Skabelsens under, den kosmiske fødsel

©Af Joanna Tengvad

 

En regressionsoplevelse guidet af: Sussie Bentsen,
oplevet og skrevet af: Joanna Tengvad 

 

 

I lyset

Efter en behagelig afslappende musik, og en yderst effektiv afslapnings teknik, ja så befandt jeg mig, ved fuld bevidsthed, i denne helt vidunderlige tilstand hvor kroppen bare flyder, og sindet er let.
Lige før min guide førte mig tilbage, adspurgte jeg universets gode energier om at komme tilstede og hjælpe med svar på mit spørgsmål. Dernæst blev jeg guidet tilbage. 

Det første jeg så var bare sort, helt sort, en kæmpe himmel hvælving helt, helt sort. Pludselig ændrede det mørke himmelrum sig, var oplyst af lysende cirkler, lysende punkter, næsten som stjerner, der havde formation som en hurtig cirklende lysspiral. 
En utrolig smuk og fascinerende energispiral helt hvidlysende, bevægede sig nedad og nærmere og nærmere. Det stod mig helt klart, jeg var ikke på Jorden, og ikke tilbage i et tidligere liv… 

” Kig dig omkring… se på din krop” – min guides stemme trængte igennem til mig. Jeg havde absolut ingen fødder, ingen krop, jeg var ligesom et lysende lille energi-partikel, flydende i et univers så forunderligt - til min store overraskelse opfatter jeg at vi er mange, mange lysende partikler der flyder rundt i dette smukke univers, alt imens den lysende spiralcirkel bevæger sig i hurtigere og hurtigere cirkler nedad mod alle os små flydende lys partikler.
Jeg føler ingen angst, men en dyb kærlighed og ro, en følelse som jeg ikke er ene om, på en helt uforklarlig måde, deles denne følelse kollektivt af alle os lys partikler, vi står i forbindelse med hinanden, er ligesom forbundet som ét, i dyb kærlighed, forståelse og ro, med denne kæmpe energi der er på vej ned mod os.  

Lyspartiklers liv

Jeg forsøger at finde ord der kan dække min oplevelse, som jeg kan meddele til min guide, som for mig befinder sig uendelig langt væk, selvom hun (og båndoptageren) befinder sig knapt en meter fra min fysiske krop.
Min guide spørger mig, i hvilken dimension befinder du dig i? Jeg føler stor lettelse hun kan godt følge mig. Jeg kan kun forklare at dimensionen har noget med krystal at gøre, krystal, krystal dette ord kommer hele tiden til mig. Jeg fortæller min guide at alle vi lys partikler modtager information fra den lysende spiral cirkel, der nu roterer i ubeskrivelig fart over os, nærmest som en tornado, alt er hvidt, lysende hvidt. Vi bliver kodet med en viden, som vi alle er helt indforstået med, vi skal på en slags mission, vi føler kun glæde, kærlighed, og en dyb forståelse af informationen, som alle vi lys partikler opfatter på samme splitsekund da vi er ét. 

Vi skal udbrede at der findes ingen død, intet sted - alt er en cirkel. Vi ved også fra informationen i det hvide hvirvlende lys, at vi skal gøre det på forskellig måde, men at det overordnende budskab vi kodes med er det samme. Der findes ingen død, alt er en cirkel.
Pludselig eksploderer den hvirvlende lys-spiral, alt er rødt flammende lys, et kæmpe ildhav. Jeg eller rettere sagt vi lys partikler (for vi er ét) – føler ingen angst, kun indforståelse og kærlig accept. Vi véd at vi skal rejse nu, at vi skal af sted. Dette fortæller jeg min guide, som spørger - hvor skal i rejse til? Det ved jeg (vi ) ikke, føler en slags sorg, men også accept af sorgen. Vi ved at vi skal tage afsked med dimension her, dette gøres med stor kærlighed, vi véd - at vi alle - hvor vi end skal rejse hen, for evigt vil være forbundne til hinanden og denne dimension. 

Igen trænger min guides stemme igennem til mig, hun spørger - hvor længe siden det er, jeg opholdt mig i det hvide lys, var det lige før dit nuværende liv? Tiden at eksistere ikke hvor jeg befinder mig lige nu, kun for min fysiske krop, som min guide kan se ligge med et fredfyldt udtryk i ansigtet. Jeg ved at det er uendelig lang tid siden, dette hvide lys sendte sine informationer ned over os, dette var den første gang, og meget, længe siden.
Pludselig opløses det flammende ildhav, som ved et trylleslag, og den sorte himmel ses helt klart og stjerne tomt over os. En kæmpe hvid nærmest kileformet lysstråle kommer fejende henover den sorte himmel, hvor den kom fra, ved jeg ikke. Denne meget voldsomt lysende stråle kommer blæsende som en storm ned over os.

  

Rejsen ind i dimensionerne

 Nu rejser vi, siger jeg til min guide… jeg falder og falder, det går så hurtigt, jeg ikke kan beskrive det, vi suser ned og ned gennem en slags tunnel, jeg når aldrig at se denne tunnel, mine øjne kan simpelt hen ikke nå at opfange synet, jeg fornemmede det var en slags tunnel. Men en ting véd jeg, nemlig at vi alle rejser sammen, og på samme ”tid”, hvad jeg meddeler min guide.
Så blev alt helt t sort, jeg vidste vi var landet, vi var nede på denne Jord. Alt var bare sort. En stor følelse af tomhed, og en ubeskrivelig følelse af et savn lægger sig tungt i min fysiske krop. Og alt er bare sort i sort. Ser ingenting, er bare så underlig tung og sorgfuld. Jeg var absolut ikke længere et lille lysende energi ”legeme” omsluttet af kærlighed og i ”energi - sammenhørighed med andre ”som mig.” Det var helt sikkert! 

Forvandlingen
Hvad ser du nu, kan du føle du er i en krop?
lyder min guides stemme. Helt alene er jeg altså ikke, min guide sidder ved min fysiske krop. Jeg ser ingenting, er ligesom ingenting, alt er sort, jeg har ikke den mindste fornemmelse af krop, eller at jeg er levende. Lang tid går, atter hører jeg min guides stemme, mærk efter - er du i en krop? Næh, svarer jeg, jeg er ingenting, mærker ingenting – og dog ligger jeg pludselige og får nogle helt underlige fornemmelser, fornemmelser af tid, lang tid der henrinder, en celle, er jeg en slags celle, et lille kim til et eller andet… underlig fornemmelse… Så står det mig helt klart, der er noget jeg ikke er klar til at vide endnu, jeg er ikke rede, der er noget jeg ”ikke må vide” – jeg er simpelthen ikke parat, derfor ser jeg ingenting! 

Hvor er de andre der rejste sammen med dig? - hører jeg guiden spørge. Vi er spredt, svarer jeg straks. Vi blev spredt. Det ved jeg, helt sikkert! Hvordan har du det? spørger min omsorgsfulde guide. Det er svært at svare på - hvordan forklare at man føler sig som ingenting? som et kim der ligger i dvale, et temmelig ensomt kim.
Oceaner af tid går, syntes jeg, men sikkert kun et par minutter i målelig tid.

Pludselig fornemmer jeg en krop, jeg er nu i en krop, jeg er ligesom levende. Men ”hvem” er jeg? Langsomt mærker jeg et strejf af en slags ”bevidsthed” – og mærker kroppen som jeg er i. Min guide må have set eller fornemmet, en reaktion fra min fysiske krop (som jo ligger der på lejet) – er du i en krop nu? Tøvende svarer jeg hende, at jeg er meget meget langt tilbage, tror ikke der er nogen mennesker her, men jeg er ”et eller andet” – jeg fik igen en underlig fornemmelse, nej det kan ikke passe.  Dybt chokeret og nervøst fnisende svarer jeg. Jo nu er jeg ”noget” -  jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal, jeg tror ikke, jeg tøver, ved ikke rigtigt om jeg tør sige det, men siger alligevel meget forsigtigt og hviskende, jeg er, nej det kan ikke være rigtigt, jeg er en abe, en abemand.  

 

Joanna Tengvad, er uddannet regressionsterapeut, har praktiseret nogle år, og opbygget et kursus der giver mennesker med lyst og nysgerrighed, en mulighed for at åbne op for deres spirituelle sider, og bruge denne indsigt i deres dagligdag på en positiv og givende måde. Jeg uddanner også mine kursister til regressions - guider, hvis evnerne og  lysten er til stede.

Se mere på: www.regression.private.dk

 

Til forside

Indsat den 17. september 2005 læst af