Kongestjernen Basilisken i de indviedes lære

Af  OVE VON SPAETH


Copyright  © 2005  (backtrack © 1978)  www.moses-egypt.net

 

Oldtidskulturernes astronomiske opdeling af himlen, og de geometriske
mønstre formet af stjerners visuelle forbindelseslinjer, og planeternes baner
- blev engang opfattet som særlige elementer eller nøgler til en eksklusiv,
religiøs indsigt. Mysteriekulter i oldtiden kendte til en himmelgeometri
baseret i en kosmologisk lære, en særlig viden som yderligere var
forbundet med alkymiens gamle kunst.


Esoterisk opfattelse af kosmos’ struktur


Tidligt i historien ses kendskabet til stjernelæren også forbundet med alkymiens kunst. Fra det gamle Egypten kendtes alkymi, tilknyttet guden Ptah, som en proces der hævdedes at kunne fremstille guld også til medicinsk brug - nemlig det alkymistiske altkurerende middel med den senere betegnelse panacea.

I renæssancen anvendte den schweiziske læge og alkymist Paracelsus (1493-1541) guldstøv til en “guldkur”, der stadig i dag bruges som gigtmiddel. Men guldfremstillingsprocessen i Egypten og den gamle verden var også betragtet som en symbolsk, åndelig proces, der tilhørte undervisningen i den kultiske mysterielære. Og i mange henseender opfattedes astronomisk viden at være meget tilknyttet alkymien.

I Bibelen omtales, at Moses “var oplært i al Egyptens visdom” - jf. hans opstilling af israelitternes kalender (viser kendskab til astronomi, og bekræftet af Rabbinerskrifterne), og at han lod israelitterne drikke vand med guldstøv fremstillet af Guldkalvens egyptiske guld.

Blandt oldtidens lærde præster og hos indviede blev geometriske grundmønstre opfattet naturligt at kunne findes i planetbaners og stjernebilleders opdeling af himlen. Disse mønstre blev anset for at være ladet med religiøs betydning. Geometri ansås som bindeled mellem det åndelige og fysiske, der tog form ud fra “den ideelle matrix”, som rummet både er opbygget over og indeholder. Det er kendt, at Platon (der ifølge sin elev Eudoxus havde studeret i Egypten i 13 år) satte geometriske love direkte i forbindelse med skabelsen.

 

Beskrivelse: a_basilisk%201633_Kongelige-Bibliotek_Folio_51r-s-w

Fra de ældste tider ses basilisken forbundet med kosmologien, stjernerne og alkymien. De
mytologiske symboler hos basilisken er dens hoved som en hane og dens hale som en slange.
Manuskript-illustration af en basilisk; fra 1633 (Det Kgl. Bibliotek, Folio 51r).

 

 

Arketypiske mønstre set i stjernebilledformer
og planetbaner


Geometri er “rumligt dimensioneret matematik”. Matematiske urbilleder er arketypiske og guddommeligt logiske, ligesom krystallinske geometristrukturer eller tonekombinationernes forhold ved harmonier i musik - og kan naturligt lede til religiøs ‘betagelse’ hos opfatteren.

Der var ikke tale om, at hvad som helst kunne symbolisere hvad som helst. Traditionens syn på de nøjagtige og billeddannende himmellinjer - med arketypiske mønstre og strukturer - opfattedes ikke som resultat af tilfældigheder eller subjektiv tolkning, idet disse mange præcise astronomiske forhold i sig selv er af eksakt kontrollerbarhed bl.a. i tid og mål.

En hos oldtidsfolkene udbredt måde at udføre observationer af et bestemt mønster i visse stjernebilleders bevægelser gennem natten var f.eks. dette: Lige efter solnedgang ses på den tidligste nattehimmel, at mens stjernebilledet Store Bjørn synker ned til delvis under horisonten, stiger stjernebilledet Cassiopeja op - næsten lige overfor, altså på modsat side, idet det hele foregår på nordhimlen. Ved midnat nærmer Cassiopeja sig sin øvre kulmination højt oppe på nordhimlen, mens Store Bjørn samtidig når til sin nederst mulige position. Lige før solopgang stiger Store Bjørn op, nu fra modsat side, mens Cassiopeja synker.

Et godt materiale om stjernernes forbindelseslinjer findes i det hidtil mest omfattende oldtidsleksikon, “Pauly(-Wissowa)’s Real-Enzyklopädie der classischen Wissenschaft” (Stuttgart 1894-1980). Heri findes oplysninger med en kortlægning af samspil i “Stjernernes op- og nedgange” i oldtiden.

Andre stjerner indgår i stringente mønstre visuelt forbundne med deres op- og nedstigninger.  Eksempelvis kan dette ses i det meget præcise forhold støttet af den eksakte forbindelseslinje mellem stjernerne Aldebaran og Antares, som er to af de ialt fire såkaldte kongestjerner.

 De himmelgeometriske “arketyper” er således dannet af forbindelses- eller sigtelinjer til markante stjerner, ofte med særegne positioner og karakteristika. De kendtes i ældre kulturer tilknyttet et opfattelsessystem med vægt på kosmiske mønstre i samspil - næsten som i moderne kvantefysikagtige synkronicitetsforhold. Alt det tilhører en for længst glemt ideverden, der havde sin egen konsekvente logik, og som stadig er genkendelig i overleverede fragmenter.

Det ældste dokumenterede græske horoskop som billede er et relief ved
kong Antiochus I’s grav i Taurusbjergene. Tidspunktet for denne konges kroning
(7. juli 63 f.Kr.) er visuelt optegnet her. Lige over løvens ryg vises Jupiter, Merkur, Mars,
og Månen er på manken - alle sammen i Løvens stjernebillede.

 


‘Lille konge’, i himmelgeometriske mysterier


I græsk astromytologi omtales, at den højeste gud Zeus nedsteg - her i skikkelse af Svanen (stjernebilledet med dette navn) tæt ved den højeste store stjerne, Lyra - og befrugtede den jordiske Leda (jonisk for ‘kvinden’, egypternes Isis), der repræsenterede Sirius. Lyra og Sirius er placeret på samme lige sigtelinje med Sirius på denne linjes udstrækning uden for ekliptikas kreds, hvilken krydses næsten vinkelret af sigtelinjen. Zeus og Ledas afkom blev Tvillingernes stjernepar.

Efter lignende principper blev en særlig forståelse lagt i, at ud fra “Faderen” som det højere guddommelige princip - her relateret til Svanen og specielt Lyrens stjerne - fører en meget benyttet sigtelinje, Verdens-aksen (senest set anvendt hos Ole Rømer, ca. 1700) som basislinje (hypotenuse) fra stjernen Lyren ned til “Moderen”, Sirius. Herved fremstår en perfekt pythagoræisk trekant med en retvinklet topvinkel placeret lige på stjernen Alpha Leo, der repræsenterer “Sønnen”, prinsen - dvs. Løvens’ hovedstjerne (Alpha Leo), Basiliskos, dvs.
’lille konge’, (’kongesøn, prins’).

I den esoteriske himmelgeometri - og her med brug af den pythagoræiske trekants grundtal 3, 4 og 5 - udtrykkes Faderens tal som værende 3, dvs. længden af trekantsiden over for Faderens vinkelspids. Moderens tal er 4 og udgør trekantsiden mellem Faderen og Sønnen. Sønnens tal er 5 og følger forbindelseslinjen (hypotenusen) fra Faderen til Moderen.

Med Faderen i himlen (Paradis), Moderen udenfor (i det jordiske), og Sønnen lige på den ekliptikale himmelcirkel (med “et ben i hver lejr”) - fremstår “Sønnen”, “kronprinsen” (“lille konge”), mennesket, dvs. Menneskesønnen, som halvt jordisk og halvt guddommelig. Konceptet Faderen, Moderen og Sønnen kendtes i alle store religioner. Og selve den stjernemæssige genpart af ideen med Faderen i centrum og Sønnen på cirkellinjen ses endnu sent i 1600-tallet i den stjerne-relaterede idelære stadig inden for den begyndende moderne vesteuropæiske videnskab.

 

  Beskrivelse: a_Ole-Roemer-drawing-V-A-in-circle-w

Frem til meget sent i historien brugtes Verdens-aksen ligesom i oldtiden,
nemlig som reference- og sigtelinje. Omkring 1700 e.Kr. blev illustrationen
udført til den danske astronom og lyshastighedsopdager Ole Rømer.

 

De kongelige fødslers stjerne

Jesus omtalte sig selv i lignelser som “kongesøn”. Evangeliernes omtale af hans slægtslinje rækker bagud til kong David, der er optegnet blandt hans kongelige forfædre, men synes ikke at være den eneste relatering. Den sommerdag, hvor Solen passerer stjernen Alpha Leo eller Løvens Hjerte, også kaldet Basiliskos/Regulus, dvs. ‘den lille konge’ og ’(konge)sønnen’ - er en sandsynlig dag for Jesu fødsel. Først 350 år efter Jesu æra bestemte kirken, at hans fødselsdag skulle placeres på indvielsesguden Mithras’ fødselsdag ved vintersolhverv den 25. december.

I årene omkring Jesu fødsel befandt Basiliskos/Regulus-stjernen sig (den datidige placering beregnet ud fra jævndøgnspunktet) på selve ekliptika-cirklen lige ved grænsen mellem

Ydermere på samme “Basiliskos-dag” om sommeren indledte stjernen Sirius med sit lige så velbekendte navn, Store Hund, perioden på de 30 “hundedage” - som de stadig kaldes - efter at denne stjerne havde været ude af syne i 70 dage og nu igen kom over horisonten.

Og den pythagoræiske himmeltrekants Faderen, Moderen og Sønnen kunne da observeres samtidig ved solopgang (mens Solen passerer/dækker Basiliskos). Dagen var især markering af det egyptiske nytår, cirka 20. juli, der i romersk kalender var Tammuzfesten, symboliseret som “Adams dag”.

Den ide var importeret fra Babylon - en synkretisme, jf. romersk brug af andre religioners elementer, f.eks. som i romersk udgave af egyptisk Isis-kult.

Jesus kaldtes også “menneskesønnen” og “frelseren”, Paulus kaldte ham “den anden Adam”, og Pilatus kaldte ham “konge”. Endnu en konge, Alexander d. Store, var født også netop ved den 20. juli. Alexander er græsk for ‘menneskets frelser’. Ligeledes kunne det give Julius Cæsar noget ‘kongelig’ prestige, at også han var født så særdeles tæt, kun få dage før den dato.

 

Beskrivelse: Beskrivelse: a_Leo_Ptolemy-1541-Leo-w


Leo-stjernebilledet i Johs. Honters træsnit (inspireret af Albrecht Dührers atlas fra 1515) i en
udgivelse - trykt i Basel, 1541 - af Ptolemæus bog “Omnia quae extant opera”. Løvens hjerte:
Løvens hovedstjerne, Basiliskos-Regulus, er korrekt for den tid placeret midt i Løvens 3. dekan.

 

Slangen udrugede verdensægget


I dag kendes basilisken mest som en sent opdaget, amerikansk øgle af træ-leguanernes gruppe, og denne specielle type kaldes også Jesus Christ Lizard  på grund af sin evne til at gå på vandet. I realiteten gør den det ved at løbe 10-20 meter henover vandoverfladen med mange trin i sekundet og dermed undgå at synke. Den fik basilisk-navnet på grund af dens uhyggelige udseende kunne sammenlignes med et monster beskrevet i oldtidens myter fra Mellemøsten, nemlig traditionens basilisk der fremstår som et uhyre med et hanehoved samt hanekløer og frygtelige sporer foruden vinger og en slangeagtig hale.

En sådan basilisks særkende var, at en slange havde udruget dette uhyre (eller tudse, jf. “lille konge”) af et sfærisk, blommeløst æg, der i hundedagene (jf. Hundestjernen) var lagt af en 7 år gammel hane!

I nogle af myterne tilføjes, at basilisken spyede gift ud, som var så stærk, at planterne visnede, og de ramte dyr døde. Øjnene sprudlede gnister - og havde en uhyggelig styrke, så at alt, hvad den så på, dræbtes. Derfor kunne den ikke tåle at se sit eget spejlbillede. Kun hanen (og væselen) havde magt over den - når basilisken hørte hanegal (metafor for Solens opstigen og tilsynekomst), sank den i Jorden.

Gennem tiderne er basilisken omtalt af europæiske forfattere, bl.a. Plinius d. Ældre (1.årh. e.Kr., i sin “Historia Naturalis”, bog 8:3), Lukanos (1.årh. e.Kr., i sin “Pharsalia”, bog 9:849ff) og Isidorus af Sevilla (7.årh. e.Kr. i sin “Etymologier”, bog 12, 4:6ff). Og i middelalderen ses emnet behandlet af kirkedignitaren Pietro d’Abano.

Ligeledes senere hos digterne, f.eks. i Chaucer’s “Canterbury Tales”, William Shakespeare’s “Richard III” og Percy Bysshe Shelley’s “Ode to Naples”. Også i moderne tider fænger basiliskens magi, sådan som i Rowlings “Harry Potter and the Chamber of Secret”.

Basilisken optræder også i Leonardo da Vinci’s “Bestiari” og i hans Notesbøger. Theophilus Presbyteren bringer en lang opskrift i sin bog angående at skabe en basilisk til at konvertere kobber til “Spansk guld” (De auro hyspanico). Alkymisten biskop Albertus Magnus’ bog “De animalibus” angiver, muligvis ikke korrekt, Hermes Trismegistus som kilde til legenderne og skaber af beretningen om basiliskens evne til at konvertere sølv til guld.

 

Stjernerne og alkymien

 

Ideen om basilisken dukker op igen og igen hos alkymister og astrologisk indviede endnu sent i Europa. Den italienske, platoniske renæssancefilosof og teolog hos Medici’erne, Marcilio Ficino (1433-1499), ville nyskabe en storslået syntese af oldtidens største tanker og kundskaber, og heriblandt var også stjernelæren.

Ficino omtaler i sit værk “De vita coelitus compranda” (pp. 394-398) en type magi, som:
          “... dengang magikere fra Persien ud fra salvie, der var renset ved hjælp af gødning - og mens Solen og Månen stod i konjunktion i anden tredjedel af Løvens tegn - frembragte en fugl ligesom en sort-fugl med slangehale. Efter at den var pulveriseret til aske, kom de det i en lampe, således at huset med ét fyldtes med slanger. Den form for magi er tom og skadelig for helbredet og skal undgås. Men den anden (magi), den nødvendige, som forbinder astrologien med medicinen, skal bibeholdes ...”

 - (reference i Axel Haaning's bog: "Naturens Lys. Vestens naturfilosofi i højmiddelalder og renæssance 1250-1650", København 2001, pp. 189-190.

Det nævnte gødning og askepulveret spillede en stor rolle i alkymien. Især er beretningens esoterisk-astrologiske træk tydelige. Solens årlige passage følger ekliptikas cirkel gennem zodiakens 12 tegn, der hver er opdelt i 3 dele af 10 buegrader, et dekan (af græsk deka,’10’). Ekliptikas egenbevægelse - præcessionen - havde forårsaget, at på Ficinos tid var Basiliskus-stjernen nu beliggende i andet (dvs. midten) dekan af stjernetegnet Leo.

Og når solen hvert år passerede gennem Leo, ville den så være i direkte kontakt med Basiliscus-stjernen, men tidspunktet skulle samtidig være arrangeret, når der omkring dette sted også indtraf nymånens kulmination, nævnt af Ficino som “konjunktionen” (med solen).

Fra Egypten kendtes den magtfulde solgud Ra med sin vehikel: solskiven Aton - hvilken sammenhæng grækerne overtog som solguden Apollon med sin vehikel: Solen som himmellegeme, Helios. Men det var Apollon, der havde kraften, også hvis det var i destruktiv retning - på græsk var således apollon desuden et ord for ‘ødelæggelse’ og benyttes bl.a. i den betydning i Bibelens det Nye Testamente (i Johannes Åbenbaring).

Solen kendes forbundet med hanen i et utal af ældre beretninger. Og udtrykket “... en fugl ligesom en sort fugl (dog her på latin merula, den mystiske ‘solsort’) med slangehale ...” peger direkte tilbage til traditionen fra babylonisk stjernekundskab - velkendt tidligere i den græsk-romerske tradition, som optog Ficino stærkt.

En af himlens kraftigst lysende stjerner, Vega (alpha Lyra) - den oprindelige Nordstjerne - hed på babylonisk Tartugallu, ‘Kongehanen’. Senere ændrede araberne navnet til Sorte Høne eller Hane (jf. babylonisk tartu, ‘hane’ og gal-lu, ‘konge’ - med en ekstra associative betydning i, at udtrykket i omvendt orden, ord lu-gal, betød ‘mand’, menneske’). Angående “en slangehale”, og tillige den sorte hane, se det følgende.

 

Beskrivelse: a_aeg-udruget-af-slange-flat-w

Månens slangeagtigt svingende bane om Jorden blev i de indviedes
lære gengivet som den bugtende Kosmiske Slange, der udruger
verdensægget; heraf udklækkedes Basilisken.

Slangen om Jorden


I oldtidens kulter for mysterieindvielser formidledes særlige informationer i form af lignelser - ofte kendt som såkaldte fabler, som f.eks. Æsops fabler (620-560 f.Kr.) - en udbredt praksis og tradition som ikke mindst Jesus senere flittigt anvendte. I en meget kendt af disse græske fabler gives et billede af en hane stående oppe på ryggen af en hund stående på ryggen af et æsel. Her udtryktes simpelthen den tidligere nævnte Verdens-akse (ikke at forveksle med Jordens akse), der strækker sig langs Mælkevejen tværs over himlen helt op til Lyra.

Verdens-aksen opfattedes at udstrække sig fra stjernen Canopus - der indgik som “æselhoven” i oldtidens stjernebillede Æslet (med dets nedenfor liggende stjernebillede Argo Navis) - og op gennem stjernen Sirius (Store Hund, Canis Major), helt op til Lyra/Vega stjernen ved Lyren og Svanen. (Svanen eller Cygnus i europæisk tradition, men altså Hanen i babylonisk opfattelse).
Ideen i dette billede af Verdens-aksen med tre hovedstjerne - Æslet, Hunden og den sorte Hane - relaterede til den esoteriske lignelse om, at Hanen (fra gammel tid forbundet med Solens princip) øverst fra Verdens-aksen lagde et særligt æg, nemlig selve Jorden. I oldtiden vidste man udmærket, at den var rund, sfærisk, en viden som var en forudsætning for eksistensen af de gamle grækeres’ astronomiske Antikythera-computer.

Og ægget - globen/jorden - bliver derefter udruget af slangen, der er viklet herom (ligesom Månens bane omkring Jorden). Princippet genkendes af den nævnte græske fortælling om Zeus, der fra stjerneverdenen skaber en befrugtende forbindelse til jorden. Således blev basilisken udruget, skabt som et væsen af særlige kræfter, der ukontrolleret kunne være frygteligt destruktive.

De op til fem mulige årlige måneformørkelser kan kun foregå i to modsat beliggende knudepunkter, “noder”, som over et fast antal år - 19 år - har skiftende placeringer, men kun når disse noders positioner passerer et par ud af de kun 35 mulige specielle punkter på ekliptika-cirklen.

Med andre ord, de 35 steder på himlen er år for år lidt forskelligt fordelt, men har altid deres indbyrdes afstande på næsten et dekan (= 10°). Mellem disse punkter med ændrede placeringer, set som samlet i ét billede under en 19-års cyklus, befinder månebanens pladser sig henholdsvis oppe og nede i et bugtende forløb - som en kæmpemæssig slange om Jorden.

Oldtidens babyloniere med deres omfattende astronomiske viden anvendte sådan et symbolsk udtryk for månebanen med dens zig-zag kurve positioner i rummet.

Nedstigning til underverden


De omtalte to knudepunkter (“måneknuder”) i langsom bevægelse på ekliptika-cirklen udgør stederne for formørkelser. Disse punkter kaldes fra gammel tid Slangens/Dragens “hoved” (ved opstigende månebane) og “hale” (ved den nedstigende månebane).

I det østlige Asien kaldes disse måneknuder for henholdsvis Dæmonens hoved og hale.

Den indiske tradition indeholder en lang række elementer fra oldbabylonisk astronomisk tradition. Et uhyre vigtigt element inden for indisk stjernelære var den nedstigende måneknude, som nævnt det knudepunkt på himlen, hvor Månens bane på vej ‘nedad’ krydser gennem solbanen. I al kendt indisk tradition kaldes dette bestemte knudepunkt for Ketu, men det er oprindeligt et babylonisk ord, der betyder ‘underverdenen’.

Dette koncept symboliseres igen ved et havuhyre i form af stjernebilledet Hvalen (placeret nær ved starten af Vædderens stjernebillede) og kendtes også hos grækerne, der ligeledes med inspiration fra babylonisk Ketu kaldte uhyret Cetu(s). (Dog, den egyptisk-græske astronom Ptolemæus og enkelte romerske forfattere kaldte den Balena eller Belua, der også her betyder ‘uhyre’, ‘monster’).

Dengang ansås en hval eller “hvalfisk” - på grund af deres udseende - også som en slags uhyre, og ifølge den hebraiske Bibel (i Jonas Bog, 2,1-3), opholdt profeten Jonas sig tre dage i “hvalens mave” - ordret: i tarmen af en fisk(-monster). Og det efterfølgende vers gengiver, at Jonas måtte råbe ud af “helvedets mave” - hebraisk beten, ’mave’.

Stadig i middelalderen ses den mere oprindelige teaterform med den reminiscens fra oldtidens religiøse mysteriespil, idet scenen var permanent indrettet således, at dens ens side viste himlen - med Paradis - og den anden side: Helvede (underverdenen) med ild inde i det åbne, slugende gab på et monster.

I dette monster, der opsluger - ligesom hvalen slugte Jonas, ‘duen’ (symbol på ånden) - genkendes den oprindelige Cetus-figur. (Historier om ”uhyrets mave” var velkendte i den gamle græske mytologi og Bibelen såvel som senere i Grimms eventyr. Det blev en almindelig metafor i litteraturen, og  er f.eks. brugt også som filmtitler).

Således er Baten Kaitos et traditionelt hebraisk navn, ‘maven i Cetus’, for en særlig stjerne (Zeta Ceti) - (arabisk: batn qaytus - ‘Cetus-mave’) - der sidder i Cetus, stjernebilledet for underverdenen eller havuhyret (senere kaldet hvalfisken) i den østlige del af himlen.

I den græske mytologi repræsenterer Cetus havuhyret, der vil at opsluge Andromeda (græsk for ‘at have kontrol med kursen’). Men i tidligere tider var Cetus også identificeret med det oprindeligt mesopotamiske monster Tiamat, ‘dybe hav’, personificeret som en gudinde eller kvindelig drage (igen månebanen); navnet stammer sandsynligt fra den mere tidlige sumeriske ti, ‘liv’, og ama, ‘mor’ - livet (biologi) som oprindeligt forbundet med havet.

Det hebraiske navn Jonas, betyder ‘Duen’ - hvilket også er navnet på en stjerne netop på samme meridian som Cetus og er et symbol på den Helligånden. Duen var et af de babyloniske navne for Andromeda. Bemærk, at due-stjernen og monster-mave-stjernen er placerede præcis på samme himmellængdegrad henholdsvis over og under ekliptika (hvor ekliptika krydser gennem Jord-plan, dvs. ækvator) i samme afstand til hver af dem.

Bibelteksten udtrykker i virkeligheden i en lignelse: at “underverden” besøgtes af Jonas, “ånden” (Jonas, duen).

 

Beskrivelse: moveclipse


De to modsat stående knudepunkter for månebanen og solens såkaldte bane,
ekliptika. Disse “måneknuder” bevæger sig langsomt (19 års cyklus) baglæns på
ekliptika/solbanen i modsat retning af himmellegemerne. De to knudepunkter
på ekliptika er de eneste steder, hvor sol- og måneformørkelse kan finde sted.


 

Krydspunktet/knuden på månebanen, når denne fører ned under solbanen, kaldes
 Ketu, ‘underverdenen’, et navn ligeledes som stjernebilledet Cetus, ‘underverdens-
monster’ (f.eks. her på Bode’s stjernekort, fremstillet 1801-1817 fra gammel tradition).

Dette stjernebillede findes netop placeret, hvor det krydspunkt (forårspunktet) med
solbanen, der krydser ækvators plan, befandt sig ved grænsen af Vædderens tegn for
2.150 år siden, da en ny forårspunkt-cyklus (en såkaldt platonisk tidsalder) startede.
Gennem denne “solbaneknude” stiger solen om foråret op fra en “underverden”
(under ækvatorplan), hvor solen har bevæget sig gennem vinterhalvåret.


Formørkelseslinjen - den magiske mur om Paradis


Fra ovennævnte meget gamle baggrund er Cetus i øst (himlens østlige del) stadig navnet på dette stjernebillede, der i de gamle kulturers traditionelle astrologiske system med de såkaldte månehus-horoskoper hos indere, grækere o.a. er placeret i forbindelse med disse horoskopers udgangspunkt ved det 1. månehus.

Indisk tradition lader begge de to måneknudepunkter, Rahu og Ketu, optræde med en vægtig betydning næsten som planeter - og ifølge deres systemer er den nedstigende måneknude Ketu en “hersker” over det nævnte 1. måne-hus.

Idet de to knudepunkter eller krydspunkter på ekliptika er de eneste steder, hvor sol- og måneformørkelse kan finde sted, anvendtes navnet ekliptika, dvs. ‘formørkelses(-banen)’ - egentlig fra græsk: ekleipein, ‘at forlade eller undlade at komme tilsyne’.

Det første månehus udgør starten i østpunktet - og i den bibelske lignelse blev Adam og Eva sat ud gennem Paradis’ østport til en anden verden. I al oldtidstradition blev de zodiakale stjernebilleder og huse også betegnet som:  solporte. I den sammenhæng er Paradis-muren ekliptikacirklen, formørkelseslinjen, en således magisk grænsemur der adskiller, og som kan overskrides - i princippet via den nævnte østport.

Dette kunne have en særlig symbolsk betydning i forbindelse med alkymi - at for at opnå det fine guld - der ifølge Bibelens skabelsesberetning kan findes ved floderne i Paradis, må alkymisten gå gennem en formørkelses-fase kaldet negrido.

Igen, en hovedidé i det astronomiske forhold var, at den udrugende slanges (månebanes) ene halvdel udsprang af underverdenen (og den andel halvdel når op og forbinder sig til “over-verdenen”). Fra ægget/Jorden udklækkes Basilisk-uhyret, en hybrid af et sol-og-måneprincip der altså forvandler sig til en kongesøn, det forædlede menneskeprincip - et potentiale, aktiveret ved at være “søn” af den “kosmiske konge/hersker”.

Betydningsfulde temaer i alt dette viser ligheder med Bibelens skabelsesberetning. Adam kaldtes senere “første jordiske konge”, men også “den første alkymist”, idet det hed sig i traditionen hos de indviede, at “han bragte et vigtigt første-stof med sig ud af Paradis”. 
Bibelen opfattedes som et magisk skrift - og selve skabelsesberetningen i Bibelen som en fuldkommen alkymistisk proces - forbundet til det geometri-dimensionerede koncept i skabelsen. På et næste stade var inkorporeret relation fra planeter til metaller, f.eks. Merkur/mercurium (latin, ‘kviksølv’), Sol/aurum (‘guld’, latin aurora, Solens ‘morgenrøde’), Jupiter/tin (‘tin’, arvet fra etruskisk navn for ‘Jupiter’), etc.

 Som nævnt synes alkymisterne at forbinde himlens klareste stjerne, Sirius ("kvinden", "moderen"), med grundstoffet svovl. Således vil det være af betydning at kunne se, hvilke grundstoffer der ansås forbundet med stjernerne Lyra ("faderen") og Basilicus ("sønnen", "Lille Konge"). Det kan rimeligvis udledes af Isaac Newtons tekst, at grundstofmetallet antimon ("Jordens metal"), ogsså kaldet stibnit, relaterer til Basilicus (Regulus, alpha Leo).

  


 
Kronborg slots-gobelin viser: Tycho Brahe t.v. for kong Frederik d. 2. og dennes søn, den senere Christian d. 4. Hundene symboliserer stjernerne Sirius (kaldet Store Hund) og Procyon (Lille Hund). Ligeledes repræsenterer kongens søn stjernen Basiliskos-Regulus ('Lille Konge'). Indskriften på den
store hunds halsbånd viser et alkymistisk kodesprog.

 

Brudstykker af viden overlevede


Fra oldtidens "vidensbanker" - mysteriekulternes lære, der senere også kommer til udtryk i hermetisk filosofi - udbredtes himmelgeometri med kosmologisk erkendelseslære og religionspsykologiske arketyper. Den type viden spores langt ind i bibelteksterne, og i jødernes, gnostikernes og de kristnes lære samt senere i islamisk præget tradition (f.eks. i sufiske tekster samt Omar Kajjams digte) - og endnu i renæssancen i den begyndende videnskab. Forhold, der i dag er sjældendt kendt eller omtalt i historie og teologi.

Efterhånden glemtes mysteriekulternes kodenøgler til okkult himmelgeometri. Herved glemtes den særlige opfattelse af "treklangen" Faderen, Moderen og Sønnen og deres himmelgeometriske, pythagoræisk retvinklede genpart. Kun en del af idepricippet forblev senere indlagt den specielle kristne, "åndelige" treenighed Faderen, Sønnen og nu Helligånden.

Brudstykker af den særlige viden overlevede i Vesteuropa inden for såkaldt nyplatonisk og hermetisk astro-filosofi. Denne er kendt bl.a. hos den danske astronomiske videnskabspioner, Tycho Brahe (1546-1601), og hans tyske kollega og arvtager, det matematiske geni Johannes Kepler (1571-1630).

Ud fra sin metafysiske, videnskabelige og religiøse ideverden lod Kepler himmelsfærernes talværdier transformere til musik, og prøvede at udforske oldtidens ide om "sfærernes harmoni". Lignende udtrykkes af hans samtidige, Galileo (der muligvis var inspireret af Platon): "... Universet kan kun aflæses ved at forstå det som skrevet i et matematisk sprog, hvis bogstaver er trekanter, cirkler og andre matematiske talmønstre ...".

Tycho Brahe lagde grundstenen til sit observatorium-palads tidligt en bestemt morgen, da solen passerede hen over og hermed tydeligt var i konjunktion med Basilisk-stjernen. Han tilhørte en international gruppe af højt initierede, hvor også konger deltog. På Danmarks Nationalmuseum findes i dag et vægtæppe af en speciel art, fremstillet til kongens borg, Kronborg, - og Tycho Brahe ses afbildet på dette i samtiden vævede kongelige slots-tapet.

Som hovedpersoner på dette vægtæppe ses også kong Frederik d. 2. sammen med en stor hund. Han står ved siden af sin søn, prinsen, den senere Christian d. 4., der er fremvist som "en lille konge" tæt ved (en) "lille hund" - ligesom på himlen.

Billedet symboliserer i virkeligheden kongen med sin lange marskalkstav, der repræsenterer Verdens-aksen, her korrekt placeret nær Sirus. Således er han opstillet sammen med den vigtige stjerne Sirius - kaldet Store Hund. Yderligere ses stjernen Proycon - kaldet Lille Hund, Canis Minor - samt kongestjernen Basiliskos-Regulus (Lille Konge).

På den store hunds halsbånd er skrevet TIW, en forkortelse af kongens mundheld "Treu ist Wildbradt", dvs. 'troskab er vildtsteg' (idet vildtsteg er et gammel slangudtryk for "det bedste, der fås"). Det kan synes at være en meget passende inskription på en jagthunds halsbånd, men for en alkymist er inskriptionen i virkeligheden at forstå som det græske ord tio (tiu) for 'svovl' - kendt som et af de vigtigste stoffer i den alkymistiske proces.

Fra de alkymistiske skrifter hører vi om nogle hovedingredienser - især guld, svovl og salt. Koden tiw (tiu)  kunne her især tyde på, at grundstoffet svovl tænktes forbundet med Sirius - ligesom i princippet at solen ansås forbundet med guld.

Den okkulte og esoteriske symbolik havde et vældigt tag i tidligere tiders kongehuse. Hofnarre, de eneste der måtte modsige kongen, symboliserede således for de indviede konger en "afbalanceret udfordring". Og når kongen i sit hof-regi havde kostbart udklædte dværge, indeholdt dette nogle træk af at hylde homunculus-motivet - i alkymien den "lille konge", forbundet med himlens kongestjerne Basiliskos-Regulus.

Da Tycho Brahe tilhørte landets elite, var adelig, holdt hof og fremtræder som indviet, havde han naturligvis også en dværg. Den dværg, Jeppe, også kaldet Per Geck (Gæk, 'morskab'), fulgte med Tycho Brahe til Prag og vakte her stor opsigt. Jeppe var synsk, og det er kendt, at Tycho Brahe og hans assistenter fulgte hans råd i mangt og meget.

Dværgene hos kongerne og andre stormænd var tilknyttet ideer, der kan spores tilbage til bl.a. de græske kabir-kulte i Lilleasien hos oldtidens "alkymist"konger som f.eks. Midas og Krøsus.

Vedrørende førnævnte Æsop med sine såkaldte fabler, der ofte omhandlende dyr, men i virkeligheden tilhørte indvielseskultiske lærdomme med skjulte astronomiske og alkymistiske temaer - så omtaler Platon i Phaedon, at Sokrates brugte en tid, mens han var i fængsel, på at sætte Æsop's fabler på vers. Også historikeren Herodot skrev om ham. Under en senere del af sit liv havde Æsop residens et berømt sted i Lilleasien, hvor han mødte Sokrates' "forgænger" Solon, og det var netop mens Æsop levede her ved hoffet hos den gyldne kong Krøsus.

Ove von Spaeth

Copyright © 2004 (backtrack © 1978)  -  www.moses-egypt.net 
- forfatter til bl.a. bogserien "Attentatet på Moses”.

Yderligere information:  www.moses-egypt.net  



Inden for heraldik indførtes "skjoldholdere" for at give styrke til våbenskjoldet, ofte inspireret af basilisken - med ekstra detaljer fra løve og ørn - og de kaldes griffe. På himlen findes Basilisk-stjernen i Løvens stjernebillede, og Hanen (basiliskens hoved) ved Ørnens stjerner.

Herover et eksempel på basilisk-grif, der holder et adelsvåben for slægten von Spaeth, fra 1777 (en tidligere version med solen og flere stjerner, istedet for kanoner, var fra 1600-tallet).


8888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888

Copyright  © 2004 (backtrack © 1978)  by:  Ove von Spaeth   -  
www.moses-egypt.net  -   All rights reserved.