Basilisken blandt de fire kongelige stjerner

.
Af  OVE VON SPAETH
Copyright  ©  2004  
  www.moses-egypt.net

.
Publ. i AMH Magasinet, december 2006 (nr.4, s.24-27)

Til oldtidens astronomiske observationer, der især blev foretaget af præsterne,
lod man himlen inddele i et netværk af forskelligartede stjernebaserede
hjælpelinjer. Ud over tidsmåling og kalenderpræcision tjente denne
metode nogle særlige kultiske og indsigtsmæssige formål.


 

Ubevægelige stjernebilleder og bevægelige ’stjernetegn’

Hvorfra og hvortil udstrækker Dyrekredsens 12 stjernebilleder sig, når det gælder den ubevægelige, såkaldte sideriske zodiak på himlen? Vædderen var altid den første i rækken af stjernebilleder, men hvor er dens begyndelsessted? Dette stjernebillede er nærmest stjernetomt i området ved den tænkte begyndelsesgrænse. Derfor har man andre steder i zodiaken måttet finde referencepunkter med kendte positioner på den sideriske zodiak, nemlig veldefinerede stjerner, til herudfra at måle og beregne sig frem til det pågældende begyndelsespunkt.
          Til en bedre forståelse og til undgåelse af sammenblanding vil der - med en enkelt markeret undtagelse - i det følgende omtales alene den sideriske zodiak, dvs. de ubevægelige Dyrekreds-stjernebilleder defineret ud fra stabile punkter på himlen. Der er således ikke tale om de bevægelige ”stjerne-tegn” ligeledes med Dyrekredsnavne, som netop er forbundet til det altid positionsskiftende forårspunkt. Det er sidstnævnte Dyrekreds, vesterlandske astrologer beskæftiger sig med.
          Under forsøget gennem tiderne med at finde den stjerne, som var det mulige oprindelige udgangspunkt for at måle sig frem til stedet, hvor den faste sideriske zodiak begynder, ses i traditionen ofte stjernen Spica fremhævet. Således beskæftigede oldtidens berømte astronom Ptolemæus (ca. 85-165 e.Kr.) sig en del med denne stjerne. Også i oldtidens Indien kom man efterhånden ind på at bruge denne stjerne til formålet.
          I sit værk ”Almagest” (IV, II) med det oprindelige græske navn Matemathike Syntaxis beskriver Ptolemæus den procedure, som hans kollega Hipparchus ca. 250 år forinden havde bestemt denne stjernes position ud fra. Yderligere nævner Ptolemæus andetsteds i sin ”Almagest” (VIII, I), at Spica er en af selve det faste Dyrekredsbæltes 5 mest lysstærke hovedstjerner.
          Blandt de øvrige af en række stjerner, som Ptolemæus angiver blandt 346 af zodiakens stjerner, man dengang opregnede som værende lysstærke af  1. størrelse, er f.eks. følgende: alpha Tauri, alpha Leonis (Basiliskos-Regulus), men også f.eks. beta Leonis samt alpha Piscis australis.
          Derfor vil det under alle omstændigheder være mest relevant at i hele denne særlige gruppe opspore den optimale stjerne, der har været anvendt til måling af begyndelsespunktet, en stjerne der derfor ikke nødvendigvis behøver at have været Spica.

 



Den egyptisk-græske oldtidsastronom Ptolemæus (85-165) residerede i oldtidens
videncentrum Alexandria. Han brugte Basilisk-stjernen som målepunkt (Ill. fra renæssancen).



De fire kongelige stjerner

I netop den nævnte gruppe af de mest lysende zodiakale stjerner er de følgende to af særlig art og stærkt lysende. Nemlig Aldebaran (alpha Tauri), der er hovedstjerne i Tyrens stjernebillede - og Basiliskos-Regulus (alpha Leo), der er hovedstjerne i Løvens stjernebillede.
          Disse i oldtiden meget anvendte stjerner til måleforhold bringer to andre ligeledes stærkt lysklare hovedstjerner ind i billedet. Nemlig Antares (alpha Scorpio) i Skorpionens stjernebillede og Sadelmelik (alpha Aquarius) i Vandbærerens stjernebillede.
          Det har fra tid til anden været hævdet, at den søgte stjerne til brug for et oprindeligt udgangspunkt måtte være førnævnte stjerne Aldebaran. Især denne stjerne var ofte til hjælp ved normal observationstagning. Og i traditionen kendes en målemetode, hvor netop den lysklare hovedstjerne Aldebaran benyttes i samarbejde med den nøjagtigt overfor liggende hovedstjerne Antares i Skorpionens stjernebillede.
          Græsk-babyloniske oldtidstekster angiver metoden - og det gør ligeledes de græske astronomer som Rhetorius (100-tallet f.Kr.) og Kleomedes (ca. 150-200 e.Kr.).
          I oldtidens opfattelse var de nævnte fire stjernes tilhørssteder stjernebillederne Tyr, Løve, Skorpion og Vandbærer anset for at udgøre de såkaldte fire såkaldt ”faste” dyrekredsbilleder på himlen. Helt tilbage fra en meget tidlig astrologitradition ansås deres signifikans som værende tilknyttet verdens ”faste”, stabile eller materielle tilstandsformer.
          Noget særligt ved alle de fire hovedstjerner er, at de gennem historien har været kendt som ”de fire kongelige stjerner”. I oldtidens stjerneverden og himmelforhold var de tildelt denne betegnelse, fordi de opfattedes som havende en overordnet vigtig betydning, idet de indgik i et større, men i dag nærmest ukendt referencemønster.


Det store X-kors på himlen

I det mønster var det af stor betydning, at forbindelseslinjerne eller sigtelinjerne - der forbinder hvert par af disse tværs over himlen modstående kongestjerner - danner tilsammen et X-kors, som deler ekliptika i to forskellige par af næsten symmetriske dele.
          Kongestjernernes indbyrdes afstande har ikke gennem tiderne ændret sig synligt, da de kun har en ubetydelig egenbevægelse.
          Hvis disse stjerner i nutiden måles inden for det for os ”normale”, bevægelige Dyrekreds’ stjerne-tegn, var deres positioner omkring det sidste årti op til år 2000 følgende: Aldebaran ca. 9°55’ i Tvillingernes tegn, Basiliskos-Regulus ca. 29°59’ i Løven tegn, Antares ca. 9°55’ i Skyttens tegn og Sadelmelik ca. 3°30’ i Fiskenes tegn.
          Hos perserne brugtes der desuden ved ”løsere” orientering, at de fire kongelige stjerner markerede himlens fire verdenshjørner, skønt kun i omtrentlig retning.
          Denne praksis var begyndt, da Basiliskos stod i midsommerpunktet for ca. 4000 år siden. Her kaldtes disse stjerner således også for ”de fire himmelvogtere” - i deres punkter Hastorang ‘det nordlige sted’, Tascheter ‘østlige’, Venant ‘sydlige’ og Satevis ‘vestlige sted’. Også dette mønster fulgtes hos inderne.
          I oldtiden var det uforanderlige himmelkors eller rettere X-kors, som disse stjerners linjer danner, velkendt for ikke at have fire rette vinkler, men er fordelt på to vinkler af ca. 70° og to af 110°.
          Dette X-kors mellem de fire kongelige stjerner var således et af de vigtigste orienteringsmønstre. Dette især fordi det naturligt markerer disse fire geometriske hovedpunkter i den sideriske zodiak.
          Eksempelvis kunne Tyrens hovedstjerne Aldebaran og Skorpionens hovedstjerne Antares via deres indbyrdes sigtelinje let observeres af alle at befinde sig præcis ”over for” hinanden. Der kendes et rigt antal optegnelser om, at den ene stjerne fra sådanne bestemte stjernepar var opstigende, netop når dens anden ”linje-forbundne” stjerne gik ned.

          Der kunne opfattes en stærk symmetri, og man mente at se en særlig præcision i sådanne mønstre. Der herskede herom en udbredt og voldsom opmærksomhed forbundet med, hvad der med et moderne begreb kaldes pattern recognition.

          Det er derfor forståeligt, at disse fænomener betragtedes med stor ærefrygt, når der så stærkt mentes konstateret en særlig logik i mønstre dannet ud fra den tids veldefinerede sigtelinjer mellem stjernerne.
          I de religiøst-filosofiske ideer, der indgik i oldtidens indvielseskultiske lærdomme, ansås den type stjerneforhold - flere med indbyrdes forbløffende symmetri og overensstemmelser - for tegn på en særlig kosmos-orden af synkronicitets-sammenhæng med himlen og Jorden, både for levende væsener og fysiske forhold.


 


Som den ’Store Sfinx’ på himlen ses den liggende Løvens stjernebillede aftegnet. Hovestjernen
Basiliskos-Regulus kaldes også Løvens Hjerte – og findes her placeret direkte på ekliptika.



Basiliskos-stjernen


Stjernerne Aldebaran i Tyr og Antares i Skorpion er placeret ca. 5° under ekliptikalinjen, mens Sadelmelik i Vandbæreren er 10° over. Til observationsmæssig hjælp ansås således Basiliskos-Regulus i Løven som ”førende”, fordi den befinder sig direkte på selve ekliptika.

          For oldtidens astronomipræster var det nemlig ikke uden vanskelighed, når de observerede på nattehimlen, at skulle finde den nøjagtige placering for selve ekliptika, Solens såkaldte bane, der i sig selv udgør den langsgående midterlinje i zodiaken. Vanskeligt, fordi ekliptikas eksakte placering på himlen kun har kunnet findes ved hjælp af positionerne for de af Solen og Jorden fremkaldte måne-eklipser, dvs. formørkelser. Der forekommer op til fem måneformørkelser årligt, og de kan kun ske på ekliptika. Det er dette, der har givet ekliptika sit navn, som betyder ‘formørkelse(slinjen)’.
          Et cyklisk ”nul-punkt” er det tidspunkt, der fremkommer hvert ca. 26.000 år (en cyklus kaldet det Platoniske år), hvor den sideriske zodiak med Dyrekredsens ubevægelige stjernebilleder og den bevægelige Dyrekreds af ”stjernetegn” har præcis samme udgangspunkt - i forårspunktet.

          Også her viser stjernen Basiliskos (Regulus) sin betydning, netop fordi den er den eneste stjerne, der er placeret direkte på ekliptika. I Ptolemæus’ førnævnte værk ”Almagest” (IX, 3) beskrives, hvorledes han - på en nødvendigvis noget indirekte måde - derfor først må bestemme Basiliskos’ længdegradsposition, for så herudfra at kunne bestemme nogle øvrige stjernemæssige positioner.
          Dette kunne foregå især i tiden omkring et jævndøgn (i sig selv omhyggeligt målt, når dag og nat er præcis lige lange) ved først at observere Solen i dens nedgangspunkt (nær begyndelsen af - på hans tid - Vædderens fast stjerner) og derefter måle hen til Månen (hvis den var inden for samme synsfelt), der allerede skimtes i tusmørket, for så endelig herfra at måle hen til Basiliskos (nær begyndelsen af Løven). Herved kunne han så til slut tjekke Basiliskos’ afstand fra forårsjævndøgnspunktet.
          Det var netop af stor betydning - idet denne traditionspraksis altså forudsætter, at Basiliskos dengang regnedes for placeret i selve begyndelsen af Løvens faste stjernebillede. Det medførte, at når man havde fundet den rette position for Basiliskos, havde man inden for dette system også dermed automatisk den sideriske zodiaks udgangspunkt 120° derfra. Nemlig Vædderstjernebilledets dermed udpegede grænselinje, idet Vædderens begyndelsespunkt her traditionelt er defineret som placeret i et trigonforhold (dvs. de 120°) til Løvens begyndelsespunkt.
          Netop dette kan også vise, at det sideriske nulpunkt ikke på Ptolemæus’ tid ca. 130 e.Kr., havde sammenfald med Dyrekredsens nulpunkt, hvilket mange ellers hævder, for så skulle der have været 120° mellem Basiliskos og Dyrekredsens bevægelige begyndelsespunkt (forårsjævndøgnspunktet), og det var der ikke. Det var der kun på Hipparchus’ tid - faktisk markeret med en solformørkelse hen over på Basiliskos-stjernen i året 157 f.Kr.

 


Zodiak-udgangspunkt i ældste tradition

Basiliskos’ betydning. som et præciseret, men indirekte udgangspunkt for den ubevægelige sideriske zodiak, demonstreres også ved, at den netop var blandt de temmelig få stjerner, der tidligt hos Hipparchus angives med definerede længdegradsangivelser (ekliptika længde).
          Om dette antager mange forskere - men øjensynligt næppe korrekt - at det længdegradssystem måske var noget dengang relativt nyt og ’primitivt’ hos grækerne.
          En betydningsfuld stjernetabel fra oldtiden var matematiker-astronomen Theon af Alexandria’s optegnelser, kendt under titlen ”Håndtavler” (300-tallet e.Kr.). Den begynder tilsvarende sin stjernepositionsfortegnelse med netop Basiliskos, fordi der blandt flere metoder også fandtes en tradition, hvor det praktiseredes, at man kunne lade Basiliskos tjene som markør til at beregne udgangspunktet for alle længdegraderne. Og ikke mindst i Ptolemæus’ værk, ”Inscriptio canobi”, bruges denne praksis.
          Fra Ptolemæus og tilbage til Hipparchus kan netop denne praksis spores yderligere tilbage via persere til babyloniere, der igen havde det fra de tidligere sumerere.

          Vidnesbyrd om denne stjernes astronomiske betydning gennem den endnu tidligere historie er det muligt at se i babylonske fund med nedskrevne positioner for Basiliskos 1985 år før Ptolemæus.
          Og der er spor helt fra ca. 2320 f.Kr., hvor denne stjerne da havde sin placering på midsommerpunktet. En autoritet som Skotlands berømte Astronomer Royal, professor Charles Piazzi Smyth, fastslog således:       
          ”... Regulus’ (Basiliskos’) længdegrad har igennem tidsaldre været brugt som

dateringspunkt af de bedste astronomer i alle lande ...”.

 

 



Den 2000-årige græsk-romerske skulptur af den astromytologiske Atlas med

himmelkuglen på sine skuldre. Forårspunktets datidige placering ses ved Vædderens
begyndelse i krydspunktet mellem ækvator og zodiakbæltets midterlinje, ekliptika.



Kongestjernernes betydning


Blandt de fire kongestjernes navne hentyder Antares direkte til denne hovedstjernes stjernebillede Skorpionen, som ifølge traditionen beherskedes af planeten Mars. For navnet menes egentlig at være ant-Ares, græsk for ‘som Mars’, hvad den også er visuelt, da den er en hel del rødlig. Derfor hedder den hos inderne Rohini, ‘den røde’.

          Aldebaran, hovedstjernen i Tyren er fra arabisk Na’ir al-Dabaran, som betyder ‘den lyseste af de følgende (stjerner)’ - til forskel fra Vædderen, der ansås som det første stjernebillede i Dyrekredsen.
          Af en eller anden grund bestemte den kendte franske astronom og skribent Flammarion i 1880’erne - ligesom allerede hans kollega, den store astronom Bailly i 1700-tallet - at den sydlige kongestjerne, beliggende nær grænsen mellem Vandbærerens og Fiskenes stjernebilleder, måtte være Fomalhaut (alpha Piscis australis). Denne opfattelse, som ignorerer hensyn til viden fra traditionen, er uheldigvis siden hen gået uudryddeligt ind i litteraturen. Følgelig kendes den sydlige kongestjerne nu kun under denne ‘forkerte’ betegnelse.
          En årsag til forvekslingen kunne skyldes, at Sadelmelik - der er den rette stjerne her - befinder sig placeret på nøjagtigt samme ekliptika-længdegrad som positionen for Fomalhaut. Men sidstnævnte har - ved at være for langt uden for ekilptika - en alt for stor distance til denne. En anden årsag er måske, at Fomalhaut lyser kraftigst af de to, hvilket slet ikke er kriteriet.
          Men som antydet er Fomalhaut-stjernen et reelt dårligt observationspunkt, idet den befinder sig hele 21° fra ekliptika, dvs. dobbelt så langt borte som Sadelmelik med kun 10°.
          Fomalhaut tilhører simpelthen ikke konceptet for de fire ”faste” dyrekredsbilleder. For til trods for sit fiskenavn hører den absolut heller ikke til selve Dyrekredsen. Således opfyldes hos Fomalhaut ikke en af betingelserne for kongestjernerne, hverken stjernemytologisk eller teknisk.
          I øvrigt antyder den anden stjernes navn, Sadelmelik, det korrekte tilhørsforhold blandt de fire kongelige stjerner, da det betyder noget med ’konge’, nemlig ‘kongens lykke’ (fra arabisk al Sa’d al-Malik). Også derfor er det uforståeligt, at den moderne skrøne om Fomalhaut har kunnet fortsætte uopdaget.
          Navnet på Løvens hovedstjerne, Regulus, betyder ‘lille konge’ - det er Copernicus’ latinske oversættelse af dens græske navn Basiliskos hos bl.a. Ptolemæus, og med samme betydning. Desuden hed den Stella regia fra latin rex, dvs. ‘kongelige stjerne’, som jo her ”styrede de himmelske forhold”.
          I den oldindiske hellige tekst Rig Veda hed Basiliskos Magha, ‘den mægtige’ - der også er tilnavn for kongerne - og hed ud fra tilsvarende princip i Persien, Meyan, ‘det mægtige midtpunkt’. I Kina kaldtes Basiliskos-Regulus for ”Den kejserlige families (Heen Yuen) store stjerne”.

          I Babylon hed Basiliskos Sharru, som både betyder ‘stråleglans’ og ‘konge’ (jf. moderne kongebetegnelse, en sha) - der er således en sammenhæng. Langt tilbage, hos sumererne, kndes denne stjerne.


 



Leo-stjernebilledet i “De Astronomia” (“Poetica Astronomica”, trykt i Venedig, 1482)
af Hyginus (64 f.Kr.-17 e.Kr.), latinsk forfatter og chef for det Palatinske Bibliotek.
Bogens illustrationer (Ratdolt) blev forbillede for alle stjerneatlas i flere århundreder.


 

Kongestjerner og kultisk viden

Det var sandsynligvis ikke Hipparchus, der først opdagede præcessionsfænomenet – forårspunktets langsomt (baglæns-)glidende positionsforskydning. Babylonierne ville med deres gennem årtusinder førte kæmpemæssige stjerne-bogholderi have opdaget symptomer herpå og kunne teknisk set dog næppe undgå at have opnået nogen viden om det.
          Oprindeligt synes denne viden kendt i de indviedes lukkede kulter - ikke mindst i Babylon, men også i Indien og Egypten – forbundet med en lære, der især også omfattede stjernekundskab.         
          Platon levede fra 427-347 f.Kr., således omkring 200 år før Hipparchus. Platon, som var en indviet, beretter i sit værk ”Timaios” (Platons skrifter VIII, C.A. Reitzels forlag 1955) om himlen over os og dennes ydre ”ensartede” bevægelse, der går langsomt mod højre. Det synes derfor her at være præcessionen og ikke Jordens egen (hurtige) rotation, han omtaler, bl.a. fordi han også beskriver sidstnævnte og dens pol-akse i samme kapitel.

           Som nævnt ses en sådan viden at gå langt tilbage i tiden, bl.a. hos sumererne. Sandsynligvis havde de en længere tradition angående Basiliskos engang havde sin placering ved forårspunktet  i øst, idet de kaldte denne stjerne for Gus-ba-m, dvs. ‘den ildlysende flamme af det østlige hus’.
          Den ”diagonale” sigtelinje mellem Aldebaran og Antares kunne i Babylon idemæssigt opfattes som en forbindelse, der manifesteredes billedligt i den babylonske type sfinx: Den vingede tyr, idet der ved Skorpionen findes det dengang betydningsfulde stjernebillede Aru, babylonisk for ’Ørnen’. I en astromytologisk forestillingsverden var Tyr og Skorpion relateret til hhv. elementerne jord og vand. Lignende omtaler den gæske astronom Eudoxos.
          De to andre hovedstjerner Basiliskos og Sadelmelik var man ofte mest optaget af som ”kongelige” stjerner. Deres diagonale forbindelseslinje tværs over himlen opfattedes i den gamle stjernelære som dannende forbindelse mellem elementerne ild og luft ud fra deres tilhørende såkaldte ”faste” stjernebilleder Løve og Vandbærer. Astromytologisk har det været tolket som værende gengivet i den - måske langt ældre end nogen af disse optegnelser - egyptiske sfinx: Løvekroppen med Vandbærerens menneskehoved.         
          Fortsat i traditionen ansås Månen, når den passerede gennem Tyrens stjerner, især Plejadegruppen, for at være tillagt en signifikans som ”ophøjet” - og var i sig selv tilnyttet elementet vand, hvilket også var tilfældet med Skorpionens stjernebillede overfor på himlen.
          Alt dette kendtes tidligt i en idéverden hos det meget nathimmel- og måne-optagne Babylons religionskultur. Men i Babylons store nabo-imperium, Egypten, var himmelmæssige træk inden for religionen i flere henseender mere sol-relateret.
          Oldtidens jødiske folk kom i deres landområde ustandselig i klemme imellem disse to store nationer, men influeredes også fra begge. Bl.a. gav det sig udslag i, at de oprindeligt ud fra Moses’ forordninger reelt måtte indrette sig på at leve efter begge parters kalendersystemer, en hybrid af kombineret sol- og måne-kalender - hhv. sol-årets 12 måneder og måne-årets 13 måneder - dengang af indgribende religiøs betydning, også symbolsk.

 

Ove von Spaeth
Forfatter, historiker, uafhængig forsker  -  copyright  © 2004 (& opdat.1978)   
 

 En række oplysninger i teksten er fra Ove von Spaeths bog Den Hemmelige Religion
fra serien “Attentatet på Moses” - bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden,
C.A.Reitzels forlag og boghandel, tlf. 33 12 24 00  &   info@careitzel.com

 

Yderligere information:  www.moses-egypt.net

 

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
Copyright © 2007 (& © 1978) by: Ove von Spaeth   -   www.moses-egypt.net   -   All rights reserved.