Mønster, univers og oldtidens visdom
.
Af  OVE VON SPAETH
m
copyright © 2007  (&  © 2000)  -  www.moses-egypt.net

Publiceret i: Swedano Journal, mar.2004 (3.årg., nr.3, pp.5-7) - & - Aspiranten, maj 2004, Norge, (2.årg., nr.3, pp.17-20)


    .
            

                                                                                                                                                                       Copyright © 2004: OvS.
Især i vort nye årtusinde er ‘mønster’ blevet et velkendt begreb af voksende  interesse, udbredt som et omfattende felt med intensiv forskning - og er i stadig udvidelse som studieområde for netop langt mere end blot geometriske former eller figurer. Et så omfattende emne, der angår alle livets forhold, at der her blot kan gives et mindre overblik.

At genkende ‘mønster’

Cyklusser ved udvikling og baner i universet og inden for de levende væseners liv synes at følge bestemte hovedmønstre såvel kollektivt som individuelt. Således i helhed og i detalje både i større skala og mindre skala - f.eks. mønstre for adfærd og vækst; for mimicry; sprog og musik; energi, elektricitet og tyngdekraft; for geometri og matematik - alle forbundet med mønsterprincippet.
          Udviklingen af mønstergenkendelse på enhver tænkelig måde må anses som en af de vigtigste og nødvendige faktorer for udvikling af hjernen hos biologisk-fysiske væsener. Nogle af grundprincipperne bag mønstergenkendelse blev anvendt i en proces (tidl. mere kendt som cybernetics) til at lære computere at lære sig selv at udbygge deres funktion som robot.
          Ved ”at observere det indlysende”, kan større indsigt opstå. Grundstudier der angår mønsterbegrebets sande og specielle mening, kan vise, hvordan basale mønstre udvikles ud fra universelle geometriske principper. Mønstre kan være repetitive (f.eks. som tapetmønstre) eller altvarierende: Mønstre i alle universets aspekter, i den fysiske indre kerne, i kemisk struktur og i alle subtile aspekter af livet og mentale forhold.
          Alle mønsterformer kan nøje beskrives og behandles matematisk, idet de grundliggende kan transformeres til geometri. Mange matematiske analyser og formler, der tidligere mest var i brug som teorier, er idag, hvor så mange mennesker ejer eller har adgang til en kraftig computer, i praktisk anvendelse overalt - ofte netop til beregning af mønstre ud fra en matematisk-geometrisk sammenhæng. Alle komplekse analyser kan udføres af computere med relevante problemløsningsprogrammer.
          I tidlig alder lærer mennesker og dyr ved at være specielt receptive for mønstre i deres forældre opførsel. At se efter mønstre allevegne er en del af menneskets - hjernens - naturlige adfærd. Herunder også handlingsmønstre f.eks. forbundet med overtro, ifølge forskning i hjernefunktion og neurologi (jf. f.eks. forskning af Scott Huettel, Beau Mack & Gregory McCarthy, Dukes University Medical Centre, publiceret i ”Nature Neuroscience”, May 2002).
          Dette vil ligesom alle følgende eksempler tjene til fortsat at illustrere nogle faste og principielle forhold, der ikke overhales af den ellers hastige udvikling.
          Handlingerne som udtrykkes ved menneskers opførsel, også f.eks. kropssprog, kan beskrives matematisk (via algoritmer og ligninger, statistik og formler for adfærd), da de jo er - mønstre. På daglig plan møder vi ”mønsterbenægtere” med den indstilling ikke at kunne anerkende noget mønster nogetsteds og ligeså uformående til at genkende mønstre af psykisk art, bl.a. mønstre i de pgl. personers egen adfærd og mentale programmering og deres vaner. Og, modsat, kan vi møde andre, der hævder at kunne se et hvilket som helst specielt mønster allevegne, når de ønsker at se det, endda også hvis det påståede mønster er ikke-eksisterende.
          Ikke-eksisterende mønstre var ofte et alvorligt problem for matematiker John Forbes Nash Jr., USA. Han fik Nobelpris i 1994. Han arbejder med økonomi, spilteori, differential geometri, og partielle differentialligninger der giver indblik i, hvad der regulerer tilfældighed og hændelser i komplekse systemer i hverdagen, i markedsøkonomi og kunstig intelligens.
          Inden for æstetik, kunst og partnervalg viser alle undersøgelser, at mennesker og dyr har præference for symmetrisk mønster.
                    ”.... Kunst er indførelse af et mønster om erfaring, og vores æstetiske nydelse er en genkendelse af mønsteret ...” - citat af Alfred North Whitehead (1861-1947), engelske filosof og matematiker (i: Dialogs, 10 June 1943).


Snefnug, geometrisk mønster.

Mønstre og integritet

Mønstre, mønstre, mønstre - i alt og overalt - alt i menneskelivet vil aftegne sin profil via personernes individuelle mønstre. Meget kan beregnes med avanceret matematik - det er endda muligt at måle meget af dét, der fremtræder som usynligt - et mønster af en sål som et spor i fugtig jord røber utroligt meget om den tilhørende sko, der ikke ses. F.eks. kan en ikke-synlig forbryder indkredses ud fra mønstre, der kan aflæses og beregnes via hans aktiviteter.
          Men også forhold omkring hvordan han vil undgå at blive opdaget, vil vise sig som et mønster. Og der kan anvendes ligninger og algoritmer med henblik på at kunne udpege personens næste mål, hvis antallet af variabler ikke er for problematisk. Et sådant mål kan ses også efter at han sandsynligvis har ændrer adfærd - jf. f.eks. Heisenberg-(Bohr-)teorien om at det observerede ændrer sig ved observation - for en person vil ofte ændre mønster, når han føler sig overvåget, og derfor kan observatøren også finde hans nye mønster.
          Moderne matematikere, der arbejder med formler for tilfældighedsanalyser og behaviour-algoritmer, vil med det samme kunne se konkrete mønstre uden tilfældigheder. Store amerikanske forsikringsselskaber benytter med stor succes netop sådanne beregningsformler til at risikovurdere klienter.
          Under mange forhold kan eller vil levende celler direkte reagere på mønstre - de ‘genkender’ forskellig form, simple geometriske mønstre. Jf.: Donald Ingber et al., Harvard Medical School, Boston, Mass., - i Nature Science, News Service, 5 March 2003 (og A. Brock et al.: “Geometric determinants of directional cell motility”, Lanamuir, 19, 1611-1617, 2003).
          Bestemte almene udformninger og generelle ’arkitektoniske’ principper ses i funktion hos alle virus (vira) i detaljer i deres isosahedrale former (isosahedra: 20-sidet polygon med 12 hjørner, som en soccer ball), - f.eks. virus struktur. Et bio-kode mønster som i dna-molekylet er en dobbelt dobbeltspiral, - Rosalind Franklin (1920-1958), engelsk biofysiker og röntgen krystallografist, ydede et særdeles vigtigt bidrag til forståelsen af molekylære strukturer af dna, vira, kul og grafit, f.eks. beregnede hun den nøjagtige geometri hos de undersøgte vira.
        ”... Et mønster har en integritet uafhængigt af mediet - i kraft af hvilket du har modtaget den oplysning, at det eksisterer. Hver af de kemiske elementer er en mønster- integritet. Ethvert menneske er en mønster-integritet. Hos mennesket er mønster-integriteten evolutionær og ikke-statisk ...” - citat af R. Buckminster Fuller (1895-1983), amer.filosof og opfinder (i ”Synergetics. Explorations in the Geometry of Thinking” (1975), Pattern Integrity 505.201).
          Således fundamentalt for levende væsener - fra små organismer og insekter til dyr og mennesker - er hjernens eller nervesystemets evne til impulsivt at reagere på sit mønstergenkendelsessystem: Selve det basale ‘risiko-undgåelsessystem’ for at kunne overleve.
          Det er et velkendt faktum, at dyr såvel som mennesker kan blive skræmt af bare en skygges form - i virkeligheden et silhuetmønster - selv når det ikke synes at vise et billede af en angriber. At vække angst blev i sig selv et mægtigt våben, i junglen såvel som senere i politiske affærer. Derfor opstår illusioner netop også, fordi mennesket er så vant til at opfatte i mønstre, så det også tror at opfatte mønstre, hvor der reelt ingen er. Viden om mønstre er en fundamental basis i spil-teorier.  
          Fundamentalt er vi konstant optagede af - og beskæftiget med - mønstre. I særdeleshed har der altid eksisteret spirituelle behov for at studere grundlaget for universelle strukturer - mønstre i forbindelse med eller refererende til skabelsen og selve livets udfoldelse.



Regnbuens 7 farver der 'udskilles' under passage gennem kompression.

Atomarisk orden, galakser og mulige superstrenge

Matematiske mønstre har givet adgang til at forstå nogle af universets fundamentale principper: tyngdekraft, masse, energi, elektromagnetisme og - i elementarpartikler - kvantemekanik. Og dertil fremskridt - med udforskning af rummet og f.eks. Big Bang-konceptet - der forøger vores forståelse og løser op for principielle problemer inden for biologi og afdækker nogle af livets hemmeligheder.
          Ideen om ”skabende kraft” ser vi for det meste som en religiøs specialitet - adskilt fra fysikkens kræfter af mere mekanisk art. I moderne videnskab er de ikke let adskillelige. Ved energi opstået ved skabelsen - bliver rum introduceret. Ved rum bliver afstande introduceret. Ved afstande (f.eks. længde eller tid) er forskel og kvantitet introduceret. Distance/kvantitet introducerer kaosbegrebet, og hermed termodynamik-konceptet, entropi, - voksende grader af ’uorden’. Orden fremstår på flere måder: F.eks. bag tid som igen er afhængig af rum - omveksling af rum medfører anderledes tid/tidsmønster. Ligeledes f.eks. bag transformering af en ikke-formet storm til at blive en perfekt tragtformet tornado. Bag atomers symfoni af nukleare vibrationer. Bag galaksernes mønster/form. Bag ‘orden’ i sig selv: Mønster.
          Fysisk og biologisk orden er betinget af: Energi strømmende gennem eller bagved deres systemer - da begynder orden (betinger tidselementet og afgrænsnings-begreb). Mønster, struktur og helhed synes at følge regler og ikke undtagelser. Universet synes evolutionært, auto-organiserende og ved at generere energi, konstant. Skabelse af orden studeres ved kaosteori, ikke-lineær dynamik og kompleksitetsforskning med studiet af auto-organiserende systemer, neurale netværk etc.: - og fremkalder forskning med ny orientering, til den nye fremtid.

      

Mystisk labyrintmønster i gulvet i Chartres katedralen - en bygning finansieret af borgerne og Tempelridderne.

Tempelriddere redder en videnskat?

I adskillige udtryk og perspektiver var meget af dette kendt tilbage i historien, f.eks. på flere måder er det udtrykt i den berømte egyptisk-græske bog ”Corpus Hermeticum” tilskrevet Hermes Trismegistos (jf. nedenfor). Senere var dette værk stærkt beundret af kirkefaderen, den store teologiske filosof St. Augustin (354-430).
          Avancerede niveauer af matematiske studier hos de gamle egyptere var forbundet med religiøs mystik-tradition. De indledende ord i den berømte matematisk-geometriske Papyrus Rhind, fra Egypten i 1700-tallet f.Kr., siger at dens egen tekst rummer: ”Indgangen til viden om alle eksisterende ting og alle mystiske hemmeligheder”.
          De gamle bygmestre, stenhuggere, konstruktører og specielt arkitekter kendte til former for udlignende kapacitet eller ‘mønsterkraft’. Her vidste de bl.a., at den kraft veksler i styrke i en konstruktion alt efter måden, de byggede ud fra (f.eks. en bue, der enten følger en halvbue eller en smal elliptisk kurve i deres mønster/facon, hvor sidstnævnte kurve ofte medfører en stærkere understøttelse).
          Den form for viden blev senere optaget hos tempelriddere, frimurere og andre lignende grupper og blev en del af deres sagkundskab, og brugt i lignelser i deres undervisning, alt til at styrke kapaciteten bag deres hemmelige selskaber. I moderne videnskab kunne det, ved at forstå indbyggede skjulte love som hævdes at være bag de gamle videnskaber, meget vel ende med at vise sig som en videnskat: en matematisk funderet mægtig kraft, en energibinding.
          Et af de historiske spørgsmål i denne sag er - hvor meget af den type viden og data tog Moses med sig ud af oltidens Egypten? Ifølge kong Ptolemæus II’s egyptisk-græske historiker Manetho, der i Alexandria i 280 f.Kr. havde adgang til indsamlede gamle tempelbiblioteker, havde ”Moses ved afmarchen plyndret templerne for skatte”. De skatte har uundgåeligt også omfattet de uhørt værdifulde tempelarkiver, der ikke mindst rummede egyptisk videnskab.
          Og er i så fald vigtige dele af den skat blevet gemt på den tid, da han døde, og deponeret i Moses’ hemmelige gravanlæg nær Nebobjerget - samt sandsynligvis endda i skjulte depoter i hans og israelitternes hemmelige base i Petra? Noget af den værdifulde information menes senere igen at være blevet skjult i tunneler i det store gangsystem under Jerusalems tempel.
          De første Tempelriddere var en specielt forberedt gruppe, der undersøgte i denne underjordiske labyrint i ni år - kort efter det første korstog (i 1099). Fandt de noget?         
          Over hele Europa i samme periode søgte alkymister og senere rosenkreutzere i gamle græske manuskripter og gnostiske tekster, der havde overlevet den endelige destruktion af Alexandrias bibliotek med dets egyptiske skattes samling af viden. Disse målrettede, åndelige opdagelserejsende søgte at finde extraordinær oplysning især fra den egyptiske arv.
          Som det skulle vise sig, spirede moderne medicin, kemi og astronomi fra vitale enkeltdele af denne oldtidsvidens informationer. Men er måske noget mere, eventuelt avanceret viden af hel anden art, fra de skjulte depoter også blevet fundet?



Platoniske legemer, tegnet af matematiker-astronomen Johannes Kepler
.

At forstå ‘mønster’ - mellem ånd og stof

Vigtige templer i oldtiden var skabt arkitektonisk ud fra geometriske harmonier og proportioner - mønstre funderet i arketypiske former og matematiske primærbilleder såsom krystalliske former og organiske strukturer, og endda musik - og var planeret ud fra sigtelinjer mod solhvervspunkter og bestemte, betydningsfulde stjerner.
          Geometri er rumdimensioneret matematik. Fundamentale mønstre af stjerners og planeters himmelpositioner var i den ældre opfattelse ladet med religiøs betydning. Geometri var anset som et forbindelsesled mellem det åndelige og stoffet, udformet af den ”ideelle matrice” (matrix), som rum er bygget ud fra og indeholder.
          De gamle egyptere byggede pyramider, hvor de brugte en universal figur som model, et mønster udviklet fra et af de specielle former af matematiske mønstre, senere kaldet: Platoniske legemer.
          Præsterne i Egypten synes at have demonstreret kundskaber vedrørende ‘mønstrets’ natur, idet de vidste f.eks. at mønstre udvikler mønstre, mønstre kopierer mønstre, og mønstre tiltrækker mønstre: Ligesom det sker hos krystaller - de tilhører universets særligt betydningsfulde fysiske objekter, udsprunget af primærstoffet og af særlig evne til at formidle og opbevare lys-’data’.
          Således kendte man til kraften ved disse aspekter af et universelt mønster, i sig selv struktureret som en energiudfoldet essens, opfattelig ved brug af specielle sider af vores modtagelighed.Yderligere, ifølge de gamle vise, kunne det opfanges i magiske lyde; og de kunne se det i et indbyrdes spil mellem bestemte farver. De brugte det ved udformning af hellige formler. De opfattede dets ‘power’ også i subtile former - tankemønstre, bl.a. som en usynlig gnist i religiøs overførelse af spirituel forståelse.
          Egyptiske læger kendte til mønsterbegrebet som et vitalt element i helbredelse - det var normalt i behandlingen af deres patienter. Betydningen bag adskillige egyptiske inskriptioner overbeviser om, at disse ældre kulturfolk tilmed vidste, at mønstre kan opløse mønstre: En viden brugt til at kurere deres patienter ved at udnytte ”en indre mønster-kilde” og mønsterformkræfterne, som findes i naturen i planter, mineraler eller krystaller.
          Mange steder i oldtiden og senere hyldede et princip om ”lige helbredes/ophæves ved lige”, hvor en lidelse søgtes opløst/fjernet med et middel af samme form el. smag etc. - en art samme mønster. Det udforskedes senere af alkymister, især renæssance-filosoffen og lægen Paracelsus og af astronomen Tycho Brahe, og senere af Rudolf Steiner.

.
Den hellige nadver, i Dali’s polygon-dome.

           

Fraktal, type Mandelbrot.            Uranus, infrarødt-lys billede.     Stærkt lysende stjerne, Sirius.

.

To-dimensionale symmetriske mønstre eksisterer kun i 17 arter

Information kan som funktion beskrives som specifikke mønstre - og skal disse undgå at drukne i mængder af anden information, findes der algoritmer for vurdering af effekten af informations-entropi samt for opnåelse af bedre gennemslagskraft via formler fra velfunderet informationsteori: Igen netop som mønsterbehandling.
          Når bestemte data skal opsøges mellem millioner af andre data, findes der programmer for data mining. Moderne computeres regnekraft er så enorm, at millionvis af beregninger samtidig i flere mindre dele af en langt mere omfattende regneproces nu er helt uproblematisk.

          Matematik kan betragtes som et sæt abstraktioner, der beskæftiger sig med illusioner eller symbolske værdier og er på samme tid ikke desto mindre et meget konkret og præcist redskab til at definere, måle, beskrive - eller beskæftige sig med geometri - alle har reelt at gøre med mønstre.
          Todimensionale mønstre gentaget systematisk, og princippet uendeligt, ses i daglig brug omtalt generelt som ”tapetmønster”.
          De såkaldte ”Field patterns” er mønstre, der fremkommer ved symmetrisk gentagelse og finder sted i to retninger, som danner et todimensionelt mønster, som dækker en flade. Der er kun sytten (17) systemer, som matematikere klassificere som symmetri grupper.


Videnskaben om mønstre - i astronomi såvel som medicin

I dag betragtes biologiske fag som genetik og økologi også at være tilhørende matematik. Matematik åbner nye muligheder for lægevidenskaben. For eksempel har sygdommes symptomer og historie et mønster - men det samme gælder for mønstre for medicin. Matematiske mønstre - modeller - bliver anvendt til at forstå vores kroppe og finde optimale behandlinger for sygdomme.
          Eksempler på matematik anvendt på medicin er meget udbredte nu. Hvis en morderisk smitte truer Jordens befolkninger, ville videnskabsfolk på grundlag af omfattende matematisk analyse designe et lægemiddel, der styrker den pågældende virus til at mutere sig selv ud af eksistens - en realistisk mulighed, ifølge en undersøgelse i Texas publiceret tidsskriftet Physical Review E (10. november, 2008), af bioingeniør Michael Deem, professor ved Rice University, i biokemisk og genetisk teknologi og professor i fysik og astronomi.
          Han udtaler, at den nye model hjælper til bedre at beskrive den evolutionære processer, som opstår i den virkelige verden om hvordan vores immunforsvar reagerer på en sådan udvikling, (projektet sponseredes af US Defense Advanced Research Projects Agency).
           Set i en nøddeskal er idéen at designe lægemidler, der fremskynder mutations-rater af vira og skubber dem ud over en tærskel, der kaldes en ”fase omlægning”. Den termodynamiske analogi for denne overgang er eksemplevis kendt som indefrysning eller smeltning af vand - hvilket svarer til en fysisk overgang mellem vand's flydende og fast faser. -Vand går fra flydende til fast ved nul grader celsius under et standard tryk, og man kan lade denne proces repræsentere matematisk ved hjælp termodynamik.
          Matematik og mederne computere udgør et sandt kraftredskab, når der skal opnås indblik i strukturmønstre i udviklingn af handel og markeder - og til udviklingsorientering for færdsels- og trafikforhold, samt for beregning af mønstre ved vejrprognoser. Ved etablering af nye styreformer kan udviklingen af hierakiske strukturmønstre ofte forudsiges ved forudberegning.
          Ens for alt dette er, at det hele omfatter mønstre, visuelle såvel som matematiske. Skal en infektionssygdoms hindres i udbredelse kan dens spredningsmønster ofte kortlægges ud fra samme matematiske principper, som et mønster udvikler sig, når en plante vokser og forgrener sig; dette også angående i hvilken retning den udvikling kan føre hen - også fordi resultatet vil være afhængigt af den oprindelige position eller bevægelse, så et mønster ofte vil kunne forudberegnes.
         
Matematik ses ofte betegnet som videnskaben for mønstre. Matematikprogrammer, der er udviklet til astronomisk forskning, kan i princippet bruges ved lignende mønstre på andre områder. Spredning af stjernegrupper eller meteorklynger kan have nogle mønster-ligheder med spredning af tæt trafik eller af f.eks. folkegrupper ved emigration og endda dyreflokkes færd (flok-teori og tilfældigheds-analyser).
          Hvis en helt ukendt smittekilde skal standses, kunne der f.eks. reelt bruges principperne i astronomiens metoder til at identificere de usynlige sorte huller af super energi-verdener ude i universet. Skønt hullerne er helt skjulte, kan de beregnes, nøje defineres og konkretiseres fra særlige mønstre via deres effekt på omgivelserne i verdensrummet.



Orions bæltes 3 store stjerner som mønster for de 3 Store Pyramider.


Mønstre i himlen og på Jorden

En stor arv af viden angående selve mønsterbegrebet i forbindelse med astronomi var kendt tidligt hos egyptiske præsteastronomer. De forstod himmelhvælvingens mønstre og vidste, hvordan disse forbandt sig med Jorden på dynamisk måde - i mønsterbegrebet.           
          Himmeldistancer også opfattet som visuelt forbindende linjer mellem stjernerne blev tilmed forstået som elementer i et geometrisk design, der former mange dele af universet.

          Stjernelinjerne perspektiverede struktureringen af kosmos, og en himmelgeometrisk viden i oldtidens mysteriekulter forgrenede sig med en kosmologisk erkendelselære og religionspsykologiske arketyper.
          Traditionens syn på de nøjagtige og billeddannende himmelgeometriske linjer - med arketypiske mønstre og strukturer - opfattedes ikke som resultat af tilfældigheder eller subjektiv tolkning, idet disse mange præcise astronomiske forhold i sig selv er af eksakt kontrollerbarhed bl.a. angående tids og målforhold.
          Flere af de ældgamle himmelgeometriforhold omtales senere af den græske astronom Hipparchos 135 f.Kr. og af den egyptisk-græske astronom og astrolog Ptolemæus ca. 125 e.Kr.
          Eksempelvis opfattedes en sigtelinje fra Tyrens hovedstjerne, Aldebaran, over til Skorpionens hovedstjerne, Antares, og at de var placeret i præcis position over for hinanden.
          Der kendtes et rigt antal eksempler på, at den ene stjerne fra stjernepar, der var positioneret på lignende måder, var opstigende, når dens ”linje-forbundne” stjerne gik ned ude i den modsatte himmelretning.
          Et godt materiale samlet om specielle stjerners forbindende positionslinjer i forbindelse med deres op og nedgange findes i det hidtil mest omfattende oldtidsleksikon, ”Pauly(-Wissowa)’s Real-Enzyklopädie der classischen Wissenschaft” (Stuttgart, 1894-1980). Heri er findes tilmed tabeller med opstillinger angående ”Stjernernes op- og nedgange” på forskellige steder i oldtiden, hvilket kan fungere som kortlægning over disse samspil.
          Der kunne opfattes en stærk symmetri, og man mente at se en særlig præcision i de mønstre. Herom fandtes der en udbredt og meget stærk opmærksomhed forbundet med (med et moderne begreb) pattern recognition.
          Det er derfor forståeligt, at de fænomener betragtedes med stor ærefrygt, når der her i så høj grad mentes konstateret en særlig logik i mønstre netop dannet ud fra den tids veldefinerede sigtelinjer mellem stjernerne.
          I de religiøst filosofiske ideer i kulterne ansås sådanne forhold - flere med indbyrdes forbløffende overensstemmelser - for at være tegn på en særlig kosmos-orden af ‘synkronicitet’-sammenhæng med himlen og Jorden, både for levende væsener og fysiske forhold.
          Endnu så sent som i 1700-tallet bemærkede store astronomer som Bradley og Rømer, at solsystemet bevægede sig netop på ”sigtelinjen” fra Canopus via Sirius til Lyren/Vega, altså præcis følgende Verdens-aksen hen over himlen.
          Visse af oldtidens ideer om, hvad der inden for religionsfilosofiske anskuelser kunne opfattes ved netværksmønstrene af stjernemæssige forbindelseslinjer, kan synes at nærme sig en ide om en slags visuel ”superstrenge-koncept”.

          Astronomen Johannes Kepler mente, at der var et talforhold som et mønster af særlig art i afstandene mellem planeternes baner, de var ikke tilfældige. Han tog fejl i sit resultat, men bestemt ikke i, at der virkelig var et specifikt mønster i talforholdet. Dette blev i 1700-tallet bevist af bl.a. den tyske astronom Bode (Titus-Bodes lov).
          Selve talforholdet underbyggedes ekstra præcist, da der blev fundet nye planeter, Uranus i 1781, Ceres i 1801, Neptun i 1846 og Pluto i 1930. Dermed - og ifølge nævnte Titus-Bodes lov - passer opdagelsen af særlige talmønster i planeternes afstande perfekt, men er stadig mest uforklaret.
          Ved at observere mønsteret i selve formen af stjernebilledet Orion, synes oldtidens astronomer at have identificeret et relationsforhold og anvendt dette stjernesystem som skabelon for den geografiske grundplan for de tre store pyramider ved disses særlige placering på byggearealet. Afspejling af ideen i det himmelmønsterprincip kan ses som dokumenteret via kirkefaderen St. Augustin, der i 405 e.Kr. i sin bog ”De Civitate Dei” (vol. 8:23) citerede den gamle egyptiske vismand Hermes Trismegistos, ‘Den tredobbelt store Thoth’, med dennes ord:  ”... Egypten er et billede af himlen ... overført fra himlen ned på Egypten ....”
          Fra meget tidlige tider var vigtige templer i oldtiden var konstrueret arkitektonisk ud fra geometriske harmonier og proportioner - universelle mønstre funderet i arketypiske former og matematiske primærbilleder genkendelige fra krystalliske former og organiske strukturer, og endda musik. Templerne var placeret ud fra astronomiske sigtelinjer mod solhvervspunkter og bestemte betydningsfulde stjerner, hvilket anvendtes som plan for tempelanlæggenes akser. De gamle templer blev opfattet bogstaveligt som en hellig dimension, repræsenterede en del af himlen afspejlet og anbragt nede i den jordiske geografi.
          Flere eksempler: de gamle babyloniere/assyreres store byer blev refereret direkte til bestemte stjerner - f.eks. Niniveh (jf. ”1. Mosebog” 10;11), navnet betød ‘Vildsvin (det er vores StoreBjørn/Karlsvognen), som var byens totem. Og deres himmel-målestok målte buegrader med brug af jordisk mål:  en ‘kongelig fod’.
          På babylonisk-sumeriske billeder med den øverste gud Marduk ses hans emblemer: stav, ring og målesnor - symbolske genstande der ligeledes genkendes fra bibelteksternes omtale med skaberguden Jahweh udstyret med ”målesnor og stav”. Ideen om den store verdensakitekt og bygmester, som til skabelsen har ladet indgå grundlæggende geometriske mønstre. Målesnoren optræder også i egypternes hellige ritualer. Igen og igen kan der ses sammenhænge mellem himmelmåling og landmåling, og selve geometrien  var respekteret som en hellig lærdom.
          Den britiske astronom, Sir J. Norman Lockyer (1836-1920) - bl.a. kendt for opdagelsen af kromosfæren og af grundstoffet helium (på Solen) samt sin grundlæggelse af den berømte videnskabsjournal ”Nature” - beregnede astronomiske linjeføringer i gamle egyptiske templer. Han opdagede, at at de alle fulgte sådanne himmel-sigtelinjer, og at endda senere tempelbygninger skiftende retning netop ifølge senere ændringer i stjernernes arrangement på himlen.
          Han opdagede i tempelindskrifter, at det hellige egyptiske ritual, Udstrækning af Snoren- ceremonien, var en reel beskrivelse af at skabe helligt samspil med himmel-sigtelinjer, især aksen for vintersolhverv, og her få templets grundlæggelse og _Layout i harmoni med kosmos.
          Lockyer opmålte også græske templer og fik det samme resultat - ingen før ham havde set og analyseret denne altdominerende sammenhæng mellem templer og astronomi denne altdominerende sammenhæng mellem astronomi og templer gennem mange tidsaldre.

          Desuden beregnede han de astronomiske sigtelinjer i Stonehenge, hvor han også her daterede opførelsen, ud fra at linjeføringen var afstemt efter en tidligere hældningsvinkel af Jordens akse. Moderne C-14 måling bekræfter dateringsresultaterne af dette tidlige tidspunkt. Og især selve Stonehenge's vintersolhvervs-akse viser sin væsentlige betydning i hele konstruktionen af anlægget.


                
3-D-mønstre.

 

Synkronisitet og helhedsmøster

Fra tidligste tider betragtede de gamle hindufilosoffer karma som en støbeform, der bestemmer hovedmønstres kausale strukturering af livet, samt hvordan det i flere forhold individuelt er formet og udfoldet (karmaprincippet agerer ved the-all-over-pattern).
          Tid i sig selv organiseret som mønster, kan måles astronomisk. Det dynamisk forbindende led - et himmelsk og jordisk mønsterforhold - findes udtrykt i hvert et specifikt tidsøjeblik: Ethvert sådant øjeblik rummer, i hele verden, mønstre af samme art: Et koncept der var en kerne i den berømte psykolog Carl G. Jungs begreb ”synkronicitet”.
          Synkronicitet kan defineres som forskellige fænomener, der hænder på samme tid og kan have ”tematiske ligheder (mønstre) i emnerne”, skønt de videnskabeligt set ikke har nogen ”kausal forbindelse” (årsagssammenhæng).
          Jung udmøntede ordet ”synkronicitet”, et begreb affødt af mødet i 1928 med den store forsker Wolfgang Pauli (senere nobelpristager i fysik), der havde leveret nogle vigtige bidrag til Werner Heisenbergs arbejdet ved formuleringen af kvantemekanik.
          Efter at have studeret Østens og oldtidens filosofier og tilknyttet praksis, havde Jung dertil opdaget, at eksempelvis lodkastning ofte var mere præcis end hvad tilfældigheder ville forudsætte, og Pauli var i stand til at give delvise fysiske forklaringer på, hvordan det kunne være muligt. Generelt var dette emne for kontroversielt for mange videnskabsfolk, så det tog Jung og Pauli flere år at få sig til at offentliggøre deres bog om dette emne, men til sidst de gjorde det (Naturerklhärung und Psyche) i 1952.

     
 
Molekyler til livsformer fremstår med bølger.            Universelt atomlys struktur.                              Strings-Nano lasers. 


Universets spændings-mønstre af uendelige forskelle

C.G. Jung gik dybt ind i teorierne fra vennen, atomvidenskabsmanden Wolfgang Pauli, som også arbejdede sammen med Niels Bohr. Pauli’s ”udelukkelsesprincip” (1925) blev belønnet med Nobelprisen i 1945:  Konceptet - at to elektroner i et atom ikke kan befinde sig på samme tid i den samme tilstand eller stilling - forklarer de observerede mønstre af lysudsendelser fra atomer ved kvantespring (det bidrog til hans opdagelse i 1931 af den subatomare partikel, neutrino’en). Det kan ses udvidet både i moderne anskuelse og ‘oldtids visdom’: I det universelle mønster kan to ens objekter ikke optage samme rum og energi på samme tid uden at begge komplet opløses.
          I universet ses det princip forbundet med f.eks. neutronstjerner og endda hvide dværge, som bliver forhindret i at kollapse, ikke ved atomar fusion, men ved dette Pauli’s udelukkelsesprincip (: Leibniz-Pauli-princippet i kvantemekanik). To objekter er aldrig ens, dvs. ikke af totalt ens mønster, ellers ville de være det samme objekt.
          Pauli perspektiverede sit nævnte princip i udstrækning til hele kosmos således opfattet som et stort ligevægtssystem: Man kan ikke flytte blot en nål, uden at det har en øjeblikkelig effekt ved at blive modtaget i hele kosmos - og ved øjeblikkelig mente Pauli virkelig øjeblikkelig - uden at gå ind i ”lysets såkaldte hastighed” og dets ”begrænsninger”. En altomfattende synkronicitet: Den implicerede ”hastigheds”faktor (dog slet ikke hastighed, men øjeblikkelighed) synes at relatere til den omdiskuterede teori om superstrenge - og deres totalmønster - der strukturerer og ”informerer” universet.
          Niels Bohr hævdede (i 1935), at to atomare partikler, der flytter sig i hver retning fra et ”single state” er forbundne, så måling af den ene afgør, hvad der kan aflæses på den anden. De reagerer som de er ét - selv med millarder af kilometers indbyrdes afstand. Partiklens polaritet udtrykkes først når partiklen måles, hvorved den anden straks har modsat polaritet, hvilket ses ved at den passerer et filter, som kun tillader passage af modsat polaritet. Måske er de ikke forbundet i afstand, men i tid - i deres fælles oprindelse, hvilket kan give en ny opfattelse af tidsbegrebets mønstre.

          Når skriftforskere og kodeeksperter står foran en ny gådefuld tekst - jf. at tekst er egentlig sammenstillede symboler, der i sig selv udgør betydningsladede mønstre - vil en eller anden form for mønster heri være det første, de leder efter for at få en løsningsnøgle.
          Lignende princip - som oldtidens indviede tidligt i Indien og Egypten har kendt til - gælder også energi og lys. For lyset er ikke på nogen måde ”tomt” (og mørket heller ikke), men fyldt op af sin essens struktureret som mønstre i lys.
          Ligeledes findes ”det tomme rum” ikke og er af store forskere fra Lebniz til Einstein afvist som nonsens, da universet er struktureret i mønstre med spændings-systemer af uendelige forskelle. Heri forudså allerede Pascal - og efter tur Arnauld, Leibniz, Helmholz, Planck, Einstein og Bohr - atomkraft: Her er så uhyre spændinger, at den mindste rokken ved balancen kunne forårsage tilintetgørelse af al eksistens.
          J. Robert Oppenheimer, en af atombombens fædre, genkendte her sådanne kræfter allerede omtalt i den oldindiske religions-filosofiske tekst ”Baghavad-Gîta”. I samme oldtidskultur opfattes begrebet ‘karma som et udtryk for de omtalte balancer. Viden
om balancer og forbundethed gennem universet er ekstremt klargjort i buddhismen.
          En suplerende vinkel berøres af Sir Martin Rees, Astronomer Royal of Great Britain, i sin bog, ”Just Six Numbers. The Deep Forces That Shape the Universe” (1999), der viser et ekstremt velarrangeret mønster af ‘intelligent’ formet samspil. De seks slags kræfter/faktorer udgør en ‘opskrift på et univers: resultatet er påvirkeligt over for deres indhold: hvis en af dem ikke er ‘tunet’, ville der ikke findes nogen stjerner og intet liv - de eksisterer kun i ‘rette’ kombinationsmønster af balancer.
          Teorien om de få tal (seks eller deromkring) ses bl.a. i et brev fra Pascal til Arnauld, som viste det til Leibniz, fra hvem tanken gik videre via elev til elev ... og modtages derpå af Helmholtz og hans elev Max Planck, og fra Planck til Einstein og ligeledes Bohr - hvorefter vi bekræftes i anelsen om ”så uhyre spændinger, at den mindste rokken ved balancen ville tilintetgøre alt eksisterende”: - kraften bag atomet etc. ....

   

Universet er struktureret gennem mønstre
af lys og differencesystemer.

Moses og den egyptiske arv

Oldtidsfolkenes astronomi ser ud til at have været moder til matematikken og geometrien og har her bidraget til en gren af de gamle lærdomme om ‘mønster’, hvorfra vores store forfædre fandt deres referencebasis i tid og rum.
          Kunsten at kende og forudsige bevægelser i himlens mønstre, også som cykler, var fundamentalt for at kunne fremstille kalenderen og var yderligere essentielt for de specielle præsteastrologers udøvelse af deres kunnen. Mønster kan endda være et missing-link eller -logik ved moderne astrologi såvel som hos resterne af alkymien.
          Hertil passer et udsagn af Galileo Galilei (1564-1642), der ikke alene var udforsker af astronomi og fysik, men også af gamle hermetiske doktriner, foruden han opstillede horoskoper for Medici-familien. Han sagde:
                    ”... Universet kan ikke aflæses før vi har lært sproget og blevet bekendt med bogstaverne, som det er skrevet med. Det er skrevet i matematisk sprog - bogstaverne er trekanter, cirkler og andre geometriske figurer, uden hvilke midler det er menneskeligt umuligt at forstå et eneste ord ...”.
          Studiet af mønsterbegrebet vil bidrage ikke mindst til forståelse af den gamle evige kilde - det forbindende ‘Mønster som mønstrenes-mønster - der rummer indsigter, som via tværvidenskabelige studier foretaget af videnskabsfolk og eksperter kan bringe nyt lys til at informere om den urgamle kilde af lys og skabelse, som i traditionen var blevet udtrykt som at hidrøre fra en overordnet oprindelsesgnist.
          Tilbage i historien blev den i Egypten højt uddannede Moses berømt blandt de senere græske filosoffer, fordi han var den første og tidligst kendte person i historien, der skrev og belærte om selve den ide, ”at noget som helst overhovedet eksisterede før skabelsen”.
          Bibelens indledende udsagn i 1. Mosebog introducerer konceptet om før-skabelsens elementer, inkluderende bl.a. lys, mørke, vilje og adskillelse - hvilke alle udgør mønsterets substantielle kvaliteter, nødvendige for at igangsætte primærmønstre, der skulle strukturere og fremdrive skabelsen.
          De gamle egyptere kendte, længe før f.eks. Pythagoras, brugen af den matematisk-geometriske faktor pi  såvel som af andre ”magiske” talforhold. Via Moses optræder et noget lignende princip også i Bibelen. I 2. Mosebog (25,10) påbydes det Moses at bygge Pagtens ark fra følgende mål:
                    ”... fremstille en kiste af akacietræ - to og en halv alen lang, en alen og en halv i bredden, og en alen og en halv i højden ....”.
          Dvs. tallene 5, 3 og 3. (Alen var standardmål, forarmens længde fra albuen var model).
          Allerede i Noahs ark brugtes sådanne talforhold. I 1. Mosebog (6;15) påbydes Noah at bygge en ark således:
                    ”... Og dette er den måde på hvilken du skal bygge den: Længden af arken skal være trehundrede alen, bredden af den halvtreds alen, og højden af den tredive alen ...”.
          Således har arken en ende-side på 50 x 30 alen - og er da forholdet 5 til 3 - og til 5 eller 3 x 10. Noahs ark var dermed bygget med de samme proportioner, f.eks. som ti af Pagtens Ark’er placeret side om side.
          Moses anvendte et andet tal-mønster i sin instruks, i 2. Mosebog (25;23), om alterbordet:
                    ”... to alen skal være længden deraf, en alen bredden deraf, og højden deraf en alen og en halv ...”.
          Disse relationer, i hele tal 4, 2 og 3, er hermed mage til indretningen efter præcis samme forskrift senere i Salomons tempel.



3-D-mønster

Mødet med de primære matrix’er

Geometri kan henføres til det, i en speciel mening, som er området for irrationelle tal, der stammer fra naturen. Mere end kun som rektangler, kvadrater, cirkler etc. tydeliggør disse geometriske mønstres specielle art de fundamentale matematiske love og principper, naturen er opbygget ud fra.
          Med fortsat brug af egyptisk viden, lært under sine studier i Egypten, sammenførte Pythagoras (ca. 550 f.Kr.) teoriopdagelser med naturfænomener og afdækkede uventede ordensnormer og forhold. Hans observationer ledte ham til at kunne stadfæste, at bestemte logiske love og proportioner bidrog i et mere sandt billede af verdens harmoniske strukturer. Jf. en initieringsviden, udtrykt af Goethe (i Faust): ”... mødet med matrix’erne ...”.
          Platon (428-348 f.Kr.), der ligeledes var uddannet i Egypten (i 13 år ifølge sin discipel, astronomen og matematikeren Eudoxos), proklamerede geometri som værende en primærfaktor i verdens skabelse. Videre har også Platon, i sit værk ”Timaios”, forklaret - ved at følge egyptisk tradition ligesom Pythagoras - at kosmisk orden og harmoni er indeholdt i bestemte tal.
 
          Ligeledes da de gamle rabbinere studerede kabbalah - i en tradition tilbage til Moses - forstod de forbindelsen mellem skabelsen af verden og tallene, et meta-fundamentalt kodesystem (hvoraf en gren, der blev yderligere udviklet i de gamle bibeltekster, er kendt som ”gematria”). I samme overensstemmelse talte grækerne om primær-logos - i realiteten bare en anden måde at udtrykke universets grundlæggelse på ved numerisk/geometrisk ‘intelligent’ struktur, som kendetegner begrebet ‘mønster’.
          Nogle amerikanske matematikere og militære kodeeksperter mente i 1990erne at have fundet (ved hjælp fra kraftige computere) et stort antal meget avancerede kodemønstre indlagt i Bibelen. Deres påstande om kodernes brug blev udsat for velfortjent hård kritik for ekstremt vidtgående slutninger og overfortolkninger. Men det grundlæggende forhold er, at disse matematikere havde ikke virkeligt testet og aldrig opdaget, at i alle tekster, fordi de er skabt af mennesker - og naturligvis mere tydeligt demonstreret i længere tekster - vil der findes kodelignende sammenstillinger, mønstre åbne for i princippet enhver fortolkning.
          Det kan faktisk slet ikke undgås, at tekster kan rumme mønstre, der kunne tolkes for mening - især uundgåeligt, når der står mennesker bag processen.

     

T.v.: Shri Yantra - er en konfiguration af 9 sammenflettede trekanter og kaldes
  ”moderen til alle yantras” fordi alle andre yantras stamme fra den.
T.h.: En såkaldt Sierpiński Triangel der her kun går til 9 generationer, men er i princippet
som fraktaler, der kan fortsætte matematisk ensartede formationer i det uendelige.

Fraktaler - og yantras i kontakt med grundmønstre i sind og ånd

I det 17. århundrede begyndte matematiker og filosof Leibniz at spekulere på indretningen eller funktionen for selvstændig gentagelse af mønsterlighed, og sigtede på at finde en tilhørende matematisk beskrivende procedure.
          En udviklet form af brug af mønstre, der er er for irregulære til at blive beskrevet i traditionelle geometriske termer, blev som ”fraktaler” kendt i 1975 gennem den franske matematiker B.B. Mandelbrot. Hans formler for beregning af svært definerlige geometriske objekter, f.eks. en sammenkrøllet flade, eller en turbulent flod som kan have en bestemt længde målt på dens midte, men kan være mange gange længere hvis den måles langs bredden hvor alle små slyngninger inkluderes. En væsentlig egenskab ved fraktaler er, at en forstørrelse af et udsnit af en figur selv repeterer med fuld lighed den oprindelige struktur, der er lige så kompleks som figuren i sin helhed og kan gentages i det uendelige.
          Uendelighedsfaktoren er et begreb, der ofte tidligere sås knyttet til mønstre, der opfattes som særligt at være i kosmisk sammenhæng, og har altid inspireret mennesket i forbindelse med livet, skabelsen og det åndelige.
          Fra oldtiden var en form for sindspåvirkende mønster kendt som yantra i den østlige mystik. Mønstre af figurer og symboler er almindeligt anvendt i yantras, således herunder kvadrater, trekanter, cirkler, og blomsteragtige mønstre - samt også mere komplekse og detaljerede symboler.
          Yantras tilhører den flere tusinde år gamle tantriske tradition. En yantra er den yogiske form, der er delvis basis for den buddhistiske mandala. Traditionelt har yantra anvendes som redskaber, eller mere bare symboler, f.eks. som et ankerpunkt for fokus for at afbalancere sindets forbindelse til åndelige forhold.
          Angående etymologi og betydninger ses ordet yantra anvendt i to eller flere måder på sanskrit - her fra roden ‘yam’, der betyder at kontrollere og også støtte eller fatte essensen af en genstand eller et begreb. Stavelsen ‘tra’ kommer fra ‘trana’ eller befrielse fra trældom. Således er yantra også forbundet med befrielse (moksha) fra den cyklus af fødsel og genfødsel.
          Som et værktøj er yantra-meditation anvendt til at tilbagetrække bevidsthed fra den ydre verden for hjælpe til at overskride sindets normale rammer til ændrede bevisthedsstadier (kendt som turiya).
          Yantra kan anvendes til at repræsentere den astronomiske opstilling af planeter på en givet dato og klokkeslæt. Det omfatter tidsmønster - og anses for ‘forudsigende’ i hinduistisk mytologi. Sådanne yantras kan udføres ved en bestemt begivenhed eller punkt ud fra procedurer fastlagt i de ældgamle, hellige Veda-skrifter.
          Numeriske yantras er ikke sammensat direkte grundlagt på geometriske former, men via numre. Nogle af disse yantras anvendes som talisman.
          Arkitektur-yantras anvendes til templers grundplan. De geometriske former af yantra, og især når en person konstruerer dem, inddrager og aktiverer den højre hjernehalvdel, som kræver billedmæssig tænkning, og er visuel og ikke-verbal. Men den symbolske karakter i yantras aktiverer venstre hjernehalvdel.
          Udøvere af tantra kan kombinere det universelle yantramønster med et mantras ‘kosmiske’ lyd for at opnå en højere bevidsthedstilstand, hvor den individuelle væren og universelle væren er ét - hjernehalvdelenes modsætninger er afspændt, begge i rolig balance.
          Men når der anvendes et yantra, og dette forbindes til en udvidet tradition med at tilføje brug af et mantra for at forstærke den vitale livskraft (prana), så kan mantra recitation opfattes som kraftfulde lydmønstre, der menes at kunne organisere alle involverede faktorer ind i større harmoni.
          Meditation eller koncentration på et bestemt punkt indgår som middel til selvrealisering og kosmisk bevidsthed. Et sådan centerpunkt (bindu) i et yantra udtrykker enhed, oprindelse, princippet om manifestation og repræsentation, og kan dermed visualisere det abstrakte, det formløse.

Primærmønster i fortsat bevægelse 

Sâmkhya-filosofiens system blev samlet, af vismanden Kapila, på grundlag af langt ældre kilder for mere end 3.000 år siden. En særlig gren af systemet, der blev udformet som et endeligt system, ”Yoga Sutras”,  blev nedskrevet i sanskrit-tekst af Pantañjali for 2.300 år siden.
          I nogle af versene, f.eks. 2,18, forekommer den omtalte treenighed, kaldet trigunas, de tre gunas, direkte oversat de tre fibre. Tre gunas som universets konstituenter, primær faktorer tæt på den første årsag, udfører deres interaktion som en dynamisk balance. Det evigt ”ikke-hvilende”, det, der holder universet igang.
          Trigunas benævnes i sanskrit som sattva, rajas og tamas - dvs. oplysning (indsigt-forstærket lys), aktivitet og inerti (etablerede mønstre, materie). Hver efter tur søger at dominere. Dette bliver konstant neutraliseret af de to andre faktorer i fortsættelse af den dynamiske balance, hvilket opretholder den evige universelle aktivitet. (Treenigheden kan genkendes i adskillige universelle omposterede udtrykformer, f.eks. som ”start-, skift-, stop”-princippet, eller ”affinitets-, omskiftnings-, realitets”-princippet, etc.).


   

Ifølge Dr. Emoto's forskning – kan krystaller af frosset vand være klart harmoniske eller disharmoniske mønstre, afhængigt af
vores vandkilde og behandling af vandet. T.v.: Vand fra Laco Maggiore, Schweiz. T.h.: Vand fra vandhaner i Los Angeles, USA.


Positivt eksponerede iskrystaller skaber mesterværker af mønstre

Det er et faktum, at alle substanser og fænomener har et unikt magnetisk felt. Mange tests synes at vise, at vand kan forme sig efter sådanne eller lignende usynlige energimønstre, som f.eks. musikalske vibrationer eller endda vore tanker. Mere end 70 pct. af planeten Jorden er dækket af vand. Menneskekroppen består af 70 pct. vand. I Japan begyndte Dr. Masaru Emoto i 1994 på studere vand og dets iskrystaller.
          Vand fra klare bjergkilder og strømme har smukt dannede krystallinske strukturer, mens krystaller af forurenet eller stillestående vand er deforme og fordrejede. Destilleret vand udsat for klassisk musik kan antage delikate, symmetriske krystallinske former. Når ordet ”tak” eller en bøn, eksempelvis”nam-myoho-rengue-kyo” fra den buddhistiske ”Lotus Sutra” sagt eller sunget foran en flaske vand, havde de frosne krystaller derefter en lignende harmonisk form for krystaller, som dannes af vand f.eks. eksponeret for Bachs Goldberg Variationer.

          Masaru Emoto satte på test-glas med vand en etikette, hvor der var skrevet et fredfyldt, positivt ord som for eksempel: ”mor”, ”kærlighed”, ”engel” eller ”tak”. Efter på denne prøve er blevet frosset ned i en speciel fryser, fotograferes iskrystallerne. Fotografierne af vand, som er eksponeret til energien fra positive ord repræsenterer faktisk små mesterværker, som betagende smukke juveler. Masaru Emoto kan fremvise mere end 10.000 vandprøve-eksperimenter.

          Iskrystaller kan antager fantastiske, harmoniske, geometriske former. For at være i stand til på snapshots at vise en aftegning, der kommer ud af det usynlige, skal temperaturen være minus 5 grader.

          Men - ifølge de fremlagte forsøgsresultater - hvis det samme vand dog bliver udsat for en behandling med negative og hårde ord, som for eksempel ”krig”, ”død” eller ”dæmonisk”, ser det ud ligesom om vansstrukturen går ind i en tilstand af ”chok”. De krystaller, som opnås ved frysning på denne måde, bliver asymmetriske, forvredne, med et for os at se frygteligt og hærget udseende. Men ved et andet eksperiment anvendes musik, og når vand eksponeres for toner af Mozart, Vivaldi, Schubert og Beethoven, reagerer det ved at udforme krystaller, som er af en guddommelig skønhed og farve.

      

Dr. Emoto's fotos af krystaller af frosset vand har tendens til at vise sig i smukke eller grimme mønstre alt efter om ord
eller tanker vandet udsattes for var af positiv eller negativ art. Han hævder, dette kan opnås ved hjælp af bøn, musik
eller endog ved at sætte skrevne ord på en beholder med vand. T.v.: iskrystal fra vand eksponeret for Moldau symfonien.
T.h.: iskrystal fra vand eksponeret for ordet ’gracias’ ( ’tak’).

 
          Kristopher Setchfield, BA, Health Science, fra Castleton State College’s Natural Science Department i Vermont, publicerede den 20. december 2005 en undersøgelse: “Review and analysis of Dr. Masaru Emoto's published work on the effects of external stimuli on the structural formation of ice crystals”. Setchfield konkluderede, og anbefalede bl.a.. at Emotos arbejde skulle baseres på sundt videnskabelig princip: Ved at gennemføre dobbelt blind-test og at offentliggøre hele samlingen af fotos med alle vandprøver og ikke kun dem, der støtter hans påstand.

          Imidlertid, er nogle signifikante dobbelte blind-procedurer for at teste, om vand ”behandlet” med intention kan påvirke iskrystallerne, blevet gennemført ifølge Radin, Hayssen, & Emoto: ”Double-Blind Test of the Effects of Distant Intention on Water Crystal Formation”, (Journal of Science and Healing, vol. 2: 5, pp. 408-411, Sept. 2006): - En gruppe på 2000 mennesker i Tokyo fokuserede positive intentioner på vandprøver inde i et elektromagnetisk afskærmet rum i Californien. Gruppen var uvidende om lignende vandprøver, der var placerede et helt andet sted som kontrol. Iskrystaller dannet fra begge sæt vandprøver blev blindtest-identificerede og fotograferet af en analytiker, og de fremkomne billeder blev blindtest-vurderede for æstetisk værdi hos 100 uafhængige dommere. Resultaterne viste, at krystaller fra det behandlede vand fik højere score for æstetisk værdi end dem fra kontrolgruppens vand - i dette tilfælde en støtte hypotesen.

          Men en anden forsker, William A. Tiller, Ph.D. i geokemi på Stanford University, har påpeget, at en vigtig faktor er graden af mental kapacitet hos dem, der forsøger at præge vandet, - og en anden særlig faktor er, at Emoto's eksperimenter kan vise mangler i bevisførelsen, fordi hans eksperimenter ”ikke har kontrol angående en af de tre nøglefaktorer ved supernedkøling af vand” (i visse sådanne tilfælde kan vand i stedet for iskrystallisering kan stivne plasma-agtigt).
          Kort og godt, når Emotos eksperimenter viser, at vand synes særligt modtagelig for tanke mønstre og intentioner mønstre, der, ligesom al anden energiaktivitet, har et magnetisk felt, vil det også være åbent for observatørers forudindtagethed eller fjendtlig indstilling. Derfor må Emotos eksperimenter uheldigvis afstå fra sommetider at følge flere normale videnskabelige principper.
Men under alle omstændigheder er det vigtigt for fremtidig forskning, at Emoto har demonstreret, at resultater som fantastiske krystalmønster-virkninger er under visse omstændigheder virkeligt mulige at opnå.

 

              

T.v.: Abstrakt visualisering af (omdiskuteret) superstrenge-teori, hologram i 6-D, - jf. universet som en hjerne.
T.h.: En detaljeret simulering af en lille region i en hjerne bygget molekyle for molekyle er blevet
konstrueret og kunne genskabe mønstrene af eksperimentelle resultater fra virkelige hjerne.

Grundlæggende åndelige mønstre

At det geometrisk-matematiske er forbundet med menneskets spiritualverden med indsigt i kosmos og skabelse, forstås eksempelvis ligesom musik der opfattes som både mønstre og dybe følelser, hvor samtidig hver eneste tone, svingningerne, kan defineres matematisk eksakt - og formes også af lys (f.eks. musik via optiske fibre).
          Et hologram er et energiskabt billede, der kan defineres som et mønster i 3 dimensioner (eller flere). Den moderne verdens avancerede videnskaber synes at kunne slå bro mellem sådanne mægtige koncepter. David Bohm (1917-1992) var en amerikansk kvantefysiker, som, efter tidligt som at have deltaget i the Manhattan Project, leverede sine betydelige bidrag på områderne teoretisk fysik, filosofi og - neuropsykologi. Det er et faktum, at han netop også leverede betydningsfulde bidrag til neuropsykologi og udviklingen af en exceptionel model af hjernens funktion.
           Bohm er ikke den eneste forsker, der har præsenteret beviser for, at universet - opfattet som et tre- eller fler-dimensionelt niveau - er som et hologram. Ved andet, uafhængigt arbejde inden for hjernen forskning blev neurofysiolog Karl Pribram ved Standford også overbevist om, at virkeligheden er af holografisk karakter.
          Bohm hjalp med at etablere fundamentet for Karl Pribrams teori om, at hjernen opererer på samme måde som et hologram, i overenstemmelse med principper for kvantematematik og bølge-mønstre. Karl Pribram hævdede, at hvis psykologi betyder at forstå betingelserne der frembringer forestillingernes verden, må man ty til tænkemåden hos en fysiker som Bohm.           I realiteten skulle vore dages avancerede forskning for at forstå universet kunne forbedres ved at udvikle, billedlig talt, en psyko-fysisk tydningsvidenskab for mønstre på højere niveau angående individets interne samspil såvel som dets samspil med den nære omverden såvel som i helhed universet.
          David Bohms sidste arbejde blev udgivet postumt: ”The Undivided Universe: An ontological interpretation of quantum theory” (1993). Ontologi er studiet af ‘opfattelse af tilstanden af at være’ - (således arbejdede Bohm international for fred som et centralt element af største vigtighed for menneskeheden).
          Alle disse perspektiver vil i flere henseender kunne medvirke til praktisk forståelse af  mønstre og universale kræfters love som originale udtryk af lysets virksomhed: den brilante kilde hvorfra udviklinger af principper - mønstre - for verdens muligheder og kapacitet(er) udspringer.



Eksempler på fraktaler.


Ove von Spaeth
 m
Copyright © 2007 (&  © 2000) . - Dele af teksten er fra ”Den Hemmelige Religion”,
som er bind 4 i Ove von Spaeths bogserie ”Attentatet på Moses”. 
Yderligere information:  www.moses-egypt.net



Alle mønsterformer kan i princippet beregnes matematisk.



¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
Copyright  © 2008 ,(& © 2000) by:  Ove von Spaeth  -  www.moses-egypt.net   -  All rights reserved.



pattern-7spine

Bibliografi, primære kilder og orienterende referencer 

Bohm, David:  The Undivided Universe. An ontological interpretation of quantum theory, Routledge, 1st ed., 1993.

Brock, A.., et al.:  Geometric determinants of directional  cell motility, Lanamuir, 19, 1611-1617, 2003.

Bucknell, Roderick, & Martin Stuart-Fox: The Twilight Language. Explorations in Buddhist Meditation and Symbolism, (Curzon Press), London, 1986.
 

Corpus Hermeticum, el. Hermes-skrifterne, dansk oversættelse v. Søren Giversen: Den ukendte Gud, København (Gads forlag) 1983.

Dennis, Lynnclaire:  The Pattern, Lower Lake (Integral Publishing), Calif., 1997. 

Duda, Richard O., & Peter E. Hart, & David G. Stork:  Pattern classification, 2nd edition, New York 2001.

Emoto, Masaru:  Messages from Water, Vol. 1, (Hado Publishing), 1999.

- -   :  Messages from Water, Vol. 2, (Sunmark Publishing), 2001.

Grenander, Ulf:  Patterns, John Hopkins Series in the Mathematical Sciences, (Paperback 1996).

Griffiths, David J.:  Introduction to Quantum Mechanics, 2nd ed., Prentice Hall, 2004.

Hobart, Christy:  Arts and Crafts by the ‘Numb3rs’, Special to The Times Los Angeles Times, February 17, 2005.   

Huettel, S.A, & P.B. Mack & G. McCarthy (all: Dukes University Medical Centre):  Perceiving patterns in random series: dynamic processing of sequence in prefrontal cortex, Nature Neuroscience, 5(5), May 2002, pp. 485-490.

Høegh, Carsten, & Hans Ræder (transl.): Platon: Timaios, fra Platons skrifter bind 8, C.A. Reitzel, Kbhvn.1940. 

Ingber, Donald, et al. (Harvard Medical School, Boston, Mass.):  Cells moved by geometry, Nature Science, News Service, 5 March 2003.

Jung, Carl Gustav:  Synchronicity, An Acausal Connecting Principle, (transl..: R.F.C. Hul), The Interpretation of nature and the psyche (Naturerklährung und Psyche), 1st Princeton/Bollingen ed., 1973. 

Khanna, Madhu:  Yantra: The Tantric Symbol of Cosmic Unity, Inner Traditions, 2003.

Maddox, Brenda:  Rosalind Franklin. The Dark Lady of DNA, (HarperCollins) 1 edition, 2002.

Massimi, Michela:  Pauli's Exclusion Principle. The Origin and Validation of a Scientific Principle, (Cambridge University Press) Cambridge 2005.

Mitchell, Stephen (a new translation):  Bhagavad Gita, Harmony, 1st edition, 2000.

Mumford, David:  Indra’s Pearls. A Vision of Felix Klein, Cambridge University Press, 2002.

Pauli, Wolfgang:  Exclusion principle and quantum mechanics, Lecture given in Stockholm after the award of the Nobel prize of physics 1945, Neuchcatel, Editions du Griffon, 1947. 

Pauli, Wolfgang:  Influence of archetypal ideas on the scientific theories of Kepler, The Interpretation of nature and the psyche (Naturerklährung und Psyche), Bollingen series, 51, (Pantheon Books), New York 1955. 

Pauli, Wolfgang:  Niels Bohr and the development of physics. Essays dedicated to Niels Bohr on the occasion of his seventieth birthday, edited by W. Pauli, with the assistance of L. Rosenfeld and V. Weisskopf, (McGraw-Hill), New York 1955.

Pauly(-Wissowa):  Real-Enzyklopädie der classischen Wissenschaft, Stuttgart, 1894-1980.

 Paulus, Dietrich, & Joachim Hornegger:   Applied Pattern Recognition, 2nd edition, Vieweg, 1998. 

Rees, Martin J.:  Just Six Numbers: The Deep Forces That Shape the Universe, 1999.

Roach, John:  Forks in the Road Guide Ants Home. Foraging Pharaoh’s ants employ geometry to find their way home, (ref. of Francis Ratnieks, Professor, University of Sheffield), Nat. Geographic News, December 15, 2004. 

Spaeth, Ove von:  Dating the Oldest Egyptian Star Map, Centarus International Magazine of the History of Mathematics, Science, and Technology, vol. 42:3, 2000, pp. 159-179. 

- -   :  Den Hemmelige Religion, Attentatet på Moses, vol. 4, København (C.A. Reitzel forlag) 2004.

- -   :  Pattern, Universe and Ancient Knowledge, as presented (2000, updat. 2003 and later) as the appendix in: Lynnclaire Dennis: The Pattern, vol. 2, Lower Lake, Calif., 2001.

- -   :  Tempelriddernes viden fra Egypten - og Moses, Swedano Journal, nr. 6, 2.årg., feb. 2003, pp. 34-46). - &  opdat. dansk version i: Aspiranten, Norge, 2.årg., nr.5, sep.2004, pp.11-17. 

Schuermann, J.:  Pattern Classification.  Unified View of Statistical and Neural Approaches, Wiley&Sons, 1996.

Tipler, Paul, & Ralph Llewellyn:  Modern Physics, 4th ed., W. H. Freeman, 2002.

Weiss, Sholom, & Casimir Kulikowski:  Computer Systems That Learn, Morgan Kaufmann, 1991.

White, David Gordon:  The Alchemical Body. Siddha Traditions in Medieval India, The University of Chicago Press, Chicago, 1996.

- - - - - - - -

Bibelcitater:  1. Mosebog  6,15;   2. Mosebog  25,10 og 25,23