Naturen som tempel – før og nu.

 Af Jimmy Straten

 

 At være i landskabet

Der er mange måder hvorpå vi ser et landskab som levende. Farver betyder en del - et utal af grønne nuancer, fra græsgrøn til dunkel mosgrøn, kan give et indtryk af naturens brede spektrum af variation og muligheder og kompleksitet, hvor både nuancer og kontraster er i spil på samme tid.   

 En anden del af oplevelsen kan ligge i lysets spil - som ved store, frie udsyn henover marker, enge, læhegn og træer når skyerne dannes, opløses, skifter form og jager hinanden tværs over store og  åbne vidder. Eller som lysets spil med skyggerne, når de bliver lange, hvis man ved aftenstid gå gennem en skov.  

 I 1800-tallet kom der en strømning inden for litteraturen der kaldtes ”Det keltiske tusmørke”. Et udtryk der handlede om, at det lys som det keltiske repræsenterede var noget, der ikke kunne eller ville vise sig alt for fremtrædende, fordi dets kvalitet netop lå i antydningen, i at lyset gerne ville ses sammen med skyggerne - fordi spillet imellem lys og mørke var en del af budskabet; at mennesket befinder sig midt imellem dem, kan se begge ting, har været i begge steder og må blive bevidste om begge dele, for at kunne siges at kende livet og verden.   

 Den keltiske billedkunst har et særtræk, hvor komplicerede mønstre rummer en iboende enkelhed – cirkler, spiraler, labyrinter og dyremotiver snor sig i lange tråde, som altid vender tilbage til deres udgangspunkt.

 

 

I naturen finder vi også komplicerede former – og næsten aldrig to former der er ens. Alligevel inviterer oplevelsen os til at se enkelt på tingene - og på tilværelsen. Vi bekymrer os ikke, om to sten eler to træer nu ikke er ens.

Fordi vi grundlæggende ved, at det er uden betydning – den egentlige betydning er at de hver har deres plads, at de udfylder den ved at indgå i et samspil med omgivelserne, som er smukt og harmonisk blot gennem ved sin væren og sin livskraft. Alene på den måde bliver vi lidt klogere omkring tingenes sande værdi, og aflægger os måske nogle af vores tillærte og indgroede forestillinger omkring hvad der giver alting værdi.

 Trækfugle, der bevæger sig henover kloden, finder de mest gunstige steder at søge deres føde, de mest gunstige steder for deres eksistens – den mest gunstige niche. Det er et meget smukt eksempel på, hvordan fugle kan falde i ét med jordens energier. Vi kender det også til en vis grad med kæle- husdyrs instinkter for at vende tilbage til deres tilholdssteder.

 Tilværelsen som menneske rummer også en udfordring omkring det at finde en niche at kunne overleve i – og at kunne leve i. Vores opgave bliver så, at hele tiden forstå at søge den niche og at følge den.  

  

Oplevelse og indsigt

Men hvad sker der med os selv, når vi bevæger os ude i naturen?

 I vores hverdag føler vi, at i oplevelsen er vi i det umiddelbare og nære. Vi føler, at vi er tæt på livet eller livet er tæt på os.

I indsigten eller forståelsen ser vi, hvordan trådene er spundet sammen indbyrdes og med det der ligger udenom – vi føler, at vi står et skridt tilbage fra selve oplevelsen og ser tingene tydeligt.

Næste side