Kongestjernen Basilisken i de indviedes lære
mønstre formet af stjerners visuelle forbindelseslinjer, og planeternes baner - blev engang opfattet som særlige elementer eller nøgler til en eksklusiv, religiøs indsigt. Mysteriekulter i oldtiden kendte til en himmelgeometri baseret i en kosmologisk lære, en særlig viden som yderligere var forbundet med alkymiens gamle kunst. Esoterisk opfattelse af kosmos’ struktur
I renæssancen anvendte den schweiziske læge og alkymist Paracelsus (1493-1541)
guldstøv til en “guldkur”, der stadig i dag bruges som gigtmiddel. Men
guldfremstillingsprocessen i Egypten og den gamle verden var også betragtet som
en symbolsk, åndelig proces, der tilhørte undervisningen i den kultiske
mysterielære. Og i mange henseender opfattedes astronomisk viden at være meget
tilknyttet alkymien. I Bibelen omtales, at Moses “var oplært i al Egyptens visdom” - jf. hans
opstilling af israelitternes kalender (viser kendskab til astronomi, og
bekræftet af Rabbinerskrifterne), og at han lod israelitterne drikke vand med
guldstøv fremstillet af Guldkalvens egyptiske guld. Blandt oldtidens lærde præster og hos indviede blev geometriske grundmønstre
opfattet naturligt at kunne findes i planetbaners og stjernebilleders opdeling
af himlen. Disse mønstre blev anset for at være ladet med religiøs betydning.
Geometri ansås som bindeled mellem det åndelige og fysiske, der tog form ud fra
“den ideelle matrix”, som rummet både
er opbygget over og indeholder. Det er kendt, at Platon (der ifølge sin elev
Eudoxus havde studeret i Egypten i 13 år) satte geometriske love direkte i
forbindelse med skabelsen.
Arketypiske mønstre set i stjernebilledformer
En hos oldtidsfolkene udbredt måde at udføre observationer af et bestemt mønster
i visse stjernebilleders bevægelser gennem natten var f.eks. dette: Lige efter
solnedgang ses på den tidligste nattehimmel, at mens stjernebilledet Store
Bjørn synker ned til delvis under horisonten, stiger stjernebilledet Cassiopeja
op - næsten lige overfor, altså på modsat side, idet det hele foregår på
nordhimlen. Ved midnat nærmer Cassiopeja sig sin øvre kulmination højt oppe på
nordhimlen, mens Store Bjørn samtidig når til sin nederst mulige position. Lige
før solopgang stiger Store Bjørn op, nu fra modsat side, mens Cassiopeja
synker. Et godt materiale om stjernernes forbindelseslinjer findes i det hidtil mest
omfattende oldtidsleksikon, “Pauly(-Wissowa)’s Real-Enzyklopädie der
classischen Wissenschaft” (Stuttgart 1894-1980). Heri findes oplysninger med en
kortlægning af samspil i “Stjernernes op- og nedgange” i oldtiden. Andre stjerner indgår i stringente mønstre visuelt forbundne med deres op- og
nedstigninger. Eksempelvis kan dette ses
i det meget præcise forhold støttet af den eksakte forbindelseslinje mellem
stjernerne Aldebaran og Antares, som er to af de ialt fire såkaldte
kongestjerner.
Det ældste
dokumenterede græske
horoskop som billede
er et relief ved
Efter lignende principper blev en særlig forståelse lagt i, at ud fra “Faderen”
som det højere guddommelige princip - her relateret til Svanen og specielt
Lyrens stjerne - fører en meget benyttet sigtelinje, Verdens-aksen (senest set
anvendt hos Ole Rømer, ca. 1700) som basislinje (hypotenuse) fra stjernen Lyren
ned til “Moderen”, Sirius. Herved fremstår en perfekt pythagoræisk trekant med
en retvinklet topvinkel placeret lige på stjernen Alpha Leo, der repræsenterer
“Sønnen”, prinsen - dvs. Løvens’ hovedstjerne (Alpha Leo), Basiliskos, dvs. I den
esoteriske himmelgeometri - og her med brug af den pythagoræiske trekants
grundtal 3, 4 og 5 - udtrykkes Faderens tal som værende 3, dvs. længden af
trekantsiden over for Faderens vinkelspids. Moderens tal er 4 og udgør
trekantsiden mellem Faderen og Sønnen. Sønnens tal er 5 og følger
forbindelseslinjen (hypotenusen) fra Faderen til Moderen.
De kongelige
fødslers stjerne Jesus omtalte sig selv i lignelser som “kongesøn”.
Evangeliernes omtale af hans slægtslinje rækker bagud til kong David, der er
optegnet blandt hans kongelige forfædre, men synes ikke at være den eneste
relatering. Den sommerdag, hvor Solen passerer stjernen Alpha Leo eller Løvens Hjerte, også kaldet Basiliskos/Regulus, dvs.
‘den lille konge’ og ’(konge)sønnen’ - er en sandsynlig dag for Jesu fødsel.
Først 350 år efter Jesu æra bestemte kirken, at hans fødselsdag skulle placeres
på indvielsesguden Mithras’ fødselsdag ved vintersolhverv den 25. december. I årene omkring Jesu fødsel befandt
Basiliskos/Regulus-stjernen sig (den datidige placering beregnet ud fra
jævndøgnspunktet) på selve ekliptika-cirklen lige ved grænsen mellem Den ide var importeret fra Babylon - en synkretisme, jf.
romersk brug af andre religioners elementer, f.eks. som i romersk udgave af
egyptisk Isis-kult.
Slangen udrugede verdensægget
En sådan basilisks særkende var, at en slange havde udruget dette uhyre (eller
tudse, jf. “lille konge”) af et sfærisk, blommeløst æg, der i hundedagene (jf.
Hundestjernen) var lagt af en 7 år gammel hane! I nogle af myterne tilføjes, at basilisken spyede gift ud, som var så stærk, at
planterne visnede, og de ramte dyr døde. Øjnene sprudlede gnister - og havde en
uhyggelig styrke, så at alt, hvad den så på, dræbtes. Derfor kunne den ikke tåle at se sit eget spejlbillede.
Kun hanen (og væselen) havde magt over den - når basilisken hørte hanegal
(metafor for Solens opstigen og tilsynekomst), sank den i Jorden. Gennem tiderne er basilisken omtalt af europæiske forfattere, bl.a. Plinius d.
Ældre (1.årh. e.Kr., i sin “Historia Naturalis”, bog 8:3), Lukanos (1.årh.
e.Kr., i sin “Pharsalia”, bog 9:849ff) og Isidorus af Sevilla (7.årh. e.Kr. i
sin “Etymologier”, bog 12, 4:6ff). Og i middelalderen ses emnet behandlet af
kirkedignitaren Pietro d’Abano. Ligeledes senere hos digterne, f.eks. i Chaucer’s “Canterbury Tales”, William
Shakespeare’s “Richard III” og Percy Bysshe Shelley’s “Ode to Naples”. Også i
moderne tider fænger basiliskens magi, sådan som i Rowlings “Harry Potter and
the Chamber of Secret”. Basilisken optræder også i Leonardo da Vinci’s “Bestiari” og i hans Notesbøger.
Theophilus Presbyteren bringer en lang opskrift i sin bog angående at skabe en
basilisk til at konvertere kobber til “Spansk guld” (De auro hyspanico).
Alkymisten biskop Albertus Magnus’ bog “De animalibus” angiver, muligvis ikke
korrekt, Hermes Trismegistus som kilde til legenderne og skaber af beretningen
om basiliskens evne til at konvertere sølv til guld. Stjernerne
og alkymien
Ficino omtaler i sit værk “De vita coelitus compranda” (pp. 394-398) en type
magi, som: - (reference i Axel Haaning's bog:
"Naturens Lys. Vestens naturfilosofi i højmiddelalder og renæssance
1250-1650", København 2001, pp. 189-190. Det nævnte gødning og askepulveret spillede en stor rolle i alkymien. Især er
beretningens esoterisk-astrologiske træk tydelige. Solens årlige passage følger
ekliptikas cirkel gennem zodiakens 12 tegn, der hver er opdelt i 3 dele af 10
buegrader, et dekan (af græsk deka,’10’).
Ekliptikas egenbevægelse - præcessionen - havde forårsaget, at på Ficinos tid
var Basiliskus-stjernen nu beliggende i andet (dvs. midten) dekan af
stjernetegnet Leo. Og når solen hvert år passerede gennem Leo, ville den så være i direkte kontakt
med Basiliscus-stjernen, men tidspunktet skulle samtidig være arrangeret, når
der omkring dette sted også indtraf nymånens kulmination, nævnt af Ficino som
“konjunktionen” (med solen). Fra Egypten kendtes den magtfulde solgud Ra med sin vehikel: solskiven Aton -
hvilken sammenhæng grækerne overtog som solguden Apollon med sin vehikel: Solen
som himmellegeme, Helios. Men det var Apollon, der havde kraften, også hvis det
var i destruktiv retning - på græsk var således apollon desuden et ord for ‘ødelæggelse’ og benyttes bl.a. i den
betydning i Bibelens det Nye Testamente (i Johannes Åbenbaring). Solen kendes forbundet med hanen i et utal af ældre beretninger. Og udtrykket
“... en fugl ligesom en sort fugl
(dog her på latin merula, den
mystiske ‘solsort’) med slangehale ...” peger direkte tilbage til traditionen
fra babylonisk stjernekundskab - velkendt tidligere i den græsk-romerske
tradition, som optog Ficino stærkt. En af himlens kraftigst lysende stjerner, Vega (alpha Lyra) - den oprindelige
Nordstjerne - hed på babylonisk Tartugallu,
‘Kongehanen’. Senere ændrede araberne navnet til Sorte Høne eller Hane (jf. babylonisk tartu, ‘hane’ og gal-lu,
‘konge’ - med en ekstra associative betydning i, at udtrykket i omvendt orden,
ord lu-gal, betød ‘mand’, menneske’).
Angående “en slangehale”, og tillige den sorte hane, se det følgende.
Månens slangeagtigt
svingende bane om Jorden blev i de indviedes Slangen
om Jorden
Verdens-aksen opfattedes at udstrække sig fra stjernen Canopus - der indgik som
“æselhoven” i oldtidens stjernebillede Æslet (med dets nedenfor liggende
stjernebillede Argo Navis) - og op gennem stjernen Sirius (Store Hund, Canis
Major), helt op til Lyra/Vega stjernen ved Lyren og Svanen. (Svanen eller Cygnus
i europæisk tradition, men altså Hanen i babylonisk opfattelse). Og ægget - globen/jorden - bliver derefter udruget af slangen, der er viklet
herom (ligesom Månens bane omkring Jorden). Princippet genkendes af den nævnte
græske fortælling om Zeus, der fra stjerneverdenen skaber en befrugtende
forbindelse til jorden. Således blev basilisken udruget, skabt som et væsen af
særlige kræfter, der ukontrolleret kunne være frygteligt destruktive. De op til fem mulige årlige måneformørkelser kan kun foregå i to modsat
beliggende knudepunkter, “noder”, som over et fast antal år - 19 år - har skiftende
placeringer, men kun når disse noders positioner passerer et par ud af de kun
35 mulige specielle punkter på ekliptika-cirklen. Oldtidens
babyloniere med deres omfattende astronomiske viden anvendte sådan et symbolsk
udtryk for månebanen med dens zig-zag kurve positioner i rummet. Nedstigning
til underverden
I det
østlige Asien kaldes disse måneknuder for henholdsvis Dæmonens hoved og hale. Den indiske tradition indeholder en lang række elementer fra oldbabylonisk
astronomisk tradition. Et uhyre vigtigt element inden for indisk stjernelære
var den nedstigende måneknude, som nævnt det knudepunkt på himlen, hvor Månens
bane på vej ‘nedad’ krydser gennem solbanen. I al kendt indisk tradition kaldes
dette bestemte knudepunkt for Ketu,
men det er oprindeligt et babylonisk ord, der betyder ‘underverdenen’. Dette koncept symboliseres igen ved et havuhyre i form af stjernebilledet
Hvalen (placeret nær ved starten af Vædderens stjernebillede) og kendtes også
hos grækerne, der ligeledes med inspiration fra babylonisk Ketu kaldte uhyret Cetu(s).
(Dog, den egyptisk-græske astronom Ptolemæus og enkelte romerske forfattere
kaldte den Balena eller Belua, der også her betyder ‘uhyre’, ‘monster’). Dengang ansås en hval eller “hvalfisk” - på grund af deres udseende - også som
en slags uhyre, og ifølge den hebraiske Bibel (i Jonas Bog, 2,1-3), opholdt
profeten Jonas sig tre dage i “hvalens mave” - ordret: i tarmen af en
fisk(-monster). Og det efterfølgende vers gengiver, at Jonas måtte råbe ud af
“helvedets mave” - hebraisk beten,
’mave’. I dette monster, der opsluger - ligesom hvalen slugte Jonas, ‘duen’ (symbol på
ånden) - genkendes den oprindelige Cetus-figur.
(Historier om ”uhyrets mave” var velkendte i den gamle
græske mytologi og Bibelen såvel som senere i Grimms eventyr. Det blev en
almindelig metafor i litteraturen, og er
f.eks. brugt også som filmtitler). Således er Baten Kaitos et
traditionelt hebraisk navn, ‘maven i Cetus’, for en særlig stjerne (Zeta Ceti) - (arabisk: batn qaytus - ‘Cetus-mave’) - der sidder i Cetus, stjernebilledet for underverdenen eller havuhyret (senere
kaldet hvalfisken) i den østlige del af himlen. I den græske mytologi repræsenterer Cetus havuhyret, der vil at opsluge
Andromeda (græsk for ‘at have kontrol med kursen’). Men i tidligere tider var
Cetus også identificeret med det oprindeligt mesopotamiske monster Tiamat, ‘dybe hav’, personificeret som
en gudinde eller kvindelig drage (igen månebanen); navnet stammer sandsynligt
fra den mere tidlige sumeriske ti,
‘liv’, og ama, ‘mor’ - livet
(biologi) som oprindeligt forbundet med havet. Det hebraiske navn Jonas, betyder
‘Duen’ - hvilket også er navnet på en stjerne netop på samme meridian som Cetus
og er et symbol på den Helligånden. Duen var et af de babyloniske navne for
Andromeda. Bemærk, at due-stjernen og monster-mave-stjernen er placerede præcis
på samme himmellængdegrad henholdsvis over og under ekliptika (hvor ekliptika
krydser gennem Jord-plan, dvs. ækvator) i samme afstand til hver af dem. Bibelteksten udtrykker i virkeligheden i en lignelse: at “underverden” besøgtes
af Jonas, “ånden” (Jonas, duen).
Krydspunktet/knuden
på månebanen, når denne fører ned under solbanen, kaldes Dette
stjernebillede findes netop placeret, hvor det krydspunkt (forårspunktet) med Formørkelseslinjen - den magiske mur om Paradis
Indisk tradition lader begge de to måneknudepunkter, Rahu og Ketu, optræde med
en vægtig betydning næsten som planeter - og ifølge deres systemer er den
nedstigende måneknude Ketu en
“hersker” over det nævnte 1. måne-hus. Idet de to knudepunkter eller krydspunkter på ekliptika er de eneste steder,
hvor sol- og måneformørkelse kan finde sted, anvendtes navnet ekliptika, dvs. ‘formørkelses(-banen)’ -
egentlig fra græsk: ekleipein, ‘at
forlade eller undlade at komme tilsyne’. Det første månehus udgør starten i østpunktet - og i den bibelske lignelse blev
Adam og Eva sat ud gennem Paradis’ østport
til en anden verden. I al oldtidstradition blev de zodiakale stjernebilleder og
huse også betegnet som: solporte. I den sammenhæng er Paradis-muren
ekliptikacirklen, formørkelseslinjen,
en således magisk grænsemur der
adskiller, og som kan overskrides - i princippet via den nævnte østport. Dette kunne have en særlig symbolsk betydning i forbindelse med alkymi - at for
at opnå det fine guld - der ifølge Bibelens skabelsesberetning kan findes ved
floderne i Paradis, må alkymisten gå gennem en formørkelses-fase kaldet negrido. Igen, en hovedidé i det astronomiske forhold var, at den udrugende slanges
(månebanes) ene halvdel udsprang af underverdenen (og den andel halvdel når op
og forbinder sig til “over-verdenen”). Fra ægget/Jorden udklækkes
Basilisk-uhyret, en hybrid af et sol-og-måneprincip der altså forvandler sig
til en kongesøn, det forædlede
menneskeprincip - et potentiale, aktiveret ved at være “søn” af den “kosmiske
konge/hersker”. Betydningsfulde temaer i alt dette viser ligheder med Bibelens
skabelsesberetning. Adam kaldtes senere “første jordiske konge”, men også “den
første alkymist”, idet det hed sig i traditionen hos de indviede, at “han
bragte et vigtigt første-stof med sig ud af Paradis”.
Brudstykker
af viden overlevede
Efterhånden glemtes mysteriekulternes kodenøgler til okkult himmelgeometri.
Herved glemtes den særlige opfattelse af "treklangen" Faderen,
Moderen og Sønnen og deres himmelgeometriske, pythagoræisk retvinklede genpart.
Kun en del af idepricippet forblev senere indlagt den specielle kristne,
"åndelige" treenighed Faderen, Sønnen og nu Helligånden. Brudstykker af den særlige viden overlevede i Vesteuropa inden for såkaldt
nyplatonisk og hermetisk astro-filosofi. Denne er kendt bl.a. hos den danske
astronomiske videnskabspioner, Tycho Brahe (1546-1601), og hans tyske kollega
og arvtager, det matematiske geni Johannes Kepler (1571-1630). Ud fra sin metafysiske, videnskabelige og religiøse ideverden lod Kepler
himmelsfærernes talværdier transformere til musik, og prøvede at udforske
oldtidens ide om "sfærernes harmoni". Lignende udtrykkes af hans
samtidige, Galileo (der muligvis var inspireret af Platon): "... Universet kan kun
aflæses ved at forstå det som skrevet i et matematisk sprog, hvis bogstaver er
trekanter, cirkler og andre matematiske talmønstre ...". Tycho Brahe lagde grundstenen til sit observatorium-palads tidligt en bestemt
morgen, da solen passerede hen over og hermed tydeligt var i konjunktion med
Basilisk-stjernen. Han tilhørte en international gruppe af højt initierede,
hvor også konger deltog. På Danmarks Nationalmuseum findes i dag et vægtæppe af
en speciel art, fremstillet til kongens borg, Kronborg, - og Tycho Brahe ses
afbildet på dette i samtiden vævede kongelige slots-tapet. Som hovedpersoner på dette vægtæppe ses også kong Frederik d. 2. sammen med en
stor hund. Han står ved siden af sin søn, prinsen, den senere Christian d. 4.,
der er fremvist som "en lille konge" tæt ved (en) "lille
hund" - ligesom på himlen. Billedet symboliserer i virkeligheden kongen med sin lange marskalkstav, der
repræsenterer Verdens-aksen, her korrekt placeret nær Sirus. Således er han
opstillet sammen med den vigtige stjerne Sirius - kaldet Store Hund. Yderligere
ses stjernen Proycon - kaldet Lille Hund, Canis Minor - samt kongestjernen
Basiliskos-Regulus (Lille Konge). På den store hunds halsbånd er skrevet
TIW, en forkortelse af kongens mundheld "Treu
ist Wildbradt", dvs. 'troskab er vildtsteg' (idet vildtsteg er et
gammel slangudtryk for "det bedste, der fås"). Det kan synes at være
en meget passende inskription på en jagthunds halsbånd, men for en alkymist er
inskriptionen i virkeligheden at forstå som det græske ord tio (tiu) for 'svovl' - kendt som et af de vigtigste stoffer i den
alkymistiske proces. Fra de alkymistiske skrifter hører vi om nogle hovedingredienser - især guld,
svovl og salt. Koden tiw (tiu) kunne her især tyde på, at grundstoffet svovl
tænktes forbundet med Sirius - ligesom i princippet at solen ansås forbundet
med guld. Den okkulte og esoteriske symbolik havde et vældigt tag i tidligere tiders
kongehuse. Hofnarre, de eneste der måtte modsige kongen, symboliserede således
for de indviede konger en "afbalanceret udfordring". Og når kongen i
sit hof-regi havde kostbart udklædte dværge, indeholdt dette nogle træk af at
hylde homunculus-motivet - i alkymien den "lille konge", forbundet
med himlens kongestjerne Basiliskos-Regulus. Da Tycho Brahe tilhørte landets elite, var adelig, holdt hof og fremtræder som
indviet, havde han naturligvis også en dværg. Den dværg, Jeppe, også kaldet Per
Geck (Gæk, 'morskab'), fulgte med Tycho Brahe til Prag og vakte her stor
opsigt. Jeppe var synsk, og det er kendt, at Tycho Brahe og hans assistenter
fulgte hans råd i mangt og meget. Dværgene hos kongerne og andre stormænd var tilknyttet ideer, der kan spores
tilbage til bl.a. de græske kabir-kulte i Lilleasien hos oldtidens
"alkymist"konger som f.eks. Midas og Krøsus. Vedrørende førnævnte Æsop med sine såkaldte fabler, der ofte omhandlende dyr,
men i virkeligheden tilhørte indvielseskultiske lærdomme med skjulte
astronomiske og alkymistiske temaer - så omtaler Platon i Phaedon, at Sokrates
brugte en tid, mens han var i fængsel, på at sætte Æsop's fabler på vers. Også
historikeren Herodot skrev om ham. Under en senere del af sit liv havde Æsop
residens et berømt sted i Lilleasien, hvor han mødte Sokrates'
"forgænger" Solon, og det var netop mens Æsop levede her ved hoffet hos
den gyldne kong Krøsus. Ove von Spaeth
Inden for heraldik
indførtes "skjoldholdere" for at give styrke til våbenskjoldet, ofte Herover et eksempel
på basilisk-grif, der holder et adelsvåben for slægten von Spaeth, fra
8888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888 |