Igennem Tunnelen

(En personlig nærdødsoplevelse af en Walk-In)

 Martin Brofman

I 1975 befandt jeg mig på hospitalet i Philadelphia, hvor lægerne fortalte mig at jeg havde en "blokering" I rygmarvskanalen imellem 4. og 7. halshvirvel, som var årsagen til symptomerne jeg oplevede. Min højre arm var lam og mine ben spastiske, og når jeg bevægede hovedet føltes det som elektriske stød igennem hele kroppen. Jeg måtte opereres omgående, og hvis jeg overlevede operationen, ville jeg sandsynligvis være lammet fra halsen nedefter. Det hastede så meget at jeg kunne dø af et hoste- eller nyseanfald. Selvfølgelig gik jeg med til at lade mig operere et par timer senere.

 Jeg forstod at jeg kunne være død om et par timer, og jeg gik igennem de stadier som mange mennesker oplever når det går op for dem at de skal dø.Først troede jeg, at dette bare var en film, at dette ikke var rigtigt. Jeg prøvede at slå en handel af, at snakke mig ud af det. Langsomt gik det op for mig, at dette var reelt, og at det skete for mig, og jeg måtte følelsesmæssigt acceptere, at jeg meget snart kunne være død. Da jeg accepterede det uundgåelige, rystede min krop voldsom, som om en intens energistrøm flød igennem min krop. Jeg åbnede mig for det, og efter en eller to meget lange minutter holdt det op.

 Jeg var rolig som aldrig før. Alle mine sanser var skærpet. Mit syn var klarere. Farverne var klarere. Min hørelse var klarere. Tingene var mere levende for mig. Jeg blev klar over at jeg havde fjernet et perceptionelt filter som havde afskåret mig fra selve livet, og ironisk nok, var det angsten for at dø. Jeg havde givet slip på det, og oplevede livet nu mere intenst. Jeg følte mig mere levende, selvom det måske kun var et kort øjeblik jeg måtte opleve dette. Jeg tænkte på måden jeg havde levet på, og på tingene som jeg havde holdt mig selv fra at gøre. Der var mange " bare jeg dog havde" oplevelser. Jeg syntes, at det var en trist måde at slutte mit liv på, og jeg tog den beslutning, at hvis jeg måtte få en chance til, ville der være mange "Jeg er glad for jeg har" oplevelser.

 Jeg måtte tage stilling til hvad jeg ville bruge den smule tid til, som jeg havde tilbage. Jeg ville ikke spilde denne dyrebare tid med bekymringer, bebrejdelser eller skyldfølelser: Det var den for kostbar til. Jeg besluttede mig for at resten af tiden ville jeg tænke på ting, som fik mig til at føle mig veltilpas og som gjorde mig glad, som farverne på væggene, duften af blomsterne i værelset, hvad som helst som var positiv. Jeg vidste, at jeg altid kunne finde på et eller andet.

 Min time kom. Jeg blev kørt til operationsstuen, hvor en læge gav mig narkosen. Jeg troede, at dette meget vel kunne være det sidste jeg nogensinde ville opleve. Jeg anede ikke hvad der ville ske bagefter. Jeg troede ikke på noget, intet som jeg ikke havde oplevet. Måske var det næste skridt bare glemselen. Jeg gav slip.

 Jeg blev svimmel og alting kørte rundt, og det føltes slet ikke godt. Jeg forestillede mig, at jeg stod stille i centrum, og at alt andet kørte rundt omkring mig. Jeg fløj mig igennem disse rundkørende scener, minder om det liv som jeg havde levet, minder som krævede min opmærksomhed. Hvis jeg tænkte på dem, følte jeg at jeg blev "hevet i". Det føltes som om jeg blev hevet igennem en tunnel, eller som at jeg faldt ned i en brønd, hvor man først opdager det, når man allerede er halvvejs ned.

Det ville ikke nytte noget at gøre modstand ved at række ud efter væggene. Min eneste håb var at sigte på midten af vandet i bunden. Jeg matte opgive at tænke på disse scener, disse erindringer, og rette al min opmærksomhed på det sted, jeg var på vej hen til; midten af vandet. Det var mit endelige mål alligevel, og gøre det til mit bestemmelsessted gav mig en følelse af "at sidde bag rattet", noget som føltes meget bedre.

 Det er lidt som en tur i en rutschebane, hvor du sidder i den forreste vogn og lader som om det er dig der styrer turen. Det føles betydeligt anderledes end at sidde i den bageste vogn, hvor du ikke er i stand til at kontrollere noget som helst. Det var en lang tur, men jeg havde alligevel ikke andet at lave.

 Endelig endte tunnelen. Jeg kom i et rum, hvor der var stille, og blev mødt af en glød af energi. Det var som en livsgnist, energi, som stråler af intelligens, ikke i menneskelig form, men ren bevidsthed.Der var også en anden intelligens, som observerede os fra afstand. Det lignede et afsluttende interview noget som "din tid er forbi nu, så få det afklaret i din bevidsthed så vi kan gå videre".

 Jeg så tilbage på mit liv, mine tanker blev klar over hvad der var sket, og jeg så tingene i et helt andet lys. Jeg gav udtryk for, at jeg var afklaret omkring det. Væsenet begyndte at bevæge sig væk. Jeg fulgte efter, og standsede et øjeblik.Omgående spurgte Væsenet mig hvilken tanke jeg havde.Jeg tænkte at det var synd at mine to piger nu måtte vokse op uden deres far. Jeg voksede op hvor min far det meste af tiden var fraværende, og jeg ønskede at mine piger ikke skulle opleve det samme. Uanset hvad, jeg var klar til at gå videre.Væsenet sagde, at fordi jeg ville tilbage, var på grund af andre mennesker, ville jeg få lov til det. Før jeg overhovedet fik en chance for at sige, at jeg ikke var interesseret, blev alting uklar; Jeg havde en oplevelse af, at det andet Væsen som også var tilstede og som observerede alt dette, på en eller anden måde var del i det.

 Pludselig vågnede jeg op i denne krop med disse traumatiske smerter og et intenst drama der foregik omkring mig på hospitalet.

 Jeg oplevede det som om jeg sprang midt i en film, bare i en krop som ikke var mit. På grund af smerterne og dette intense drama blev min opmærksomhed rettet på hvad der skete i den fysiske verden, og mindet om hvad der var sket for bare et øjeblik siden blev på en eller anden måde "slettet".

 Der skete andre ting omkring mig som krævede min opmærksomhed, og desuden havde jeg ingen tro, som kunne få mig til at acceptere hvad der var sket lige før. Først flere år senere begyndte jeg at interessere mig for ideer og filosofier som jeg ikke havde troet på før.
Jeg læste bøger som "Livet efter Livet" og "Livet efter Døden", og andre bøger som beskriver nærdødsoplevelser, og jeg begyndte at huske hvad der skete dengang. Da jeg hørte hvad andre havde oplevet, forstod jeg først hvad der skete med mig dengang. Jeg tænkte også på det vi kalder for en "normal" fødselsproces, hvor nyfødte børn bliver udsat for kraftigt projektørlys, høje lyde, og nogle gange blive slået bagi. Måske bliver de tvunget til at rette deres opmærksomhed på den ydre fysiske virkelighed, og de glemmer de indre oplevelser de havde lige før de blev født.

 En gang imellem møder jeg andre som har været ovre på den anden side, og vi sammenligner vores oplevelser. "Hvordan var det for dig?" En kvinde fortalte mig at hun var sikker på at der ville være et Væsen med en stor bog, som havde givet hende gode og dårlige karakterer for hvad hun havde gjort i sit liv. Efter hun havde haft en nærdødsoplevelse fortalte hun mig at der faktisk var et Væsen med en stor bog, men de eneste dårligere karakterer hun havde fået, var for alle de ting hun ikke havde gjort i sit liv.Hendes synd var, at hun havde fornægtet sig selv at leve fuld ud.

 Diagnosen som jeg forlod hospitalet med, var "uhelbredelig rygmarvstumor". Der fandtes ingen behandling. Jeg fik en eller to måneder tilbage at leve i, og jeg besluttede mig for at leve et liv med mange "Jeg er glad for at jeg har" oplevelser. Jeg besluttede mig for at arbejde med mig selv, at bruge min bevidsthed til at fjerne tumoren med. Senere fortalte lægerne mig, at de havde begået en fejl.

 Men det er en anden historie.

 © Copyright Martin Brofman 1990
www.healer.ch

 

Til forside

Oprettet den 24. august 2006 læst af: