Månen og den magiske mistelten


Af  OVE VON SPAETH   Copyright ©  2013   -   www.moses-egypt.net

 

Rudolf Steiner og plantemedicinen


Omkring år 77 f.Kr. omtalte Plinius den Ældre i sit værk "Naturalis Historia" (XVI, 95), at kelterne anså misteltenen for særlig hellig, når den vokser i et egetræ. Den synes her at være tillagt ekstraordinær effekt, måske fordi de specielle betingelser forekommer mere sjældent, og skønt egeskove engang var meget mere udbredt i Europa, ser det ud til at misteltenen oftere foretrækker andre arter løvbærende træer såsom lind, røn, tjørn, æble, pære og asp samt i visse tilfælde også nåletræer som værtsplante.


Grundlægger af Antroposofisk Selskab, den østrigske filosof, forsker, naturlæge og forfatter, Dr. Rudolf Steiner (1861-1925), grundlagde i 1921 sammen med den hollandske læge Dr. Ita Wegman virksomheden Weleda i Arlesheim i Schweiz og i Stuttgart i Tyskland. Her skulle der fremstilles naturlige og økologiske/biodynamiske helse- og plejemidler produceret ud fra den antroposofiske filosofi om respekt for og samarbejde med naturen. I det grundlag i antroposofien er, at sind og krop anses for at hænge sammen og have en tæt tilknytning til naturen.


Ovennævnte forhold om misteltenens udvalgte værtstræer var Rudolf Steiner optaget af på sit hovedsæde i Dornach, en viden til brug for hans behandlingsmetoder imod kræft. Ikke alene lagde han her vægt på, at en plantes voksested, lokaliteten, mest muligt skulle passe til patientens daglige opholdssted, men han skelnede også imellem de forskellige virkninger, det kunne have på patienten, om hvorvidt misteltenen var taget fra f.eks. et rønnebærtræ eller et æbletræ. Det har yderligere vist sig, at misteltenen ikke tilfældig vælger sit værtstræ, men ligefrem specialiserer sig med hensyn til, hvilken art den vil vokse i.


Idet misteltenen er en såkaldt halv-parasitplante, kan den ikke leve uden at få tilskud fra en anden plantes vækst, i hvert fald delvist, for ganske vist skaffer den sig selv nærring fra luften, men gennem sine sænketråde ind i barken og veddet udsuger den vand og salte fra sin dog ikke så skadede værtsplante. Den således fremmede og mærkeligt udseende plante, der bryder frem i træerne, kan have medvirket til et misteltenens navne i en ældre svensk form er ekklåda, som betyder ’ege-udflåd’.


Værtsplanten vil ved sin artsmæssige afpassede optagelse af næringssalte fra jorden nu gennem sine safter præge misteltenen i bestemte retninger - også medicinsk set - ligesom man i forvejen anvender dele af udvalgte værtstræer til medicinsk brug, f.eks. egebark.

 



Den østrigske filosof, forsker, naturlæge, forfatter og grundlægger
af Antroposofisk selskab, Dr. Rudolf Steiner (1861-1925).

Det særlige forhold ved misteltenens værtstræer var en af årsagerne til, at Rudolf Steiner måtte afvise alle ikke-naturligt såede eller kunstigt fremdrevne misteltenplanter, også fordi de kunstige ofte kunne være indpodet i træer, som de ikke i naturen harmonerer med.


Han fandt ved sine forsøg ud af, at de netop forskelligt voksende planter da kunne anvendes til tilsvarende forskellige slags serum til at modvirke kræft og praktiseret på en måde, der igen var erfaringsmæssigt afpasset efter de forskellige psykologiske typer blandt patienterne, da selve den psykologiske tilstand er et velanerkendt udgangspunkt for de fleste sygdomme.


Eksempelvis et udadvendt (ekstrovert) menneske kan observeres at reagere anderledes, ikke alene på sin sygdom, men også på sine medikamenter, end en mere indadvendt person (introvert) person. At tage mere seriøst hensyn til en patients individuelt temperament og psykologiske forskellighed, for at en behandling skal lykkes bedre, kunne i fremtiden tænkes at blive yderligere udbredt og blive naturligt obligatorisk.


Misteltenen var også anvendt mod kræft


I 1100-tallet argumenterede mystiker, forfatter og lægekyndige Hildegard von Bingen (1098-1179) for anvendelsen af ​​lokale tyske planter som basislægemidler. I hendes berømte værk ”Liber de causis et curis”, anbefalede hun en ekstrakt af egetræsbark, med aspirin-lignende virkning, til at hjælpe i tilfælde af reumatisme - samt brugen af ​​mistelten til det stof, der senere er blevet kendt som et potentielt ’parasit-på-parasit’ carcinostatisk middel mod kræft.


Rudolf Steiners forskning med misteltenen var også influeret af principper i den gamle folkemedicins såkaldte ’signaturlære’. Således kan ifølge den betragtningsmåde både en kræftansamling og misteltenplanten betegnes som havende visse træk af samme signatur, bl.a. er begge delvis snyltere og begge har en skjult fremfærd i starten, og andre paralleller findes. Men naturens ’parallel-effekter’ er stadig et meget uudforsket område.


Men i sin forskning søgte Rudolf Steiner at overføre erfaringerne fra signaturlære også i forbindelse med forsøg på behandlingen af kræftsygdomme. Kræft menes i mange tilfælde at opstå ved en ikke styrbar og derfor ofte hæmningsløs ekspansion af cellevækst.

 

I dag er en fremstilling af et mistelten-præparat mod kræft, Iskador, fra Weleda sat i system og sendes fra Schweiz til mange steder i verden. Der fremsættes undertiden anklager mod dette i vore dage stadigt lidt utraditionelle præparat. Der var i efteråret 1974 en større sag i Sverige, hvor Sundhedsstyrelsen (der ligner den danske) standsede indførslen af dette stof og foranstaltede en kæmpe beslaglæggelse af beholdningerne.


Begrundelsen var, at stoffet kunne afholde folk fra at søge autoriseret lægehjælp, skønt sandheden var, at kuren i reglen først blev forsøgt som en sidste udvej, efter at lægerne havde opgivet eller behandlet forgæves. Og da var det ofte for sent at helbrede, men trods dette er præparatet også beregnet til at kunne anvendes for at mildne lidelsens effekt. Det påstod så de anklagende læger var overtro - og låste ved brug af deres autoritet sagen helt fast ved at afslå at se på eller skaffe bevis fra eksperimenter.


Men allerede i 1960erne var det lykkede en forsker, dr. Vester ved Max Planck Institut i München at isolere et kræfthæmmende såkaldt ”sytostatisk” stof i misteltenen. Dette ifølge en af Tysklands største videnskabelige lægeplanteeksperter, dr.med. R.F. Weis, i hans bog ”Herbal Medicine” (eng. udg. 2000). Og lignende undersøgelser foreligger i USA.


Foreløbig kan brugen af mistelten mod kræft normalt ikke efter disse metoder virke gennem fordøjelsen. Men når den indsprøjtes, menes der at være ofte god chance, men ingen garanti, for virkning. En anden forsker, dr. Salzer fra Wien-Lainz hospital, har dokumenteret, at han på denne måde i mange tilfælde har opnået gode resultater ved mavekræfttilfælde. 

Uansvarlige forhåbninger skal undgås, men forsigtigt kan konstateres, at misteltenen i en del tilfælde også ses positiv i behandling af kredsløbs-og respiratoriske problemer i organismen.
 
Visse antroposofiske misteltenpræparater bruges i homøopatisk fortynding. Mistelten brugt til forskellige kræftformer er endnu ikke fuldt autoriseret med en bredt anerkendt stor effekt, men synes dog konkret at kunne hjælpe i flere individuelle tilfælde. Foruden at Steiner sammenlignede misteltenens delvis snyltende egenskab med tendenser i kræft, mente han dertil, at kræft udvirker en forringelse af kroppens åndelige forsvar. Det kan måske bidrage til at understrege betydning af de individuelle hensyn.

 

        


Månefaser og plantevækst var også kendt af Hildegard von Bingen, mystiker, forfatter, læge, abbedisse
og komponist - her ved sin skrivepult, ca. 1225. Bogmaleri, Lucca kodex i "Liber divinorum operum".

 

Misteltenen og månen   


I klostrene udformedes munkenes lægekunst videre på basis af en viden overleveret helt fra oldtiden, og ligeledes havde de også videre bevaret dele af kelternes medicinske viden og erfaringer med misteltenen og dermed også viden om dens mulige virkninger mod kræft. Kelternes viden omfattede også de bedst egnede tidspunkter for indhøstning af forskellige vækster til plantemedicin.


Plinius’ ”Naturalis Historia” (16, 249-251) indeholder også den måske mest kendte passage om druider i den antikke litteratur. Plinius' berømte beskrivelse af kelternes druidepræster, der udvælger og nedtager mistelten fra egetræer, har stærkt påvirket nutidens billede af keltisk religion. Dog er informationerne i hans tekstlige version langt fra uproblematiske, hvilket fremgår af flere uenige udtalelser i den videnskabelige litteratur herom, men alligevel er Plinius' botaniske information og vidnesbyrd om ​​enkelte elementer ved ritualer i forbindelse med mistelten nu af fortsat reel værdi.


Tillige beretter Plinius om, at kelterne anså misteltenen for bedst tjenlig, når den blev skåret ned fra træerne cirka 6 dage efter en fuldmåne - med andre ord ved tiden omkring kulminationen af Månens tredje kvarter eller fase. Det fortæller, at plantens saftspændings-tilstand da er midtvejs under aftagning, og saftens indhold kan være mere koncentreret.


Nogle vigtige enkeltheder fra druidernes erfaringer synes således at være bevaret. Det er også Rudolf Steiner, der har æren for at have genopdaget generelt den biodynamiske planteavl, der bl.a. er indrettet efter det faktum, at Månens faser her spiller en afgørende rolle. Til illustration kan nævnes, at det er velkendt i Brasilien, at de lokale tømmerhandlere betaler mere for tømmer fra træer fældet i perioder under aftagende måne, fordi der så er mindre vand opsuget i træerne. De folk er ikke ’overtroiske’, men praktiske forretningsfolk, der betaler mere for det tømmer, som har mere værdifulde egenskaber.

Månens rolle her er nemlig angående væsketrykket i planterne, idet Månens tidevandseffekt i havet og søerne og i floder naturligvis ingen nedre grænser har, men først i senere tider er der blevet udviklet apparaturer til at måle så næsten uendeligt små forskelle og mængder. Eksempelvis kan superforfinet apparatur effekten fra Månen endda måles i en spand vand.


Selv om der ikke findes en generel metode, fordi der er mange slags kræft og dertil kommer patienternes naturlige forskelle individuelt, så synes druidernes nævnte fremgangsmåde dog at have relation hertil, nemlig at misteltenen, når det er til brug mod kræft, helst skal plukkes ved aftagende måne. For da er spændingstrykket i planten ligeledes aftagende og skulle give en indskrænkende eller sammentrækkende tendens i cellevæksten, hvilket det således er ideen at gøre brug af.

Rudolf Steiner erfarede netop, at af mistelten kan et middel præpareres, der muligt kan virke mod kræft, men midlets effektivitet vil afhænge af tidspunktet for indhøstningen af planten.

I England publicerede Society for Cancer Research en bog (Agnes Fyfe: ”Moon and Plant”, Arlesheim 1967). Heri beskrives det, at antroposoffer fulgte op på de gamle erfaringer og etablerede i Schweiz i 1949 et forskningsinstitut, som gennemprøvede dem ved at udføre mere end 70.000 eksperimenter gennem mange år med dele fra misteltenplanter, som var plukket med en times interval døgnet igennem.


De målte ph-værdierne og analyserede de kemiske sammensætninger m.v. og afprøvede toxiteten regelmæssigt på hvide mus. De fandt ikke ved den metode et totalt afgørende præparat mod kræft - men de havde heller ikke fulgt Steiners anvisninger for indsamling og individuel behandling, og især kan man ikke uden videre - alt andet lige - overføre erfaring om reaktioner i en flok mus til mennesker.


Men vigtige resultater fremkom! Forskere fandt fra deres overordentligt præcise tidsmæssige systematik ud af, at plantens egenskaber påvirkes i høj grad, ikke bare af lokale tidspunkter og vejrforhold, men også af ikke-jordiske faktorer såsom Månens faser og formørkelser.


Misteltenens plantesaft blev ved disse forsøg også anvendt i en proces, som kaldes kapilær dynamolosis, hvor plantesaftens opsugning i filterpapir måles på bestemte tidspunkter. Opsugningens størrelse danner et mønster, som kan indfarves og fotograferes, og efter et tidsforløb kan billederne af ændringer i mønsteret sammenlignes.


Det blev solidt dokumenteret ved denne overordentligt præcise tidsmæssige systematik, at de komplekse bølgemønstre i de omtalte 70.000 eksperimenter viste følsomhed ikke blot for de lokale tidspunkter, men også øjeblikkeligt over for omskift i vejret, og tillige en meget stærkt påvirkelighed ved ikke-jordiske faktorer, som nævnt især Månens faser og formørkelser.


Et stort materiale fra 12 års koncentreret forskning i plantesafters, og herunder misteltenens, formdannelses-kræfter ses præsenteret visuelt af kapillær dynamolyse, der kan påvise stærk sammenhæng med Månens tilstande. Nemlig da kapillær dynamolyse mønstres forskellige udseende viser tydelig forbindelse til Månen i bevægelse på sin bane i banens forskellige niveauer (f.eks. flad eller stejl) og i konjunktioner. Det er undersøgt helt ned i detaljer, f.eks.:


Formkræfterne (begreb udmøntet af Rudolf Steiner) i plantesaften var svagere i flg. tilfælde: 

1)  Ved fuld- og nymåne i vintre og somre i de år, hvor månebanen var stejlt opstigende ved begyndelsen at et måneknudeomløb.  - 2)  Ved fuldmåne i perigæum (tættest på Jorden). og ved nymåne i apogæum (længst væk fra Jorden). - 3) Under forløbet af en måne-formørkelse samt under kulminationen (’midten’) af en solformørkelse.

 

Formkræfterne i planternes saft var stærkere under disse astronomiske forhold:

1)  Ved fuld- og nymåne i de år der var en flad månebane ved slutning af første halvdel af et måneknudeomløb. - 2) Ved fuldmåne i apogæum og nymåne i perigæum. - 3)  Ved midten af en ringformet (anullar) solformørkelse.

Således ifølge forskeren Agnes Fyfes udførlige referat (i ”Moon and Plant”). Forandringerne i formkræfterne var uafhængige af sigtbarhed og mørke de steder, hvor forsøgene udførtes.


Uden her i denne tekst at drage specielle konklusioner angående misteltenens effektivitet i behandling af kræft, viste det dog sig som plausibelt, at ændring i de pågældende mønstre dannet af misteltenenes saft kan repræsentere ændring inden for de medicinske forhold, således at deres aktuelle muligheder på visse tidspunkter kan vise sig med endnu større effekt.

 

 

Effekt-diagrammet demonstrerer, i hvor forskellige rytmer rødder og blade
henholdsvis vokser under Månens fire faser fra nymåne frem til næste nymåne.

 


Himlens planeter, deres rytmer i indflydelse på Jordens planter


Fra 1900-tallet og frem opstod en voksende holistisk videnskab - bl.a. om den biodynamiske metode. I korthed kan siges, at biodynamisk landbrug fungerer fra to poler - det kosmiske og det jordiske. Forståelse og brug af kosmos’ rytmer til såning og plantning i forbindelse med udnyttelsen af Jordens frugtbarhed, gør økologisk dyrkning virkeligt funktionsdygtigt.


Biodynamisk dyrkning og et forstået samspil med himmelrummet blev kritisk karakteriseret som pseudovidenskab. Modsat en sådan reduceret tilgang ser grundlæggeren Rudolf Steiner den udviklede biodynamik som en "åndelig videnskab" og angiver den holistiske synsvinkel.

 

Rudolf Steiner var en særlig stor forgangsmand her både i praksis (biodynamik) og teori (antroposofien). Lægen og plantemedicinforskeren Lilly Kolisko (1893-1976) arbejdede med sin forskning i Stuttgart indtil 1936 under ledelse af Stuttgart Goetheanum Biologisk Institut, grundlagt af Steiner og den antroposofiske bevægelse.


I ​​1920 havde Lilly Kolisko, ud fra forslag fremsat af Rudolf Steiner, udarbejdet metoder til eksperimentelt at undersøge funktionen i æteriske kræfter i materielle substanser. Hun kaldte den teknik Capillary Dynamolysis og fortsatte med at undersøge og forfine metoden frem til sin død i 1976. Også inspireret af Steiner arbejde hun med agro-homøopati.


Kolisko arbejdede ikke mindst med at forske i planters æteriske kræfter og deres virkninger inden for landbrug samt med her at teste forskellige metoder for kompostering. Og hun anvendte den forskning til at undersøge de sygdomsprocesser i planter, dyr og mennesker, som er påvirket ved æteriske ubalancer.

           

 

Eksempler på signifikante mønstre, der er dannet ved metalklorid-tilsatte plantesafter, som
opsuges i filterpapir, når det foretages under bestemte planetariske konstellationer.

T.v.:  Kapillær dynamolysis, angiver stigningsrmøster. - T.h.:  Radial kapillær dynamolysis, farvemætning.

 

Lilly Kolisko introducerede kapillær dynamolysis til England, da hun flyttede dertil med sin mand Dr. Eugen Kolisko i 1936. Hun opdagede, at der ved visse planetariske begivenheder på himlen - eksempelvis ved formørkelser - findes sammenhæng med bestemte fænomener i kapillær dynamolysis.


Senere, i en forbløffende stor serie af eksperimenter, var Lilly Kolisko i stand til fysisk at vise himlens planeters direkte indflydelse på Jordens plantevækster, hvilket især kan afdækkes under følgende himmelmæssige forhold: De fra astrologien traditionelt kendte såkaldte kritiske konjunktioner såsom oppositioner og formørkelser.


Lilly Koliskos arbejde var største betydning, fordi hun har givet os et eksperimentelt værktøj til at undersøge de æteriske kræfter, og det lagde reelt grundlaget for moderne alkymistisk eksperimentel metode.

 

 

Mistelten i en saft-opløsning tilsat guldklorid. Lili Kolisko analyse af kapillær dynamolysis,
observeret på typiske ’Steigbilder’ med opsugnings-mønstre demonstretet med dublerede
tests af fire plantesaftprøver fra mistelten.
Gengivelse fra Agnes Fyfe’s bog,”Moon and
Plant: Capillary Dynamic Studies”, Society for Cancer Research, Arlesheim 1967, plate 6.

            


T.v.:  Læge og antroposof Lilly Kolisko (1893-1976), pioner med forskning i planters relationer til kosmos. 
T.h.:  En anden kendt Steiner-inspireret biodynamik-forsker, Maria Thun (1922-2012), ikke nævnt i teksten, publicerede hvert år en meget anvendt og detaljeret månekalender til brug for biodynamisk planteavl.

 

Den teknik, pioneren Lilly Kolisko anvendte, er et smukt eksempel på enkelhed, og udgør konkret en kvalitativ reproducerbar videnskabelig test, der afdækker funktionen hos ​​de såkaldte æteriske kræfter i substansen. En afmålt standardmængde (10 cc) af teststoffet, dvs. en plantesaft, anbringes i et glaskar med en lav vandstand i, hvor der var placeret en lodret cylinder (ca. 12 tommer højt) dannet af et rektangulært stykke filterpapir.


Opløsningen tillades at stige op i filterpapiret, indtil det hele er absorberet, og filtrerpapiret får derpå tid til at tørre fuldstændigt. Så de formative kræfter, der fungerer i dette stof, vil her åbenbares gennem en udviklingsproces. Det indebærer at gentage den nævnte procedure med et filtrerpapir, der bagefter tørres og viser et mønster, men denne gang hvor der i beholderen findes en fortyndet opløsning af et af ​​de udvalgte salte fra de særlige planetarisk-relaterede metaller. Disse genkendes fuldstændigt fra litteraturen om tidligere tiders alkymi.


Opløsninger nede på 1 pct. viste sig at være de mest succesfulde. Valget af ingredienser til at frembringe en løsning afhænger af, hvilket aspekt af de æteriske kræfter, der skal studeres:

Guldklorid for Solen, - Kviksølvklorid for Merkur, - Sølvnitrat for Månen, - Stannoklorid (dvs. med tin) for Jupiter, - Kobbersulfat for Venus, - Blynitrat for Saturn, - Jernsulfat for Mars.

 

Denne del af forsøget bør ske i godt naturligt lys, da lys er altafgørende for at virkelig udvikle formlerne. Man finder gennem disse eksperimenter synliggjort på filterpapiret en række farve- og formmønstre, som er en slags profilbillede af de æteriske kræfter, der arbejder i det pågældende undersøgte stof.


Dette er en kvalitativ test snarere end en kvantitativ. Det er i modsætning til laboratoriets kapillær analyse, hvor man måler højden af hvad stoffet stiger på filtrerpapiret. Hvorimod man i kvalitativ test ser på karakteren af ​​de fremkomne former og observerer styrken af ​​disse former, og de måder, hvorpå de forvandles, ved opløsninger i forskellige test.

 

Også førnævnte Agnes Fyfe (1898-1986) fortsatte arbejdet med kapillær dynamolysis i England. I daglige forsøg gennem mere end 25 år påviste hun korrelationer mellem de himmelske planeters rytmer eller cyklusser og ændringer i billederne dannet ved kapillær dynamolysis med planteekstrakter. Her fremkom mange resultater med misteltenen.

 

Et interessant objektivt træk er, at de tusindvis af håndgribelige resultater af videnskabeligt registrerede relationer mellem plantevækster, klassiske metaller og planetpositioner i himlen ikke er foretaget af astrologer, men kan konstateres af enhver.

 

Moderne lægevidenskab har hjulpet mennesket mod tuberkulose, infektionssygdomme og en række andre voldsomme lidelser, der tidligere var en sand svøbe. Moderne fysisk-kemisk og biologisk forskning gjorde det muligt at hjælpe i kæmpestor skala. Men en integrering af den kundskab med oldtidens principper om det essentielle samspil med naturen og kosmos i primær forbindelse til menneskets sjælelige side vil betyde, vi yderligere kan nå langt videre.

  

 

##############################################

OVE VON SPAETH      Copyright © 2013   -   www.moses-egypt.net