Gudinden HATHOR’S

MAGISKE SPEJL

af Erik Ansvang

  


Gudetriaden Osiris, Isis & Horus

 

Den mest kendte gudetriade i det gamle Egypten er uden tvivl Osiris, Isis og Horus. Osiris er faderen, Isis er moderen og Horus er sønnen. Her har vi et arketypisk billede på ånd, legemer og sjæl, som i kristendommen blev til fader, søn og Helligånd. Men i Egypten er alle aspekter i en triade desuden i sig selv trefoldige. Isis præsenterer i sit kosmiske aspekt den trefoldige essens af materien. Hun er en guddommeliggørelse af ursubstansen, universets, solsystemets og planetens materie. Isis’ trefoldige natur kan beskrives sådan: 1. Hun er dronningen, som repræsenterer det positive. 2. Hun er kvinden som repræsenterer det negative. 3. Hun er moderen, som repræsenterer det forenede par.

 

ISIS, HATHOR, NEPHTHYS

Isis’ trefoldige aspekter præsenteres som tre gudinder: Isis, Hathor og Nephthys. Isis er dronningen (den positive pol), Nephthys er kvinden (den negative pol), og Hathor er moderen (foreningen af de to). Samtidig er Isis syntesen eller essensen i denne triade. Hun rummer i sig alle tre aspekter. Tilsammen udgør de engle- eller devarigets tre overordnede niveauer, der svarer til menneskerigets tredeling, som den beskrives i åndsvidenskaben.

 


Gudinden Hathor

 

 

ANSIGTETS HUS

Hathor’s navn betyder blandt andet: "ansigtets hus". Når vi taler om gudinder, taler vi altid om stof eller materie. Hathor repræsenterer derfor et aspekt af stoffet eller devariget. I kristen terminologi kaldes det engleriget. Materiens mangfoldige former er udtryk for Guds eller åndens vilje. Stoffet formes efter den guddommelige plan eller hensigt. Stoffet er derfor det ydre udtryk for den indre hensigt. Mennesket kan kun forholde sig til den guddommelige årsag gennem virkningerne. Gud viser sig for mennesket gennem stoffet. Stoffet eller Hathor er derfor "Guds ansigt" - eller "sjælens ansigt".

 


Hathors spejl

 

LIVETS HUS

Et almindeligt spejl blev af de gamle egyptere kaldt "livets hus" (eller "livets beholder"). Spejlet reflekterer et uvirkeligt billede af objektet og gengiver dette billede nøjagtigt - men spejlvendt. Mennesket er et åndeligt væsen, som er reflekteret ned i materien. Når vi ser i spejlet, ser vi ikke ånden i os selv, men åndens udtryk i materien - et spejlbillede. Hathor repræsenterer vores sjælslegeme og dermed et billede på vores ånd eller sjæl, som kommer til udtrykt i materien. Derfor var spejlet et af hendes hellige symboler. Men spejlet havde ikke kun religiøs og magisk relevans i det gamle Egypten.

 

SPEJLSYNER

I sin bog "Gensyn med de afdøde" har den amerikanske læge Raymond A. Moody beskæftiget sig med spejlet og dets relation til den åndelige verden, og han påviser, at vi møder denne forbindelse overalt på planeten. Han fortæller eksempelvis, at i Sibirien brugte Tungus-shamanerne kobberspejle til at "anbringe ånderne" i. I deres sprog var ordet "spejl" rent faktisk afledt af ordet for "sjæl" eller "ånd", og man påstod, at spejlet kunne modtage ånderne. Shamanerne hævdede, at de var i stand til at se afdøde menneskers ånder ved at stirre i spejle. Ordet shaman opstod for øvrigt i Tungus-stammen.

 

På et tidspunkt fremkaldte de indfødte på Madagaskar de dødes ånder ved gruppeceremonier. Blandt dette folkeslag var det almindeligt at diskutere synerne af de afdøde slægtninges genfærd og ligeledes at fortælle åbent om den kontakt, de havde haft med ånderne. Stammens shamaner ville indlede sådanne ceremonier ved at kontakte ånder i spejle.

 

SPEJLBLANKE OVERFLADER

På samme måde som Homér beskriver Odysseus’ syner, blev blod benyttet som skuemedium af Pawnee-indianerne i Nordamerika. Deres metode til at fremkalde spejlsyner lignede grækernes. Når et medlem af stammen havde dræbt en grævling, blev den opbevaret af de gamle stammemedlemmer, indtil det var nat, og så blev den flået. Blodet blev hældt i en skål, og børnene skulle herefter stirre på deres eget spejlbillede i månelyset. Hvis de så sig selv med gråt hår, betød det et langt liv; hvis billedet var mørkt og uklart, ville barnet dø af sygdom; hvis der slet ikke fremkom noget billede, ville barnet en dag blive dræbt af fjenden.

 

Afrikanerne i Fez anvendte en vandbeholder, hvori de så syner. I nutidens Egypten bruges et bassin med blæk på samme måde, som Odysseus benyttede blod. Dee Halde, en rejsende, der besøgte Kina i begyndelsen af det attende århundrede, nedskrev, at taoistiske seere kunne se de ting, der hændte rundt omkring i riget, i en kedel med spejlblank vandoverflade. De afrikanske zuluer agtede og ærede høvdingens kar, der blev fyldt med vand og herefter benyttet til spådomskunst. Shamaner i det nordækvatoriale Afrika lavede lægelige diagnoser ved at stirre i en kedel med vand.

 

En af de mere fascinerende anvendelser af spejlsyner kommer fra Nkomis-stammen ved Cap Lopez. De anvender spejlet i et manddomsritual, der foregår på denne måde: Efter en lang faste bliver den indviede lukket inde i en hytte. I den ene ende af hytten står en statue af træ. En pakke med knoglerne fra en længst afdød person bliver lagt for foden af statuen. Foran statuen er et spejl. Den indviede bliver bedt om at stirre i spejlet, indtil han ser en mands ansigt. Når han endelig ser ansigtet, bliver han bedt om at beskrive det. Hvis det lykkes for ham at give en beskrivelse af den mand, hvis knogler er i pakken, går han videre til det næste skridt i manddomsritualet.

 

I en bog om planters medicinske egenskaber, beretter Richard Evans Schultes og Albert Hoffman (kemikeren, der opdagede LSD) om en vestafrikansk stamme, der holder kontakten til de døde ved at bruge en plante og et spejl. Planten (en iboga) indtages i store mængder af folk, som derefter skuer i et spejl. Medlemmer af Bwiti-stammen har fortalt antropologer, at kombinationen af en plante og et spejl "åbner hovedet", så deres ånd kan føres bort til "de dødes land".

 

Selv en amerikansk præsident er blevet oplyst ved et spejlsyn. Om aftenen før det skæbnesvangre valg i 1860 havde Abraham Lincoln lagt sig udmattet på en sofa. Pludselig så han i et spejl i nærheden et mærkeligt dobbeltportræt af sig selv. I det ene billede var han, som han så ud nu, og i det andet var han bleg og spøgelsesagtig. Lincoln fortalte sin kone Mary om sin oplevelse. Præsidentfruen fortolkede synet på denne måde: Hun sagde, at han ville blive valgt til endnu en periode, men at han ville dø, mens han beklædte embedet. Hans syn og hendes fortolkning var tydeligvis profetiske.

 forside