemi-søen (syd for Rom) i en lund, der var hellig og tilegnet gudinden Diana.

 

      Men angående sibyllen i Cumae, indvilliger hun på et tidspunkt i at ledsage Aeneas på rejse til underverden for at efterkomme hans ønske om at se "skyggen" af sin afdøde far, Anchises. - Inden de kommer ind i Hades, fortæller hun Aeneas, at han netop skal skaffe en gylden kvist, der vokser nærved i en hellig lund omkring hendes hule, og den skal gives som en gave til Proserpina, dronningen hos Pluto, der er konge af underverdenen.

 

      Snart efter starter de deres nedstigning i underverdenen, og sibyllen viser den gyldne kvist til Charon, underverdenens færgemand, som først derefter giver dem mulighed at komme ombord på sin båd og krydse Styx-floden.

 

      Efter ankomsten til underverdenen, forsøger Aeneas at tale med nogle skygger, og lytter til sibyllens tale om steder som Tartarus.

 

      I Plutos palads fæstner Aeneas den gyldne kvist på den buede indgangsportal, og går igennem til de elysiske marker, hvor der er bolig for dem, der førte retfærdige og nyttige liv.

 

 

 

T.v.:  Den gamle orakel-hule med adyton (t.h.), hvor Cumaes sibbylenske profetinde angiveligt gav sine profetier.
Midt:  Hulen står i forbindelse med et imponerende tunnelsystem beregnet for indvielse, og hvor den bogstavelige "indgangen til Hades" er placeret. Stedet genfindes nær ruinerne af oldtidens græske by Cumae nord for Napoli.

 

      Aeneas’ far, Anchises, findes omsider, og han fortæller sin søn om den nærliggende flod, Lethe, glemsomhedens flod, hvor der ovre på den anden side af den er et væld af ånder, som venter på at blive født på Jorden. Derovre er de, der ville blive efterkommere af Aeneas, og de, der i fremtiden vil bo Romerriget, såsom Romulus, Camillus, Fabillus, og caesarerne. Anchises giver gode råd til Aeneas og fører ham derefter til elfenbensporten, en af portene til "søvnen", og hvorefter Aeneas og hans guide med kvisten kan vende tilbage til Jorden.

 

      I Baia ved Cumae, tidlig græsk koloni på Italiens vestkyst, er De Dødes Orakel nu blevet udgravet. Det var en kopi af grækernes legendariske Hades, endda komplet med en kunstig underjordisk flod, Styx, 90 m lang: - Dette var stedet, hvor Odysseus i Homer’s Odysseen og Aeneas i Vergilius’ Aeneiden “nedsteg til Helvede” for at søge råd hos de dødes ånder!


      Romerne afspærrede for 2.000 år siden stedet, der derpå efterhånden blev glemt. Forskere havde hidtil formodet, at besøg i Hades kun var myte. Men baggrunden for den symbolske indretning var, at Hades i denne forbin­delse var et konkret sted for kultisk indvielse.

 


 

T.v.:  Mistelten på en fint detaljeret planche i en latinsk/tysk plantemedicinbog. Elizabeth Blackwells
håndkolorerede botaniske kobberstik, London, udgivet af Jacob Trew, Nürnberg, ca. 1755.


T.h.:  Balder bliver af Loke, via den blinde Høder, dræbt af en mistelten-pil. Her afbildet i et islandsk manuskript.

 

Misteltenen i nordisk mytologi


Der er mange andre gamle misteltentraditioner. De mere kendte om den særlige plante ses ikke alene i græske og romerske myter, men også i nordiske legender.


      Hos sumerer og babyloniere ca. 3.000 f.Kr. fandtes en lys- og ildgud ved navn Baal og hans hustru er gudinden Nanna, - og hos de nordiske guder i Skandinavien hed lysets gud Balder og kans kone Nanna. Han fejredes ved ildfest med bål (baal) og var ikke mindst dyrket hos baltiske folkestammer. Blandt guderne hos kelterne var Belenus eller Bel, guden for sol, ild og lys og sundhed. Denne gud var af druiderne fejret for kelterne på den årlige Beltaine-fest (1. maj). Belenus dyrkedes hos kelterne lige fra Norditalien til de britiske øer. Belenus var forbundet med et helbredende træk, ligesom det kendtes hos grækernes solguddom Apollo.


      I nordisk mytologi er Balder (Baldur) søn af Odin, gudernes overhoved og dennes hustru, gudinden Frigg. Balder var den smukkeste af guderne og den mest elskede af Odin. Han førte et lykkeligt liv og blev gift med Nanna. Senere var Balder plaget af drømme, der truede ham med døden. Af frygt for hans sikkerhed lod hans mor Frigg alt der lever på eller vokser i jorden - planter, dyr eller sten - derfor aflægge ed på aldrig at skade ham. Således blev han uovervindelig, og de andre guder begyndte at drage fordel af hans gode evne ved at bruge ham til til at skyde til måls efter. Selv når han blev fældet, var han altid bragt tilbage til livet.


      Loke, Lugh, var en gud, som også kelterne dyrkede og havde en helligdom for ham i den franske by Lyon, oprindeligt Lugdunum, opkaldt efter ham. Loke indså misteltenen var anset ”for lille til at aflægge ed” og overset ved edsaflæggelsen, da den ikke vokser på eller i jorden.


      Han konstruerede da en pil fra en mistelten (selvfølgelig symbolsk, pilen vil være som en blød spagetti). Loke overtalte Balders blinde bror, Høder (’trussel’), til at ramme Balder med det våben. Balder døde af dette sår, og alle guderne sørgede over ham. Frigg tiggede om, at nogen ville tage til underverdenen og bringe hendes søn tilbage. Hermod, en nordisk Merkur, var villig til at hente Balder i underverdenen og passerede bifrost, ’regnbuebroen’. Dette begreb, i østens kultur antakarana, kendes ofte forbundet med mysterieindvielser.


      Hel, gudinden for døden, fortalte ham, at hvis alt under himlen ville fælde en tåre for Balder, ville hun tillade ham at vende tilbage. Men hvis bare én ting - levende eller død - talte imod Balder, eller nægtede at græde for ham, skulle han forblive i underverdenen.


      Guderne sendte bud overalt i verden for at bede alle græde for Balder. Men en gammel heks ved navn Thökk (’tørhed’) ville ikke græde (”… kun tørre tårer …”) for Balder. De fleste mente, at Thökk var ingen anden end Loke i forklædning.

Misteltenen hos de gådefulde keltiske druidepræster  
    
Sandsynligt har meget tidlige folkeslag i Europa haft stor interesse for den magiske plante, misteltenen i Europas dengang enorme skove. Deres efterfølgere, de gamle keltiske folkeslag nåede deres største udbredelse i bronze- og jernalderen, og keltiske stammer bosatte sig efterhånden over det meste af det centrale og vestlige Europa og tillige langt ind i Østeuropa.

      Der findes i dag beundrere af kelternes druide-dirigerede religion, og de romantiserer undertiden druiderne også som ’økologi-præster’. Mange studier er provinsielle og handler mest om engelske og franske keltere, men kelterne var dog et paneuropæisk element.


      Druiderne studerede også stjernernes bevægelser. De havde kalender af kombinerede lunar- og solar-energi cykler, ligesom det var tidligt kendt i megalitiske tider. I England overtog og benyttede druiderne det astronomisk orienterede Stonehenge anlæg, som, ligesom også de himmelorienterede stenkolosser i Carnac, var skabt af iberer 2.000 år før kelterne ankom. Ifølge Julius Cæsar regnede kelterne tid i nætter, ikke dage, nemlig ”natten fulgt af dagen”, som også kendt i jødisk kalender.


      Druiderne er blevet populariseret som vismænd, som eksempelvis druiden og magikeren Merlin (Merzin), der ifølge traditionen var rådgiver hos legendernes kong Arthur (Uters).


      En walisisk skjald, Taliesin Ben Baird, ’Taliesin, øverste barde’, i 500-tallet, skildrer i et digt en keltisk skovs træer og buske i kampformation beskyttet af den store birk, skjaldenes træ. Motivet lånes 1.000 år senere af Shakespeare i ”Macbeth”, - Macbeth angribes af Malcoms krigere, usynlige ved at bære bladrige grene foran sig: ”Birnam skov flytter sig” (5.5:34-35).


Det gamle sagn - ritualet med guldseglet


De keltiske druidepræster var omtalt bl.a. for en bestemt skik, som vi især kender takket være optegnelser fra den romerske historiker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) i hans værk, ”Naturalis Historia”. Ved hvert nytår praktiserede druidepræster i et særligt ritual at ”med en guldsegl skære en mistelten ned fra kronen af et egetræ”. Planten måtte, ligesom ved ofringer i Bibelen, ikke komme nær jern. Misteltenen blev nu ærbødigt opfanget i hvide klædestykker - den måtte ikke røre jorden. Desuden kunne præsterne her ofre to hvide okser. Hele ceremoniellet synes at vise meget langt tilbage til bestemte sagnomspundne begivenheder, der skulle have fundet sted omkring 2.000 f.Kr.


      I gamle keltiske legender fra tidlige tider før disse folks egen tid berettes om en særlig personlighed - en ung præst, der i mangt og meget havde en uddannelse og praksis som de langt senere druidepræster. Hans navn var Rama, han blev siden hen en nødvendig anfører for udvandrende arisk-sprogede stammer, der emigrerede til persiske og indiske områder.


      Der er gennem historien ankommet flere folkeslag, der trængte ind i Indien, f.eks. hunnerne, perserne, mogulerne, tyrkerne og afghanerne, men et folk som tidligt har sat sig dybe spor og indflydelse i det område, var ariske stammer i tiden op til 2.000 f.Kr. Arierne var sprogmæssigt et indoeuropæisk folk. I forskningen er der forskellige meninger om tiden for migration og bosættelse, og ifølge nogle forskere fandt det sted flere hundrede år senere.


      Der er også forskellige i meninger om, hvor disse arier kom fra. Der er især tegn på, at det var fra et område, der strækker sig fra det dengang skovrige Donau-område i øst og ud til Kaukasus og stepperne nord herfor. Det var et folk, som senere fordelte sig som forfædre til kelterne i det skovrige østlige og centrale Europa, og som forfædre til skyterne på stepperne.


      Disse senere skytere med ofte nomadisk levevis på hesteryg udbredte sig både i øst vidt ud over de frie uendelige stepper forbi Turkestan i Sibirien - og i vest ind i det skovrige område i det nuværende Rumænien og undertiden videre, men med forøget besvær for disse rytterfolk i skovene. Men de kom dog så langt mod vest, at i Braunschweig i en nordligere del af Tyskland findes der en gravhøj for en skytisk rytterhøvding - og de indførte hesten i Danmark. I syd kom de til Persien og forenede sig med parthere. Og de kom til Syrien; byen Scythopolis i antikkens Palæstina er opkaldt efter dem. De blev lejetropper også i Karthago.


      Hvad angår arierne, der ifølge myten under ledelse af Rama tidligt udbredte sig gennem det område, der nu er Iran/Persien - eller dog havde en stor koncentration af folkegruppen dér - så har arierne i hvert fald givet navn til området:  Iran betyder ’ariernes land’.

 


Kelternes traditionelle frelsergud Esu afskærer en mistelten. Relief fra en søjle, som
romerske militære bådfolk i Paris år 17 e.Kr. dedikerede til Jupiter og Esu, og som
blev genopdaget i 1711 i undergrunden under koret i Notre Dame katedralen, Paris.

Tankevækkende, at mens en kommende frelser, Jesus, endnu var i sine unge år
i Palæstina, etableredes i Paris/Frankrig dette votiv i sten for stedets allerede
eksisterende frelsergud med det næsten enslydende navn, Esu.

I persisk og i arabisk sprog kaldes Jesus for Isa, og hos hinduerne i Indien betyder Isa
(Isha) 'Herren, den ophøjede',
- overalt en hellig lydvibration af ældgammel betydning.

 

Rama og drømmen


I sine yngre år opholdt Rama sig lange perioder nord for det senere Trakien og Grækenland i de dengang kæmpemæssige egeskove i Donau-distrikterne - et centralt område for de senere keltere, og hvor også, men meget senere, at Gundestrupkarret synes at stamme fra. Han sørgede dybt over, at hans folk truedes med udryddelse fra en uhyggelig art sort-pest fremkommet via sydligere folkeslag og blev stærkt udbredt også via lig-pest fra mange døde.


      En dag skete der noget usædvanligt, som førte til en omvæltning. Rama hvilede sig under et stort egetræ, da han fik en drøm, hvor han så en lysende skikkelse i hvide gevandter ligesom det senere kendes hos druiderne selv. Det var Esu, deres frelserskikkelse eller guddom, som med en guldsegl nedskar en misteltenplante oppe fra egetræets krone og forklarede, hvorledes planten skulle tilberedes for at anvendes som helbredelsesmiddel.


     Rama kom hurtigt herefter til at blive en lederskikkelse for en stor del af gamle keltere eller rettere kelternes forfædre, fordi han ved hjælp af misteltenplanten og god organisering og håndtering og uddelegering havde held til at få bremset epidemien effektivt.


      Den for ham og hans hjælpere så heldige opdagelse af misteltenens regenererende evner blev videre anledning til indførelsen af en ny kultus, som skulle praktiseres på det tidspunkt, hvor planten fik sine første bær, hvilket tidsmæssigt skete i den periode, hvor man havde en højtid for vintersolhverv, som også hos visse folkeslag var en slags nytår.


      Ramas succes efter åbenbaring af misteltenens kræfter affødte mange steder undertiden en stærk misundelse, også fra mange kvindelige (’druide’)præster, der fra gammel tid mente at have monopol på orakler og mediumistiske visioner - og tillige menneskeofring, som her skete i stadig stigende grad. Mange kulturer anså menneskeofring for nødvendigt.


      Men her uddybedes en etisk splittelse, der allerede var i gang blandt folket. Fortsat ifølge traditionen medvirkede det til sidst til den store udvandring med Rama som leder - og det siges at have været medvirkende til, at misteltenen også blev en hellig plante i Indien.


     Endnu eksisterer der mange skriftlige vidnesbyrd fra grækernes gamle områder angående Asklepios og de mest berømte græske læger, Hippokrates og Galenos.


      Til lægekunstens udøvelse hørte også, at det var praktiseret i de under antikken ofte anvendte kursteder, Asklepios-templerne, at de ankomne syge blev under deres påbudte søvn dér på stedet helbredt eller fik i drømme åbenbaret oplysning om et bestemt middel, der var nødvendigt for at helbrede dem. I realiteten som en genklang af lignende episode i den meget ældre beretning om præsten Rama og misteltenen.                

 



T.v.:  Træk fra ældgamle traditioner fra religiøs praksis også fra længe før kelternes egen tid ses på en
plade fra det keltiske Gundestrupkar. Kelterne havde mange guder - også en gud med horn, Cernunnos,
som her på et udsnit af Gundestrupkarret holder en halsring, en torc, der hos kelterne var et tegn på
guddomskraft og magt.  -  T.h.:  Centraleuropas før-keltiske folk, der menes udbredt til Persien og Indien,
har i Indus-kulturen efterladt lignende symbol, en skikkelse (ligeledes med horn) siddende i meditationsstilling.

 

Kultiske ritualer og den brændende tornebusks mysterium


Fra de tidligste tider har man kendt til former for en hemmelig viden og kultiske mysterier med indvielse, esoterisk lærdom, mysteriespil og stjernelære - en viden ofte forbeholdt de indviedes broderskaber.


      Når druiderne skar misteltenen ned fra et træ, var det altid under et særligt ceremoniel, hvortil hørte en baggrundsviden, vi ikke kender - intet skriftligt eksisterede eller er bevaret, - men en mysterieviden har bestemt været der. Intet var tilfældigt i sådanne sager.


     Misteltenen ansås altså som en ekstraordinær vækst i forbindelse i en anden verden, og groede uden at røre jorden og måtte heller ikke røre jorden, når den var hentet ned fra et træ.


      Så sent som i middelalderen anså man træer for hellige, når de ikke rørte jorden, eksempelvis flyverøn og flyveask, der simpelthen var træer spiret af frø bragt med fugle eller stormen op i en hulning højt oppe i et andet træ, eller endnu bedre - mere ”helligt”- i et hulrum oppe i muren på et kirketårn. Dette gjaldt kun, hvis de ikke var plantet, men ankommet til deres over-jordiske voksested ved naturens kræfter.


      Længere tilbage i historien hører vi om Bibelens Moses ved den brændende tornebusk ved nogle omstændigheder, der var stærkt gådefulde, men som vi ved hjælp af de gamle Rabbinerskrifters oplysninger kombineret med viden fra den romerske forfatter Plinius den Ældre nu kan se, at en mistelten i en tornebusk synes involveret. Også det træk, at der var flere tilstede og deltog, viser åbenlyst, at Moses deltog i et mysterieritual på det hellige bjerg.


      Vedrørende selve den brændende tornebusk på Sinaibjerget står der intet i Bibelen (”2. Mosebog” 3:2) om, at denne episode skulle være ”et mirakel” el.lign., men kun at:

          ilden brændte i tornebusken, men tornebusken blev ikke fortæret …”.

      Desuden beskriver bibelteksten ikke, at flammen var omkring busken, men utvetydigt:

          en ildflamme midt i en tornebusk …”, og ”… tornebusken opbrændte ikke …”.

      Det kan henlede opmærksomheden på, at der ikke var tale om rigtig ild.


      Langt senere, i antikken år 77, i sit værk ”Naturalis Historia” beretter romeren Plinius den Ældre, at i Babylon fandtes ”en kongetornebusk”, som en bestemt art mistelten voksede i.


      Det er en kendsgerning, at visse netop sydlige arter af misteltenen bærer glødende røde blomster, hvorfor de træer, den vokser i, med en talemåde omtales som at ”stå i brand”: En talmåde som ved fønikspalmer, der ved oasens kilder og med deres flammende røde blomster var omtalt lige fra oldtiden som at ”stå med hovedet i ild og fødderne i vand”. 


      Det er velkendt, at mistelten anvendtes ved hellige ritualer og ved omskæring og kastration (vel også pga. hjælp til blodstandsning) - bl.a. som fremlagt i James Frazer’s værk ”The Golden Bough” (London 1907-1915). Det må her også have haft betydning, at misteltenen plantemedicinsk netop er kendt for sin blodstandsende effekt.


      I Bibelen fremgår det efter episoden med den brændende tornebusk, at døden var inde i billedet, og at der på Moses’ søn derefter blev foretaget omskæring, der omtales som blodig.


      En misteltens voksested kunne betragtes som et lille helligsted, der skulle beskyttes mod krænkelse. I Bibelen blev det fortalt til Moses, at han netop her befandt sig på hellig grund.

 


           

T.v.:  Ærke-druidepræst holder en kvist, illustration delvis fra et tysk forbillede i Henry Rowlands ”Mona Antigua
Restaurata”, fra 1723. Rowlands var præst på Isle of Anglesey, Wales, i tæt kontakt med ældre lokal tradition.


T.h.:  Forfatteren på besøg i St. Katherina-klostret ved Sinai-bjergets fod, hvor man omhyggeligt passer denne ældgamle kæmpebusk, af arten Rubus Sanctus, der hævdes et være en efterkommer af ”Moses’ busk”.

 Fortidsviden om misteltenen anvendt af Rudolf Steiner


Plinius den Ældre omtaler i "Naturalis Historia" (XVI, 95), at kelterne anså misteltenen for særlig hellig, når den vokser i et egetræ. Den synes her at være tillagt ekstraordinær effekt, men skønt egeskove engang var meget mere udbredte i Europa, ser det ud til at misteltenen oftere foretrækker andre arter løvbærende træer såsom lind, røn, tjørn, æble, pære og asp samt i visse tilfælde også nåletræer som værtsplante.


      Stifteren af Antroposofisk Selskab, førnævnte østrigske filosof, forsker, naturlæge og forfatter, Dr. Rudolf Steiner, grundlagde i 1921 sammen med den hollandske læge Dr. Ita Wegman virksomheden Weleda i Arlesheim i Schweiz og i Stuttgart i Tyskland. Her fremstilles naturlige og økologiske/biodynamiske helse- og plejemidler. Til den brug lagde Steiner ikke alene vægt på, at en plantes voksested, lokaliteten, mest muligt skulle passe til patientens daglige opholdssted, men han skelnede også imellem de forskellige virkninger, det kunne have på patienten, om hvorvidt misteltenen var taget fra f.eks. et rønnebærtræ eller et æbletræ. Det har yderligere vist sig, at misteltenen ikke tilfældig vælger sit værtstræ, men ligefrem specialiserer sig med hensyn til, hvilken art den vil vokse i.


      Han fandt ved sine forsøg ud af, at de netop forskelligt voksende mistelten da kunne anvendes til tilsvarende forskellige slags serum til at modvirke kræft og praktiseret på en måde, der igen var erfaringsmæssigt afpasset efter de forskellige psykologiske typer blandt patienterne, da selve den psykologiske tilstand er et anerkendt udgangspunkt for sygdom.


      Også i klostrene anvendtes misteltenen til plantemedicin - og blev tillige anbefalet af mystiker, forfatter og lægekyndige Hildegard von Bingen (1098-1179) i hendes medicinbog.


      Men allerede kelternes viden omfattede også de bedst egnede tidspunkter for høstning af vækster til plantemedicin. Plinius’ ”Naturalis Historia” (XVI, 249-251) indeholder også den måske mest kendte passage om druider i den antikke litteratur - beskrivelsen af kelternes druidepræster, der udvælger og fra egetræer nedtager misteltenen, når den er bedst tjenlig hertil ca. 6 dage efter fuldmåne. Saftens indhold har her den rette koncentration. Også denne viden fra de gamle kelteres druidepræster bidrager i fremstilling af moderne plantemedicin.

 

          Ove von Spaeth  -  Copyright © 2014  (backtrack © 2004 & 1974)  -
 
www.moses-egypt.net

BIBLIOGRAFI

Berrisford Ellis, Peter:  The Druids, (William B Eerdman’s Publishing Co.), Grand Rapids 1994.

Birkhan, Helmut (Hg):  Plinius und die Druiden. Überlegungen zu naturalis historia 16, 249-251,
          in: H. Birkan: “Kelten-Einfälle an der Donau”, Wien 2007, pp.307–324.
         

Boie, Dietrich:  Mistel und Krebs. - Eine anthroposophish-medizinische Studie zur Mistel-Therapie des 
          Krebses
, Menschenwesen und Heilkunst, 9, (Verlag Fries Geisteslebens) Stuttgart 1970.

Chadwick, Nora:  The Celts, (Pinguin Books) Hamondswort and London 1970.

Frazer, James George:  The Golden Bough. - A Study in Magic and Religion, (2nd edition: expanded to 6
          volumes, London 1900) edition 1922, reprint (Macmillan) London 1971.

Fyfe, Agnes:  Moon and Plant, Society for Cancer Research, Arlesheim, Switzerland, 1968.

Ghose, Tia:  Ancient Europeans Mysteriously Vanished 4,500 Years Ago, LiveScience, Tue, Apr 23, 2013.

Green, Miranda:  The World of the Druids, (Thames & Hudson) London 1997.

Hubert, Henri:  The Greatness and Decline of the Celts, (Benjamin Blom) New York 1972.

Piggott, Stuart:  The Druids, London (Thames and Hudson) 1968.

Plinius the Older:  Naturalis Historia, XVI, Loeb Classical Libr., London1938-1962 (rev.1989), pp.249-261.

Sharkey, John:  Celtic Mysteries, The Ancient Religion, (Thames & Hudson) London 1980.
                                                                                                                                                           
Spence, Lewis:  The magic Arts in Celtic Britain, (Aquarian Press), reprint 1971.

Steiner, Rudolf:  Biodynamic Agriculture, (org. publ. 1924 & 1963), (Steiner Books) Herndon VA, 1994.

Thierney, J.J.:  The Celtic Ethnogtaphy of Posidonius, Proceedings of Royal Irish Academy, Dublin 1960.

Tubeuf, Karl Freiherr von:  Monographie der Mistel, (R. Oldenbourg Verlag) München und Berlin 1923.

 

*  *  *

 

 

Læs mere i Ove von Spaeth’s bog om emnet: ”DEN MAGISKE MISTELTEN”

http://www.moses-egypt.net/images/4-ovs_da7_den-magiske-mistelten_e-book.pdf

* FRI download. * Du kan også altid finde linket her - i nederste halvdel af dette webside:

http://www.moses-egypt.net/zenith-files_da/e-boger_gruppe1_da.asp

 

*  *  *

 

################################################################## 


Copyright © 2014 by:  Ove von Spaeth  -  http://
www.moses-egypt.net  -  All rights reserved.

 

 

 

 

*  *  *

 

Få mere at vide. Alle kan frit tilslutte sig:

Interest Group For The Ove Von Spaeth Papers

Blandt de tidlige stammer I Europa: - kelterne, også kendt for deres magiske medicin. Mere info her:
”DEN MAGISKE MISTELTEN”
af OVE VON SPAETH
* Misteltenen, denne sagnomspundne og mystiske plante har med sine særegne vækstforhold og medicinske egenskaber inspireret til specielle, yderst interessante psykologiske motiver i mytologi og folketradition.
*I oldtidens Europa var misteltenen en hellig plante. Keltiske druidepræster lod med en guldsegl og under særlige ritualer skære mistelten ned fra kronen af gamle egetræer og ærbødigt opfange dem i hvide klædestykker. Planten måtte aldrig røre jorden.
* FRI download:
http://www.moses-egypt.net/images/4-ovs_da7_den-magiske-mistelten_e-book.pdf
* Du kan altid finde linket her - i den sidste del af denne webside:
http://www.moses-egypt.net/zenith-files_da/e-boger_gruppe1_da.asp

INTEREST GROUP FOR THE OVE VON SPAETH PAPERS
Interessegruppen for Ove von Spaeth’s værker om Historie og Videnskab:
- Genopdagelse, indsigt, fornyelse.
• Udbredelse og debat om OVE VON SPAETHs research og opdagelser om den historiske Moses, og den egyptiske arv, oldtidens videnskaber og astronomi.
 * Tilslut dig frit:  https://www.facebook.com/groups/45399163234/