Det egyptiske sind

 

Når vi beskæftiger os med det gamle Egypten,

er der en ting, vi skal tage i betragt­ning.

Vi forsøger at forstå datidens ritualer og symboler

med nuti­dens rationelle og konkrete tankesind.

Det betyder, at de tanker og følelser,

ritualerne og symbolerne vækker i os,

er helt an­der­ledes end de tanker og følelser,

de vækkede hos dati­dens studeren­de.

af  Erik Ansvang

  Den franske egyptolog Schwaller de Lubicz kaldte forbindelsen mellem guderne (Neteru) og menneskenes verden for »instinktiv intelligens«. De gamle egyptere kaldte det for »hjertets intelligens«. Betegnelsen henviser hverken til hjerneintelligens eller det almindelige intellekt. Instinktiv intelligens eller hjerteintelligens er en iboende egenskab i mennesket, og den igangsættes gennem forskellige transformationer, som aktiveres gennem erfaringer i menneskelivet – hvad enten man er vågen eller sovende, bevidst eller ubevidst, »levende« eller »død«. Det skal ses i lyset af egypternes forestilling om, at bevidsthed opstår gennem livets kontakt med urstoffet (Nun), som er en aktiv kraft bag menneskelivet.

 Det egyptiske sind fokuserer på tre kvaliteter, som gør det muligt at opvække hjertets intelligens. Disse kvaliteter skal også anvendes af nutidens mennesker, sådan at vi kan vende tilbage til visdommens kildes udspring, der kaldes »den evige visdom« eller med den egyptiske betegnelse: »Den hellige visdom«.

 SAMTIDIGHED

I Egypten blev naturens kredsløb betragtet som menneskets naturlige kredsløb. Alle fysiske hændelser blev iagttaget og opfattet som en naturlig cyklisk proces, som for eksempel plantelivets spiring, vækst, frugtsætning og vinterdvale – eller Nilens rytmisk stigende og faldende vandmasser. Livet blev derfor ikke betragtet som en lineær proces med en begyndelse og en ende. Det blev snarere opfattet som en serie af naturlige transformationer, hvor alle hændelser i enhver cyklus forekommer samtidig på mere end et af manifestationens forskellige niveauer.

 I nyere tid blev idéen om samtidighed formuleret af psykologen Carl Jung i hans opfattelse af synkronisitet. Synkronisitet er den meningsfulde samtidighed, der kan være mellem indre psykiske og ydre fysiske begivenheder, som ikke står i indbyrdes årsagsmæssig sammenhæng med hinanden. Disse forekomster peger i retning af et bagvedliggende princip, som de gensidigt skabes ud fra.

 Efter egyptiske opfattelse gør samtidighed det muligt for mennesket at blive en del af en guddommelig oplevelse, hvis mennesket linieres eller forbindes med dette bagvedliggende princip. Aktiviteter på det guddommelige niveau opfattede man som tidløse, og derfor sker de samtidig med, at aktiviteterne på det fysiske plan finder sted – også selvom de ikke er synlige på det fysiske plan. Hvis man krydser denne grænse, kan man få direkte adgang til en erkendelse af guderne (Neteru) og deres kræfter, eftersom det indre liv eller efterlivet deler samme dimension. Forbindelsen skabes ved hjælp af naturlige transformationer. Og ved hjælp af denne metode (hvis den mestres), er der intet »ophør af liv« eller »død«. Der er snarere en fortsættelse af livscyklussen på et andet erfaringsniveau. Ordet »niveau« skal her forstås i betydningen »et eksistensplan« eller »en dimension«. Den vigtigste pointe er, at det er muligt et erhverve sig erfaring på et andet niveau end det fysiske.

 Samtidighedens metafor, som den opfattedes af det egyptiske sind, kommer til udtryk i Osiris-legenden. Traditionen siger, at Osiris var Egyptens første hersker, og han anses for at være den egyptiske races stamfader. I legenden bliver han myrdet af sin korrupte broder Seth, men hans legeme genskabes, og han bliver løftet op til en position som den højeste hersker i det overmenneskelige rige gennem en række magiske ritualer, som blev efterlignet i de egyptiske mysterier.

 Legenden er fyldt med symboler, som skildrer naturlige processer, der forekommer, når livet tilsyneladende strømmer mellem liv og død. Osiris’ bevidsthed beskriver en løbende deltagelse i den naturlige cyklus gennem liv og død eller enhver anden forvandlingsproces. 

 

Den cirkelformede Osiris symboliserer

den cykliske livsstrøm af aktive og passive

kræfter i naturen.

  

DUALITET

De gamle egyptere satte ethvert princip i relation dets modsatte eller komplementære princip. Begrebet »dualitet« anvendes i forbindelse med enhver idé i forsøget på at nå til erkendelse af naturens iboende balance eller symmetri. Det skal ikke forstås sådan, at enhver idé blev konfronteret med den modsatte idé – en metode som anvendes i filosofiske religioner som for eksempel zenbuddhisme. Principperne blev snarere forstået sammen med sin modsætning. Denne synsvinkel kom til udtryk i de hellige symboler – eksempelvis de to vogtere af den faraoniske krone gribben Nekhbet og kobraslangen Wadjet – og i den geografiske opdeling af Nedre- og Øvre-Egypten symboliseret af den røde og hvide krone – og af papyrus- og lotusplanten etc.

 Men dualitetens metafor er ikke mindst indbygget i den store Horus-Seth myte. De to guder – Horus og Seth – repræsenterer på et niveau en bestemt polarisering i det fysiske univers: udvikling og krystallisering – eller bevægelse opad mod himlen (større åndelighed) kontra bevægelsen nedad mod Jorden (større materialisme). I myterne vises de to guddomme i konstant konflikt og fjendskab. De konkurrerer om retten til Egyptens trone ved at tilintetgøre hinandens besiddelser, og de kaster sig ud i en indædt kamp af kosmiske proportioner, som influerer på både Egyptens land og freden i himlen.

 Men i den egyptiske verdensorden er eliminering et vigtigt element i disse modstridende kræfter. Mange guddomme symboliserer dette fænomen, når de blandes med hinanden eller når deres natur forenes i en syntese. En sådan guddom er Nubti, som legemliggør Horus og Seth i en menneskeskikkelse med to hoveder. Det er en metafor, der viser Horus-bevidstheden, som har elimineret de modstridende kræfter og deres tilskyndelser gennem syntese. 

 Nubti – viser syntesen af Horus-Seth
 eller foreningen af modsatrettede kræfter.

  

FORBINDELSER

I det egyptiske sind er intet adskilt eller uden forbindelse. Alt har forbindelse med alting. Der er derfor uundgåeligt en udveksling mellem ethvert menneske og alle andre mennesker i alle naturriger. Vi kender det fra Corpus Hermeticum, hvor det hermetiske aksiom stadfæster: »Som foroven, således også forneden«. Dette aksiom beskriver i al sin enkelthed egypternes tænkning, for den byggede på idéassociationer, og man regner med, at idéassociationer er fundamentet for egypternes magiske teknikker, som muliggjorde transformation af både energi og materie. Dette livssyn indikerer, at højere principper er legemliggjort i deres laveste modsætning, uanset hvad den oprindelige kraft eller årsag måtte være.

 I denne tænkemåde eksisterer der ingen ultimativ gud eller djævel, idet alt i vores fysiske verden er spejlinger af højere verdener. Derfor eksisterer der intet andet end gradueringer af, hvad der oprindeligt er guddommelig kraft, som er manifesteret i mineralerne, planterne, dyrene, menneskelivet og i himlen.

 Forbindelsernes metafor kommer til udtryk i visdomsguden Tehuti´s (Thoth´s) aktiviteter, idet Tehuti er den guddom, der forbinder den fysiske og den ikke-fysiske verden. Han er translatør par excellence, idet han overfører »Ordets« eller urlydens kræfter. Hans primære opgave er at overføre den guddommelige hensigt til den jordiske tilværelse, hvor den kommer til udtryk i sprog, arkitektur, matematik og hellige ritualer. Igennem ham er forbindelse til de guddommelige principper mulig. Tehuti tilskynder også forædlingen af den hermetiske bevidsthed – det vil sige forståelsen af fænomenernes verden i sammenhæng med dens guddommelige ophav og de utallige riger, som den er den del af. 

 

 

Tehuti (Thoth) er skriveren eller budbringeren,
 der repræsenterer forbindelsens principper
samt kommunikation mellem alle verdener.

  

TRANSFORMATIONENS TRE VEJE

Den egyptiske tænknings fortrin og egypternes livssyn (som er dokumenteret i mange gamle skrifter) stammer utvivlsomt fra deres indstilling til dualitet, samtidighed og forbindelser. Hvis denne indstilling skal beskrives i korthed, ligger dens kvalitet i den vægt, der er lagt på alle tings forbundethed såvel fysisk som psykisk. Og indenfor disse referencerammer bliver målet muligt – nemlig at vække iboende bevidsthedstilstande.

 De tre symbolske skikkelser, Osiris, Horus-Seth og Tehuti, legemliggør de gamle egypteres tre måder at tænke på, og de fastsætte et unikt paradigme for åndelig udvikling i den gamle verden. Denne model skelner mellem tre veje til transformation, som de gamle egyptere definerede med stor klarhed. I den egyptiske historie blev de tre veje levendegjort i cykliske intervaller, i forbindelse med bestemte religiøse symboler, templer, begravelsesriter og i faraonisk ikonografi, der adskilte sig fra andre perioder, selvom de reelt ikke var nye. Vi kan se dem som noget, der løbende dukker frem i bakspejlet, som udtryk for Egyptens arv af esoteriske traditioner.

 Eksempelvis blev der næsten udelukkende anvendt stjernesymbolik i de tidligste esoteriske idéer i Egypten. Neteru (gudekredsen) blev betragtet som en legemliggørelse af himmelfænomener, og man beskrev, hvordan den afdøde rejste tilbage til stjernerne, hvor magiske idéer tog form, eftersom de himmelske kræfter levede blandt stjernerne, hvorfra de cyklisk kom til syne og forsvandt igen. Som følge af dette fik solsymbolikken høj prioritet med fokus på solens døgnrytme gennem dagens lyse og nattens mørke timer. Menneskene var genstand for manifestation af lys og mørke både i dette liv og i de efterfølgende. I en senere periode i Egyptens historie opstod månesymbolikken som en vej til transformation, hvor faser af vækst og dvale blev metafor for åndelig erkendelse.

 Stjernevejen legemliggøres af visdomsguden Tehuti, som introducerede forbindelsens princip, og indstiftede skikken med associativ tænkning og erkendelse gennem kosmisk respons. Solvejen præsenteres for os af falkeguden Horus (og hans mørke modsætning Seth), som er guden for det genfødte lys. Horus udtrykker dualitetens idé og forbindelsen mellem himmel og jord (lysets og mørkets principper), som en metode til at vække højere eller guddommelig bevidsthed. Månevejen symboliseres af Osiris, som legemliggør samtidighedens princip, som erkendes gennem naturens cykliske forvandlinger. Disse tre veje er klart definerede i skrifter og arkæologiske fund. Men de betragtes oftest som selvmodsigende eller forvirrede forestillinger hos fortidens primitive menneske, som forsøgte at forstå sig selv og universet. En forsker udtrykker sin store frustration over disse tre åndelige veje:

 »… nye trosretninger blev løbende optaget uden at man kasserede de gamle, sådan at troen i Ny Rige blev et underligt mix af idéer baseret på forestillingen om den døde konges forening med Ra, stjernerne på himlen og underverdens guddom Osiris.«

 

Reeves, Nicholas and Richard H. Wilkinson:

»The Complete Valley of the Kings«

Thames and Hudson: London, 1996, p. 46

 Hvis man i stedet tolker det symbolsk, kan de tilsyneladende selvmodsigende forestillinger forklares i et helt andet lys. Hvis vi inddrager himmellegemernes cyklusser, som forandrede sig i årtusindernes løb i forhold til dengang idéen blev introduceret (som for eksempel ændringen af Jordens akse og dermed af polerne, som dermed skiftede stilling i forhold til forskellige stjernepositioner og jævndøgnsakserne) er der sund fornuft i disse forandringer i de religiøse forestillinger. Det kosmiske landskab, som blev omhyggeligt iagttaget af fortidens folk, krævede løbende paradigmeskift i takt med, at disse forandringer fandt sted. Når de hellige symboler skiftede til nye positioner, krævede det, at de gamle gled i baggrunden i mytologien.

 Den hellige videnskab var ikke statisk. Det var heller ikke en indsigt, der langsomt udviklende sig, fordi den løbende blev opfundet af mysterieskolerne, som i tidens løb inkorporerede forskellige nye idéer i systemet. I stedet opbyggede egypterne et komplet udviklingsprogram – men skabt som en helhed, der strakte sig fra de tidligste tider til den egyptiske civilisations sidste åndedræt – ganske enkelt fordi forandringerne var forudsigelige på basis af egypternes indsigt i de mest indlysende naturlige fænomener. Der findes beviser i overflod på denne påstand i hieroglyfteksterne, i den hellige astronomi og i templernes ritualer i alle historiske perioder.

 Fra de egyptere, som aktivt deltog i og blev instrueret i denne hellige videnskab, får vi informationer om både den esoteriske tradition og de mystiske udsagn i de gamle krøniker. De mennesker, der fik de største indvielser og opnåede højere bevidsthed, fik titlen »mysteriernes mestre«. Men de levede ikke isoleret fra det egyptiske samfund. De praktiserede den hellige videnskab overalt i samfundet med fuld støtte fra præstehierarkiet og templerne, som kombinerede og forenede hellig kunst og arkitektur med magiske teknikker og med anvendelse af hellig astronomi, astrologi og ritualer. Og hensigten var at inspirere til deltagelse i og gennemførelse af transformationsprocesserne.

 Den franske egyptolog Schwaller de Lubicz er en vigtig kilde til forståelse af de gamle traditioner. Han påpeger, at denne hemmelige lære eller evige visdom altid har været her, men som det er typisk for den nutidige tænkning, kategoriserer vi forskningen ved at putte informationerne i forskellige adskilte kasser historie, videnskab, mytologi, okkultisme etc. Hvis man begrænser sig til kun at studere én af dem, ender man uundgåeligt i en blindgyde uden at forstå den egyptiske civilisations dybe indsigt. Alene ved hjælp af tværvidenskabelig forskning vil det være muligt at få indblik i den enestående indsigt, som de gamle egyptere havde i det menneskelige potentiale.

 ATON KULTURREJSER

Forfatteren til denne artikel er rejseleder og underviser for Aton Kulturrejser, som arrangerer 2 rejser til Egypten: ”Den Store Mysterierejse” til Cairo, Aswan og Luxor, og ”Den Store Mosesrejse” til Cairo, Sinai og Luxor. Kulturrejserne adskiller sig fra almindelige turistrejser, for den almindelige hurtige og lidt overfladiske turistundervisning er erstattet af god tid ved seværdighederne, ekstra undervisning på hotellerne og en dyb indføring i mysterierne. Vil du vide mere om disse rejser, kan vi anbefale, at du besøger  www.aton-rejser.dkhvor du også kan tilmelde dig et månedlig nyhedsbrev med artikler om det gamle Egyptens mysterier. Det er gratis.

 VISDOMSNETTET

Måske vil det interessere dig at høre, at Erik Ansvang desuden er medarbejdere i ”VisdomsNettet” – en privat humanitær og almennyttig fond. Fondens formål er oplysningsvirksomhed via internettet (www.visdomsnettet.dk) for derved at medvirke til at fremme fred i verden og udbrede åndsvidenskabens livssyn. Det gøres ved at skabe øget forståelse af fælles humanitære og holistiske værdier, inspirere til fred og ved at bidrage til global enhed. Fonden tilstræber at medvirke til skabelse af rigtige menneskelige relationer, sådan som de kommer til udtryk i mål­sætningen for FN’s humanitære arbejde og i overensstemmelse med verdensreligionernes bestræbelser. Fonden søger gennem sit arbejde at øge forståelsen for åndsvidenskabens forskning og erkendelser og de åndelige værdiers relevans i hverdagen og samfundsudviklingen. De væsentligste redskaber til opfyldelse af Fondens formål er information og meditation. Fondens aktiviteter er derfor organiseret som tre primære ansvarsområder: Information, meditation og fredsinspiration. Hvis du ønsker at modtage information om, hvornår der er nyt på VisdomsNettet, kan du tilmelde dig vores nyhedstjeneste direkte på www.visdomsnettet.dk

 

Til forside

I