Naturen som tempel – før og nu.

 Af Jimmy Straten

 At være i landskabet

Der er mange måder hvorpå vi ser et landskab som levende. Farver betyder en del - et utal af grønne nuancer, fra græsgrøn til dunkel mosgrøn, kan give et indtryk af naturens brede spektrum af variation og muligheder og kompleksitet, hvor både nuancer og kontraster er i spil på samme tid.   

 En anden del af oplevelsen kan ligge i lysets spil - som ved store, frie udsyn henover marker, enge, læhegn og træer når skyerne dannes, opløses, skifter form og jager hinanden tværs over store og  åbne vidder. Eller som lysets spil med skyggerne, når de bliver lange, hvis man ved aftenstid gå gennem en skov.  

 I 1800-tallet kom der en strømning inden for litteraturen der kaldtes ”Det keltiske tusmørke”. Et udtryk der handlede om, at det lys som det keltiske repræsenterede var noget, der ikke kunne eller ville vise sig alt for fremtrædende, fordi dets kvalitet netop lå i antydningen, i at lyset gerne ville ses sammen med skyggerne - fordi spillet imellem lys og mørke var en del af budskabet; at mennesket befinder sig midt imellem dem, kan se begge ting, har været i begge steder og må blive bevidste om begge dele, for at kunne siges at kende livet og verden.   

 Den keltiske billedkunst har et særtræk, hvor komplicerede mønstre rummer en iboende enkelhed – cirkler, spiraler, labyrinter og dyremotiver snor sig i lange tråde, som altid vender tilbage til deres udgangspunkt.

I naturen finder vi også komplicerede former – og næsten aldrig to former der er ens. Alligevel inviterer oplevelsen os til at se enkelt på tingene - og på tilværelsen. Vi bekymrer os ikke, om to sten eler to træer nu ikke er ens.

Fordi vi grundlæggende ved, at det er uden betydning – den egentlige betydning er at de hver har deres plads, at de udfylder den ved at indgå i et samspil med omgivelserne, som er smukt og harmonisk blot gennem ved sin væren og sin livskraft. Alene på den måde bliver vi lidt klogere omkring tingenes sande værdi, og aflægger os måske nogle af vores tillærte og indgroede forestillinger omkring hvad der giver alting værdi.

 Trækfugle, der bevæger sig henover kloden, finder de mest gunstige steder at søge deres føde, de mest gunstige steder for deres eksistens – den mest gunstige niche. Det er et meget smukt eksempel på, hvordan fugle kan falde i ét med jordens energier. Vi kender det også til en vis grad med kæle- husdyrs instinkter for at vende tilbage til deres tilholdssteder.

 Tilværelsen som menneske rummer også en udfordring omkring det at finde en niche at kunne overleve i – og at kunne leve i. Vores opgave bliver så, at hele tiden forstå at søge den niche og at følge den.  

Oplevelse og indsigt

Men hvad sker der med os selv, når vi bevæger os ude i naturen?

 I vores hverdag føler vi, at i oplevelsen er vi i det umiddelbare og nære. Vi føler, at vi er tæt på livet eller livet er tæt på os.

Linjen mellem oplevelsen og indsigten står temmelig skarpt.

 Når man er ude i naturen er det som regel anderledes. Her står vi ofte med både oplevelsen og indsigten vævet ind i hinanden. Oplevelserne – både dem vi tager med os i bagagen fra vore daglige liv - og dem vi har derude – de får alle pludselig en anden form, hvor nøgler kan passes ind.  

”Indsigter er at finde i skyerne” lyder et ordsprog fra Hawaii, hvor man også har en talemåde, der henviser til inspiration som den sandeste form for visdom.

 Vi når en tilstand, hvor vi får nogle svar på ting, vi måske slet ikke har spurgt til eller ventet svar på. De koder der skal til for at løse op for de fastlåste tankebaner kommer til os, og endda ofte flere ad gangen. Tanken bliver sat fri. Og hvis vi bliver der længe nok, så vil de ubundne tanker vise os en vej gennem de komplikationer og problemer som hverdagen har givet os.

Labyrinten er fuldført, cirklen er sluttet – på samme måde som i de keltiske mønstre.     

 Set i det lys, er det ikke så mærkeligt at man i mange forskellige kulturer, f.eks. hos Kelterne, Andes-bjergenes folk og i Polynesien betragtede naturen som udtryk for noget andet og større end os selv. De så naturen som spundet sammen med den spirituelle dimension og derved også i stand til at være en kilde til at formidle vejledning fra denne dimension og til mennesket i den fysiske verden.

 I disse kulturer indgik det, at bruge tid på at ære og at opretholde en relation til de kræfter, som menneskene så selve naturen som et spejl af. Og de gjorde det i et tilbagevendende mønster af ritualer.

Ligger deres måder egentlig så langt væk fra det vi selv føler ved at tilbringe tid i naturen?

 Vi vælger at vende tilbage til de steder i skoven, i bjergene eller ved vandet som vi kender fra tidligere besøg – og vi gør det selv om vi ikke i gængs forstand ’oplever’ noget nyt. Er vores egne – indre - ritualer i virkeligheden ligeså stabile og tilbagevendende som hos de folkeslag, der ser naturen som besjælet.

 I vores tid når vi bevæger os på moderne måder gennem landskabet, så ser vi meget mere end vi kan nå at tage til os. Men når vi er ude i vildmarken, så tager vi til gengæld mere til os end det vi umiddelbart ser.  

 I mit næste foredrag den 16. november:

”De samiske folk og indianerne - At forstå livets og naturens cirkel”, vil jeg komme ind på, hvordan de samiske folk og indianerne så på livet og naturen. Der vil vi komme mere i dybden med bl.a. den søgen efter visioner, der blev set som en vigtig del af at lære fra naturen.

  Om mit næste foredrag d. 16. november:  Se opslag på armedon.com.

4. okt. 2011

Jimmy Straten

Kontakt: glascwm@yahoo.com 

Alle rettigheder forbeholdes:

Jimmy Straten, okt. 2011.