Når gud kalder på os – en helt almindelig historie

Roskilde Domkirke.jpg  


Dette er en ganske almindelig historie sket en uge i april 2001 på Gentofte Amtshospital, og den slags historier sker for os alle hver uge, blot vi ser, hører og reagerer på de små hændelser, når de er der og derfor fortæller jeg dig historien nu.

I de 9 dage jeg lå på tresengsstuen sprang foråret ud. I vinduet så jeg buskene blive grønne og gule og påskeliljerne stod i solen og lunede sig. Jeg var bare så syg, mørk gul af en galdesten der spærrede og ondt havde jeg over det hele. Ingen appetit og så utilpas og irriteret, sygdommen gjorde at jeg egentlig blev mere og mere ligeglad med alt. Jeg kendte ingen og havde heller ikke lyst til kontakt med nogen var bare utilpas og alt gjorde ondt.
Med det kedelige humør sad jeg og så ud på gangen hvor de kørte sengen med en ældre kvinde fra nabostuen frem. Hun lå med ryggen til og sov. Jeg stirrede på hendes krøllede nakkehår og tænkte
Hvad skal jeg med hende, kender hende ikke og hun ligger på stuen ved siden af, hvad skal jeg med denne ukendte kvinde….
To timer senere blev hun til min forbavselse kørt ind ved siden af mig. Der skulle hun ligge resten af de dage vi var der. 
Tove var meget mere syg end jeg og jeg vidste at hun ikke havde langt tid igen måske måneder måske et år eller to.  Hendes store sorg var da hun for en række år siden mistede sin mand og datter med et års mellemrum af cancer.
Hendes datter hed Marianne og hun gik bort da hun var 42 år. Jeg hedder Marianne og var da 42 år. Tove fortæller om sin kærlighed til datteren og synger en sang for mig hver aften inden vi sover som hun har skrevet til sin elskede og savnede Marianne.

Tænk ikke pige på hvad du når
men på hvor hurtigt årene går
hvert blad du vender i skæbnens bog
er som at køre i hurtig tog
var der dage du ikke fik leet
var der stationer du ikke fik seet
værn om dit livs minutter og timer
vent ikke til togets bremser hviner. 

Jeg så dig i mine drømme
ganske som du var og er
så virkelighedsnær
du føltes her hvor der ingen grænser er
fantasiens vingefang er stort og bredt
smukt om man vil
   og måske engang vil drømmene blive til.

                                                                                      

Tove d. 23/4-2001

 

Selv nu mange år efter kan jeg fornemme hendes sang, og den blev hørt, for englene er guds sendebud til os mennesker her på jorden og Tove blev hørt.
Hele tiden havde jeg denne vished om at skulle noget og fik fornemmelsen at det var vigtigt at skabe en forbindelse mellem mor og datter. Når troen på noget efter dette liv mangler kan det være vanskeligt for englene og de andre at få kontakt til os mennesker.
Tove troede ikke længere på en gud da hun oplevede at tabet af mand og datter var for uret færdigt, men da jeg spurgte om hun troede på at Marianne var en engel var hun ikke et øjeblik i tvivl.
Hun vidste at hendes Marianne var en engel og denne vished tror jeg gav dem forbindelsen tilbage.

Se det er således at englene er Guds sendebud til os mennesker her på jorden.

Og dette kan jeg fortælle dig her og nu og vid at der er så meget du kan gøre når du lytter og ser og følger din intuition. Det hele er der hele tiden. 

 

Armedon Glory – evigheden lys                                      Marianneganske liller.JPG

Et videnscenter v/Marianne Elisabeth Pedersen                                              

 

www.armedon.com        mariannepedersen@armedon.com

                                                                  Armedon©2009

Indsat den 5. junil 2009 læst af