Uafhængig forsker - skam eller hæder 

Af  OVE VON SPAETHm
copyright © 2004  -  www.moses-egypt.net
Publiceret i SweDano Journal, juli 2004 (3.årg., nr.7, s.)

En lille og hurtigt overstået episode kan dog have 90 pct. af sin reelle volumen skjult under overfladen - ligesom det kendes fra isbjerge. En overraskende begivenhed efterlod et særpræget indtryk hos en erfaren skribent og redaktør, som her videregav den. Det åbner for indblik inden for et par klassiske forskningsområder, der kunne behøve en holdningsmodernisering til at være mindre hæmmende for tilgang til ny viden fra anden side.


Det bedste fra traditionen beriges ved
opdatering med fornyende kvaliteter.


Simpelthen ’tornen i øjet’

Redaktør Hans Anckarstjerna på SweDano Journal fremsendte 16.mar.2004 et referat af en begivenhed, han netop havde oplevet under sit arbejde:
          ”...I vores virksomhed Swedano Press fik vi 15/3 i anden anledning besøg af en lille flok, heriblandt en historiker (navnet er redaktionen bekendt) tilknyttet Københavns Universitets Carsten Niebuhr Institut. Da talen kom på Ove von Spaeths bøger om Moses og Egypten - bøgerne som bl.a. er blevet vel modtaget ved anmeldelse i SweDano Journal (nr.6, juni 2004, ed.), kunne han oplyse, at man hos mange i staben på Carsten Niebuhr Instituttet: ”afskyr Ove von Spaeths bøger, og vil ikke læse dem”.

          Som en slags forklaring gengav han, at det vitterlig ”generer” flere universitetsfolk, at Ove von Spaeth nogle steder ses omtalt som ”uafhængig” forsker, og: ”her er tilmed ordet simpelthen tornen i øjet”.

          Det skal bemærkes, at det ikke var gæstens egen mening - og han havde ikke selv læst bøgerne - men det var kun, hvad han noget forundret kunne opleve inde på instituttet.

          For egen regning kan jeg, der via job færdes i alle lag, tilføje at de omtalte ”begrundelser” hos nævnte videnskabsinstitut i øvrigt nærmest virker barnagtige på ikke-akademikere og andre udenfor. Hvis dét er niveauet, ville jeg i den situation også selv foretrække at kalde mig uafhængig forsker. - Men venlig hilsen, Hans Baron Anckerstjerna, journalist, ansvh. chefredaktør, SweDano Journal...”.
          Således Anckarstjernas budskab. Hans iagttagelse afspejler en speciel, men absolut ikke ukendt attitude hos visse navngivne universitetsfolk. Da den slags forhold ofte kan være yderligere uhensigtsmæssige for udenforstående, ikke mindst for mange af læserne, kan det netop have en hel del relevans her at give et opklarende overblik.

 


Historisk astronomi førte til udvidede studier.

 

Flere anstødssten

I tilfælde af behov for oplysning her vedr. min baggrund skal blot anføres, at jeg har udgivet en bogserie om den historiske Moses baseret på konkret materiale. Desuden har jeg skrevet en engelsksproget videnskabelig afhandling om datering af verdens ældste stjernekort (egyptisk), publiceret i et internationalt videnskabshistorisk tidsskrift. Ydermere er publiceret en række af mine artikler om historiske emner.

          Min forskning, der førte til de offentliggjorte resultater, begyndte med historisk astronomi. Dertil fandtes det indlysende at benytte den viden til i højere grad at søge at fastsætte historiske begivenheder mere nøjagtigt udfra astronomisk datering af beretninger, der også refererer om himmelmæssige begivenheder. Meget materiale var hidtil ignoreret.

          Denne astronomiske dateringsmetode var tilmed sjældent anvendt i forbindelse med meget tidlige bibelske begivenheder. Det er der forskellige årsager til. Beklageligvis også det forhold, at forskningen ofte havde afskrevet sådanne overleveringer som værende myter.

          Men idet der her kunne fremlægges indikationer for, at flere såkaldte myter måske alligevel var en konkret del af realhistorien, kom derved en hel del af forskernes undertiden vidtgående teoretiseringer af fortiden ofte til at fremstå som åbenlyst absurde.
          At således blive konfronteret med nye, konkrete facts om realhistorien kan endog ses modgået af en tillukket forskning med næsten religiøs fanatisme og undertiden lidt aggression. Min præsentation af nyorienterende forhold blev her en første anstødssten.

 

 

En rig arv af forskningsmateriale er bevaret i vore arkiver.

 

Flere hidtil oversete eller forsømte anliggender i de pågældende forskningsområder krævede, at jeg måtte gå yderligere i dybden med egne studier inden for historie, tekstforskning, teologisk forskning, arkæologi, andre dateringsmetoder og ikke mindst egyptologi samt udbygge kendskab inden for forskellige oldtidssprog.

          Det blev med andre ord en tværvidenskabelig  tilgang til stoffet. Jeg kendte faktisk intet til akademisk insideterritorium og blev naivt forbavset gang på gang over dets ejendommelige interessemodsætninger, hvor kvalitet og sandhed ikke altid er primære mål. Og det viste sig, at man ofte i den etablerede universitetsverden af forskellige mindre ransagelige grunde ikke brød sig om det ”tværvidenskabelige” - eller så på det med mistro. Dét blev en ny anstødssten.

Dog var det så heldigt, at der fandtes andre forskere, der så med stor interesse på, hvad jeg havde fundet frem til inden for de pågældende historiske og astronomiske felter. Her fik jeg ofte en uvurderlig vejledning og støtte - og sidenhen opbakning. En del af disse fagfolk og hjælpere er kendte og fremtrædende som virkelig store eksperter - netop heldigt for mit arbejde. Men dét blev en tredje anstødssten.

 


Foredraget på Københavns Universitet, hvorunder den teologiske doktor
demonstrativt slængte den omhandlede bog om Moses hen ad podiet.

 

Gådefuld adfærd

Ved en adfærd, der fremstår med en noget irrationel karakter hos ovennævnte lille gruppe universitetsfolk - hvoraf de fleste synes at have udgangspunkt i visse afdelinger på Carsten Niebuhr Instituttet, Københavns Universitet - har man foretrukket nidkært at desinformere angående oplysninger, der findes i mine bøger om den historiske Moses.
          Der eksisterer fuld dokumentation for, at de pågældende sære aktiviteter begyndte ved første bind om Moses i mit 5-års udgivelsesprojekt. Her fremsendte man fra universitetet et hadebrev til Moses-bogseriens forlag, og forsøgte dernæst systematisk at intimidere bøgernes forfatter hos de forskellige videnskabsfolk, der havde hjulpet ham. Endvidere søgte to personer fra instituttet at få en BerlTid.redaktør til at modgå sin fremragende boganmeldelse.
          Det udmøntede sig også til det skandaløse foredrag om Moses-traditionen og bogserien om Moses, på Københavns Universitet 27.nov.2003. Ved en kompromittende uvidenskabelig omtale af bøgerne, hvor foredragsholderen (en teologi-doktor delvis tilknyttet instituttet) ikke havde opdateret sin viden og så useriøst anvendte fejlcitering - kunne tilhørerne her opleve, at han ikke forstod, at det reelt var hans egen uvidenhed han søgte at gøre sig morsom over.
          På den anden side har det under manglende humor vist sig at have vakt irritation, når det kunne forekomme, at der fra forskellig side uforvarende blev forepurgt hos instituttets folk om, hvordan, i essensen, en forfatter som Ove von Spaeth helt uden studentereksamen og med kun en almindelig håndværkeruddannelse åbenbart kunne finde ud af mere om Moses og hans forhold i Egypten end f.eks. instituttets folk? Men mine bøger er totalt blottet for tegn på involvering i nogen sådan konkurrence eller polemik i det hele taget, og der er hele tiden udvist dyb respekt for fagfolk - de har ikke mindst været uundværlige for bøgernes tilblivelse.

          I øvrigt kan det om de pågældende universitetsfolk oplyses, at det er personer, som jeg aldrig har kendt eller mødt eller på nogen måde generet. Udover at alle gruppens forunderlige forsøg naturligvis mislykkedes helt og holdent, kom det hver gang bag på de uheldige aktører, at andre forskere kunne have en anden mening om mine bøger end gruppen selv havde. Og ikke mindst, at flere af de store kapaciteter virkelig ønskede at stå inde for mine projekter og bestemt ikke var bange for netop at lægge navn til opbakningen.

          Der er selvfølgelig også mere godt nyt, idet man kan møde adskillige fra instituttet, der seriøst anvender deres tid på at forske, studere eller undervise, som det vist skulle være meningen med universitetet. - I øvrigt, som naturligt for karakteren af min virksomhed, findes denne altså placeret uden for ”det ordnede system” og dets båse. I den forbindelse var det blot praktisk informativt, da forskellige redaktører også begyndte at bruge den fremgangsmåde at indsætte betegnelsen ”uafhængig historiker” ved underskriften til mine tekster i publikationerne.

 



Darwin på opdagelsesrejse med ”det gode skib HMS Beagle”.


Uafhængige pionerer

Uden sammenligning i øvrigt, men for princippets skyld, kan følgende bemærkes om nogle af de betydeligste blandt ’uafhængige’ pionerer (der alle tilmed udsattes for en særlig hård og usaglig kritik) - her skal nævnes et par få, f.eks.:

          - Darwin var slet ikke akademiker, da han indledte sin store forskning, der endte med hans evolutionsteori, som skabte dybe ændringer i den videnskabelige verdensopfattelse.

          - Einstein var ganske vist akademisk uddannet, men helt uden universitetstilknytning og blot en kontorist på et patentbureau, da han udviklede sin epokegørende relativitetsteori; og han aldrig lagde skjul på, at han altid måtte have hjælp til matematiske udregninger.

          - Tycho Brahe var ikke uddannet som videnskabsmand, men han opfandt den omvæltende nye videnskabelige metode, som hele den moderne verden nu hviler på - og kunne med sin forskning videnskabeligt bevise, at himmelrummet var mange gange større end hidtil antaget.

          - Købmanden Schliemann gjorde egenhændigt, trods massiv kritisk modstand fra forskere, alligevel to af de største og rigeste arkæologiske fund nogensinde: Den forsvundne oldtidsby Troja samt ’Agamemnons grav’ - foruden at denne ikke-akademiker dertil med sine egne udviklede metoder blev banebryder for moderne videnskabelig arkæologi.

 

 

Albert Einstein ved en af sine levende forelæsninger.


Uafhængig - en fordel for alle parter

Således vil der inden for forskningen findes en række fordele ved at være uafhængig forsker, en særlig frihed til  at følge egne linjer - og fra  f.eks. at skulle opnå en accept inden for kollegers herskende mening eller en eksamen betinget af at skulle ’tvinges’ til også at tro på visse modeprægede opfattelser.

          På den anden side er der en hel række andre solide fordele for de andre forskere netop på en universitetsbaggrund, dvs. med særligt netværk, lokaliteter og økonomisk fundament - også til at opdyrke mindste detaljeområde. Systemet fokuserer på sit eget, og den aflukkethed er en fælde. Og der skal ofte udøves tidsbeslaglæggende forpligtelser fjernt fra forskning.
          Efter eget valg og på egne omkostninger har jeg frit brugt adskillige år på at fremdrage og endevende et i realiteten enormt antal kilder - efterfulgt af næsten endeløst analysearbejde. Heriblandt af utroligt mange kilder, man hidtil havde ladet ligge. Men det har vakt modstand også hos teologer, der her blev konfronteret med resultater fra en større historisk virkelighed.
          Derfor er det interessant, hvad teologen, forskningsleder Niels Jørgen Cappelørn, der tidligere har stået for Danmarks store 1992-bibeloversættelsesprojekt, understreger (ref. i Information 29.maj2004) angående en bog (af Peter Tudvad) med nyt syn på Kierkegaard, frembragt via kilder som hidtidig forskning havde undladt: ”...Det, som vi kender fra megen forskning, var også sket her. Man gentager, hvad den foregående forsker har skrevet, og man læser den eksisterende sekundærlitteratur uden at gå til de oprindelige kilde. Det fine ved Tudvads arbejde, er, at han viser, hvad grundforskning er. Man skal aldrig tro på, hvad den tidligere forskning har fundet frem til, og altid selv gå til kilderne....
          Bemærk netop at alt dette med fuldt ud samme ret kan siges direkte ligeså præcist om Moses-bogserien. Men her, ved dét emne og dets forskningsperspektiver, går åbenbenbart de pågældende teologers grænse for at se med videnskabelighed på nyt seriøst materiale.
          Det kan siges at have været på flere måder en fordel med modstanden imod bogserien om Moses, for det gav en fin opmærksomhed. En bagdel har været, at nogle hovedstadsaviser, der ellers prioriterer bogstof, har en hel del cand.theol.’er ansat i deres stab og vil ikke have noget som helst med bogserien at gøre. Chefredaktøren på den ene avis meddelte til en kendt freelanceskribent, at det direkte var blevet hende frarådet, at avisen skulle beskæftige sig med bøgerne. - Selve problemets art ses gentage sig internationalt, hvor fine anerkendelser af min stjernekortafhandling også medførte fra anden side en ejendommelig form for fornærmethed.

          I stedet for den slet skjulte modstand ville det være mindre kontraproduktivt, om man konkret anførte, hvor det er, at bøgernes forfatter og hans kilder skulle tage så frygteligt fejl, at man åbenbart end ikke vil læse argumentationen i bøgerne, men blot generelt anviser at afholde sig fra at beskæftige sig med dem. At derfor ændre på dén kurs, må afgjort være mere relevant og interessant for den fortsatte forskning omkring personen Moses.

          Det, der i det aktuelle tilfælde derfor kan undre en smule, er, at formentligvis travle universitetsfolk overhovedet lader deres uforståeligt fornærmede attitude fortsætte gennem så mange år, skønt der hele tiden har været fuldt åbent for inspirativt tværgående samarbejde.

Ove von Spaeth
 m
Uafhængig historiker.  -  Copyright © 2004
Enkelte dele af teksten er fra Ove von Spaeths bog “Den Hemmelige Religion”  -
som er bind 4 i hans bogserie "Attentatet på Moses”.
C.A.Reitzels forlag og boghandel, tlf. 33 12 24 00  &  info@careitzel.com
Yderligere information:
  www.moses-egypt.net



Større vidder og større overblik bør få mere plads i traditionel forskning.


 

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
Copyright © 2007 (& © 1978) by: Ove von Spaeth   -   www.moses-egypt.net   -   All rights reserved.