At Arbejde med farverne

©Af Kirsten Merrild

  

Maleri af Kirsten Merrild

 Jeg samler gult
Jeg sidder her og mangler bl.a. noget gul farve for at komme videre med mit billede.Jeg spørger og får at vide, at jeg kan hente gult på flere måder.En af måderne, og den jeg vælger, er, at opleve, påtage mig og transcendere den menneskelige lidelse.
Hvor jeg oplever handlemønstre og psykiske mekanismer skabe lidelse, skal jeg gøre, hvad jeg formår for at ændre dette, og når jeg mærker hævntrang og vrede skal jeg transcender, dvs. overlade disse følelser til min mester – Kristus. 

 Jeg må ikke glemme, hvad min opgave er. 

Når jeg glemmer og ikke fører mit liv ud i virkeligheden, blandes der grå farve i den gule, det er ikke så godt, - heldigvis kan jeg rense det grå ud igen, det bremser mig en tid i at samle gult, dog vil jeg hellere tilbage med den gule så ren som muligt og så kun have en mindre portion, end jeg vil tilbage med meget grumset. 

 

Jeg tager af sted for at samle gult.
Jeg kommer også af og til, til at samle andre farver end gul, - når jeg kan holde farverne adskilt, er det ok, jeg skal bruge andet end gult, og jeg kan altid bytte med en anden, som måske går mere efter blå og for hvem den gule kan være besværlig, fordi den blå nemt skifter til grøn. 

Der er så mange muligheder. 

Ikke alle ved, hvad farve de går efter, og jeg glemmer det selv tit. Nogen begår den fejl at tro, at de bare går efter den største mængde, de bærer rundt på en stor bunke brun. Det er et krævende arbejde at skille farverne ud fra hinanden igen inden afrejsen, og det kan være svært at overlade og efterlade noget af overvægten, for at kunne lette – især for den, der har forvekslet kvalitet med kvantitet, og for den, som ikke har lagt mærke til, hvordan farverne påvirker hinanden indbyrdes. 

En del af min måde at samle på er, at modtage brune bunker, skille farverne i deres grundtoner og dele dem ud igen, og tage så meget gult, jeg har brug for. Jeg er en art omformende genbrugs, - en klunser. 

Når farverne er skilt i deres oprindelige grundtoner, bliver Jordens ansigt tydeligt, - Kristi ansigt. 

Min yndlingsfarve er lyserød. Den har jeg været nede at samle mange gange, og jeg ved, hvordan jeg skal samle den, ja faktisk jeg bragt en hel del lyserødt med mig hjemmefra, fordi jeg har mere, and jeg skal bruge, og dog er det en fristelse for mig, ikke bare at samle mere og endnu mere lyserød, og jeg gør det da også af og til. På den måde bliver det så en ekstra opgave for mig, at dele ud af den igen, - gerne bytte for gult, ellers med en anden farve, jeg kan bytte videre. 

Springvandets magi 

Det kan være svært at huske, hvad jeg kom for, hvad jeg ville, og jeg skaber ekstra opgaver for mig selv, når jeg har for mange forskellige farver, især fordi det kræver opmærksomhed og styrke, at holde farverne adskilt, og således kan jeg bruge al min energi på det, og glemmer at få byttet eller har svært ved at finde nogen - og blive fundet af nogen, der vil bytte.
Der er en plads ved det evige selvcirkulerende springvand, hvor jeg blot kan lægge fra mig, hvad jeg ikke har brug for og tage det, jeg har brug for.
Det koster ikke noget, men jeg må huske, at springvandet findes og hvor. Når jeg glemmer det, og prøver at få en anden til at fortælle mig det, går jeg næsten hver gang skævt, for der er det forunderlige ved det springvand, at forskellige mennesker finder det, forskellige steder, - som var det overalt på en gang.
Springvandet er netop der, hvor det enkelte menneskes hjerte fortæller, det er. Den der går efter rødt finder springvandet hisset, og den, der går efter blå, finder springvandet her. Det er den vej, alle må gå alene, den vej ingen anden kan gå for en. 

Jeg kan dog gå alene sammen med andre, der også går alene, og vi kan udveksle på vejen.Jeg kan være enig med nogen om, hvad tøj der er godt, når jeg går vejen, for deres vej kan ligne min klimamæssigt, og jeg kan fornemme lyset fra nogen, der gik vejen før mig, og jeg tror på, at jeg kommer til lyse for nogen, der kommer efter. Og stadig kan jeg kun gå alene, for det jeg møder på vejen er anderledes end det, en hver anden møder, og de porte jeg må passere på min vej, er mine og ingen andens, de porte forholder sig til den, - og kun den, der går igennem og kun én kan gå igennem af gangen. 

Det er fristende at blive udenfor portene og tilbede den, - tro at målet er nået, i stedet for at gå igennem og gå videre, og det er da også vederkvægende at hvile en stund ved en port, der er bare det, at jeg så nemt glemmer, at kom hertil for at gå igennem, og ikke for at hvile mig, og hviler jeg for længe vikler jeg mig mere og mere ind i glemsels sløret og erstatter mit hjertes stemme med de menneskers, jeg hviler sammen med.
Lykkeligt, når flere samler sig og opmuntrer hinanden til at komme videre.  

Det er godt at være alene sammen med andre. 

Kirsten er et menneske på vej. Til dagligt arbejder hun dels som pædagog dels som psykoterapeut i sit firma: Vilje til Vækst, hvor hun bl.a. modtager og arbejder med børn og unge mennesker, som trænger til aflastning i kortere eller længere tid.

Se evt.: www.heltinder.webbyen.dk

 

Til forside

Oprettet den 21. MARTS 2006 læst af: