De Mystiske Obelisker

Kan åndsvidenskaben afdække mysteriet?

af Erik Ansvang

Hvorfor skrev den egyptiske dronning Hatshepsut disse ord på sin obelisk: »Lad alle mennesker vide, at dette er det største i verden.« Man fornemmer det, når blikket glider langs obeliskernes elegante, yndefulde og enkle linier, for det ser ud som om de smelter sammen med himlen. De er imponerende store. De er ubeskriveligt tunge. Spørgsmål, som er dukket op gennem alle tider, trænger sig frem i det undrende tankesind. Hvordan blev de udhugget? Hvordan blev de transporteret? Hvordan blev de rejst? Og måske det vigtigste spørgsmål: Hvorfor?


Tutmosis I's obelisk.
Copyright © Erik Ansvang

Vi bliver ikke meget klogere, når vi i sydkolonnaden i Hatshepsuts gravtempel ved Deir el-Bahari læser dronningens egen forklaring, for her siger hun: »Jeg kundgør dette til de kommende generationer, som i hjertet vil spørge efter betydningen … jeg sad i paladset og tænkte på Ham, som har skabt mig, og mit hjerte tilskyndede mig at rejse til Ham to obelisker af guld, hvis toppe skal gennembore himmelhvælvingen … vogt dig for befalingen, jeg ved ikke hvorfor, det blev besluttet at udhugge dette monument helt i guld.«

 

Navnet på en ting kan ofte give et vink til forståelse, men ikke i dette tilfælde. De gamle egyptere kaldte obeliskerne »tekhen«, men ordets betydning fortaber sig i fortidens tåger. Nutidens egyptere kalder dem »mirsalleh«, der betyder »nål«. I det 12. århundrede omtaler den arabiske læge Abd-al-Latif obeliskerne i Heliopolis som »mirsallati fiz’um« - »faraoens store nåle«, og det er grunden til, at de egyptiske obelisker, som i dag står i London og New York, kaldes »Cleopatra’s nåle«. Grækerne kom til Egypten på Homér’s tid, og de undrede sig også over de firkantede granitsøjler med pyramidetop, som stod parvis foran alle egyptiske templer. Tilsyneladende navngav de søjlerne efter den første association, der dukkede op i bevidstheden, for de kaldte dem »obeloi«, som betyder »noget der spidser til i den ene ende«. Herodot (ca. 450 f.Kr.) kalder eksempelvis søjlerne for »obeloi« i verdens første rejsebeskrivelse fra Egypten. Cirka 350 år senere ændredes navnet til »obelisci«, som betyder noget i retning af »spydspids«, og dette ord er indgået i de europæiske sprog, og det er grunden til, at vi i dag kalder søjlerne for »obelisker«.


Karnak obelisker.
Copyright © Erik Ansvang

De fleste egyptiske obelisker er udhugget i rosa granit, som er en særdeles hård stenart, der kun findes i bjergene ved Aswan ca. 1.000 km fra pyramidefeltet ved Cairo. I stenbruddet ved Aswan ligger en ufuldendt obelisk på ca. 1.100 tons fra Hatshepsuts tid (1490-1468 f.Kr.). Overfladen og siderne er groft udhuggede. Undersiden er endnu ikke frigjort fra klippen. Den etablerede teori går ud på, at obeliskerne skulle være udhugget i den hårde granit ved hjælp af trækiler og tusindvis af mejsler. Teorien holder bare ikke, for det hårdeste metal egypterne kendte og brugte var kobber, og selv hærdede kobbermejsler ville ikke kunne bearbejde den hårde granit med den nødvendige præcision.

Et andet problem er poleringen af obeliskernes overflader, som den dag i dag fremstår imponerende jævne og glatte. Det påstås, at granitten blev slebet med håndkraft og ved hjælp af den hårde stenart dolerit. Nutidens boreeksperter afviser dog denne teori. Det er ganske enkelt umuligt at forme obeliskerne med denne metode.

En tredje gåde er transporten. Hvordan kunne egypterne løfte de flere hundrede tons tunge stenkolosser op af hullerne i granitbruddet uden taljer, uden kraner og naturligvis uden motorkraft? Nutidens ingeniører og entreprenører afviser, at det er muligt at løfte så tunge genstande ved hjælp af slaver. Eksperter har beregnet, at for at trække den ene af Hatshepsuts 350 tons tunge obelisker, som i dag står i Karnak-templet, hen ad en jævn og vandret vej, ville det kræve et samlet træk fra ca. 2.000 mennesker. Bemærk at det skal være et samlet træk. Problemet er bare, at det ikke er muligt at forene så mange mennesker i et samlet træk.

Man gætter på, at de store og tunge obelisker og kolossalstatuer blev transporteret på træruller eller slæder. Men flere eksperter påpeger, at det kun er muligt at transportere forholdsvis lette genstande på denne måde. Både slæder og træruller ville blive knust under den enorme vægt fra en flere hundrede tons tung obelisk eller en 15-20 meter høj statue. At de gamle egyptere formåede at løfte og transportere de tunge genstande ad besværlige veje fra stenbruddet til Nilbredden og videre til templerne er en kendsgerning, for obeliskerne og statuerne står jo overalt i Egyptens tempellandskab og bevidner bedriften. Der gættes meget, men hvordan det reelt foregik, er en gåde for den etablerede videnskab. I sine rejseoplevelser skildrer Herodot en transport af en stenblok på 350 tons fra Elefantineøen i Aswan til Sais i deltaet (en rejse på godt 1.000 km.), og han udtrykker dyb beundring for egypternes indsats, men han siger desværre intet om, hvordan de bar sig ad. Men de gamle egyptere gjorde åbenbart det umulige. De udhuggede obeliskerne med uhyre præcision. De løftede de ufatteligt tunge genstande. De trak rundt med dem. De lagde dem ned og rejste dem op efter behag. Hvordan i alverden bar de sig ad?

For nylig kunne man i Tv se et nutidigt forsøg på at flytte og rejse en lille groft tilhugget obelisk på beskedne 40 tons. Den knuste de træruller, man lagde under den, og det lykkedes aldrig at trække den op i lodret stilling, selvom man anvendte de metoder, forskerne påstår, de gamle egyptere brugte. Hvis metoden ikke virker på en 40 tons tung obelisk, hvorfor skulle den så virke på en obelisk, der er 10 gange tungere? Det kan franskmændene tale med om, for i perioden 1831-36 fik de en næsten traumatisk obelisk-oplevelse.

Oprindelig stod der to obelisker foran indgangen til Luxor-templet – begge udført i rosa Aswan-granit. Hver obelisk vejer ca. 250 tons. De blev rejst af Ramses II ca. 1250 f.Kr. Den 25 meter høje obelisk til venstre står stadig på sin oprindelige plads. Den anden har stået på Concorde-pladsen i Paris siden 1836. Egyptens Mohammed Ali forærede begge Luxor-obelisker til franskmændene, men selv med relativt moderne tekniske hjælpemidler formåede franskmændene kun at flytte den ene. Og det tog dem hele 5 år. Herefter opgav de at flytte den anden. Til sammenligning bør det nævnes, at Hatshepsuts to obelisker i Karnak-templet er både større og tungere end Luxor-obeliskerne. De er 30 meter høje og vejer 350 tons hver. På Hatshepsut-obeliskens fundament er der en lang tekst, som oplyser, at de to gigantiske obelisker blev fremstillet i obeliskbruddet i Aswan. De blev udhugget, poleret, udsmykket med relieffer og hieroglyffer, transporteret fra Aswan og rejst i Karnak-templet i løbet af kun syv måneder. Og Hatshepsut-obeliskerne er ikke engang Egyptens største. Den største står i dag i Rom og vejer 450 tons. Og de gamle egyptere skulle altså have transporteret disse obelisker ved hjælp af reb og svedende slaver, og sejlet dem over lange afstande på spinkle, primitive træskibe ifølge forskerne.

Sammenlignet med de gamle egypteres præstationer er franskmændenes bedrift en lidt pinlig sag, for selvom der ligger ca. 3.000 års udvikling mellem egypternes fremstilling og transport af den samme obelisk, lykkedes det kun med nød og næppe bare at flytte den ene obelisk. Den franske marine byggede et specialskib til opgaven. Det var et fladbundet fartøj, som skulle kunne sejle op ad Nilen uden grundstødninger på de utallige mudderbanker. Skibet fik navnet »s/s Luxor«, og i 1831 forlod det Frankrig for at hente Mohammed Alis gave i Luxor. I Alexandria ventede man på, at vandstanden i Nilen skulle stige, og den 30. maj begyndte sejladsen mod Luxor, og selvom skibet endnu var uden sin tunge last, løb det ofte på grund. En grundstødning lyder umiddelbart ikke alarmerende for nutidens menneske, for i nyere tid - også dengang i 1831- havde man dampskibe, og det betød, at skibet enten kunne trække sig fri af grundstødninger ved egen motorkraft, eller det kunne trækkes fri ved hjælp af de medfølgende slæbebåde med stærke dampmaskiner. De gamle egyptere havde ikke denne mulighed. Tanken om at fortidens obelisktransporter foregik uden grundstødninger er absurd, og det samme er tanken om, at slaver skulle have trukket gigantiske, fuldt lastede transportskibe fri efter en grundstødning. Beregninger viser nemlig, at Hatshepsuts obeliskskib må have vejet omkring 1.500 tons fuldt lastet.

Efter mange besværligheder nåede franskmændenes »s/s Luxor« frem til byen Luxor og fortøjede ved flodbredden ca. 200 meter fra templet og obelisken. Man var åbenbart ikke i stand til at løfte obelisken op på skibets dæk, sådan som de gamle egyptere gjorde det. I stedet savede man hele stævnen af skibet, for at kunne bugsere obelisken direkte ind i skibets lastrum. Hatshepsuts to væsentlig større og tungere obelisker blev som sagt udhugget, dekoreret, transporteret og rejst i Karnak-templet på bare syv måneder, men det tog franskmændene hele fem måneders forberedelser alene at lægge obelisken ned. Det skete den 31. oktober 1831.

Der fortælles ikke meget om den efterfølgende transport, men eksperter indenfor sejlads bedyrer, at det må have været uhyre vanskeligt. Det bekræftes af, at det tog ca. to år og tre måneder at tilbagelægge de 750 km. fra Luxor til Alexandria. Transporten ankom til Alexandria den 25. januar 1833. Et par måneder senere - den 1. april 1833 - forlod »s/s Luxor« endelig Egypten og satte kursen mod Frankrig på slæb efter korvetten »s/s Sphinx«. Først seks måneder senere fortøjede »s/s Luxor« på Seinen. Der var nu gået to og et halvt år. Men besværlighederne var ikke slut for de stakkels franskmænd. For at kunne transportere obelisken, måtte man bygge en jævnt stigende vej fra kajen ved Seinen til Concordepladsen. Først den 25. oktober 1836 - altså efter hele 5 år - stod obelisken endelig på sin plads i hjertet af Paris. Når vi for kun 163 år siden havde store vanskeligheder med bare at flytte en enkelt obelisk ved hjælp af store skibe, stærke motorkræfter og relativt moderne hjælpemidler, er det indlysende, at franskmændene umuligt havde klaret opgaven, hvis de skulle gøre det samme ved hjælp af slaver og reb. Hvorfor tror man så, at egypterne kunne gøre det for 3-4000 år siden?

Eftersom traditionelle kilder ikke kan give en forklaring på bedriften, må svaret søges hos esoteriske kilder, og fra adskillige af disse kilder hører vi, at egypterne kendte og kontrollerede mange såkaldte overnaturlige kræfter. Her er det vigtigt at indskyde, at overnaturlige kræfter ikke eksisterer, ganske enkelt fordi der ikke findes kræfter, der ligger over naturen. Men i naturen findes der kræfter, som ikke kendes eller anerkendes i dag, men det forhindrer jo ikke, hverken at de eksisterer, eller at de blev anvendt i tidligere kulturer. I Alice A. Bailey’s bog, »The destiny of the Nations«, p. 118, siger den tibetanske mester Djwhal Khul disse bekræftende ord:

 

"Jeg vil minde jer om, at i Egypten, hjemstedet for den gamle magi, var det magiske arbejde direkte koncentreret om at frembringe fysiske virkninger og stoflige resultater, og at magikerens arbejde kommer til udtryk i den forbløffende skabelse af de gamle gigantiske bygningsværker, som i deres tavse og uberørte storhed tiltrækker sig arkæologers og rejsendes opmærksomhed."

 

Vi ville gerne have haft de gamle egypteres egen forklaring på præstationerne, men reliefferne er tavse. Det er bemærkelsesværdigt, at de gamle egyptere i hele civilisationens lange historie trofast og med stolthed beskrev alt det, de selv oplevede som store præstationer på tempelvæggene og i gravene. Tusindvis af langt simplere arbejder er levendegjort i detaljer på tempelvæggene, men ikke et eneste ord om metoderne bag dette arbejde, som må have krævet den allerstørste dygtighed. Kunne det tænkes, at beskrivelserne bevidst er udeladt? Ønskede de mon at tvinge eftertidens studerende til stoppe op, tænke og fundere?

Den åndsvidenskabelige forskning løser problemerne med transporten af de store og tunge obelisker, for her hører vi, at de højt indviede ypperstepræster havde magiske evner, og derfor var de i stand til at brugte en levitationsmetode. I dag ved vi ikke, hvordan man vender tyngdekraftens poler, sådan at tiltrækning bliver til frastødning og omvendt, men de gamle egyptere ophævede eller neutraliserede ganske enkelt tyngdekraften omkring stenen, og derfor var vægten selvsagt ikke et problem. Transporten kunne nemt foregå på de spinkle træskibe, som vises på reliefferne. Obeliskerne kunne som ingenting løftes op på dækket og ned fra skibet. De kunne uden besvær rejses til opret stilling. Og hele processen kunne gennemføres på den korte tid, som nævnes på reliefferne. Hvis vi accepterer muligheden for at anvende metafysiske kræfter, løses alle de uløselige problemer på én gang.

Pyramiden er symbolet på den treenige Gud, som er manifesteret i de fire elementer. Obelisken er et af de højeste af alle okkulte symboler, for det er den ophøjede pyramide anbragt på den forlængede eller oprejste terning. Pyramiden er symbolet på fuldkommenhed både for makrokosmos og mikrokosmos. Dens proportioner og form er så fuldkomne, at de ikke kan forbedres, siger teosoffen Geoffrey Hodson. Den er selve arketypen i sin grundlæggende form. Den er derfor menneskeguden eller den fuldkomne arketype i manifestation. Han tilføjer, at obeliskerne er et symbol på det menneske, der har tilbagelagt indvielsesvejen. Obeliskens trekantede top symboliserer ånden eller monaden, og det kvadratiske fundament symboliserer personligheden eller de fysiske redskaber, ånden arbejder igennem via sjælen. Obelisken viser, at der nu er skabt forbindelse mellem ånden og personligheden. Obelisken er derfor symbolet på den lange udviklingsvej, der i dag kaldes »indvielsesvejen«. Den er derfor symbolet på mesteren, som har opnået denne ophøjelse, idet han har udviklet sine legemer til fuldkommenhed og ophøjet sin bevidsthed fra det fysiske, som er obeliskens fundament, til ånden repræsenteret af obeliskens toppunkt.

Fra esoteriske kilder får vi at vide, at obelisker kan føres tilbage til Atlantis – helt tilbage til 60.000 år f.Kr. I Egypten opstod skikken med at rejse obelisker i Heliopolis, hvorfra den bredte sig til hele Egypten. Obeliskerne blev placeret på magnetiske punkter på jorden på samme måde som akupunktøren anbringer nåle for at frigøre energiophobninger i patientens æteriske krop. De kunne derfor kanalisere energi fra Jorden. Solens stråler blev fanget af obeliskens elektrum- eller guldtop. Solen er et billede på Gud – altså evigheden. Obelisken modtog derfor også energi fra kosmos, men hvilken energi? Vores solsystem er et 2. strålesystem og hjertecenter i konstellationen »Sirius«, og solsystemets primære opgave er at udvikle kærlighed/visdom til fuldkommenhed. Obeliskerne fungerer som kanaler for denne grundlæggende energi i vores solsystem. Men obelisken kaster også en skygge, og skyggen danner tiden - altså evighedens modsætning. Man kan derfor sige at obelisken viser os et billede på det evige i os selv, der oplever gennem tiden.

Egyptologerne oplyser, at obeliskerne blev rejst to og to - side om side - ved indgangen til templerne, og det er i overensstemmelse med H. P. Blavatkys informationer i »Den Hemmelige Lære«, hvor hun siger:

"Vores solsystems grundlæggende dualitet, der udtrykkes som kærlighed/visdom, er bevaret og symbolsk afbildet ved de to store søjler ved indgangen til templet."

Obeliskerne blev i øvrigt ikke kun placeret ved templets indgang. Enkelte obelisker blev anbragt på templets akse, som er en energimæssig vital linie. De to obelisker ved indgangen er udtryk for den duale verden, vi lever og udvikler os i. Den venstre obelisk repræsenterer himlen eller ånden – eller den maskuline pol. Den højre obelisk repræsenterer jorden eller materien - eller den feminine pol. Menneskets sjæl eller bevidstheden er et resultat af det spændingsfelt, der opstår ved mødet mellem ånd og stof. Når et menneske træder ind i templet ved at passere mellem de to obelisker, går det ind i spændingsfeltet mellem den maskuline og den feminine pol - mellem ånd og stof. Det er derfor ikke som personlighed, men som sjæl, man passerer obeliskerne og træder ind i helligdommen. Polerne og spændingsfeltet er der, hvad enten man er bevidst om det eller ej, men man bør naturligvis være bevidst om, at man bevæger sig ind i templets legeme som det, man dybest set er - en sjæl.


Luxor-obelisken
Copyright © Erik Ansvang

Vi mangler stadig en forklaring på, hvordan de gamle egyptere kunne udhugge obeliskerne så hurtigt og præcist i den hårde granit i stenbruddene i Aswan, og der findes faktisk en esoterisk forklaring på disse gåder. Den er ganske vist for viderekommende. Teosoffen Geoffrey Hodson fortæller, at egypterne brugte "fohat-kundalinikraft". Og hvad mener han så med det? Solen udsender tre kendte energityper: "Prana", der kommer til udtryk som liv eller vitalitet. "Fohat", der kommer til udtryk som blandt andet elektricitet, varme og magnetisme. Og »kundalini« som er stoffets egen iboende kraft. De gamle egyptere kunne koncentrere fohat-kundalinikraften til en laseragtig stråle, som de brugte til at skære eller svejse stenblokkene ud af klipperne. Det er årsagen til, at de kunne skære blokkene hurtigt og med ufattelig præcision.

Det er op til den enkelte at afgøre, om man kan acceptere de esoteriske informationer, som selvsagt kræver, at man er indforstået med, at der eksisterer kræfter i naturen, som endnu ikke er erkendt af nutidens forskere, men som tidligere civilisationer både kendte og brugte. Egentlig burde det være lettere at acceptere de okkulte oplysninger end nutidens forklaringer, som har den store svaghed, at de ikke kan lade sig gøre.


Erik Ansvang holder foredrag og weekendkurser om det gamle Egyptens mysterier, og han arrangerer desuden kulturrejser til Egypten www.aton-rejser.dk . Han er endvidere engageret i World Wisdom Trust www.worldwisdomtrust.com. Henv. Nordre Fasanvej 34, 3. tv., Dk-2000 Frederiksberg. tlf. +45-33 23 32 12 – e-mail: ansvang@tele2adsl.dk eller thora.lund@get2net.dk

 

Til forside