CopyrightÓ2003Merete Gundersen og Livskilden

Partiklerne og lyset i sjælstjernernes atomare struktur

 I auraens iboende sjælstruktur ligger kimen til alle åndelige oplevelser. Åndelige oplevelser fremkommer når felter i hjernen bliver aktiveret gennem lysindstrømning. Når mennesker indstiller sindet på stilhed, går hjernens svingninger ind i lavere felter af energi strukturer og derved svinger

elektroderne i hjernen på en lavere frekvens. Atomerne i hjernestukturen drejer langsommere i takt med at hjerne svingningerne kommer mere og mere i ro.

Når hjernen er indstillet på sin laveste modtagende frekvens, vil hjernen begynde at respondere på partikellyset i auraen.

 Hvordan hjernen bliver reaktiveret til iboende visdom gennem partikellyset sker via den guidende persons mulighed for at respondere på sit eget iboende atomare partikellys, som stammer fra en af de stjerne konstellationer, hvorpå det enkelte menneske har levet i en given cyklus, der kan strække sig over mange inkarnationer.

 Når et menneske mediterer, kan det alt efter hvorledes det selv er i stand til at lade den fotografiske hjerne komme i stilhed, blive i stand til at aflæse sin hukommelse i sit eget partikellys.

Det vil sige, at når personen mediterer, og hjernens fotografiske kamre er helt i ro kan hjernen begynde at respondere på et højere stade af lys og derigennem modtage informationer fra oprindelser, som fører tilbage til tidligere erfaringsdannelser, som det enkelte menneske har gjort gennem sine mange liv og sine mange erfaringsdannelser igennem de mange cyklusser i hele det enkelte menneskes livscyklus. Responsen foregår gennem det aktive atomare lys, som findes overalt i kosmos. De enkelte stjerner, planeter og måner overalt i kosmos kan den menneskelige hjerne respondere på. Hvilke stjerner, sole og måner det enkelte menneske kan respondere på, afhænger af hvilket lys de har iboende i auraens sjælslys. Sjælslysets aura indeholder lyspartikler fra forskellige fjerne stjerner og galakser, hvor mennesket har været inkarneret på i sine tidligere livscykluser.

 Hvis man for eksempel guider en meditation til planeten Sirius, er det ikke sikkert, at alle i en gruppe vil ramme informationerne fra Sirius og derfor heller ikke modtager information fra denne planet, hvis personen aldrig har været inkarneret på Sirius kan dette ikke ske, da spektret af lys fra Sirius aldrig kan nå denne persons hjerne.

Når man leder en sådan meditation vil man opleve at nogle personer i en gruppe vil få oplevelser fra Sirius og de vil levende kunne fortælle meget udførligt hvad det er de kan se fra denne planet. De kan møde personer fra planeten, og man kan ikke vide præcis om de personer de ser i meditationen er nulevende på planeten eller om de eksisterer på planeten Sirius på nuværende tidspunkt.

 På denne åndelige guidede rejse kan andre i en meditationsgruppe måske ikke nå Sirius fordi de aldrig har været inkarneret her. Men idet de på samme måde som de andre i gruppen har fået den fotografiske hjernehalvdel stillet i bero, vil de også respondere på lysindstrømning fra kosmos.

De vil måske havne på andre planeter, møde andre skikkelser, væsener, landskaber eller noget helt andet. Altså vil de modtage lige nøjagtigt det, der allerede er iboende i deres atomare elektromagnetiske lys felt også kaldet auraens atomare sjælsstruktur.

 Man kan sige, at det enkelte menneske helt er i stand til eller vil blive i stand til at aflæse alt hvad der er hændt dem i nuværende og tidligere liv igennem dette spektre af lys, altså gennem hjernens stilhed og ved at få atomerne til at sagtne svingningsgraden vil der være fikspunkter i hjernen, der bliver aktiveret og man kobles på et ganske bestemt lys univers som findes i kosmos.

 Da universets subatomare felt hele tiden forandres, vil der altid være universer vi ikke kan komme i kontakt med selv om vi har været født igennem mange liv på disse stjerner, planeter eller måner.

Det er dette vi kalder at nogle lever i slørenes verden. Derfor kan de komme synligt i kontakt med deres hjemunivers, og dette kan give meget frustration for det enkelte menneske. Altså lige meget hvor meget de mediterer, kan hjernen ikke respondere på lyset fra deres hjemunivers, fordi det rent faktisk ikke eksisterer på denne frekvens længere. Man kan forstille sig, at hjernen på nogle måder fungerer som en radar, og at denne radar søger mod universets mange kroge og afkroge og derved prøver at ramme nogen eller noget, den kan respondere på. Nogle kan så ramme eller modtage og andre kan ikke. Det kunne være, at det kun er fra jordens tunge magnetiske felt at disse mennesker ikke kan respondere på det atomare lysfelt i kosmos. Hvis vi forestiller os et menneske, der ikke kan komme i kontakt med et af sine hjem universer gennem meditation, kunne man godt forestille sig at det kunne lade sig gøre hvis de for eksempel rejser ud i rummet. For så snart menneskene forlader jorden kommer hele kroppen og cellerne op i helt andre svingningsgrader.

Når vi som menneske forlader jordens magnetfelt bliver hjernen i stand i langt højre grad at respondere på lys og lystilførsel.