Cassiopeia, kodesprog - og Tycho Brahe ’den udvalgte’
Af OVE
VON
SPAETH
Copyright © 2013
www.moses-egypt.net
I renæssancen medførte forfølgelsen af anderledes tænkende inden
for videnskab, religion, politik og kunst, at datidens lærde
- heriblandt Tycho Brahe og Shakespeareværkernes forfatter -
måtte skjule en særlig viden og meddele sig i indforstået
sprog eller koder. Den katolske kirke dominerede i
Vesteuropa og kunne ikke acceptere nye strømninger i den lærde
verden, hvilket snart influerede ligeledes den
protestantiske kirke.
Hvad betyder Cassiopeia?
Ved tilbageblik her fra vores 21.
århundrede glemmes det ofte, i hvor stor en grad man stadig i
renæssancen kendte til og var meget optaget af oldtidens
myteverden og ældre traditioner.
Gennem hele oldtiden fungerede den udbredte mysteriekultiske
praksis som en indre kerne i religionerne både i Egypten og
Babylon. Den kultiske praksis blev især udøvet hos en elite
inden for landenes præsteskab og højtstående personer - og
inkluderede særlige lærdomme om verdenskræfterne, livet,
guderne, naturen, skabelsen, kosmos og stjernerne.
I kulternes lærtes om var om hele samspillet mellem disse emner
indbyrdes i tidens, livets og historiens små og store cyklusser
samt i forståelsen af deres dimensioners forskellige lag. En
essentiel del af læren var netop om de mange forståelses-lag: -
intet er som det ser ud.
Oldtidens egyptere var mestre i, at en ting eller ord kunne
betyde så mange andre ting og begreber som muligt. Et af deres
gamle symboltegn vi kender som livskorset - som et T-kors med en
oval cirkel ovenpå - var deres hieroglyf
ankh, som betød ’liv’
og ’evigt liv’. Men selve denne lyd
ankh var også et ord
for ‘sandalrem’, hvorfor den pågældende hieroglyf, der netop
forestiller en sandalrem, i flere tusinde år var et skriftegn
for begge betydninger.
Standardværket ”Wörterbuch der Aegyptischen Sprache”, Band 1-7
(Leipzig 1931, Berlin 1971) har i bind 1, pp. 193-201, hele 8
sider om dette vigtige begreb
ankh, men intet om
historien om selve hieroglyftegnet
ankh. Betydningen er
stadig omdiskuteret, og der er to ord for sandalrem, hvor det
andet ord er helt anderledes og udtales
rudj (rvd)
og staves ikke med ankh-tegnet
(”Wörterbuch”, II, p. 410). Men den egyptologiske autoritet Alan
H. Gardiner har i sin ”Egyptian Grammar” (3rd ed., London 1960)
ud fra sin store erfaring for længst påpeget
ankh-tegnet som netop
en ’sandalrem’, der i øvrigt i form af denne hieroglyf tidligt
var hyppigt afbildet inde i mumiekisterne ofte også lige ved det
sted, hvor en mumies fødder placeres.
Dette, at selve ankh-tegnets
to betydninger ’liv’ og ’sandalrem’ udtaltes med helt samme lyd
og havde helt samme hieroglyf, har undret nogle forskere, der
derfor helst vil afvise det, bl.a. fordi ’liv’ mentes at måtte
anses af højere værd end tilbehør til en fodbeklædning. Men det
er dog ikke mere besynderligt end det faktum, at på engelsk er
sole, ’sål’/’fodsål’,
udtalt på helt præcis samme måde som
soul, ’sjæl’, med ens
lydværdi, og kun på skrift kan de opfattes adskilt.
Idet de nævnte forskellige egyptiske betydninger også med andre
begreber i princippet kan findes i kulturerne hos det gamle
Egyptens naboer, kan dette, at sjæl og sandal (sål) havde samme
hieroglyftegn med dobbelt tydning, ophæve megen tvivl om det var
blot tilfældigt:
- I en hændelse i 1. Mosebog (14:23) afslår Abraham (A’bram)
på vej til Egypten at modtage en sandalrem fra Sodomas konge.
Det kan synes at være et underligt valg af ord, hvis det bare
var for at udtrykke, at han ikke ville modtage f.eks. selv det
mindste fra kongen. Men i stedet vil det betyde noget særligt,
da det i teksten er i forbindelse med en omtale af ”sjæl”.
I Johannesevangeliet (1:27) kan vi læse Johannes Døberens
berømte ord om Jesus, ”... hans sandalrem, som jeg er ikke
værdig til at løse ...”, der vil ligeledes netop have yderligere
mening, fordi det nævnes lige efter udtrykket ”ordet blev til
kød”, angående at en stor sjælelig/åndelig kraft indgik i fysisk
liv på jorden. Og hos Esajas (5:27) skal ingens sandalrem rives
itu. Satyrer og djævle har en bukkefod med hov og derfor med en
delvis anden form for ”jordforbindelse”.
T.v.:
Egyptisk relief viser i midten det såkaldte
ankh-kors af
betydningen ’liv’. Hieroglyffen er et stiliseret billede af
en sandalrem, ankh,
dvs. samme navn. -
T.h.:
Gudens fodsål, ’jordforbindelse’, i Ain Dara templet i
Syrien.
Således er her, igen, relationer til det så ofte i
mysteriekulterne anvendte egyptiske livskors
ankh, ‘liv’ - idet
denne hieroglyf, der er stiliseret formet som
en sandalrem (en
løkke til anklen og den lange strop til at fæstne i sålen ude
ved storetåen) ansås for at referere til livets/menneskets
jordforbindelse. Gnostiske og koptiske kristne arvede fra
egypterne brugen af dette specielle
ankh-kors,
crux ansata, og
brugte det i deres kirker.
Den vigtige jordforbindelse via fodsålen kan understreges af
alverdens erfaring fra akupunktur og zoneterapi, som ofte i
særlig grad virker gennem fodsålen, - påvirkninger derfra har
direkte forbindelse til hjernen. Der kendes tidlige ideer om det
åndelige væsens liv i stadig kontakt med det jordiske. Oldtidens
templer var skabt som forbindelse mellem himmel og jord, - et
udgravet tempel i Ain Dara i Syrien er fra samme tid og har helt
samme mål som Jerusalems tempel i Bibelen. I tempelgulvets store
stenkvadre er udhugget gudens kæmpe fodspor, gudens kontakt!
Den oldgræske verden ligesom den bibelske verden overtog
utallige ideer og begreber direkte fra det gamle Egypten, en
kultur hvor adskillige græske filosoffer og forfattere havde
opholdt sig og studeret allerede århundreder inden Alexandrias
grundlæggelse. Hos grækerne fandtes sagnet om
Akilleus, der var udødelig, undtagen,
hvis han blev ramt nederst i senen ved hælen. En anden græsk
helt, Filoktetes, var tilbagetrukket fra livet, efter bid i
hælen af en hellig slange.
Bibelens 1. Mosebog (3:15) siger om slangen i Paradis, at den
skal hugge efter hælen på den person, der skal knuse dens hoved.
I flere tusinde år kendtes nordhimlens stjernebillede Dragos som
den slange-drage, der på himlen hugger efter hælen på
stjernebilledet Herkules, som dog
overlever. Igen, stedet er tæt ved fodsålen, og bemærk at
f.eks. på engelsk er ’hæl’,
heel, udtalt på
præcis samme måde som at ’hele, helbrede’,
heale, - kun på
skrift kan de opfattes forskelligt.
Renæssancens lærde kendte de græske myter og bibelske
fortællinger ud og ind. Cassiopeia både i myten og på himlen var
noget særligt, og lige fra da Tycho Brahe udforskede den nye
stjerne, (super)novaen,
i netop stjernebilledet
Cassiopeia og underbyggede sine omvæltende ideer om
verdensbilledet og videnskab, anså man ofte i Europa også Tycho
Brahe for noget særligt.
Netop stjernerne på himlen genspejles i myterne og vil levere de
nøgler, som giver en øget forståelse i denne sag. Også hos de
kristne i antikkens internationalt græskkulturelle verden
kendtes stjernebilledet
Cassiopeia, et græsk navn der indeholder betydningen
‘sandallæder’/’sål’ sammensyet (lamineret) ’af flere lag’. Her
kunne de kristne se en forbindelse til legenden om den såkaldte
”evigt omvandrende jøde”, kaldet Jerusalems sandalmager (senere
skomager).
Ifølge en af de oldkristne legender var det som ”straf” for i
påsken at have hånet Jesus lige før korsfæstelsen, at denne
sandalmager blev dømt til evig vandring og måtte kun hvile
nytårsaften og her kun sætte sig på en plov. Igen, nøglerne
findes blandt stjernerne, legenden hentyder til det kileformede
stjernebillede Ploven,
også kaldet Triangulum,
der findes på himlen ved det sted, som solen dengang passerede
hvert år lige efter forårsjævndøgn - altid ved ca. 21. marts -
et tidspunkt, der altid markerede
nytår hos de fleste
folkeslag gennem historien. Også i Europa var nytåret ved den
dato, og her var det altid - indtil kalenderreformen i
1500-tallet.
Placeringen af nytåret var altid her
i marts endda i flere
tusinde år frem til kalenderens omlægning for kun få
hundrede år siden, da nytåret blev flyttet til 1. januar (i
katolske lande i 1582, i Tycho Brahes Danmark-Norge senere, i
1701, og i England først i 1751). Det gamle nytår glemtes snart,
derfor i nyere tid tabtes forståelsen af ”hvilestedet” og dets
placering her ved optakten til påsken, der altid er
kalendermæssigt og astronomisk reguleret i forhold til
forårsjævndøgn.
I samme himmelsektor med stjernebilledet
Ploven (Triangulum)
ved daværende placering af forårsjævndøgnspunktet - der også i
sig selv er på ”evig vandring” hele ekliptika rundt på 25.600 år
- findes også stjernebilledet
Andromeda, der i
stjernemytologien er datter af dronning Cassiopeia. Andromeda
har således netop stærkeste relation til
Cassiopeia, der
stadig inden for denne himmelsektor er placeret lige ovenfor
Andromeda.
Selve det græske stjernenavn
Andromeda betyder 'at
beherske en kurs eller bane'. I overført betydning kunne
følgende opfattes/forstås på himmelkortet: Selve kursen er en
betydningsfuld sigtelinje med ”Duen” som mål, idet Andromeda
også kaldtes Duen i
semitisk version. Hos de kristne blev duen symbol for
Helligånden. Og hos romerne gengives det som duerne, der trak
Venus’ vogn, og denne vogn var aftegnet som det store kvadrat
dannet af Pegasus’ stjerner. Hos babylonierne havde Andromeda et
ekstra navn på grund af en af stjernernes ’spiralform’, placeret
som Pegasus’ snoede horn i panden, - senere glemt af
stjernekorttegnere, der lod stjernebilledet Æslet blive en ny
Unicorn og sat neden
for (Tvillingernes) Gemini-stjernebillede.
Hos jøderne betød navnet
Jonas, ’duen’, og i Bibelen omtales profeten Jonas på et
tidspunkt at være i ’hvalfiskens/havuhyrets mave’,
Baten kaitos, der
også er hebraisk navn på en stjerne i stjernebilledet
Cetus, Havuhyret, som
på himlen er placeret i lige linje lodret under Andromeda
(Jonas, Duen), men altså
under ekliptika: en
symbolik om sjælen som uden for Paradiscirklen
(ekliptika/zodiak’en) besøger den verden, som er nedenfor, dvs.
underverden. Et motiv, der rituelt blev gennemlevet af
deltagerne i kulternes mysteriespil.
På ekliptika skærer omtalte lodrette sigtelinje - der her
således kan repræsentere en forbindelse ”mellem sjælen og
underverdenen” - lige gennem punktet, der i øst udgør grænsen
mellem Fiskenes og Vædderens stjernebilleder (ikke helt set
samme som stjernetegnene). Den sigtelinje symboliserede at
udgøre den bane, hvor Adam, mennesket, lukkedes ud nede på
jorden - således ifølge Bibelen - gennem den pågældende
Paradis-port i øst. Forårsjævndøgnspunktet i øst i Vædderens
begyndelse kaldtes ”en solport”, den første af de i alt 12
solporte på ekliptika. Jesus, som Paulus kaldte ”den anden
Adam”, red på gennem Jerusalems øst-port på et ”hun-æsels føl”,
og synes sært på evangeliernes græsk, men hebraisk udtale er:
aton, egypternes sol!
Duen
var hos mange folk og grupper også symbol på Helligånden og det
sjæleligt relaterede, ligesom den
due der viste sig, da
Johannes Døberen døbte Jesus - den Jesus, hvis
sandalrem det ikke
stod til ham at åbne. Det bibelske stof og de græske myter holdt
sig vedlige og kendtes til helt frem i de seneste tider.
Udbredt himmelkundskab
Oldtidens mennesker havde en stærk symbiose-cyklus med
stjernerne. Landbrug og søfart anvendte stjernerne henholdsvis
til forvarsel af tiderne for såning og høst - og til navigation
og daglig tidsmåling til søs. Den forskel afspejles ikke så
direkte i de søfarende grækeres stjerne-mytologi, hvori mange
ældre træk er fra landbrugskulturlande som Babylon og især
Egypten.
Mange stjerner indgår i stringente mønstre visuelt forbundne med
deres op- og nedstigning.
Der kendtes et rigt
antal eksempler på, at den ene stjerne fra stjernepar, der netop
var positioneret på lignende måder, var opstigende, mens dens
linje-forbundne stjerne gik ned ude i den anden himmelretning.
En hos oldtidsfolkene udbredt måde at udføre observationer af et
bestemt mønster i visse stjernebilleders bevægelser gennem
natten var f.eks. dette: Lige efter solnedgang ses på den
tidligste nattehimmel, at mens stjernebilledet
Store Bjørn synker
ned til at være kun delvis under horisonten, stiger
stjernebilledet
Cassiopeia op - næsten lige overfor, altså på modsat side,
idet det hele foregår på nordhimlen.
Cassiopeias dobbelt-V, der tidligt i natten var dobbelt-A, ses
her sammen med Ploven (Triangulum) og Pegasus. Den udstrakte
sigtelinje mod venstre for Pegasus opfattedes engang som
Pegasus’ snoede horn i panden.
Ved midnat nærmer Cassiopeia sig sin øvre kulmination højt oppe
på nordhimlen, mens Store Bjørn samtidig når til sin nederst
mulige position. Lige før solopgang stiger Store Bjørn op, nu
fra modsat side af himlen, mens Cassiopeia synker.
Alt således i overført betydning opfattet som et vekselspil
mellem sjælen, livet og døden, idet med baggrund i såkaldt
esoteriske astrologi var Store Bjørn i myterne også symbol
forbundet med ”livets indgang og udgang” (jf. at 'bjørn' på
flere sprog - med: bear,
Gebährmutter mv. - også betyder graviditet, livmoder og
fødsel). Myteformen ses anvendt overalt - og indeholdt netop
ofte stjernelære - bl.a. i Jesu lignelser, Æsops fabler, Tusind
og En Nat, og i folkeeventyrene.
I den form med flere lag, en særlig slags redundans, tåles slid
og mindre ændringer over tid, da indholdets essens stadig vil
bære en oprindelig information. Bevarelsen heraf støttes ved
opfattelsen af astro-mytologiske genparter i himlens
stjernemønstre. De er alle generationers store huskeseddel oppe
på himlen, uforanderlig i årtusinder og stadig velkendt i
1500-tallet.
I renæssancen var hieroglyffernes gåde endnu ikke løst, det
skete først efter 1822, så man har næppe kendt meget til
ankh-korsets
virkelige betydning. Men derimod det græske mytestof - med bl.a.
omtale af Cassiopeia
- kunne man udenad, og en viden der var med til, selv blandt
betydende kirkefolk, at dække særlige åndelige behov, som kirken
ikke rummede plads for.
Der fandtes altså i renæssancen også et betydningskendskab til
Cassiopeia, og i kultiske eller indviede kredse har man været
ekstra opmærksom på noget særligt var på færde, da den nye
stjerne, nova’en - ved hvilken Tycho Brahe blev berømt med sin
uddybende og nyorienterende bog herom - dukkede op og oplyste
nattehimlen stærkt i netop stjernebilledet Cassiopiea!
Mere om koder - altid kendt i historien
Hemmelig betydning indlagt i koder og tegn har været anvendt
siden de tidligste tider. Et stort område inden for det emne
kaldes kryptografi fra græsk
kryptos, ‘hemmelig’,
og graphos,
‘skrevet’. Koder blev brugt i statssager og ofte under en krig -
og kendtes ikke mindst i Bibelen.
Langt senere, under første og anden verdenskrig havde et store
antal af kodearbejdere meget travlt med kodning og afkodning.
Læren om kryptologi med disse virkefelter blev i sig selv en
videnskab. Det er et kæmpestort område, og nærværende omtale er
blot en forenklet åbning til emnets forudsætninger på Tycho
Brahes tid.
Allerede da alfabetet var opfundet for omkring 3.500 år siden,
kunne anvendelsesmåderne stærkt udvides. På det grundlag opfandt
senere Julius Cæsar, mens han var romersk general, en simpel men
hurtig kode ved at flytte hvert bogstav i alfabetet tre pladser
fremad, så at A blev D, B blev E og så videre. Eksempelvis en
sætning som hans berømte statement her på latin
veni, vidi, vici,
‘jeg kom, jeg så, jeg sejrede’, ville have set sådan ud:
yhql, ylgl, ylfl.
Efter Romerrigets fald ses koder mindre ofte anvendt undervejs
næsten frem til 1500-tallet. Men da begyndte især italienske og
franske lærde at udarbejde meget komplicerede koder. I den
periode optræder den engelske adelsmand, jurist og forfatter Sir
Francis Bacon med sin egen fint konstruerede kode,
Bilateral, nu berømt
som the Baconian cypher.
I samtidens Elizabethanske England udsendtes kodificerede
meddelelser blandt tilhængere af den katolske dronning Mary af
Skotland med planer om at myrde den antikatolske dronning
Elizabeth I af England. Meddelelserne - hvoraf nogle var måske
plantede - blev opsnappet af den utroligt effektive leder af
dronning Elizabeths hemmelige tjeneste, Sir Francis Walsingham.
Han fik disse koder dechifreret, og en afsløret sammensværgelse
brugtes som fældende bevis til at få den skotske dronning Mary
henrettet for forræderi i 1587.
Rumskibet i Arthur C. Clarkes bog, senere film ”2001: A Space
Odyssey” (1968), indeholder en kæmpe computer med navnet HAL,
hvilket Clarke skabte ved at rykke alfabetets bogstaver én plads
baglæns (c = b; b = a; etc.). HAL er et anagram for det
multinationale computerfirma IBM.
Koder kunne naturligvis bruges til andet end ordrette
meddelelser, nemlig som signaler. Og andre grupper end dem, der
var involveret i krigs- og statssager, havde også en vigtig brug
af koder. Dette gælder ikke mindst hos de hemmelige selskaber.
Disse grupper anvendte tegn, der måske ikke var iøjnefaldende,
men heller ikke helt skjulte, og netop som signaler kunne gøre
opmærksom på særlige forholdsregler eller informationer for de
indviede, dvs. også meddelelser, der måske ikke altid havde
værdi for udenforstående.
Cassiopeia - også kaldet det himmelske W - blev et kendemærke
blandt indviede. De anvendte kryptogrammet: V V , dvs. med
to V’er - eller ofte i omvendt form: A A .
T.v.:
Cassiopeia ses omvendt, med A A-formen, ved sin nedgang
på himlen i vest.
T.h.: I den
forstørrede afbildning ses nova’ens placering tæt ved
Cassiopeia.
Indbyggede meddelelser i Bibelen og i andre ældre tekster - og
med tilsvarende princip i mundtlige overleveringer og myter -
benævnes ofte som
steganografier. Således optræder de ikke alene i Bibelen,
men var også stærkt udbredt overalt i forbindelse med ikke
mindst mange oldtidsteksters hyppige referencer til stjernerne
og den deri indlagte betydning.
Lige fra Homer og frem til Dante ses en betydelig brug ofte
endda af stjernerelateret sprog og stjernesymbolik, som ikke
altid er blevet gennemskuet senere hen.
De gådefulde dobbelttegn AA og VV
Et signal, der på Tycho Brahes tid fik stor betydning i de
hemmelige selskaber blandt de indviede, var, som vi skal se, et
særligt tegn for Cassiopeia - et tegn der ofte
også kunne ses
placeret anvendt i omvendt stilling. Således kunne disse figurer
repræsentere Cassiopeia i opgang på himlen og i omvendt position
på vej i sin nedgang.
”Alfa og omega” som samlet begreb, og er også omtalt af Jesus i
det Nye Testamente, er et stadig velkendt udtryk for
”begyndelsen og slutningen”, idet de to bogstaver var
henholdsvis første og sidste bogstav i det græske alfabet.
Omega udtales som et
langt eller dybt u
eller ou.
Første side i Shakespeares Sonnets fra 1609 viser i 2. afsnit:
et V dobbelt stillet = V V, og symbolikken i omvendt
placering i bjælken øverst: A A i form af lys-A og skygge-A.
(Jf. også de flg. illustrationer).
Bogstavet u blev
først opfundet i 1600-tallet, og frem til den tid brugtes i
stedet bogstavet v, og hvis det f.eks. skulle repræsentere
omega’s lyd, kunne det forstærkes ved at skrives som vv. Her i
renæssancen, når de indviede begyndte at anvende AA og VV - og
med inspiration i Cassiopeias visuelle form - kunne det også
i særlig grad henvise
til ideerne om alfa
og omega - udtalt som
a-a og u-u - i forbindelse med kulternes lære og ideer om
kosmos, livet og døden.
Det er bemærkelsesværdigt, at interessen for denne symbolik med
dobbelt bogstav: AA og ligeledes i omvendt form, nemlig W eller
VV, kan observeres at blive stærkt udbredt snart efter at Tycho
Brahes bog med undersøgelse af og forklaringerne om den nye
stjerne i Cassiopeia udkom og blev internationalt kendt. Denne
AA og VV symbolik ses i brug hos mange indviede fra deres
grupper eller hemmelige selskaber rundt om i Europa op til cirka
50 år efter denne novas fremkomst og forsvinden.
Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at i England kan denne
symbolik især ses optræde i kredsen omkring Francis Bacon, og
bl.a. i Shakespeares værker, men dukker i øvrigt op hos
medlemmer af de hemmelige selskabers internationale netværk.
Da den engelske Francis Bacon-forsker Peter Dawkins gav lectures
i Danmark i 1989, besøgte han de store kongeslotte Kronborg,
Frederiksborg Slot og Rosenborg, der naturligt er præget af de
danske konger Frederik II og Christian IV tillige med deres i
samtiden velkendte okkulte interesser. Christian IV’s Rosenborg
havde ikke sit navn kun fra sin store have, men hentyder også
til en skjult eller fortrolig lære,
sub rosa (kendt fra
Egypten, Grækenland, Rom og bl.a.
rosenkreuzene), som
slottet også var samlingssted for. Og hans Frederiksborg Slot i
Hillerød er fyldt med mytologisk-alkymistisk-esoteriske
billeder, skulpturer og symbolik. Peter Dawkins fortalte mig ved
forskellige møder dengang, at han også i Danmark på disse slotte
havde opdaget symbolerne AA og VV, ofte anbragt faktisk ikke
særlig skjult, på bl.a. portrætmalerier.
Disse tegn fremstår som at være som en slags signatur for
indviede og var indsat således i portrætter, heraldik,
tapetmotiver, bøger m.v. Et udbredt eksempel herpå er ‘AA’
indsat i den grafiske ornamentik i flere af Shakespeares værker,
især i deres bogtrykte førsteudgaver.
Fra forordet i Shakespeares værk Venus og Adonis, i den
originale førsteudgave fra 1594. I ornamentbjælken øverst
skjules A A indlagt som
lys-A og skygge-A.
I en af overskrifterne i samme forord er V V anvendt. Også
med dette typografiske kodesystem længere nede i teksten
optræder V V flere gange - således i stedet for W.
Ornament-bjælke med det dobbelte A med lys og skygge - er her
trykt i førsteudgaven (den såkaldte Quarto edition of 1597)
af Shakespeares ”King Richard the Second”.
I mange af de fineste eksempler på engelsk litteratur inden for
det 16. til det 17. århundredes Elizabethan-Jacobean periode
findes en sådan ‘AA’ fremstilling i en eller anden form. Således
hos forfattere og forfatter-pseudonymer som Edmund Spenser, Sir
Philip Sydney, Thomas Lodge, Ben Jonson, Christopher Marlowe,
William Shakespeare, og især Sir Francis Bacon.
Desuden kunne det ses i nogle værker af William Camden, Thomas
Masterson, John Davies, Thomas Powell, John White, Thomas
Egerton, John Speed, m.fl.
Alt i alt kendes der mindst seks lidt forskellige grundlæggende
mønstre til den typografiske ornamentbjælke (headpiece) med ‘AA’
og med adskillige væsentlige variationer med de seks designs som
udgangspunkt.
Den tidligste dato, hvor man hidtil har kunnet finde AA-enheden
anvendt til ornament-hoved på en trykt side er fra 1563 og her
placeret over en tekstopstilling: Ioanni Soto Philippi Regis, i
De furtivis literatum notis vulgo, de ziferis, libri IIII -
Ioan. Baptista Porta Neapolitano, (navnet er på titelbladet
tilføjet: Authore Cum Privilegio Neapoli, Apud Ioa Mariam
Scotum).
Bogen er ikke lanceret før 1568. Men i det eksemplar, som man
har sporet, viser årstallet sig som forkert. Dette har
betydning, for i 1591 genudgav en bogtrykker John Wolf i
Elizabeth-tidens England dette Baptista Porta værk om
kodeskrift, som nævnt trykt først i Napoli i 1563.
Genoptrykket i England er dedikeret til Henry Percy, jarlen af
Northumberland. Men et (eller flere?) eksemplar er i trykkeriet
blevet taget fra og særbehandlet, idet titelsiden er blevet
ændret for at svare til eller ligne 1563-udgaven. Herved er
dedikation til jarlen taget ud, og en kopi af den oprindelige
opstilling sat ind i stedet for, og herpå er så AA-ornamentet
placeret.
Dermed findes mindst én separat udgave, der sidenhen er blevet
solgt og videresolgt, som om den er førsteudgave af Baptista
Porta’s arbejde. Hvem gjorde det, hvorfor blev det gjort?
Da kong Jacob (James) af Skotland også blev Englands konge i
1603, fik samtidig frimurerne mere fodfæste i England og
udbredtes især fra Skotland, det land hvor der især skimtes
rødder i en hemmelig lære tilbage til en inderkreds af
tempelriddere, der flygtede fra forfølgelser især i Frankrig.
Den altid mysterieinteresserede konge blev stormester hos
frimurerne også i England.
Denne særlige blandt de præsenterede AA-ornamentbjælker er
udformet med speciel tilknytning til den skotske og engelske
kong James - med et I for James og R for Rex (konge) under
kongekronen. (Ligesom førnævnte bogstav U kun er få hundrede år
gammelt, er ligeledes J først opfundet i 1600-tallet til
brug, når bogstavet I udtales med stemt lyd, som f.eks. i
James). Denne typografiske hyldest til kongen findes i
forskellige forfatteres bøger (bl.a. hos Francis Bacon)
publiceret i London især i starten af 1600-tallet.
Det himmelske signal
Med andre ord, en oprindeligt italiensk fremstillet bog om
kodeskrift, som generelt set også hemmelige selskaber ville have
en interesse for, viser et ornament, der kort efter bliver så
interessant, at man ændrer på et genoptryk - måske for at pege
på en lidt ældre forhistorie.
Hvad var der sket? Den 11. november 1572 opdagede Tycho Brahe en
supernova på himlen og beskrev fænomenet nøje i sin bog i 1573 -
og tilføjede her det siden hen meget berømte stjernevarsel om
Europa. Bogen er på latin og kunne da blive alle Europas
lærde.
Dette at der overhovedet kunne ske en ændring i den ellers så
stabile himmelverden, kom som et stærkt chok for mange - et slag
imod deres verdensbillede forbundet med den af kirken dikterede
religionsfortolkede opfattelse. Det usædvanlige fænomen måtte
betyde noget særligt, og ikke mindst har man taget dette
himmeltegn til sig hos de indviede og deres grupper.
Shakespeares skuespil ”Hamlet” er fra
1599 (på scenen) og blev trykt i 1603:
I det skuespil synes der
indplaceret betydningsladede referencer til Tycho Brahes skæbne.
Øverst på den viste side fra første tryk i 1603 ses igen en
ornamentbjælke med
lysets-A og
skyggens-A, en symbolik ofte netop i forbindelse med den
tids kultiske indviede. Også især Francis Bacon brugte dette og
lignende mærker med A A og V V.
Derfor kan det have været af meget større symbolsk betydning,
end nogen ville tænke på i dag, at der i Shakespeares skuespil
Hamlet er indlagt noget dengang hidtil helt usædvanligt, nemlig
opdagelse af en ’ny’ stjerne der endda meget kraftigt oplyser
himlen.
Nova’en, den nye stjerne, kunne i månedsvis ses på himlen klart
strålende lige ved det W-formede eller VV-formede stjernebillede
Cassiopeia. Herefter hos mange indviede fra de hemmelige
selskaber blev dette billede hurtigt et kendemærke som det
himmelske VV såvel som ofte i omvendt form, AA, idet Cassiopeia
ses omvendt ved sin nedgang på vesthimlen.
En af den tids mest betydningsfulde personligheder i England,
Sir Francis Bacon
(1561-1626) er ofte sat i forbindelse med Shakespeare. Francis
Bacon var i årevis stærkt optaget af betydningen af de
mytologiske figurer
Apollon og den spyd-(lanse-)bevæbnede
Athena (også kendt
under hendes latinske navn Minerva) - og lagde vægt på, at
navnenes initialer tilsammen er AA.
Den lysende nova afbildet i træsnit i Tycho Brahes bog om den
(trykt i København, 1573).
Efter Tycho Brahes beskrivelse af en supernova i 1572 i
stjernebilledet Cassiopeias VV- eller AA-formede
stjernebillede ses meget ofte VV og AA som kryptisk tegn, lysets
”signatur”, hos mange indviede rundt om i Europa. Tegnet
blev delvis skjult i deres tekster og billeder - ofte i form af
lysets-A og
skyggens-A.
Billedets midte:
Her skjules de to A’er på en lille pyramide. Illustr.
forestiller Salomons tempels ruin, et frimurermotiv, Emblema
XLV: In dies meliora,
i bogen ”Emblemata” af Andreas Alciato (Andreae Aliciati i
1531). Fra førsteudgaven i 1531 og senere utallige, op imod
hundrede udgivelser i forskellige europæiske byer, skabte
Alciatos bog en veritabel genre i Europa. Nærværende
illustration med ramme er fra 1621.
Forgrund:
Et vildsvin, dette dyr
der senere også kendes som Sir Francis Bacons heraldiske mærke.
Baggrund:
Ligeledes senere var også Francis Bacon optaget af ideen
om Atlantis ude i vest, uden for (”plus
oltre”, ’mere udenfor’)
Herkules’ søjler (og han havde selv besiddelser i det
dengang nye Amerika).
En anden bog, et meget populært og udbredt værk fra 1523 om
emblemer, udkom senere i en særlig udgave hos det berømte
bogtrykkeri Plantin i Antwerpen 1577 og var skrevet af en højt
respekteret italiensk lærd, den frimureragtige Andreas Alciato
(1492-1550). Af bogens utallige genoptryk skabtes en genre, der
gensidigt påvirkede illustrationer i tidens mange alkymibøger.
På en illustration i bogen fra 1577 skjules AA-mærket på en
pyramidion, en
betegnelse for toppen af en obelisk såvel som for den så mystisk
manglende topsten til den store pyramide i Egypten.
Der er mere i det end blot at kunne spille på AA-mærket som
værende forfatterens initialer, idet Andreas Alciato selv havde
ikke indført dette
mærke i Plantin-udgaven fra 1577, der jo udsendtes hele 27 år
efter hans død, som fandt sted i 1550. Igen, hvorfor blev en
sådan ændring lavet?
- Ændringen blev indsat netop i det af bogens billeder,
som også viser Herkules-søjlernes symbolik (kendt fra 1493) - et
motiv som, 40 år senere, Francis Bacon satte på sin bog om det
”Nye Atlantis” - og viser tillige vildsvinet, der ligeledes
senere blev Bacons heraldiske symbol.
Kunne AA eller VV på himlen med den nye stjerne i 1572 dengang
hos de indviede opfattes som et igangsættende signal, som man
måske havde ventet på i de indviedes rækker og hemmelige
selskaber? Herkulessøjlernes tekst
”plus oltre” lover,
der ”findes mere uden for” - og Tycho Brahes observationer og
beregninger beviste: himmelrummet er større end hidtil kendt!
I den gamle myte er, som nævnt, dronning Cassiopeia mor til
Andromeda, der på himlen som stjernebillede har en hovedstjerne,
der ser ud som en spiral, senere kaldet Andromeda-galaksen.
Denne vores nærmeste galakses spiral kan ofte ses med det blotte
øje uden kikkert, - hos babylonierne havde den også navnet
skruepumpen (senere også tilknyttet Arkimedes).
T.v.:
Ornamentbjælke med
lys-A og skygge-A
nederst på titelbladet til John Speed’s (I.S.) ”Genealogies In
The Sacred Scriptures”, førsteudgave 1611, i tillæg til King
James’ Bible oversættelse, der var redigeret af Francis Bacon.
T.h.:
Samme symbolik øverst på siden i Shakespeare’s ”King
Richard the Third”, Quarto edition of 1602.
At det netop var ved det himmelske VV eller AA, at den nye
stjerne blev opdaget af Tycho Brahe, kan i indviede kredse have
gjort ham til en ekstra betydelig person, ”en udvalgt”. Ideen
bag kunne være, at forrige gang en virkelig betydelig skikkelse
fremtrådte, var også i forbindelse med en stjernes opdukken,
Betlehemsstjernen.
De omtalte lærde personer og deres ligesindede bekendtskaber
deltog i de fra begyndelsen af 1600-tallet mere åbnede kultiske
selskaber - rosenkreuzerne og nyere frimurer-orienterede
organisationer. Også her anvendte de i disse tidlige år AA og
VV, f.eks. lysets A og mørkets A symbolsk for betydningen af
dobbeltheden af lys og mørke - og i forbindelse med de indviedes
perspektiv angående at bringe mennesket ud af mørket til at
kunne fremstå rent i lyset.
Hos Tycho Brahe var de græske
stjernemyter som sagt yderst velkendte, viden om dem var blandt
hans yndlingslæsning, og han var tillige helt suveræn inden for
latin, græsk og hebraisk.
Selv om forfatteren Arthur Koestler i sin verdenskendte bog fra
1959, ”The Sleepwalkers”, om bl.a. videnskabernes fremskridt,
har skrevet om Tycho Brahe, at denne astronom producerede en
strøm af kedsommelige latinske digte, er sandheden dog, at Tycho
Brahe beherskede latin så godt, at han af eksperter betegnedes
som noget nær en sand Ovidisk digter.
Tycho Brahe havde fuldkommen forståelse for stjernenavnenes
betydninger på flere gamle sprog og fik esoterisk indsigt i
stjernemyters dybere betydninger. Det er ikke usandsynligt, at
han ydermere ad den vej efterhånden blev endnu mere fortrolig
med ideen om ’den udvalgte’. I hvert fald vsr
han grundlægger af hele den moderne verdens omfattende empiriske
videnskab.
Ove von Spaeth
-
Copyright ©
2013
(backtrack
© 2004,
1998 & 1984)
-
www.moses-egypt.net
88888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888
Copyright © 2013 (& © 1984) by: Ove von Spaeth -
www.moses-egypt.net
- All rights reserved.
|