Cassiopeia, kodesprog - og Tycho Brahe ’den udvalgte’

Af OVE VON SPAETH 

 

Copyright  © 2013  www.moses-egypt.net

 

I renæssancen medførte forfølgelsen af anderledes tænkende inden for
videnskab, religion, politik og kunst, at datidens lærde - heriblandt Tycho
Brahe og Shakespeareværkernes forfatter - måtte skjule en særlig viden og
meddele sig i indforstået sprog eller koder. Den katolske kirke dominerede
i Vesteuropa og kunne ikke acceptere nye strømninger i den lærde
verden, hvilket snart influerede ligeledes den protestantiske kirke.



Hvad betyder Cassiopeia?


Ved tilbageblik her fra vores 21. århundrede glemmes det ofte, i hvor stor en grad man stadig i renæssancen kendte til og var meget optaget af oldtidens myteverden og ældre traditioner.
Gennem hele oldtiden fungerede den udbredte mysteriekultiske praksis som en indre kerne i religionerne både i Egypten og Babylon. Den kultiske praksis blev især udøvet hos en elite inden for landenes præsteskab og højtstående personer - og inkluderede særlige lærdomme om verdenskræfterne, livet, guderne, naturen, skabelsen, kosmos og stjernerne.


I kulternes lærtes om var om hele samspillet mellem disse emner indbyrdes i tidens, livets og historiens små og store cyklusser samt i forståelsen af deres dimensioners forskellige lag. En essentiel del af læren var netop om de mange forståelses-lag: - intet er som det ser ud.


Oldtidens egyptere var mestre i, at en ting eller ord kunne betyde så mange andre ting og begreber som muligt. Et af deres gamle symboltegn vi kender som livskorset - som et T-kors med en oval cirkel ovenpå - var deres hieroglyf ankh, som betød ’liv’ og ’evigt liv’. Men selve denne lyd ankh var også et ord for ‘sandalrem’, hvorfor den pågældende hieroglyf, der netop forestiller en sandalrem, i flere tusinde år var et skriftegn for begge betydninger.

 

Standardværket ”Wörterbuch der Aegyptischen Sprache”, Band 1-7 (Leipzig 1931, Berlin 1971) har i bind 1, pp. 193-201, hele 8 sider om dette vigtige begreb ankh, men intet om historien om selve hieroglyftegnet ankh. Betydningen er stadig omdiskuteret, og der er to ord for sandalrem, hvor det andet ord er helt anderledes og udtales rudj (rvd) og staves ikke med ankh-tegnet (”Wörterbuch”, II, p. 410). Men den egyptologiske autoritet Alan H. Gardiner har i sin ”Egyptian Grammar” (3rd ed., London 1960) ud fra sin store erfaring for længst påpeget ankh-tegnet som netop en ’sandalrem’, der i øvrigt i form af denne hieroglyf tidligt var hyppigt afbildet inde i mumiekisterne ofte også lige ved det sted, hvor en mumies fødder placeres.


Dette, at selve ankh-tegnets to betydninger ’liv’ og ’sandalrem’ udtaltes med helt samme lyd og havde helt samme hieroglyf, har undret nogle forskere, der derfor helst vil afvise det, bl.a. fordi ’liv’ mentes at måtte anses af højere værd end tilbehør til en fodbeklædning. Men det er dog ikke mere besynderligt end det faktum, at på engelsk er sole, ’sål’/’fodsål’, udtalt på helt præcis samme måde som soul, ’sjæl’, med ens lydværdi, og kun på skrift kan de opfattes adskilt.


Idet de nævnte forskellige egyptiske betydninger også med andre begreber i princippet kan findes i kulturerne hos det gamle Egyptens naboer, kan dette, at sjæl og sandal (sål) havde samme hieroglyftegn med dobbelt tydning, ophæve megen tvivl om det var blot tilfældigt:

- I en hændelse i 1. Mosebog (14:23) afslår Abraham (A’bram) på vej til Egypten at modtage en sandalrem fra Sodomas konge. Det kan synes at være et underligt valg af ord, hvis det bare var for at udtrykke, at han ikke ville modtage f.eks. selv det mindste fra kongen. Men i stedet vil det betyde noget særligt, da det i teksten er i forbindelse med en omtale af ”sjæl”.


I Johannesevangeliet (1:27) kan vi læse Johannes Døberens berømte ord om Jesus, ”... hans sandalrem, som jeg er ikke værdig til at løse ...”, der vil ligeledes netop have yderligere mening, fordi det nævnes lige efter udtrykket ”ordet blev til kød”, angående at en stor sjælelig/åndelig kraft indgik i fysisk liv på jorden. Og hos Esajas (5:27) skal ingens sandalrem rives itu. Satyrer og djævle har en bukkefod med hov og derfor med en delvis anden form for ”jordforbindelse”.

 

 

ove-cassiopeia-1_s              


T.v.:  Egyptisk relief viser i midten det såkaldte ankh-kors af betydningen ’liv’. Hieroglyffen er et stiliseret billede
af en sandalrem, ankh, dvs. samme navn.  -  T.h.:  Gudens fodsål, ’jordforbindelse’, i Ain Dara templet i Syrien.



Således er her, igen, relationer til det så ofte i mysteriekulterne anvendte egyptiske livskors ankh, ‘liv’ - idet denne hieroglyf, der er stiliseret formet som en sandalrem (en løkke til anklen og den lange strop til at fæstne i sålen ude ved storetåen) ansås for at referere til livets/menneskets jordforbindelse. Gnostiske og koptiske kristne arvede fra egypterne brugen af dette specielle ankh-kors, crux ansata, og brugte det i deres kirker.


Den vigtige jordforbindelse via fodsålen kan understreges af alverdens erfaring fra akupunktur og zoneterapi, som ofte i særlig grad virker gennem fodsålen, - påvirkninger derfra har direkte forbindelse til hjernen. Der kendes tidlige ideer om det åndelige væsens liv i stadig kontakt med det jordiske. Oldtidens templer var skabt som forbindelse mellem himmel og jord, - et udgravet tempel i Ain Dara i Syrien er fra samme tid og har helt samme mål som Jerusalems tempel i Bibelen. I tempelgulvets store stenkvadre er udhugget gudens kæmpe fodspor, gudens kontakt!


Den oldgræske verden ligesom den bibelske verden overtog utallige ideer og begreber direkte fra det gamle Egypten, en kultur hvor adskillige græske filosoffer og forfattere havde opholdt sig og studeret allerede århundreder inden Alexandrias grundlæggelse. Hos grækerne fandtes sagnet om Akilleus, der var udødelig, undtagen, hvis han blev ramt nederst i senen ved hælen. En anden græsk helt, Filoktetes, var tilbagetrukket fra livet, efter bid i hælen af en hellig slange.


Bibelens 1. Mosebog (3:15) siger om slangen i Paradis, at den skal hugge efter hælen på den person, der skal knuse dens hoved. I flere tusinde år kendtes nordhimlens stjernebillede Dragos som den slange-drage, der på himlen hugger efter hælen på stjernebilledet Herkules, som dog overlever. Igen, stedet er tæt ved fodsålen, og bemærk at f.eks. på engelsk er ’hæl’, heel, udtalt på præcis samme måde som at ’hele, helbrede’, heale, - kun på skrift kan de opfattes forskelligt.


Renæssancens lærde kendte de græske myter og bibelske fortællinger ud og ind. Cassiopeia både i myten og på himlen var noget særligt, og lige fra da Tycho Brahe udforskede den nye stjerne, (super)novaen, i netop stjernebilledet Cassiopeia og underbyggede sine omvæltende ideer om verdensbilledet og videnskab, anså man ofte i Europa også Tycho Brahe for noget særligt.


Netop stjernerne på himlen genspejles i myterne og vil levere de nøgler, som giver en øget forståelse i denne sag. Også hos de kristne i antikkens internationalt græskkulturelle verden kendtes stjernebilledet Cassiopeia, et græsk navn der indeholder betydningen ‘sandallæder’/’sål’ sammensyet (lamineret) ’af flere lag’. Her kunne de kristne se en forbindelse til legenden om den såkaldte ”evigt omvandrende jøde”, kaldet Jerusalems sandalmager (senere skomager).


Ifølge en af de oldkristne legender var det som ”straf” for i påsken at have hånet Jesus lige før korsfæstelsen, at denne sandalmager blev dømt til evig vandring og måtte kun hvile nytårsaften og her kun sætte sig på en plov. Igen, nøglerne findes blandt stjernerne, legenden hentyder til det kileformede stjernebillede Ploven, også kaldet Triangulum, der findes på himlen ved det sted, som solen dengang passerede hvert år lige efter forårsjævndøgn - altid ved ca. 21. marts - et tidspunkt, der altid markerede nytår hos de fleste folkeslag gennem historien. Også i Europa var nytåret ved den dato, og her var det altid - indtil kalenderreformen i 1500-tallet.

 

Placeringen af nytåret var altid her i marts endda i flere tusinde år frem til kalenderens omlægning for kun få hundrede år siden, da nytåret blev flyttet til 1. januar (i katolske lande i 1582, i Tycho Brahes Danmark-Norge senere, i 1701, og i England først i 1751). Det gamle nytår glemtes snart, derfor i nyere tid tabtes forståelsen af ”hvilestedet” og dets placering her ved optakten til påsken, der altid er kalendermæssigt og astronomisk reguleret i forhold til forårsjævndøgn.


I samme himmelsektor med stjernebilledet Ploven (Triangulum) ved daværende placering af forårsjævndøgnspunktet - der også i sig selv er på ”evig vandring” hele ekliptika rundt på 25.600 år - findes også stjernebilledet Andromeda, der i stjernemytologien er datter af dronning Cassiopeia. Andromeda har således netop stærkeste relation til Cassiopeia, der stadig inden for denne himmelsektor er placeret lige ovenfor Andromeda.

 

Selve det græske stjernenavn Andromeda betyder 'at beherske en kurs eller bane'. I overført betydning kunne følgende opfattes/forstås på himmelkortet: Selve kursen er en betydningsfuld sigtelinje med ”Duen” som mål, idet Andromeda også kaldtes Duen i semitisk version. Hos de kristne blev duen symbol for Helligånden. Og hos romerne gengives det som duerne, der trak Venus’ vogn, og denne vogn var aftegnet som det store kvadrat dannet af Pegasus’ stjerner. Hos babylonierne havde Andromeda et ekstra navn på grund af en af stjernernes ’spiralform’, placeret som Pegasus’ snoede horn i panden, - senere glemt af stjernekorttegnere, der lod stjernebilledet Æslet blive en ny Unicorn og sat neden for (Tvillingernes) Gemini-stjernebillede.


Hos jøderne betød navnet Jonas, ’duen’, og i Bibelen omtales profeten Jonas på et tidspunkt at være i ’hvalfiskens/havuhyrets mave’, Baten kaitos, der også er hebraisk navn på en stjerne i stjernebilledet Cetus, Havuhyret, som på himlen er placeret i lige linje lodret under Andromeda (Jonas, Duen), men altså under ekliptika:  en symbolik om sjælen som uden for Paradiscirklen (ekliptika/zodiak’en) besøger den verden, som er nedenfor, dvs. underverden. Et motiv, der rituelt blev gennemlevet af deltagerne i kulternes mysteriespil.

 

På ekliptika skærer omtalte lodrette sigtelinje - der her således kan repræsentere en forbindelse ”mellem sjælen og underverdenen” - lige gennem punktet, der i øst udgør grænsen mellem Fiskenes og Vædderens stjernebilleder (ikke helt set samme som stjernetegnene). Den sigtelinje symboliserede at udgøre den bane, hvor Adam, mennesket, lukkedes ud nede på jorden - således ifølge Bibelen - gennem den pågældende Paradis-port i øst. Forårsjævndøgnspunktet i øst i Vædderens begyndelse kaldtes ”en solport”, den første af de i alt 12 solporte på ekliptika.
Jesus, som Paulus kaldte ”den anden Adam”, red på gennem Jerusalems øst-port på et ”hun-æsels føl”, og synes sært på evangeliernes græsk, men hebraisk udtale er: aton, egypternes sol!


Duen var hos mange folk og grupper også symbol på Helligånden og det sjæleligt relaterede, ligesom den due der viste sig, da Johannes Døberen døbte Jesus - den Jesus, hvis sandalrem det ikke stod til ham at åbne. Det bibelske stof og de græske myter holdt sig vedlige og kendtes til helt frem i de seneste tider.

 

Udbredt himmelkundskab


Oldtidens mennesker havde en stærk symbiose-cyklus med stjernerne. Landbrug og søfart anvendte stjernerne henholdsvis til forvarsel af tiderne for såning og høst - og til navigation og daglig tidsmåling til søs. Den forskel afspejles ikke så direkte i de søfarende grækeres stjerne-mytologi, hvori mange ældre træk er fra landbrugskulturlande som Babylon og især Egypten.

Mange stjerner indgår i stringente mønstre visuelt forbundne med deres op- og nedstigning. Der kendtes et rigt antal eksempler på, at den ene stjerne fra stjernepar, der netop var positioneret på lignende måder, var opstigende, mens dens linje-forbundne stjerne gik ned ude i den anden himmelretning.

 

En hos oldtidsfolkene udbredt måde at udføre observationer af et bestemt mønster i visse stjernebilleders bevægelser gennem natten var f.eks. dette: Lige efter solnedgang ses på den tidligste nattehimmel, at mens stjernebilledet Store Bjørn synker ned til at være kun delvis under horisonten, stiger stjernebilledet Cassiopeia op - næsten lige overfor, altså på modsat side, idet det hele foregår på nordhimlen.

 

 



Cassiopeias dobbelt-V, der tidligt i natten var dobbelt-A, ses her sammen med Ploven (Triangulum) og Pegasus.
Den udstrakte sigtelinje mod venstre for Pegasus opfattedes engang som Pegasus’ snoede horn i panden.

 

 

Ved midnat nærmer Cassiopeia sig sin øvre kulmination højt oppe på nordhimlen, mens Store Bjørn samtidig når til sin nederst mulige position. Lige før solopgang stiger Store Bjørn op, nu fra modsat side af himlen, mens Cassiopeia synker.


Alt således i overført betydning opfattet som et vekselspil mellem sjælen, livet og døden, idet med baggrund i såkaldt esoteriske astrologi var Store Bjørn i myterne også symbol forbundet med ”livets indgang og udgang” (jf. at 'bjørn' på flere sprog - med: bear, Gebährmutter mv. - også betyder graviditet, livmoder og fødsel). Myteformen ses anvendt overalt - og indeholdt netop ofte stjernelære - bl.a. i Jesu lignelser, Æsops fabler, Tusind og En Nat, og i folkeeventyrene.


I den form med flere lag, en særlig slags redundans, tåles slid og mindre ændringer over tid, da indholdets essens stadig vil bære en oprindelig information. Bevarelsen heraf støttes ved opfattelsen af astro-mytologiske genparter i himlens stjernemønstre. De er alle generationers store huskeseddel oppe på himlen, uforanderlig i årtusinder og stadig velkendt i 1500-tallet.


I renæssancen var hieroglyffernes gåde endnu ikke løst, det skete først efter 1822, så man har næppe kendt meget til ankh-korsets virkelige betydning. Men derimod det græske mytestof - med bl.a. omtale af Cassiopeia - kunne man udenad, og en viden der var med til, selv blandt betydende kirkefolk, at dække særlige åndelige behov, som kirken ikke rummede plads for.


Der fandtes altså i renæssancen også et betydningskendskab til Cassiopeia, og i kultiske eller indviede kredse har man været ekstra opmærksom på noget særligt var på færde, da den nye stjerne, nova’en - ved hvilken Tycho Brahe blev berømt med sin uddybende og nyorienterende bog herom - dukkede op og oplyste nattehimlen stærkt i netop stjernebilledet Cassiopiea!

 

Mere om koder - altid kendt i historien


Hemmelig betydning indlagt i koder og tegn har været anvendt siden de tidligste tider. Et stort område inden for det emne kaldes kryptografi fra græsk kryptos, ‘hemmelig’, og graphos, ‘skrevet’. Koder blev brugt i statssager og ofte under en krig - og kendtes ikke mindst i Bibelen.


Langt senere, under første og anden verdenskrig havde et store antal af kodearbejdere meget travlt med kodning og afkodning. Læren om kryptologi med disse virkefelter blev i sig selv en videnskab. Det er et kæmpestort område, og nærværende omtale er blot en forenklet åbning til emnets forudsætninger på Tycho Brahes tid.


Allerede da alfabetet var opfundet for omkring 3.500 år siden, kunne anvendelsesmåderne stærkt udvides. På det grundlag opfandt senere Julius Cæsar, mens han var romersk general, en simpel men hurtig kode ved at flytte hvert bogstav i alfabetet tre pladser fremad, så at A blev D, B blev E og så videre. Eksempelvis en sætning som hans berømte statement her på latin veni, vidi, vici, ‘jeg kom, jeg så, jeg sejrede’, ville have set sådan ud: yhql, ylgl, ylfl. 


Efter Romerrigets fald ses koder mindre ofte anvendt undervejs næsten frem til 1500-tallet. Men da begyndte især italienske og franske lærde at udarbejde meget komplicerede koder. I den periode optræder den engelske adelsmand, jurist og forfatter Sir Francis Bacon med sin egen fint konstruerede kode, Bilateral, nu berømt som the Baconian cypher.


I samtidens Elizabethanske England udsendtes kodificerede meddelelser blandt tilhængere af den katolske dronning Mary af Skotland med planer om at myrde den antikatolske dronning Elizabeth I af England. Meddelelserne - hvoraf nogle var måske plantede - blev opsnappet af den utroligt effektive leder af dronning Elizabeths hemmelige tjeneste, Sir Francis Walsingham. Han fik disse koder dechifreret, og en afsløret sammensværgelse brugtes som fældende bevis til at få den skotske dronning Mary henrettet for forræderi i 1587.

 

Rumskibet i Arthur C. Clarkes bog, senere film ”2001: A Space Odyssey” (1968), indeholder en kæmpe computer med navnet HAL, hvilket Clarke skabte ved at rykke alfabetets bogstaver én plads baglæns (c = b; b = a; etc.). HAL er et anagram for det multinationale computerfirma IBM.


Koder kunne naturligvis bruges til andet end ordrette meddelelser, nemlig som signaler. Og andre grupper end dem, der var involveret i krigs- og statssager, havde også en vigtig brug af koder. Dette gælder ikke mindst hos de hemmelige selskaber.


Disse grupper anvendte tegn, der måske ikke var iøjnefaldende, men heller ikke helt skjulte, og netop som signaler kunne gøre opmærksom på særlige forholdsregler eller informationer for de indviede, dvs. også meddelelser, der måske ikke altid havde værdi for udenforstående.

 



Cassiopeia - også kaldet det himmelske W - blev et kendemærke blandt indviede.
De anvendte kryptogrammet: V V , dvs. med to V’er - eller ofte i omvendt form: A A .

T.v.:  Cassiopeia ses omvendt, med A A-formen, ved sin nedgang på himlen i vest.
T.h.:  I den forstørrede afbildning ses nova’ens placering tæt ved Cassiopeia.

 

 

Indbyggede meddelelser i Bibelen og i andre ældre tekster - og med tilsvarende princip i mundtlige overleveringer og myter - benævnes ofte som steganografier. Således optræder de ikke alene i Bibelen, men var også stærkt udbredt overalt i forbindelse med ikke mindst mange oldtidsteksters hyppige referencer til stjernerne og den deri indlagte betydning.


Lige fra Homer og frem til Dante ses en betydelig brug ofte endda af stjernerelateret sprog og stjernesymbolik, som ikke altid er blevet gennemskuet senere hen.

 

De gådefulde dobbelttegn AA og VV

 

Et signal, der på Tycho Brahes tid fik stor betydning i de hemmelige selskaber blandt de indviede, var, som vi skal se, et særligt tegn for Cassiopeia - et tegn der ofte også kunne ses placeret anvendt i omvendt stilling. Således kunne disse figurer repræsentere Cassiopeia i opgang på himlen og i omvendt position på vej i sin nedgang.


”Alfa og omega” som samlet begreb, og er også omtalt af Jesus i det Nye Testamente, er et stadig velkendt udtryk for ”begyndelsen og slutningen”, idet de to bogstaver var henholdsvis første og sidste bogstav i det græske alfabet. Omega udtales som et langt eller dybt u eller ou.

 



Første side i Shakespeares Sonnets fra 1609 viser i 2. afsnit: et V dobbelt stillet = V V, og symbolikken
i omvendt placering i bjælken øverst: A A i form af lys-A og skygge-A. (Jf. også de flg. illustrationer).

 

 

Bogstavet u blev først opfundet i 1600-tallet, og frem til den tid brugtes i stedet bogstavet v, og hvis det f.eks. skulle repræsentere omega’s lyd, kunne det forstærkes ved at skrives som vv. Her i renæssancen, når de indviede begyndte at anvende AA og VV - og med inspiration i Cassiopeias visuelle form - kunne det også i særlig grad henvise til ideerne om alfa og omega - udtalt som a-a og u-u - i forbindelse med kulternes lære og ideer om kosmos, livet og døden.

 

Det er bemærkelsesværdigt, at interessen for denne symbolik med dobbelt bogstav: AA og ligeledes i omvendt form, nemlig W eller VV, kan observeres at blive stærkt udbredt snart efter at Tycho Brahes bog med undersøgelse af og forklaringerne om den nye stjerne i Cassiopeia udkom og blev internationalt kendt. Denne AA og VV symbolik ses i brug hos mange indviede fra deres grupper eller hemmelige selskaber rundt om i Europa op til cirka 50 år efter denne novas fremkomst og forsvinden.


Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at i England kan denne symbolik især ses optræde i kredsen omkring Francis Bacon, og bl.a. i Shakespeares værker, men dukker i øvrigt op hos medlemmer af de hemmelige selskabers internationale netværk.


Da den engelske Francis Bacon-forsker Peter Dawkins gav lectures i Danmark i 1989, besøgte han de store kongeslotte Kronborg, Frederiksborg Slot og Rosenborg, der naturligt er præget af de danske konger Frederik II og Christian IV tillige med deres i samtiden velkendte okkulte interesser. Christian IV’s Rosenborg havde ikke sit navn kun fra sin store have, men hentyder også til en skjult eller fortrolig lære, sub rosa (kendt fra Egypten, Grækenland, Rom og bl.a. rosenkreuzene), som slottet også var samlingssted for. Og hans Frederiksborg Slot i Hillerød er fyldt med mytologisk-alkymistisk-esoteriske billeder, skulpturer og symbolik. Peter Dawkins fortalte mig ved forskellige møder dengang, at han også i Danmark på disse slotte havde opdaget symbolerne AA og VV, ofte anbragt faktisk ikke særlig skjult, på bl.a. portrætmalerier.


Disse tegn fremstår som at være som en slags signatur for indviede og var indsat således i portrætter, heraldik, tapetmotiver, bøger m.v. Et udbredt eksempel herpå er ‘AA’ indsat i den grafiske ornamentik i flere af Shakespeares værker, især i deres bogtrykte førsteudgaver. 




Fra forordet i Shakespeares værk Venus og Adonis, i den originale førsteudgave
fra 1594. I ornamentbjælken øverst skjules A A indlagt som lys-A og skygge-A.
I en af overskrifterne i samme forord er V V anvendt. Også med dette typografiske
kodesystem længere nede i teksten optræder V V flere gange - således i stedet for W.


 

Ornament-bjælke med det dobbelte A med lys og skygge - er her trykt i førsteudgaven
(den såkaldte Quarto edition of 1597) af Shakespeares ”King Richard the Second”.


I mange af de fineste eksempler på engelsk litteratur inden for det 16. til det 17. århundredes Elizabethan-Jacobean periode findes en sådan ‘AA’ fremstilling i en eller anden form. Således hos forfattere og forfatter-pseudonymer som Edmund Spenser, Sir Philip Sydney, Thomas Lodge, Ben Jonson, Christopher Marlowe, William Shakespeare, og især Sir Francis Bacon.

Desuden kunne det ses i nogle værker af William Camden, Thomas Masterson, John Davies, Thomas Powell, John White, Thomas Egerton, John Speed, m.fl.

 

Alt i alt kendes der mindst seks lidt forskellige grundlæggende mønstre til den typografiske ornamentbjælke (headpiece) med ‘AA’ og med adskillige væsentlige variationer med de seks designs som udgangspunkt.  


Den tidligste dato, hvor man hidtil har kunnet finde AA-enheden anvendt til ornament-hoved på en trykt side er fra 1563 og her placeret over en tekstopstilling: Ioanni Soto Philippi Regis, i De furtivis literatum notis vulgo, de ziferis, libri IIII - Ioan. Baptista Porta Neapolitano, (navnet er på titelbladet tilføjet: Authore Cum Privilegio Neapoli, Apud Ioa Mariam Scotum).


Bogen er ikke lanceret før 1568. Men i det eksemplar, som man har sporet, viser årstallet sig som forkert. Dette har betydning, for i 1591 genudgav en bogtrykker John Wolf i Elizabeth-tidens England dette Baptista Porta værk om kodeskrift, som nævnt trykt først i Napoli i 1563.


Genoptrykket i England er dedikeret til Henry Percy, jarlen af Northumberland. Men et (eller flere?) eksemplar er i trykkeriet blevet taget fra og særbehandlet, idet titelsiden er blevet ændret for at svare til eller ligne 1563-udgaven. Herved er dedikation til jarlen taget ud, og en kopi af den oprindelige opstilling sat ind i stedet for, og herpå er så AA-ornamentet placeret.


Dermed findes mindst én separat udgave, der sidenhen er blevet solgt og videresolgt, som om den er førsteudgave af Baptista Porta’s arbejde. Hvem gjorde det, hvorfor blev det gjort?

 

Da kong Jacob (James) af Skotland også blev Englands konge i 1603, fik samtidig frimurerne mere fodfæste i England og udbredtes især fra Skotland, det land hvor der især skimtes rødder i en hemmelig lære tilbage til en inderkreds af tempelriddere, der flygtede fra forfølgelser især i Frankrig. Den altid mysterieinteresserede konge blev stormester hos frimurerne også i England.



Denne særlige blandt de præsenterede AA-ornamentbjælker er udformet med speciel
tilknytning til den skotske og engelske kong James - med et I for James og R for Rex
(konge) under kongekronen. (Ligesom førnævnte bogstav U kun er få hundrede år
gammelt, er ligeledes J først opfundet i 1600-tallet til brug, når bogstavet I udtales med
stemt lyd, som f.eks. i James). Denne typografiske hyldest til kongen findes i forskellige
forfatteres bøger (bl.a. hos Francis Bacon) publiceret i London især i starten af 1600-tallet.


Det himmelske signal


Med andre ord, en oprindeligt italiensk fremstillet bog om kodeskrift, som generelt set også hemmelige selskaber ville have en interesse for, viser et ornament, der kort efter bliver så interessant, at man ændrer på et genoptryk - måske for at pege på en lidt ældre forhistorie.

 

Hvad var der sket? Den 11. november 1572 opdagede Tycho Brahe en supernova på himlen og beskrev fænomenet nøje i sin bog i 1573 - og tilføjede her det siden hen meget berømte stjernevarsel om Europa. Bogen er på latin og kunne da blive alle Europas lærde.

 

Dette at der overhovedet kunne ske en ændring i den ellers så stabile himmelverden, kom som et stærkt chok for mange - et slag imod deres verdensbillede forbundet med den af kirken dikterede religionsfortolkede opfattelse. Det usædvanlige fænomen måtte betyde noget særligt, og ikke mindst har man taget dette himmeltegn til sig hos de indviede og deres grupper.


Shakespeares skuespil ”Hamlet” er fra 1599 (på scenen) og blev trykt i 1603:  I det skuespil synes der
indplaceret betydningsladede referencer til Tycho Brahes skæbne. Øverst på den viste side fra første tryk
i 1603 ses igen en ornamentbjælke med lysets-A og skyggens-A, en symbolik ofte netop i forbindelse med
den tids kultiske indviede. Også især Francis Bacon brugte dette og lignende mærker med A A og V V.

 

Derfor kan det have været af meget større symbolsk betydning, end nogen ville tænke på i dag, at der i Shakespeares skuespil Hamlet er indlagt noget dengang hidtil helt usædvanligt, nemlig opdagelse af en ’ny’ stjerne der endda meget kraftigt oplyser himlen.

 

Nova’en, den nye stjerne, kunne i månedsvis ses på himlen klart strålende lige ved det W-formede eller VV-formede stjernebillede Cassiopeia. Herefter hos mange indviede fra de hemmelige selskaber blev dette billede hurtigt et kendemærke som det himmelske VV såvel som ofte i omvendt form, AA, idet Cassiopeia ses omvendt ved sin nedgang på vesthimlen.


En af den tids mest betydningsfulde personligheder i England, Sir Francis Bacon (1561-1626) er ofte sat i forbindelse med Shakespeare. Francis Bacon var i årevis stærkt optaget af betydningen af de mytologiske figurer Apollon og den spyd-(lanse-)bevæbnede Athena (også kendt under hendes latinske navn Minerva) - og lagde vægt på, at navnenes initialer tilsammen er AA.

 



Den lysende nova afbildet i træsnit i Tycho Brahes bog om den (trykt i København, 1573).



Efter Tycho Brahes beskrivelse af en supernova i 1572 i stjernebilledet Cassiopeias VV- eller AA-formede
stjernebillede ses meget ofte VV og AA som kryptisk tegn, lysets ”signatur”, hos mange indviede rundt
om i Europa. Tegnet blev delvis skjult i deres tekster og billeder - ofte i form af lysets-A og skyggens-A.

Billedets midte:  Her skjules de to A’er på en lille pyramide. Illustr. forestiller Salomons tempels ruin, et frimurermotiv, Emblema XLV: In dies meliora, i bogen ”Emblemata” af Andreas Alciato (Andreae Aliciati i
1531). Fra førsteudgaven i 1531 og senere utallige, op imod hundrede udgivelser i forskellige europæiske
byer, skabte Alciatos bog en veritabel genre i Europa. Nærværende illustration med ramme er fra 1621.

Forgrund:  Et vildsvin, dette dyr der senere også kendes som Sir Francis Bacons heraldiske mærke.
Baggrund:  Ligeledes senere var også Francis Bacon optaget af ideen om Atlantis ude i vest, uden for
(”plus oltre”, ’mere udenfor’) Herkules’ søjler (og han havde selv besiddelser i det dengang nye Amerika).

En anden bog, et meget populært og udbredt værk fra 1523 om emblemer, udkom senere i en særlig udgave hos det berømte bogtrykkeri Plantin i Antwerpen 1577 og var skrevet af en højt respekteret italiensk lærd, den frimureragtige Andreas Alciato (1492-1550). Af bogens utallige genoptryk skabtes en genre, der gensidigt påvirkede illustrationer i tidens mange alkymibøger.
På en illustration i bogen fra 1577 skjules AA-mærket på en pyramidion, en betegnelse for toppen af en obelisk såvel som for den så mystisk manglende topsten til den store pyramide i Egypten.


Der er mere i det end blot at kunne spille på AA-mærket som værende forfatterens initialer, idet Andreas Alciato selv havde ikke indført dette mærke i Plantin-udgaven fra 1577, der jo udsendtes hele 27 år efter hans død, som fandt sted i 1550. Igen, hvorfor blev en sådan ændring lavet?  - Ændringen blev indsat netop i det af bogens billeder, som også viser Herkules-søjlernes symbolik (kendt fra 1493) - et motiv som, 40 år senere, Francis Bacon satte på sin bog om det ”Nye Atlantis” - og viser tillige vildsvinet, der ligeledes senere blev Bacons heraldiske symbol.

 

Kunne AA eller VV på himlen med den nye stjerne i 1572 dengang hos de indviede opfattes som et igangsættende signal, som man måske havde ventet på i de indviedes rækker og hemmelige selskaber? Herkulessøjlernes tekst ”plus oltre” lover, der ”findes mere uden for” - og Tycho Brahes observationer og beregninger beviste: himmelrummet er større end hidtil kendt!


I den gamle myte er, som nævnt, dronning Cassiopeia mor til Andromeda, der på himlen som stjernebillede har en hovedstjerne, der ser ud som en spiral, senere kaldet Andromeda-galaksen. Denne vores nærmeste galakses spiral kan ofte ses med det blotte øje uden kikkert, - hos babylonierne havde den også navnet skruepumpen (senere også tilknyttet Arkimedes).


              



T.v.:  Ornamentbjælke med lys-A og skygge-A nederst på titelbladet til John Speed’s (I.S.) ”Genealogies In The Sacred Scriptures”, førsteudgave 1611, i tillæg til King James’ Bible oversættelse, der var redigeret af Francis Bacon.
T.h.:  Samme symbolik øverst på siden i Shakespeare’s ”King Richard the Third”, Quarto edition of 1602.

 

At det netop var ved det himmelske VV eller AA, at den nye stjerne blev opdaget af Tycho Brahe, kan i indviede kredse have gjort ham til en ekstra betydelig person, ”en udvalgt”.
Ideen bag kunne være, at forrige gang en virkelig betydelig skikkelse fremtrådte, var også i forbindelse med en stjernes opdukken, Betlehemsstjernen.

 

De omtalte lærde personer og deres ligesindede bekendtskaber deltog i de fra begyndelsen af 1600-tallet mere åbnede kultiske selskaber - rosenkreuzerne og nyere frimurer-orienterede organisationer. Også her anvendte de i disse tidlige år AA og VV, f.eks. lysets A og mørkets A symbolsk for betydningen af dobbeltheden af lys og mørke - og i forbindelse med de indviedes perspektiv angående at bringe mennesket ud af mørket til at kunne fremstå rent i lyset. 

 

Hos Tycho Brahe var de græske stjernemyter som sagt yderst velkendte, viden om dem var blandt hans yndlingslæsning, og han var tillige helt suveræn inden for latin, græsk og hebraisk.

Selv om forfatteren Arthur Koestler i sin verdenskendte bog fra 1959, ”The Sleepwalkers”, om bl.a. videnskabernes fremskridt, har skrevet om Tycho Brahe, at denne astronom producerede en strøm af kedsommelige latinske digte, er sandheden dog, at Tycho Brahe beherskede latin så godt, at han af eksperter betegnedes som noget nær en sand Ovidisk digter.


Tycho Brahe havde fuldkommen forståelse for stjernenavnenes betydninger på flere gamle sprog og fik esoterisk indsigt i stjernemyters dybere betydninger. Det er ikke usandsynligt, at han ydermere ad den vej efterhånden blev endnu mere fortrolig med ideen om ’den udvalgte’. I hvert fald vsr han grundlægger af hele den moderne verdens omfattende empiriske videnskab.

 

 

 

Ove von Spaeth     -  Copyright  © 2013   (backtrack ©  2004, 1998 & 1984)   -   www.moses-egypt.net

 

 

 

 

 

 

88888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888 


Copyright © 2013 (& © 1984) by: Ove von Spaeth   -  
www.moses-egypt.net   -   All rights reserved.