At bære Jesu kærlighed i hjertet.

 


Der er så mange måder at være kristen på, det er individuelt fra menneske til menneske. Nogle mennesker har deres tro, fra kirkelige handlinger, prædikener og måske hovedsageligt fra Biblens ord.

Men man kan også være kristen i hjertet. Når man er kristen i hjertet, er det ikke ensbetydende med man opsøger kirken, eller har læst biblen, hverken Det Gamle Testamente eller Det Nye Testamente. Når man er kristen i hjertet, er man berørt af Jesus, man har mødt Jesus på et højere plan, - måske man har haft en spirituel oplevelse hvor Jesus, har talt til en, eller måske Jesus har vist sig, og ved tankeoverføring, berørt ens hjerte. Gennem drømme, kan Jesus også berøre vort hjerte, og bevidstgøre vore tanker og hjerte for Jesus kærlighed. Nogle mennesker føler Jesus nærvær, og har en klar fornemmelse af, han er usynlig fysisk tilstede.

Fælles for disse mennesker som bærer Jesus i hjertet er - at de som regel ikke er så velbevandrede i bibeltekster, - men er åbne for at kærlighed er den største magt, og lever et liv, hvor de føler sig frie og elsket af Jesus. Ofte har de et lidt alternativt syn på tilværelsen, og forsøger at gøre deres bedste for deres medmennesker. Bærer man Jesus i hjertet, er man livsglad, har som oftest et positivt livssyn, og når man fejler, så ryger dette menneske ikke ud i den store selvbebrejdelse, - vedkommende er nemlig helt klar over, - at man ikke skal være perfekt, og det at fejle, - er en del af læreprocessen. Og Jesus elsker en, uanset hvor mange fejltagelser man laver. Mange mennesker som bærer Jesus i hjertet, føler stærkt, at han forsøger at guide dem gennem tilværelsen, - og er ved deres side, også når de føler nederlag, magtesløshed og sorg.

Når Jesus har berørt ens hjerte, sker der en forvandling, ikke bare tankemæssigt, men også i adfærd og handlemåde. For nogle mennesker sker denne forvandling som et lyn, fra en klar himmel. For de fleste mennesker, sker forvandlingen lidt efter lidt over tid. Men uanset om forvandlingen sker hurtigt eller gennem en årrække, - så er det sådan det skal være. Jesus har på et højere plan, kontaktet det enkelte menneske, og aftalt med hver enkelt hvordan, udviklingen skal ske, Jesus berører kun vort hjerte hvis vi giver tilladelse dertil.

Hvad indebærer denne forvandling så? Det er meget individuelt fra menneske til menneske. Mange mennesker, som bærer Jesus i hjertet, begynder at stille spørgsmål til tilværelsen. Til den globale udvikling, og hvordan vi mennesker behandler hinanden, og Jordens dyre og planteliv. Nye tankesæt fortrænger gamle tankesæt.

Rigtig mange mennesker, der er berørte i hjertet, får lyst til at ændre tilværelsen, ikke bare for dem selv, men også for deres medmennesker. Ønsket om at gøre en forskel, at gøre tilværelsen, ja selve livet bedre for alt levende på denne Jord, mere kærligt og livsbekræftende. Denne drivkraft som opstår i det enkelte menneske, som bærer Jesus i hjertet, denne drivkraft, kan ikke bare skubbes væk, eller ignoreres - den skal og vil udleves, på den ene eller anden måde. Det indre liv, spiritualitet og åndelighed opvækkes, og mange mennesker begynder at beskæftige sig med egen åndelig og sprituel udvikling. Tit stopper udviklingen ikke her, men når op på et stade, hvor disse mennesker også kan hjælpe deres medmennesker med deres åndelige og spirituelle udvikling. Ved alternativ behandling gør disse berørte mennesker ofte brug af deres evner. Det være sig, healende evner, klarsyn, og mange andre former for alternativ behandling.

Det berørte menneske, kan blive mere udadvendt, og måske søge andre mennesker, som de føler de har noget tilfælles med. Opsøge organisationer og grupper, frikirkesamfund og fællesskaber, hvori de føler et tilhørsforhold, og ikke mindst på en eller anden måde, kan gøre en forskel. Måske skifter nogle arbejde, søger nye udfordringer, fordi de ikke føler de kan fortsætte i samme job, - da det ikke er muligt at gøre en forskel, i forhold til at hjælpe medmennesker, eller højne de kærlige energier, som kan være med til at gøre tilværelsen, - ja selve livet på Jorden, til et mere kærligt sted for alle levende væsener.

Andre berørte mennesker, kan blive lidt mere indadvendte, og opdage de er mere selektive i forhold til hvem de vil “ bruge deres energi på” - dette skal ikke opfattes som noget negativt, - det er nødvendigt for at de kan leve det liv, som er det rigtige for dem, og bevirke at de kan give den opmærksomhed og næstekærlighed til de mennesker som de udvælger, og som de i deres inderste ved, har brug for deres omsorg og kærlighed.

At blive kreativ, at få lyst til at skrive, male, tegne, eller finde en udtryksform, der formidler, næstekærlighed, kærlighed, omsorg, m.m - er også en måde, som rigtig mange mennesker, der bærer Jesus i hjertet, - opdager at de faktisk har evner for. Dette er noget nyt for dem, - og kendetegnende for dem er, - at de formidler kærlighed, næstekærlighed og kærlige energier ud til verden, gennem deres kunst og virke.

Mange mennesker, som bærer Jesus i hjertet, føler sig ikke så velkomne i Folkekirken. De føler ikke Folkekirken kan rumme dem. De er spirituelle, og åndeligt udviklede, har som regel åndelige/spirituelle erfaringer. De tænker “nytænkning” - og søger mere åndelighed og åbenhed, mere frihed og plads til “det frie kærlige menneske” under kirkens regi. Men Den danske Folkekirke har ikke rigtig noget at tilbyde denne store gruppe mennesker.

Endnu en stor gruppe, er naturens vogtere. Ofte nyder de kirkens smukke udsmykning, og den fredfyldthed der findes i kirkerummet, men finder ikke præstens prædiken særlig givende. De søger hellere ud i naturen, og føler sig mere hjemme i naturen end i kirken, her kan de finde fredfyldthed, meditere i naturen og har stor glæde af naturens energier og den skønhed som naturen byder på. Denne store gruppe af mennesker, kæmper for at bevare dyre og planteliv på Jord, de stiller krav til dyrkningsmetoder og dyrevelfærd, og ønsker at udnytte Jordens ressourcer på en bedre måde, til gavn for alle befolkningsgrupper. Disse berørte udbreder også budskabet om at værne om Jordens dyre og planteliv, - ofte gennem foreninger og naturfrednings arbejde. Det sker også at de søger ind i politisk arbejde hvor de kæmper for mindske  forurening på kloden og andre tiltag, for at redde natur og dyreliv, og oplyse deres medmennesker om den globale klimaændring og de konsekvenser dette indebærer for menneskeheden, - også ud i fremtiden
At heale sig selv og sine medmennesker med naturens energier, er en naturlig ting for denne gruppe af berørte, - og naturen spiller en stor rolle for disse menneskers tilværelse og livssyn.

Kort sammenfattet, - kan man sige at disse store grupper af berørte og “opvækkede” mennesker på individuelle spirituelle stadier, - disse mennesker, viderefører Jesus gerninger på Jorden. De går så at sige i hans fodspor. De arbejder for menneskeheden. De arbejder med at udbrede næstekærlighed, og højne kærligheden her på Jorden, herunder hører også kærligheden til dyrelivet og naturen.

Fælles for disse mange mennesker er, de alle har haft spirituelle oplevelser, som de bærer rundt på, ofte i hemmelighed, da spirituelle oplevelser, stadig er tabu at fortælle om ude i samfundet, ja, endda til familie og venner. I den Danske Folkekirke er spirituelle oplevelser med Jesus, absolut ikke noget man anser for vedkommende eller noget man taler om. Her går man som oftest forgæves som spirituelt menneske.

 

Det kan være lidt af en “enegang” - at bære Jesu kærlighed i hjertet, men du er ikke alene, vi er mange...

Kan du genkende dig selv i det ovenstående, - så bærer du Jesu kærlighed i dit hjerte…

 

Uddrag fra min kommende bogudgivelse: Lysende Ord skaber forvandling. Forventes at udkomme omkring 1. Juni 2018

 

Tidligere bogudgivelser:

Veje til Gud

Tankespind og Drømmesind

 

Forfatter

Joanna Tengvad

www.syntesia.dk