At eje sin kraft

Martin Brofman

 At eje din kraft, din styrke til at være sand, til at være den, du virkelig er, handler i virkeligheden om at eje din frihed. På mange måder har du givet din kraft/frihed fra dig ved din måde at tale og tænke på, og ved din måde at være på. Når du for eksempel siger eller tænker noget lignende som ”Den person gør mig vred”, så har du givet din kraft/frihed til at bestemme, om du skal være vred eller ej, til den person. Du har sagt, at du er magtesløs, og at den person har magten til at bestemme, hvornår du skal være vred.

 Det kan du vælge ikke at gøre længere.

 Det ville være mere passende at sige sådan noget lignende som ”Jeg bliver vred, når den person gør det der”. På den måde kommer du til at se, at du er den, der har gjort dig selv vred og også, at du kan beslutte at føle det eller noget andet. Ingen undtagen dig selv ”får dig til” at føle dig vred, ked af det, deprimeret, lykkelig, sexet eller ”får dig til” at kede dig, osv. Eftersom du nu er inde i processen med selv at bestemme over dit liv, dine valg, dine handlinger, dine følelser, og hvad du ser, hvorfor så ikke eje din kraft til at tage beslutninger på alle niveauer?

 Vær opmærksom på ordene, du bruger, fordi de virkelig danner fundamentet for dine tankemønstre. Lyt til dine ord og læg mærke til, om de afspejler din frihed til selv at bestemme, hvad du føler eller gør. Siger du: ”Lad mig gøre dette,” hvor du be’r om tilladelse, eller udtrykker du dine ønsker ved at sige: ”Jeg har lyst til at gøre dette”, eller selv ”Jeg har i sinde at gøre dette”? Siger du: ”Den person manipulerede med mig” eller ”Jeg tillod mig at blive manipuleret med”? Hvad som helst du har gjort, der ikke har virket for dig, kan du vælge ikke at gøre længere.

 Har du afholdt dig fra at udtrykke, hvad du virkelig ville, på grund af hvad du troede andre ville tænke? I så fald har du givet den person kontrol over din kraft til at udtrykke dig. Du er fri, forstår du. Er du villig til at eje din frihed?

 Har du afholdt dig fra at kigge på noget eller nogen, på grund af, hvad en anden person ville tænke? I så fald har du givet din frihed til selv at vælge, hvad du vil se på, til den person. Har du afholdt dig fra at gøre, hvad du har lyst til på grund af, hvad en anden person ville tænke? Derved har du givet din handlefrihed fra dig. Du har afholdt dig fra at tale, fra at handle og fra at se, hvad der var rigtigt for dig. Klart syn er forbundet med at tillade sig selv at være sand, og stole på det. Faktisk at insistere på det. Når du ejer din egen frihed, må du også være villig til at anerkende andres frihed. Ingen giver dig din frihed, den er allerede din. Det er bare op til dig at være fri. På samme måde giver du ikke andre deres frihed. Du kan blot anerkende, at de har den.

 Når du gør et eller andet, er andre frie til at føle om det, hvad de vælger. Du er jo imidlertid på din side blot sand og handler med kærlighed og frihed som din motivation. Hvis du bliver misforstået, kan du vælge at opklare misforståelsen gennem kommunikation. Det er ikke nødvendigt for dig at ændre din væremåde på grund af, hvad en anden føler. Hvis du vælger at forandre dig, må det være, fordi det giver mening for dig at gøre noget på en anden måde. På samme måde er det dit valg, hvis du vælger at føle det ikke godt om noget, en anden person gør. Den person er også fri. Hvis den ikke gode følelse er resultatet af en misforståelse, kan det opklares gennem kommunikation. Lad være med at antage noget. Spørg og du ved så.Hvis den ikke gode følelse er resultatet af afhængigheder, som du har brug for at give slip på din vej til klarhed og frihed, så kan du finde en anden måde at tænke og føle på, som føles bedre for dig; En måde hvorpå du ikke afgør, hvad en anden person skulle gøre anderledes, men rettere hvad du behøver at gøre anderledes.

 Hvis du forventer, at en anden skal ændre sin væremåde på grund af det, du føler, så ønsker du at kontrollere den person. Hvis du ikke ønsker at blive kontrolleret, er du så villig til at holde op med at kontrollere? Måske har du tidligere, når du har set på en situation, som du ikke anså for at være optimal, afgjort, hvad en anden skulle have gjort anderledes eller skulle gøre anderledes i fremtiden. Når du virkelig ejer din egen kraft og frihed, gør du det ikke på den måde mere. I stedet for afgør du kun, hvad du kunne have gjort anderledes dengang, og hvad du kan gøre anderledes fra nu af og i fremtiden. Når du er oprigtig med dette, er dine tanker ligeledes inkluderet i processen. Så længe du finder dig selv i færd med at tænke, hvad andre mennesker burde gøre, tænke eller føle, har du ikke fuldstændigt ejet din kraft eller din frihed.

 Hvis du ønsker at eje din frihed, er du så også villig til at anerkende andres frihed? Så ser du også, at du ikke gør andre kede af det, men at de kan beslutte at føle sådan, når du gør et eller andet. Du gør dem heller ikke lykkelige. de vælger at føle det, når du gør et eller andet. Uanset hvad du gør eller siger, vil nogle mennesker bifalde det, og andre vil ikke. Du har friheden til at bestemme, hvem du vil være sammen med. Hvis du vælger at være sammen med dem, der dømmer dig, kan du føle dig som ukrudt i en have og konstant føle det, som om du bliver nødt til at forsvare dig selv og din væremåde. Du kan i stedet vælge at have det godt med at blive dømt, vel vidende at du bare er den, du er, og at andre er frie til at føle, hvad de vil om det. De dømmer dig nok blot ud fra deres værdinormer, men du lever efter dine egne. Du kan også vælge at være sammen med de mennesker, som ikke dømmer dig, men i stedet værdsætter dig som den, du er. Du kan så føle dig mere fri og mere afslappet med hensyn til at være sand og være den, du virkelig er. Du vil se, at du ikke var ukrudt, men snarere blot en blomst i den forkerte have.
Måske har du tidligere haft tendens til at ændre dig, til at være anderledes end den, du virkelig er, for at blive elsket, for at få kærlighed. Hvis du gerne vil vide, at du er elsket, som den, du er, så bliver du nødt til at være den, du virkelig er og lade det være det billede, der er elsket.

 Kærlighed kan ikke kræves. Den må flyde frit og gives frit, Så ved du, at den er sand. Hvis du skaber et billede for at blive elsket, og folk elsker det billede, så føler du dig stadig ikke elsket som den, du virkelig er. Hvis udtrykkene for kærlighed bliver krævet, bliver bedt om, så ved du ikke rigtigt, om de ville være der, hvis du ikke bad om dem. Du ville stadig ikke være sikker på kærligheden. Læg mærke til det, når udtrykkene for kærlighed kommer frit fra andre, når du er sand. Du vil så vide, at de kommer, fordi de andre vælger at udtrykke deres kærlighed, og du vil vide, at den er ægte. Når du ved, at kærligheden er der, så åben op og føl den.

 Undertiden bliver udtrykkene for kærlighed misforstået, fordi vi alle har lært forskellige måder at udtrykke den kærlighed på, som vi føler. Den måde, nogle mennesker udtrykker deres kærlighed på, bliver undertiden misforstået som kærlighed, der bliver taget væk. Misforståelserne kan dog løses gennem kommunikation, således at udtrykkene for kærlighed bagefter kan være sådan nogle, som forhøjer oplevelsen hos personen, der modtager dem, noget der føles godt for dem. Husk at udtrykke din kærlighed på den måde også. Udtryk din kærlighed på den måde, som du gerne vil have andre til at udtrykke deres kærlighed til dig på, på en måde, der resulterer i, at de har det godt, på en måde, som du ville være glad for selv at modtage.

 Du har kraften/friheden til at være den, du virkelig er, til at være, hvor du virkelig ønsker at være, til at være sammen med dem, du virkelig gerne vil være sammen med (hvis de virkelig gerne vil være sammen med dig) og til at gøre, hvad du virkelig har lyst til. Andre har også den samme kraft/frihed. Hvis du opdager, at du ikke ærligt kan sige: ”Jeg elsker, hvor jeg er. Jeg elsker, hvem jeg er sammen med. Jeg elsker, hvad jeg laver”, så er der noget, der må forandres. Du har kraften og friheden til at foretage den forandring.

 Hvis det er en situation, som du ikke føler dig lykkelig i, har du tre valg:

 1. Du kan forandre situationen. Omstrukturere den.
2. Du kan forandre den måde, du ser situationen på.
3. Du kan forlade situationen og finde en anden.

 Hvis situationen for eksempel er dit job, så kan du ændre det således, at du laver noget der, der er mere meningsfyldt for dig. Eller du kan se på det på en anden måde, som føles bedre for dig, således at du føler dig lykkelig i det (men det må være sandt for dig). Hvis du ikke gør nogen af delene, så har du måske behov for at lave noget andet, i et andet job, sådan at du hver dag kan se frem til at bruge tid og energi der.

 Hvis det er dit hjem, føles det som hjem for dig? Hvis ikke, så omstrukturer det således, at det gør det. Ellers vælg at se det som virkelig perfekt for dig lige nu. Ellers flyt. Hvis du virkelig tror, at disse forandringer er for store for dig, at du ”ikke kan” klare dem, så har du givet din kraft/frihed fra dig. Det er ikke, at du ikke er i stand til at foretage forandringerne, men nærmere at du har valgt ikke at foretage dem. Du har stadig kraften til at skabe dit liv på den måde, som du virkelig gerne vil have, at det skal være. Du har kraften/friheden til at forandre det, der ikke har virket for dig, til at forandre det, der har resulteret i, at du ikke har været så lykkelig, som du gerne vil være.

 Befinder du dig sammen med mennesker, som du ikke virkelig nyder at være sammen med? Hvis det er sådan, har du givet din kraft til at være lykkelig fra dig til dem. Det behøver du ikke at gøre længere. Hvis du har givet din kraft fra dig, kan du tage den tilbage. Den er stadig din. Ej den. Din kraft/frihed omfatter også dit valg til at ændre de mønstre i dig selv, som du opdager ikke har været optimale. Mønstre, som har været resultatet af misopfattelser, af begrænsede måder at se på. Dine bånd og dine afhængigheder står mellem dig og frihed. Når du er fri, er du hvert øjeblik i stand til at afgøre, hvad du har lyst til at gøre, og hvad der giver mening at gøre. Du tillader ikke dig selv at være kontrolleret af tidligere programmer.

 Når du er afhængig af noget, og du ikke får det, føles det ikke godt. Graden af den ikke gode følelse viser graden af afhængigheden. Du kan vælge ikke at give dine afhængigheder eller genstanden for din afhængighed magten over dig. Ikke-afhængighed er frihed. Det er ikke afskæring. Afskæring er at fjerne alle følelser. Ikke-afhængighed tillader positive følelser af glæde, når du har. Når der er noget, du ikke har, er du i stand til at rette din opmærksomhed på, hvad du har.

 Hvis du for eksempel er afhængig af hummermiddage, og du ikke får dem, er du ikke fri til at nyde, hvad du har. Når du ikke er afhængig, kan du nyde en salat eller en steak, og hvis du får hummer, kan du også rigtig nyde den. Hvis du er bundet til eller afhængig af personer, bruger du, når du er sammen med dem, tid på at bekymre dig om, hvornår du ikke vil være sammen med dem. Og når de ikke er der, bruger du din tid til at savne dem, og er ikke nærværende med de mennesker, der er sammen med dig. Det er ikke frihed.

 Du har kraften og friheden til at være fuldstændig nærværende, hvor du end er, og nyde hvad der nu end sker. Andre behøver ikke at ændre deres væremåde på grund af dine afhængigheder, og du behøver ikke at ændre din væremåde på grund af andres afhængigheder. Du tager det fulde ansvar for dig selv og for alt, hvad du tænker, gør og siger og du anerkender, at andre har ansvaret for alt, de vælger at tænke, gøre eller sige.

 Afgør ikke, hvad andre mennesker tænker eller vil gøre en eller anden given situation, fordi du ved det faktisk ikke rigtigt. Det er deres ansvar. Du behøver kun at undersøge din egen bevidsthed, og det der sker der. Andre er frie til at ønske, hvad de ønsker, og du er fri til at sige ja eller nej til det. Det er i orden, at de ønsker, og det er i orden, at du ikke ønsker. På samme måde er du fri til at ønske, hvad du ønsker, og de er frie til ikke at ønske det samme. Når I begge ønsker det samme, er der en fri overensstemmelse, og så kan der ske noget. Du kan ellers gå ind på ikke at være enig og hver af jer kan finde lykke og tilfredshed på jeres egne respektive måder. Enhver har ret til sin egen mening, til sine egne tanker og ønsker - og du er fri.

 Gennemgå din film, den som du ikke blot er den eneste stjerne i, men hvis instruktør du også er. Vær også tilskuerne. Hvad var virkningerne af dine handlinger og ord? Kunne du have skrevet et bedre manuskript til dig selv? I bekræftende fald hvad ville du have gjort anderledes? Kunne du have handlet med mere kærlighed, med mere forståelse? Spil situationen om i dine tanker, hvor du gør det anderledes og se den anderledes slutning. Beslut, at hvis situationen viser sig igen, så vil du spille den igen på den ny måde. Gå helt ind for beslutningen. Så har du forandret dig til det bedre, fordi det var dit valg, og du har lært det, du havde brug for.

 Du må også indse, at tingene skete på den måde, som de var nødt til, med de involverede menneskers kemi, for at få det resultat, som måtte ske. Men næste gang vil du være i stand til at opnå det samme resultat på en mere harmonisk måde. Fortsæt med at gøre dette, indtil du ærligt er i stand til at give din film og din rolle fremragende anmeldelser. Hvis du havde set den film i biografen, ville du have syntes, at det var en fabelagtig god film med en inspirerende stjerne - dig! Du ville have anbefalet filmen til dine venner og nydt at se den igen.

 Læg mærke til, hvad dine grunde er til at gøre ting. Hvad er dine motiver? Foretager du i en given situation frygt-valget eller friheds-valget? Gør du ting, fordi det er, hvad du virkelig vælger at gøre, eller gør du ting (eller gør dem ikke) på grund af frygt? Stol på dine instinkter og på, hvad der er sandt for dig, og gør, hvad du virkelig ønsker at gøre.

 Har du afholdt dig fra at være den, du virkelig er, fordi du troede, du var nødt til det, og fandt bagefter ud af, at du i virkeligheden ikke var nødt til det? Så var grundlaget for din beslutning og din handling frygt. Tag en beslutning om, at du ikke behøver at gøre det længere. Du kan være den, du virkelig er, og folk vil synes endnu bedre om dig. Når du gør, hvad du virkelig ønsker at gøre, sker der altid noget vidunderligt.

 Er kærlighed din motivation eller er skylden det? Gør du ting for at undgå at føle dig skyldig, fordi du ville føle dig skyldig, hvis du ikke gjorde dem? Eller handler du klart og gør, hvad du virkelig ønsker at gøre som et udtryk for kærlighed? Hvis du har haft frygt og skyld som dine motiver, ønsker du så at fortsætte på den måde? Det behøver du ikke. Du kan foretage et bevidst valg, du kan tage en dyb beslutning, om ikke at have frygt, skyld eller vrede til at kontrollere dit liv, men i stedet handle som et frit, bevidst Væsen. Når du gør det, så vier du dig selv fra det øjeblik af til at tage en anden beslutning, hvis du opdager, at din beslutning om at være på en bestemt måde, eller gøre (eller ikke gøre) en bestemt ting; er baseret på frygt, skyld eller vrede. Så tillader du ikke dig selv at være kontrolleret af tidligere adfærds- og handlemønstre, men lever virkelig din frihed.

 Du er virkelig fri. Du behøver bare at eje din frihed og være fri. Du vil ikke blot have det bedre og nyde dit liv meget mere, men du vil også give slip på mønstre, som hang sammen med det forringede syn. Du vil virkelig vende tilbage til klarhed. Du er fri til at tænke på den måde, du vælger, elske på den måde, du vælger og handle på den måde, du vælger.

 Mennesker, som elsker dig, nyder at se dig være lykkelig på den måde, som du virkelig kan lide at være lykkelig på og være det mest fuldendte udtryk af dit Væsen, være sand og være alt det, du kan være. Mennesker, som elsker dig, ønsker virkelig at se dig have succes.

 Men det er op til dig. Du har kraften og friheden til at være sand, til at være lykkelig, til at have succes og til at realisere alle dine muligheder.Se klart, hvad der er sandt for dig. Og lev det.

 Samtidig med at vi har lært, at det er godt at være os selv -faktisk nødvendigt - har vi også på så mange måder lært, at vi ikke skal være os selv for at gøre andre mennesker tilpas, og at det er godt at gøre andre mennesker tilpas, at gøre andre lykkelige.
Det synes så at være et valg mellem på den ene side at gøre andre lykkelige, og på den anden side at være os selv og gøre os selv lykkelige. Hvis du har valgt ikke at være dig selv for at andre kunne være lykkelige, så har du valgt, at det at gøre andre tilpas var vigtigere end virkelig at være dig selv.

 Det var et smukt udtryk for din kærlighed, men med en høj omkostning for dig, for dit Væsens velvære og for dit helbred. Velvære er forbundet med sundhed. Det ikke at være dig selv kræver en investering af energi, som også er kendt som stress, hvilket er et usundt element fra enhvers synspunkt. Det, der giver mere mening, er at ændre prioritering, sådan at det, at være sand, er vigtigere - og faktisk en nødvendig del af enhver healing-proces. Du kan stadig nyde at udtrykke din kærlighed på en hvilken som helst måde, der virker for dig, og alligevel kende vigtigheden af at være sand. At være dig selv. Hele tiden.

 Med klarhed og kærlighed.

 Uddrag fra "Bedre syn ved bevidsthedsændring"
© Copyright Martin Brofman 1991.
www.healer.ch

 

Oprettet den 24. august 2006 :