Lev lykkeligt helst hver dag

Af Merete Gundersen©

  

Refleksion

Jeg sad og reflekterede over ordene lev lykkeligt. ”Store ord” tænkte jeg.
”Lev lykkeligt - er det overhovedet muligt? ” Tænkte videre: ”Hvad betyder det egentligt at leve lykkeligt? Kan det lade sig gøre?”

 

Ja store ord det er så sandt, men fordi ordene er store at tage i sin mund, er det ikke det samme, som at det vil være umuligt at leve lykkeligt. Og dog - store tanker giver jo store resultater - så hvorfor ikke?

At leve lykkeligt må være en beslutning, vi hver især kan vælge at tage for vores liv. Min lykke er nødvendigvis ikke den samme som din lykke, deraf kan vi udlede, at lykken er noget af det mest individuelle, der findes, og det er noget, vi hver især skal finde ind til og skabe for og med os selv.

 

I sin grundsubstans, og hvis vi tager ordene for pålydende: ” lev lykkeligt,” vil det være så individuelt som selve livet og vore livsmuligheder. Derfor, hvis vi hver især kunne tage det valg og sige: ”Jeg vælger at leve lykkeligt,” giver det et bredere syn på det at leve lykkeligt, og det giver os adgang til at være skabere af vores egen livslykke. Et godt men svært valg fordi det, at leve lykkeligt kræver øvelse. Svært men ikke umuligt, så det er med at tage den store beslutning og komme i gang, - det er der, vi alt for ofte stopper os selv, fordi vi kan være tilbøjelige til at mene, at lykken er for alle de andre.

Men lykken er for alle. Og vi kan alle selv skabe den.

 

Freden

Der er meget på spil, når man ønsker at leve lykkeligt. En af de ting, man er nød til at beslutte for at leve lykkeligt, er, at skabe indre som ydre fred i sit liv, og det er fælles for alle mennesker. Og netop freden er meget svær at finde ind til, når man skal interagere med andre mennesker i familie på arbejdspladsen, til sport o.s.v.

Så et godt sted at starte, hvis man ønsker at leve lykkeligt, er først og fremmest at skabe fred i sig selv og med alle andre mennesker. Så er opgaven vist også sat for de fleste af os, for det kræver en del resurser at opnå den. Vi skal finde alle de fine og gode dyder frem, som tilgivelse af os selv og andre. Taknemmelighed, fred, hjælpsomhed indre som ydre og så bruge vores spiritualitet i det indre arbejde til at transformere disse begreber.

 

Spiritualitet

Spiritualitet kan være en god ledetråd, når vi skal af med de ubalancer, der blokere for vores livslykke. Især alle meditative teknikker kan være til stor gavn, da freden altid sænker sig, når man mediterer. Men vi kan også anvende visualisering, som er en af de helt store forvandlere, fordi vi via visualisering kan træne i at modtage helt klare svar på eventuelle spørgsmål, vi måtte have i relationer til ufreden i vores liv.

 

Vi kan også modtage indre impulser og svar under meditation, det gør mange mennesker, men der skal man måske træne lidt længere, hvorimod vi med visualisering guides direkte til spørgsmålet,[1] og vi modtager altid under både meditation og visualisering de rene, klare, uselviske, egofri svar, som vi kan bruge til at transformer ubalancer i vores liv med - på alle planer.

 

 

Det perfekte liv

At leve lykkeligt kan også være at leve med vore ubalancer, fordi vi aldrig er helt ”perfekte.” Det er smukt, at livet ikke kan benævnes som ”perfekt.” Men stadigt er og bliver det et valg, at leve lykkeligt. Mange mennesker lever lykkeligt også med deres ubalancer. Vi kan ikke bedømme eller dømme andres lykkeniveau, og perfektionisme kan ikke bruges, når vi taler om livslykke.

 

Vi hører ofte mange mennesker udtale, at de ikke ville have været uden de prøvelser, de har været igennem, fordi netop det at gennemleve prøvelserne, gjorde dem til bedre mennesker på mange planer. Levede de lykkeligt, medens de gennemlevede prøvelserne? Det gjorde de næppe - og dog måske - for også i den dybe sorg er der stor forvandling, som ikke er lykken, men som kan bringe os frem til livslykken.

 

Måske kan livet også være lykkeligt, hvis vi, medens vi lever livet, tør tage nye beslutninger hurtigt ,også når vi  er under meget kraftig psykospirituel udvikling. Med den rigtige indstilling og beslutning kan vi alle være med til at forandre vore liv hele tiden, således at vi gør livet lettere og mere lykkeligt for os selv og derved også for andre. Måske kan vi alle ved at tage nogle nye beslutninger få det meget lettere selv i svære stunder, hvis vi tør tage beslutningen at VILLE leve lykkeligt.

 

Lev lykkeligt er en beslutning, den enkelte kan vælge at tage på et hvilket som helts tidspunkt i livet og så handle ud fra denne beslutning, den vil altid føre til livslykke.

 

Visualisering for at fremme livslykken

Sæt dig godt tilrette med rolig fredfyldt musik i baggrunden. Nu begynder din indre rejse mod det mål du gerne vil nå. Mærk stille og roligt hvordan freden sænker sig i hele din krop. Der bliver roligt og stille i din bevidsthed og du mærker en kærlig varm strøm risle igennem hele din krop. Når freden roen og varmen har været en del af din bevidsthed et lille stykke tid, forestiller du dig at dit hjerte lyser op. Dette smukke lys i hjertet forestiller du dig bevæger sig op i dit hoved, ud igennem hovedet hvor det rammer en gylden stjerne som sidder ca. 30 cm over hovedet. Lysets bevæger sig ind i stjernen roterer rundt i stjernen og vender roligt tilbage til hjertet igen.

Nu stilles spørgsmålet: hvad skal jeg foretage mig for at opnå en større livslykke. Hvor i mit liv er det vigtigt at jeg forandre en adfærd for at opnå større livslykke.

Svaret vil nu komme flydende ind i din bevidsthed, som en impuls, et ord eller som andre symboler.

Dette svar vil være dit arbejdsredskab for den kommende tid.

 

God rejse til din måde at leve lykkeligt på.

 

www.siqintelligens.dk

 


[1] Se www.livskilden.dk  under cd én Kærlighedens Urkraft