Livet som abemenneske

Skabelsens under, den kosmiske fødsel andet afsnit[1]

©Af Joanna Tengvad

  

Francis Galton Quotes

  

En regressionsoplevelse guidet af: Sussie Bentsen, oplevet og skrevet af: Joanna Tengvad

  

Udvikling af følelser

 Længsel, denne længsel efter samhørighed med min ven i mit nuværende liv, min tvilling, ligger sig tungt og dybt i min sjæl og krop, ikke i Abemandens bevidsthed, han føler  kun en lille ”tomhed” efter ”noget” som han ikke kan definere med sine følelser og hjerne. Menneskeheden er endnu ikke nået til et stade på udviklingstrinet, hvor følelser er fremmende  for artens videre udvikling. For den spirende menneskerace er det stadig den instinktive adfærd, og fysiske udvikling af menneske kroppen, der er det primære for denne arts videre beståen på kloden Jorden. 

Jeg, som ligger her på briksen, med min nuværende krop, hjerne, hukommelse og følelser, véd at der ikke er udviklet følelser endnu i Abemanden og hans artsfæller. Kærlighed eller gensidig tiltrækning mellem kønnene er ikke vagt til live endnu i den fælles energi fra skabelsens Lys, som alle medlemmerne i stammen indeholder, denne energi ligger endnu i dvale. ….. er ikke aktiveret. 

Det hvide Lys oplyser igen mit indre, informationer vælter ned til mig, det føles som tusinde lysglimt eksploderer i min hjerne. Dette at føle kærlighed i alle afskygninger vil langsomt udvikles gennem menneskehedens udvikling, en proces der vil udgøre millioner af Jordens udviklings år gennem mennesket. På dette stadie af menneskehedens opståen, er dette element i udviklingens cyklus ikke aktiveret endnu. Dette vil først ske langt senere i ”menneskelivet” på planeten Jorden. Mennesket skal først udvikles fysisk, rent anatomisk, hjerne kapaciteten tages i brug, ved hjælp af artens kamp for overlevelse, herunder klimatiske ændringer, ændring af føde indtagelse, artens spredning på Jorden, indebærende artens bekæmpelse af artens variationer gennem menneskehedens evolution. Denne udvælgelse er nødvendig i universelt sammenhæng, da menneskene derved vil udvikles unikt og arten vil udbredes på Jorden, indeholdende de stærkeste gener, tilkæmpet gennem lærdom og viden, der er nødvendig for fremtidens mennesker og Jordens videre udvikling, som ikke må ses som en enkeltstående helhed. Jorden er en udviklings base for den evige energi, hvoraf alt er skabt. 

Mennesket må lære, udvikles trin for trin, ganske langsomt, inkarnation, efter inkarnation gennem millioner af år. Evnen ”følelser” er indkodet i menneskets energi, denne evne vil langsomt vækkes til live, gennem artens kamp for overlevelse, senere artens forsatte beståen udledt af primitiv samarbejde for opretholdelse af artens instinktive overlevelses drift. Langt senere i udviklingen vil evnen kaldet ”kærlighed” komme til  udtryk gennem forelskelse, valg af  partner, samarbejde mennesker imellem og religioners opståen på Jorden. Dette vil alt sammen være udtryk for menneskets savn og længsel til det skabende, dette hvide Lys, hvori alt er skabt, den evige rene kærlighed. Mennesket har lært meget gennem tiderne, siden skabelsen i Evighedens Lys, skridt for skridt aktiveret denne kærlighedsevne, som har givet sig udtryk i næstekærlighed og omsorg for andre mennesker, ikke bare den nære kerne, men også gennem uselvisk kærlighed og omsorg for menneskeheden der er spredt op gennem tiden ud over Jorden.
Mennesket er nået langt, i denne udvikling, men der er endnu et stykke vej, før menneskene vil føle den totale genkendelse i hinanden, og dermed sig selv, det evige Lys, selve skabelsens kerne, der er lyspartiklernes skaber, og hermed menneskeheden. Når menneskeheden har opnået denne indsigt, vil mennesket indse og forstå, at Jordens befolkning er ét, den universale mission er udført, og kærligheden til menneskene selv og Jorden, vil højne det enkelte individ til en sådan udvikling at det evige hvide Lys er genskabt gennem menneskeheden på planeten Jorden. Dette er et led i den universale udvikling, hvoraf  Jorden er en del af et stort enestående sammenhæng, som mennesket ikke er rede til at forstå rækkevidden af, før denne genskabelse af evighedens Lys er nært forestående. 

Er du helt sikker på, din tvilling ven ikke befinder sig blandt din stamme? Min guide har nok undret sig over min lange pause, ingen ord har jeg formidlet til hende siden det hvide lys trængte ind i mig igen. Nej, svarer jeg fast - jeg kan ikke genkende ham, men jeg véd han er her. Jeg er endnu ikke i stand til at genkende hans eller andre af min ”families” energi. Det vil tage millioner af år, før jeg og andre på denne Jord vil være i stand til at genkende vores fælles energi.  

Ved du hvor på Jorden du befinder dig? Min guide indskyder et spørgsmål, der brat river mig ud af min tankerække. Ja, svarer jeg uden tøven, jeg befinder mig i Afrika, på Serengeti sletten, dette er jeg ikke et sekund i tvivl om, ikke at jeg nogensinde har været på dette sted i mit nuværende liv. Jeg har rejst en del i Afrika, men kun i det nordlige og vestlige Afrika. Men der er ingen tvivl i mit sind, lige nu opholder jeg mig i Abemandens skikkelse på det sted i Afrika der bærer navnet Serengeti sletten. Abemanden har ingen opfattelse af hvor hans liv har sin oprindelse, hans verden rækker kun dertil hvor sult, tørst og sovecirkler bringer ham og hans stamme, inden for et meget begrænset område i dette landskab.  

Hvordan er klimaet, der hvor du befinder dig?  Spørger min guide. Her er varmt, svarer jeg prompte, meget varmt. Abemanden bekymre sig ikke om temperaturen, det er ikke noget der opfylder hans ”sind” eller ”tanker.”  Jeg kigger med Abemandens udsyn, ned af min krop, der er pletvis behåret, med kraftige bræmmer af stive ”pelshår,” der følger mine arme og bens inder og ydersider. Abemanden føler sig ikke svedig, eller på nogen måde generet af den brændende sol og høje temperatur. Hårvæksten er beskyttende mod varmen, og isolerende mod afkøling af huden. Den måde som hårdbræmmerne følger lemmernes afrundinger, gør at regnvand løber af kroppen, så mindst mulig afkøling sker af huden. Stammen søger ikke ly for regnen, det har jeg ingen fornemmelse af, hulebygning eller primitiv læ for vind og regn, er ikke en ”tanke” der er opstået på dette tidspunkt i menneskets spæde begyndelse. Hos denne stamme er der ingen brug af værktøj eller nogen form for ”kreativ” tænkning. Det er overlevelsesinstinktet, kroppens skelet bygning, sult, tørst og en indkodet kønsdrift og den instinktmæssige ynglepleje adfærd, som stammens hunner er i besiddelse af, der holder denne gruppe af menneskets ”stamfader” i live og i stand til at formere sig i området. 

Hvor stor er din stamme, hvor mange medlemmer er I? Jeg ser nu et billede, hvor hele stammen bevæger sig i spredt formation i en meget frodig dal. Det store kegleformede bjerg ligger nu foran os, frodigt og grønt afspejler det sig i horisonten mod den blå himmel. Hele stammen befinder sig i denne dal, jeg kigger mig omkring, forsøger at tælle de mange sammenbøjede kroppe, der befinder sig omkring mig. Det er ikke nemt, flokken er hele tiden i bevægelse, nogle hunner bærer unger på brystet, andre har unger på ryggen, medens de bøjer sig forover og samler noget op fra jorden. Jeg opgiver at tælle de enkelte medlemmer, men melder tilbage til min guide, at jeg vil tro vi er omkring 60 til 80 individer i stammen.  

Hvordan kommunikere i sammen, har i et sprog? - spørger min guide. Nej, ikke hvad vi i dag vil betragte som et sprog, for os eksisterer ord ikke! Vi har nogle lyde, som er fælles for stammen, lyde der udtrykker ”tilfredshed” - ”vrede” - ”angst” - ”sorg” - derud over har både hanner og hunner en måde, rent lydmæssigt at udtrykke parringslyst på. Små unger har en ”klynke” lyd i deres første levetid, der appellere til hunner, som derved reagere ved at udvise ynglepleje adfærd, denne ”klynke” lyd, har også en beskyttende effekt overfor de voksne hanner - ikke at der er fare for at hanner skal angribe, eller æde stammens unger, denne tanke eksisterer ikke, men ”vrede” hanner svinger med armene, og kan i ophidselse kaste med grene og sten. Denne ”klynke” lyd har en ”præventiv” virkning, hannerne trækker væk fra hunner med små unger, lader hunnerne i fred med deres unger. Rent instinktivt ved alle individer, at stammen er afhængig af alle medlemmer, at gruppens overlevelse beror på denne helhed. Vi er også i besiddelse af en slags intuition, vi kan alle aflæse hinandens kropssprog, især armbevægelser og muskelbevægelser omkring kæbepartiet, en slags mimik. Denne udtryksform gennem lyde, kropssprog, og svagt udviklet mimik, er kollektiv ensartet, vi ”forstår” hinanden.  

Er der kampe mellem individerne i stammen, megen aggressivitet? Det er ikke min fornemmelse, svarer jeg straks. Vi har alle vores pladser i ”rangordningen” - voksne hanner, kan ”true” og vise deres ”parrings ret” over for hinanden men det er kun markeringer, en slags manifestation af denne ret, vi er en fredelig og meget homogen gruppe. Vi har ingen følelser i den forstand, kærlighed, jalousi, misundelse, og had, - disse følelser er ikke udviklet endnu! 

Når et medlem af stammen er sygt eller dødende, hvad gør i så? Afventer, iagttager, lyder det korte svar fra mig. Afventer? Hvad mener du - spørger guiden med forundret stemme… Når et stammemedlem, ikke kan følge gruppen, men stakker bagud i flokken på vandring til fouragerings stederne, eller vandhullerne hvor vi drikker i de tidlige morgen og sene eftermiddagstimer, véd vi at dette medlem er ”svagt” - det udskiller sig fra flokken. Vi lader det svage medlem i fred, iagttager, og ligesom afventer. Instinktivt ved vi, dette individ, vil ”forlade” gruppen, vi kan lugte en ændring fra kroppen af et svagt medlem. Et svag eller syg stammemedlem, trækker sig væk, holder afstand til resten af flokken. Et døende individ, lægger sig udenfor sovecirklen, hvis dette er muligt, eller følger ikke med resten af stammen til cirklen ved aftenstide, men opholder sig med en afstand, fra resten af flokken, så øjenkontakt ikke er mulig med artsfællerne i sovecirklen. Jamen, hjælper I ikke et sygt medlem?  Nej, den ”tanke” har vi ikke! Hunnerne bliver ved at lægge syge og svage unger til brystet, dette er et instinkt, ikke et udslag af omsorg eller pleje. Når en unge af svaghed, ikke fremkommer med denne ”klynke” lyd længere, lægger hunnen efter nogen tid, ikke mere ungen til brystet, men flytter ungens døde krop udenfor stammens sovecirkel når forrådnelses lugten udgår fra den døde unge. Uh, det lyder barbarisk - kan jeg høre min guide mumle. Barbarisk! Tænker jeg, den følelse har jeg slet ikke!   

 

Kapitel 6 

 

Menneskets søgen efter kærlighed  

Savner du ikke kærlighed, i dit liv som Abemand?  - Nej, jeg kan ikke savne noget, jeg ikke véd hvad er - lyder mit kontante svar tilbage… Men der en ”tomhed” inden i mig, jeg har ingen ord eller beskrivelse, det er for diffust, som en lille ”gnist” - der venter på at flamme op! Men jeg, ved, det  vil tage mange generationer for menneske arten, før denne lille ulmende ”gnist” vil blusse op, og komme til ”live.” Abemanden vil aldrig opleve dette! 

Det hvide Lys tændes på min nethinde, det glimter som tusinde stjernesole… Mennesket vil op gennem tiderne, savne og søge efter ”kærligheden” - kærlighedens udtryk på alle niveauer - lyksaligheds følelsen i alle dens facetter. Denne tilsyneladende uendelige søgen efter at genforene sig med evighedens Lys. Denne ”tomhed” - denne længsel, dette savn, vil menneskeheden individuelt og kollektivt, søge at finde ”substitutter” for. Dette vil blive et af menneskets stærkeste drivkræfter, når menneskehedens spredning på Jorden er sket, og tiden er inde for det nedarvede instinkt at træde i baggrunden. En ny udvikling vil føre mennesket frem mod større indsigter og viden.
Mennesket er kærligheden, mennesket er den evige rene kærlighed, skabt af den samme energi, som alt levende på denne Jord. Menneskene vil søge at finde ”sig selv” - gennem andre mennesker, gennem religioner, gude og persondyrkelse, mennesket vil give udtryk for sin søgen efter helhed – mennesket vil skabe kunst, mennesket vil søge viden, mennesket vil eksperimentere, søge i Jordens dybde, og himmelrummet, i bestræbelse på at finde tilbage til kernen, det skabende Lys, hvori alt er skabt, som ét – en helhed. Mennesket vil når tiden er inde, søge i sig selv, og hermed finde kernen, og foreningen med det evige Lys er genskabt!  

Hvordan har du det med kærligheden i dit nuværende liv? - Min guides spørgsmål trænger langsomt ind i min bevidsthed. Underligt spørgsmål, tænker jeg. Langsomt lader jeg spørgsmålet synke til hvile i mig, det tager lang tid… meget langt tid. Kærligheden? - siger jeg spørgende, på hvilken måde mener du? Jeg forstår ikke rigtigt spørgsmålet, føler mig så underlig tom indeni. Jeg synker ligesom ned i et lag af mig selv, som jeg ikke er i kontakt med ofte. Ja, kærligheden, har du mødt kærligheden i dit liv? Rungende stilhed! Billeder passerer revy… min mor, far, søstre, mine børn, min mand, mine venner… små flash af kærlige oplevelser og gode hændelser… som små ”gnister” på ræd og række. Jo, svarer jeg, i hvert fald har jeg mødt noget der minder om ”kærligheden” - men …jeg afslutter ikke min sætning! Længsel… savn… tomhed… 

Din tvillingesjæl, tror du han har mødt kærligheden? - På sin egen måde har han, svarer jeg eftertænksomt. Jeg ligger og tænker på alle vore fortrolige samtaler gennem tiden. Min tvilling har ”valgt” at udfylde ”tomheden” at søge ”kærligheden” gennem sin religion, musik, og meditation. Jeg derimod har forsøgt at finde ”kærligheden” - at udfylde denne ”tomhed” gennem min familie, moderskab, fysisk og psykisk samvær med partnere af modsat køn og min spirituelle interesse… Ubevidst, tror jeg - det er på denne måde jeg har efterstræbt at opnå ”helhed” i mit liv, - at føle mig som et helt menneske… min tvilling har fulgt en mere ensom vej, i hans søgen efter helhed og kærlighed.  

 

Kapitel 7 

 

Tvillingesjæle  

Prøv at forklare mig lidt om dit forhold til din tvilling? - siger min guide med rolig og afventende stemme. Det varer lidt før jeg er klar til at svare, så mange tanker sammenhængende og løsrevne myldrer rundt i min hjerne. Vi er en slags venner, tætte venner, vi føler der er et bånd, en forbindelse imellem os, svarer jeg langsomt guiden. Vi kan altid føle hinandens indre stemninger, gode som dårlige. Det er en slags telepati, vi behøver ikke bruge ord, eller lange forklarende sætninger i vores samvær, vi véd lige præcis hvordan den anden part har det fysisk som psykisk. Sådan har det altid været imellem os. Det er så underligt, selv over stor afstand, og uden at være i kontakt, eller kommunikere sammen, kan vi ”føle” hinanden. En mindelse om en forunderlig ”opdagelse” vi havde for nogle måneder siden, slår pludselig ned i mig. Min ven ringede en aften, sagde uden nogen indledning eller præsentation i røret - jeg sidder med et stykke hvidt papir i A4 format og en rød kuglepen, find du lige det samme, og kom tilbage til telefonen. Jeg fandt et stykke papir af samme størrelse, og en rød pen… satte mig godt tilrette. Nu tegner jeg noget på mit papir, og du gør det samme på dit, når jeg er færdig med min tegning, siger jeg stop, og så stopper du også med at tegne. Så begynder vi… lød hans stemme i telefonen. Jeg sad med røret tæt ved øret, stille begyndte jeg at tegne på papiret, roligt og langsomt dannede der sig et rødt ”mønster” på det hvide papir. Min ene søn, som var på besøg hos mig den aften, sad undrende og iagttog mine besynderlige ”kunstneriske” streger på papiret, og spørger nysgerrigt - hvad er det du  tegner - det ser da spøjst ud! - Ssshhh, vi tegner lige lidt. Min søn ryster på hovedet, og spørger er det Zonga? Jeg nikker bare til svar, min søn smiler lettere overbærende, han kender godt til vores lidt specielle venskab.  

Nogle minutter forløb i total stilhed, ingen ord hørtes gennem røret, jeg tegnede langsomt og sindigt videre på mit papir. Så dét var dét - lød det pludseligt i mit øre - min tegning er færdig… Nu må du ikke tegne mere, læg kuglepennen! Jeg kigger på min tegning, - okay, svarer jeg, den er vel også færdig nu! Du, Zonga, forsætter jeg spørgende, hvad skal vi bruge det her til…skal vi bytte tegninger? Ja, lige præcis, du må få min, og så giver du mig din, lyder svaret tilbage. Nu lægger jeg min tegning, ned i en kuvert, du gør det samme, og så mødes vi senere i aften på caféen og bytter kuverter. Vi aftalte et tidspunkt, og så lagde vi røret på. 

Zonga rakte sin kuvert over bordet, tog min der lå ved siden af kaffekoppen… Samtidig i total åndeløs stilhed åbnede vi hver sin kuvert. Han fik først min tegning trukket frem af kuverten, stille sad han med tegningen vendt ind imod sig, og kiggede med udtryksløst ansigt på mig, mens jeg forsøgte at åbne den tilklistrede kuvert med hans tegning. - Nej, udbryder jeg!  Jeg kan simpelthen ikke klare det, er tegningerne ens? Luk nu op, og se - siger Zonga roligt  - hvad er du bange for, er du bange for os? Tegningerne er ens, jeg véd det… Jeg flår kuverten i stykker og hiver tegningen op. Ved Gud, udbryder jeg, det kan squ ikke passe… det kan ikke være rigtigt… Tjah, det ser nu ellers sådan ud! - lyder det ovrefra den anden side af bordet. Hvad mon det forestiller, har du en anelse om det? Næh, - svarer jeg, men det ser underligt ud, jeg kan ikke li’ det her, og når jeg tænker på, hvordan vores venskab, har udviklet sig den senere tid, nogen gange er det næsten som om vi er siamesiske tvillinger, når du er nede, ryger jeg ned og omvendt, når jeg er glad bliver du glad, vi er ligesom underlagt hinandens svingninger. Og det hér, siger jeg - og peger ned på tegningerne, der ligger ved siden af hinanden på bordet - er altså for meget!  

Nu tager vi det lige stille og roligt, der må være en slags forklaring på det hele, lad os nu studere tegningerne nøje, siger min ven - og sammen bøjer vi os ind over bordet. 
To identiske, hvide papirer, udfyldt med samme aftegninger, kun størrelses forholdet på cirklen i midten af papiret afviger lidt, hans har en større omkreds. Begge cirkler udfyldt med mange små prikker, hele papirets overflade gennemskåret af et stort x - hvis afsluttende linjer når næsten helt ud til enden af papirets fire hjørner. Rundt langs papirets kanter, prikker og atter prikker, som en indramning af det store x og cirklen. 

Længe sad vi stille og kiggede på vores besynderlige identiske tegninger. Hvad mon det er vi har tegnet? - siger Zonga, til sidst, efter flere minutters fælles stilhed. - Jeg ved det ikke, men på en eller anden måde tror jeg, det har noget at gøre med dén cirkel, ryger det ud af mig, jeg understeger mine ord, ved at plante min pegefinger på den ene cirkel. Zonga løfter blikket op fra papirerne, kigger intenst på mig og siger - Tror du? - hvorfor cirkler? - hvad har vi med cirkler at gøre! Véd jeg ikke, svarer jeg afmålt, og nu vil jeg hjem, vi bliver skøre i hovedet af det her! Okay, søster Cirkel  - dét kan vi ikke ha’!

Tegningerne hængte jeg op på min opslagstavle da jeg kom hjem, der hænger de endnu!  

To dage efter opsøgte vi den første clairvoyant, en uge efter den næste. Sammenstemmende gav de os svaret ”tvillingesjæle.” Det rystede vi lidt på hovedet af, nej - det var for langt ude… Som jeg ligger her på lejet, med min guide ved min side, må jeg give dem ret! 

Så ér I altså tvillingesjæle?  - Jo, jeg nikker bekræftende, lige nu har jeg ikke lyst til at tale, ligger bare og mærker en dejlig varme brede sig i mit bryst. Der er ligesom ingen ord der kan dække denne følelse, så guiden må nøjes med et bekræftende nik. Jeg ligger og dvæler i denne tilstand, ønsker bare at forblive i denne ”stemning.” Jeg er ikke alene, tænker jeg, vi er to af samme ”slags” - en varm og rar tanke!

To mennesker af forskelligt køn, race, alder, trosopfattelse og livsvilkår, født og opvokset på hver sin side af kloden. - og dog så forbundet, af den fælles evige energi. Forunderligt!

 

Kapitel 8

 

 Menneskets spredning

 Nu skal du forene dig med Abemanden igen, gå tilbage af din tidslinje, til dit liv som Abemand! Guidens stemme, trænger skarpt ind i min bevidsthed, meget modvilligt slipper jeg min ”lyksalighedsfølelse” - langsomt toner sletten frem for mit indre blik. Jeg er igen Abemand! Hvor befinder du dig? Åhh, svarer jeg - på sletten - hele flokken - mine stammefæller går sammenbøjet omkring mig, spisende en slags plante som rives op med rod. Næh, - siger jeg lettere forundret - vi spiser ikke selve planten, kun roden, planten smider vi fra os. Prøv at fortælle mig om jeres kost, hvad spiser I? I hurtige flash ser jeg en slags træer, ikke så høje, med grønne og gule frugter, runde og ligesom lidt lodne på overfladen, frugterne minder lidt om ferskner. Jeg ved disse frugter indgår i stammens kost, vi spiser frugterne når de er gule, modne og bløde, når de ligger spredt på jorden under disse træer. Klatre I i træerne efter føde? - indskyder min guide spørgende. Nej, svarer jeg kort, vi klatrer ikke i træer, det har jeg ikke nogen fornemmelse af! Spiser du og din stamme kød, jager I vildt? Nej, vi har ikke ”tanken” - vi ved ikke hvad ”kød” er! Billeder hurtigt skiftende, flimrer forbi mine øjne… mørkegrønne fyldige buske med næsten hjerteformede blade, store gråbrune larver, tæt besat med lange ”børster” - vi spiser disse store larver. Abemanden kender dem - jeg får en smag og fornemmelse af blød syrlig vingummi i munden, -  ligger vist på briksen, og fremkommer med velfornøjede smaskelyde… jeg  hører et udbrud, ”gluup” - en høj ”synke lyd”… den kommer fra min guide!
Abemanden opfatter ikke disse larver som ”kød”  -  reder på jorden, fuglereder med store æg, brune og grønspættede, toner frem på min nethinde, et hurtigt flash, af  bøjede rygge, stammefæller med ansigterne våde af æggenes indhold. Vi spiser æg!
Stammen søger denne ”kødkost” - bevæger sig langt væk fra sovecirklen i dagstimerne, for at afsøge området for disse føde afvigelser fra den vegetariske kost. 

De allerførste ”mennesker” - der udskilte sig fra dyret aben, ved genmutation, var rent instinktivt vegetariske i deres fødesøgning. Senere i udviklingsforløbet ved bevidsthedens indtrædelse, begyndte mennesket, ved hjælp af hjernens fotografiske centre - at kunne ”huske” -  lagre ”billeder”
og ”indtryk” - herved kunne kopiering af adfærd og indlæring ”affotograferes” i det enkelte individ og fra et individ til et andet, inden for samme gruppe af individer, fra generation til generation. Dette er en betingelse for artens videre udvikling og spredning på kloden Jorden. Gennem tillæring, belønning og ”straf” vil mennesket udvikle sig, ikke bare intelligensmæssigt gennem aktivering af større dele af den menneskelige hjerne, men også fysisk og psykisk. Denne fødesøgning, efter variationer i kosten, er et af de første skridt for den spirende menneskerace på vejen til at opbygget en stærkere skeletstruktur, og fysisk styrke. Denne søgning af andre føderesurser vil bringe mennesket vidt om omkring, gennem udvælgelse af fødekilder, eksperimenter og artens kamp for overlevelse. Det ”jagende” menneske vil ”fødes.” 

Hele menneskets ”historie” - og skabelse fra evighedens hvide Lys, ligger bundet i enhver menneskecelle, det nutidige og fremtidige menneske bærer hele evolutionens udvikling, disse informationer er lageret i menneskets DNA celler - ligger som perler på en snor… Disse tanker kommer til mig på et splitsekund, som et eneste lysglimt! 

Hmmm, tænker jeg – ja, der fødes jo stadig børn med svømmehud mellem tæerne, og ansats til haler, dette må jo være et udspring fra ”gamle gener” - et synligt levn og påmindelse om vores lange udvikling og oprindelse! 

Hvordan får du og dine stammemedlemmer vand? - Vi drikker morgendug, svarer jeg straks, idet jeg i samme øjeblik ser hvordan mine fæller sidder og slikker store afplukkede blade, udformet som en lukket tragt i den ene ende. I bunden af disse tragtformede blade, samles nattens dug og regnvand, disse blade ”håndteres” næsten som drikkebægere. En anden stor plante, med lange lige blade, der danner en roset, toner frem, jeg véd Abemanden stikker hånden ned i denne plante, der har ligesom et opsamlings bassin indeholdende dug og regnvand i bunden af rosetten. Jeg drikker vandet fra min hule hånd. Hurtige flash - små vandhuller i jorden, som stammen passerer forbi, og gør ophold ved. En stor sø toner frem for mit blik, jeg føler mig pludselig utilpas, og mærker hvordan alle sanser i min krop begynder at vibrere… Der er noget ved denne sø, der tænder alle Abemandens sanser, vi er på vagt… Ved søen kommer stammen kun, når alle andre muligheder for vandindtagelse er udtømte, på grund af tørke. Her har jeg ikke lyst til at være… tænker jeg, min guides stemme afbryder i det samme mine tanker. 

 Er der nogle rovdyr der jager jer? - Det er underligt, siger jeg - det ved jeg faktisk ikke, eller måske Abemanden, ikke ved det, hukommelsen rækker muligvis ikke langt nok. Men denne sø, som jeg ser lige nu, den er jeg utryg ved, alle mine sanser er åbne, jeg kan ikke li’ at være her! Hvad er det der gør dig utryg? - forsætter guiden sin udspørgen. Jeg kigger mig omkring, ser mine stammefæller sidde på hug i færd med at drikke af søen. Det er en stor sø, bredderne er tørret ud, søbunden er dækket af krakeleret indtørret mudder, som vi har passeret for at nå helt hen til vandkanten. Alle sanser er aktiveret, ikke bare hos Abemanden, men kollektivt i hele stammen. Alle lytter, og ser sig omkring, med hurtige drejninger af hovedet. Men alt ser roligt ud, søvandet er plumret, overfladen tæt tilgroet med store vandplanter. Det er tørsten der har drevet os herned, normalt undgår vi dette sted, ikke bare fordi det ligger langt fra sovecirklen, men vi føler os utrygge.  

Det er som om der ligger noget i os, en slags frygt, noget vi har erfaret ved denne sø. En gemt, rest af ”dårlig erfaring.” Jeg modtager et billede fra Abemandens svagt udviklede hukommelses centre… en pludselig uro i vandet inde ved bredden, et medlem der skriger angstens skrig… skriget forplanter sig på en brøkdel af et sekund til resten af stammen. Alle medlemmer løber til alle sider, et plask i vandets overflade, det plumrede vand farves rødt af blod. Jeg ser og opfatter krokodiller der roterer i vandoverfalden, med kæberne om min stammefælle… lemmer der vrides og sønderrives. Abemanden og resten af stammen står et godt stykke fra bredden, forstår ikke hvad der sker, i ophidselse skriger alle af angst. Dette er uforståeligt for hele gruppen. Denne oplevelse er lagret  kollektivt i stamme medlemmernes hukommelse, derfor er hele stammen på vagt, når tørsten tvinger os til denne sø. 

Er I den eneste stamme i dette område? Det ved jeg ikke, - svarer jeg eftertænksomt. Abemanden har ikke set andre stammer, ikke i hans levetid, eller måske har han ingen erindring om dette! 

Nogle løsrevne ord klinger i mit hoved, ord jeg selv har udtalt! ”Vi blev spredt…for at starte livet  forskellige steder på Jorden”…
Livets byggemateriale, ligger spredt på kloden Jorden, livet er startet, cellerne er delt, livsbetingelser er opstået for planter  dyr og  menneskeracen. Nogle arter vil forgå, andre overleve, alt efter livsbetingelser, herunder klima og naturkræfter. Landområder vil opstå, landområder vil oversvømmes, mennesket vil spredes, mennesket vil blive isoleret. Civilisationer vil opbygges og nedbrydes, i kraft af menneskeracens stræben efter udbredelse og magt… 

Jeg ligger lidt, lader denne tankerække finde sin plads i mig. - Vi er her! De første ”mennesker” - spredt ud på Jorden, hvor betingelserne for menneskelivet er til stede. Vores udvikling er sat i gang, denne udvikling vil forløbe på forskellige niveauer, alt efter levebetingelserne for den enkelte ”stamme.” Nogle stammer vil uddø i den spæde start, andre vil overleve op gennem tiderne. Men alle er vi skabt af samme energi, og indeholder de samme celler…”grund substansen” er den samme! 

   

Kapitel 9

 

 Religioners opståen

 

Har stammen en religion? - spørger guiden. Nej, - svarer jeg straks. Så langt er vi slet ikke nået i vores udvikling. Vi har ingen tro, dyrker ingen tilbedelse af guder. Den ”tanke” er ikke opstået endnu. Langsomt toner et billede frem for min øjne, først kan jeg ikke se andet en mørke, alt er sort, - jeg fornemmer hele stammen opholder sig  i sovecirklen. Det går op for mig at dette mørke, skyldes det er nat. Stjerner kommer til syne, ses over mig på himmelen, som lysende prikker der glimter på den natsorte himmel. Månen lyser med sit klare skær lige over mit hoved. Det er fuldmåne. 

Pludselig hører jeg en snurren, efterfulgt af et højt metallisk ”klik” -  min guide skramler lidt med stolen, idet hun rejser sig op… Nåh, - tænker jeg, båndet skal vendes, 45 minutter er gået. Selv har jeg ingen tidsfornemmelse overhovedet! Tidsbegrebet eksistere ikke for Abemanden og mig… Ganske rigtigt, et mindre ”klik” trænger ind i min ”verden” - båndet er vendt, båndoptageren sat i gang på ny. Jeg hører igen lidt skramlen da guiden sætter sig tilrette. 

Hvor kom vi nu fra? - Nåh ja, der findes altså ingen religioner! - spørger min guide. Langsomt toner nattehimlen igen frem for mit indre blik. Månen stor rund og lysende, en klart aftegnet cirkel på den sorte himmel. Jeg fornemmer hele stammen er vågen, vi ligger eller sidder på jorden i vores ”reder” - med blikket rettet mod månen. Nogle stammefæller rokker frem og tilbage med overkroppen, alle fremkommer vi med ”sørgelyden” - i et fælles ensformigt toneleje. Hele vores opmærksomhed er rettet mod den lysende fuldmåne. Vi er draget af månen, - siger jeg til min guide. Ved fuldmåne gribes hele stammen af en ”sorgfuld” og ligesom lidt urolig stemning. Jeg tror aldrig vi sover når det er fuldmåne. Det er som om der er noget der ”kalder på os” - jeg har ingen ord der kan dække denne stemning, det er så underligt… 

Mennesket vil ”genkende” og drages af himmelrummets fænomener, sol måne og stjerner, fra menneskehedens spæde start på denne Jord, og op gennem alle tider… Mennesket vil senere i udviklingsforløbet tilbede disse fænomener, som den første tilkendegivelse af ”religiøs tankevirksomhed.” Månen vil gennem tiderne indgå som et vigtigt element i menneskehedens religioner, repræsenteret af adskillige måneguder og gudinder. Æret og frygtet i tusinder og atter tusinder af år… stadig drages det nutidige menneske af Månen og himmelrummet. 

Guder og religioner vil opstå, berettelser og legender vil spredes ud over kloden gennem menneskets intellektuelle udvikling og mangfoldighed. Gennemgående tema i disse religioner vil være  kærlighed, lys og evigt liv. Et udtryk for savn og længsel til Evighedens Lys, hvori alt er skabt med kærlighed og sammenhørighed - den evige energi. Mennesket vil bruge og misbruge religioners budskab og magt!           

Jeg ligger lidt…lader disse ord finde sin plads i mit indre…

 

Kapitel 10

  

Afsked med Abemanden

 Et nyt billede toner frem for mine øjne. Det store kegleformede bjerg. Jeg sidder på jorden og kigger op på bjerget. Nu sidder jeg igen og stirrer på det golde vulkanbjerg! - siger jeg til min guide.

Hvad laver du der?  Jeg kigger bare, underligt - forsætter jeg, der er noget Abemanden ikke kan forstå, jeg tror Abemanden sidder her, og stirrer på bjerget, fordi han aldrig forstod hvad det var der skete, da vulkanen blev aktiv, og hele stammen  flygtede væk fra den brændende lava, han kan ikke forstå alt er ”dødt.” Ingen føde, intet vand. Hans hjerne kan ikke fatte det!

Hvor er din stamme? - spørger guiden lidt undrende. Jeg er alene nu, jeg har trukket mig væk fra min stamme, - søgt hen til bjerget, - svarer jeg kort. Efter en lille pause forsætter jeg, - Abemanden er døende, jeg vil ikke vende tilbage til min stamme og sovecirkel. Det kan jeg ikke! 

Hvad er i vejen med dig, er du syg eller såret? Næh, - lyder det fra mig på briksen… tænk, forsætter jeg lidt undrende, jeg tror altså jeg har siddet her hele tiden, lige siden vi startede regressionen, og jeg forenede mig med Abemanden. Alt hvad jeg har set og oplevet gennem Abemanden, har været tilbageblik i hans liv… Måske han har en meget bedre udviklet hukommelse og tankemønstre  end jeg først troede?… Rent ”fysisk” har Abemanden og jeg siddet her og stirret på bjerget hele tiden! Eller er jeg på en eller anden måde i stand til at ”læse” i vores DNA hukommelse og fælles energi? Ja, sådan forholder det sig, Abemanden er en del af i mig, han ”bor” i mine celler! 

Forklar mig igen - hvorfor sidder du dér? - spørger guiden med rolig stemmeføring. Jeg er en gammel abemand,- svarer jeg guiden. Længe har jeg udfyldt min plads i sovecirklen, blandt de gamle hanner. Jeg er ikke mere parringsaktiv. Min krop er ikke stærk mere, og mine tænder er nedslidte. En træthed og svaghed er i hele min krop! Jeg sidder bare her, fordi jeg er ”frustreret” - jeg forstod aldrig hvad der skete da vulkanbjerget blev aktivt, og omdannede hele mit levested til en gold ørken… Den nutidige del af Abemanden, altså mit nutidige jeg, som ligger her på briksen, gribes af en sorgfølelse, jeg synes det er synd for Abemanden, at han aldrig forstod hvad der skete… jeg ligger og ønsker det er muligt for mit nutidige jeg, at formidle denne viden til ham! Men det kan jeg jo ikke… Abemanden må dø med denne ”frustration.”  

Hvornår forlod du din stamme, ved du det? Jeg har ingen tidsfornemmelse, svarer jeg tilbage, - men mit nutidige ”jeg,” - tror det er et par dage siden. Efter vulkanudbruddet, gik mange stammemedlemmer ”tabt” - blev offer for den glødende lava, og nedfaldne sten fra vulkanen. Vi der overlevede, blev spredt i området. Det var en lille gruppe jeg forlod. Først sultede og tørstede vi,  frustrerede søgte vi længere og længere væk fra de vante omgivelser. Vores adfærd og livsmønster blev brudt, i vores søgen efter nyt levested, vi byggede nye sovecirkler, det er på den måde vi ”flyttede os” - i vores bestræbelser for at overleve, finde vand og føde.

Er du ked af du skal dø? - spørger guiden stille. Nej, Abemanden føler ingen sorg, eller smerte, slet ikke - han er bare træt… kroppen vil ikke ”adlyde” mere. Jeg tror han er ovre det stadie, hvor kroppen føler sult. Men jeg fornemmer en tørst efter vand! Abemanden har instinktivt søgt tilbage til de vante omgivelser for at dø, måske fordi stammen er i opløsning, eller han er for svag til at følge den lille gruppe af individer der er på vandring. Jeg ved det ikke! 

Jeg ser Abemanden forsøge at rejse sig op, han vakler foroverbøjet fremad, armene når helt ned under knæene, han falder, rejser sig, - vakler videre over den brune stenjord, der er fuld af store sprækker og forskydninger i jordoverfladen. Jeg er forfærdelig tørstig, - siger jeg til min guide. Jeg véd der må være vand her… Abemanden kravler nu nærmest hen mod noget der ligner et lille mudderet vandhul, med lidt brungrumset vand i bunden. Han lægger sig helt ned på maven, med armene ud til siderne, hovedet vendt til siden og halvt nede i det plumrede vand. Men han drikker ikke! Abemanden ligger bare… Vandet er salt, - udbryder jeg, det er ikke drikkeligt mere…

Hvorfor er vandet salt? - spørger min guide med høj stemme. Jeg tror jordlagene har forskubbet sig ved vulkan udbruddet, og derved afdækket et saltlag i jorden, der er kommet op til overfladen. Derfor er vandet salt!
Længe var vi stille guiden og jeg… 

Hvad sker der så - er du død nu? Nej, - svarer jeg med lav stemme, jeg ligger bare… Jeg har opgivet, venter bare… jeg har ingen smerter, er bare træt, meget træt! Hvor længe ligger du og venter på at døden skal indtræde? - spørger min guide. Længe, - svarer jeg, men jeg har ingen tidsfornemmelse… jeg dør meget langsomt. Ved du hvor gammel du blev? Nej, det har jeg ingen anelse om. Og jeg er altså ikke død endnu, siger jeg lidt skarpt og irettesættende til min guide. Når døden indtræder … vil du da fortælle mig det? Ja, det skal jeg nok, svarer jeg kort! Et stykke tid går, måske et par minutter i målelig tid, da mærker jeg ligesom et sidste åndedrag, og derefter en stor lettelse…Nu, skete det, nu er jeg ikke mere! Jeg er død, meddeler jeg med glæde i stemmen. Det var du godt nok længe om, - siger min guide alvorligt. Ja, medgiver jeg hende, det tog lang tid før kroppen gav op! Nu vil jeg bede dig om at give slip på din sjæl, og svæve ud af Abemandens  krop - kig ned på ham! Et stort lettelsens suk undslipper mig. Hvilken befrielse. Jeg hænger og svæver et par meter over Abemandens krop. Nøj, hvor er han lille, hans krop er jo ikke ret stor, udbryder jeg forundret, tænk da jeg var abemand, følte jeg mig så stor, jeg tror ikke han er mere end lidt over en meter lang, og hvor er hans krop dog udmagret, - forsætter jeg lettere rystet. Jeg føler mig lidt chokeret over synet af den døde krop under mig, men samtidigt føler jeg mig også ubeskriveligt lettet, og fri. Hvad skulle du lære i dit liv som abemand? - spørger min guide. At overleve… kort og godt - svarer jeg straks. Havde du en livsgerning, en opgave du skulle udføre? Ja, formere mig, sprede mine gener, og dét har jeg gjort! Også i den grad, - svarer jeg med stor indre tilfredshed. Jeg kigger ned på min døde krop, der ligger der på jorden, så lille og ”ussel” - og dog så betydningsfuld. Abemanden er en del af mig, alle bærer vi en ”abemand” i vore gener. De første mennesker lever endnu, i dig og mig og alle andre, siger jeg alvorligt til min guide. Det kan godt være vi finder vore forfædre primitive, og har glemt deres betydning for os, ja for hele menneskeheden som sådan, men de udfyldte en plads i menneskets udvikling, den vigtigste af alle dengang, - og i al fremtid… 

Er du klar til at tage afsked med Abemanden nu?  Nej, svarer jeg kort, jeg vil blive lidt… jeg er ikke klar endnu! Jeg hænger her over Abemanden, og tænker på hvor ”lav” jeg fandt ham, da vi startede regressionen, kan du huske, - siger jeg højt til guiden. Jeg ville ikke være på så lavt et niveau… jeg sagde jeg var placeret helt forkert… Jeg ville væk… Det var godt du holdt mig ”fast” - for ellers havde jeg aldrig set og oplevet  - alt det jeg nu kan tage med mig tilbage til mit nuværende liv. Fuld af respekt, er jeg nu klar til at tage afsked med Abemandens døde krop, hans energi og gener lever videre…

 

Kapitel 11

Opstigningen

 Jeg kigger en sidste gang ned på Abemandens krop. Hans døde hylster, ligger der på jorden med hovedet hvilende i det salte vandhul. Du lærte mig meget tænker jeg, tak for alt du viste mig. Den viden vil jeg gemme, og huske på i mit moderne liv, hvor vi stort set har glemt vores oprindelse, vi er stadig en del af naturen, selvom vi tilsyneladende har taget afstand fra vores ”rødder.” Så gav jeg slip på Abemanden!

Hvordan har du det? -  spørger min guide. Jeg er så let indeni - ja hele min krop føles så let, jeg har det rigtigt godt. Der er intet der tynger mig, jeg er helt vægtløs. Jeg kan ikke se Abemanden mere… Jeg svæver opad nu. Det går så stærkt, nej hvor går det stærkt udbryder jeg forundret… Ih, hvor er jeg let og glad, jeg må have sluppet jordenergien nu, jeg har slet ingen tyngde…Ved du hvor du er på vej hen? Ja, - svarer jeg fast, jeg er da på vej hjem! Hold da op, hvor går det stærkt, jeg griner og klukker, jeg er helt vildt glad og forventningsfuld. Er du en sjæl? Nej, ikke mere, jeg er ude af jordenergien, jeg er et lille glimtende energilegeme. Jeg er i en slags bane, energibølge, du ved vi har lydbølger og lysbølger, men dette er en energibølge. Det går så stærkt opad, men vi er mange der er på vej opad, det glimter omkring mig, vi er mange, gentager jeg overrasket. Nej hvor er her rart, jeg griner og griner, og føler en sådan lykke og glæde, som jeg ikke er i stand til at beskrive for min guide. Vi bliver ligesom ”trukket” opad, næsten som om der er en magnetisk kraft der tiltrækker os, det glimter og glimter, vi er mange på vej opad. Vi skal alle hjem…

     

Joanna Tengvad, er uddannet regressionsterapeut, har praktiseret nogle år, og opbygget et kursus der giver mennesker med lyst og nysgerrighed, en mulighed for at åbne op for deres spirituelle sider, og bruge denne indsigt i deres dagligdag på en positiv og givende måde. Jeg uddanner også mine kursister til regressions - guider, hvis evnerne og lysten er til stede.

Se mere på: www.regression.private.dk


[1] Første afsnit af denne artikelserie har også været bragt på Thirax, den hedder: Skabelsens under, den kosmiske fødsel

 

Til forside

Oprettet den 8. marts 2006 læst af: