Den mystiske stråling
fra sarkofagen i
Khufu-pyramiden

  

Kompileret og redigeret
af
Erik Ansvang

  

 

De anerkendte teorier om de gamle civilisationer er under stort pres og har været det længe – og dette pres vokser efterhånden som andre videnskaber og eksperter udfordrer de traditionelle teorier med videnskabelige undersøgelser og beviselig logik. De vedtagne teorier om de gamle civilisationer betragtes fejlagtigt som sandheder i stedet for det, de reelt er, nemlig arbejdshypoteser. En arbejdshypotese er en teori, som repræsenterer en delsandhed, der senere kan udbygges, ændres eller helt forkastes, når nyere og mere logiske arbejdshypoteser kan afløse den gamle. Det er denne proces, vi er vidne til, når vi studerer det gamle Egyptens mysterier. 

Forskernes teorier konfronteres i dag med så mange faktuelle facts, som undergraver og direkte modbeviser de gældende forklaringer, og der afdækkes selvmodsigende informationer i det, vi indtil nu har betragtet som historiske facts. Et nyt historisk verdensbillede begynder derfor at tone frem. Sandsynligheden for at de gamle civilisationer har befundet sig på et højere udviklingsniveau end vores nutidige bliver gradvis mere og mere sandsynlig. 

  

Består det Gamle Testamente af en cifferskrift?
En af de personer, der af professionel nysgerrighed besluttede at anvende sin tid og sin ekspertviden til et kritisk studium af de teknikker, der blev anvendt i de gamle civilisationer, er den svenske Draken-konstruktør fra Saab-fabrikkerne, civilingeniør Henry Kjellson. Han fortæller, at allerede da han som vordende ingeniør fik forbindelse til luftfarten, var han interesseret i visse dele af det Gamle Testamente, som han mente kunne være beskrivelser – om end noget forvrængede – af flyvemaskiner. Han fandt hurtigt ud af, at det var nødvendigt at læse det Gamle Testamente på originalsproget. Ved hjælp af originalsproget fandt han ud af, at mange ejendommelige passager kunne afmystificeres, hvis man i stedet for den sædvanlige tolkning benyttede en anden tolkning af visse ord – en tolkning, som givetvis lå inden for rammerne af ordets eller dets rodords betydning. Med andre ord: Det så ud til, at der ligger en anden lige så plausibel læsemåde bag den almindelige læsemåde. Visse dele af det Gamle Testamente består tilsyneladende af en cifferskrift

Om det Gamle Testamente og den formodede cifferskrift siger forskeren Ahtis, at det angiveligt var Moses, der personligt skulle have skrevet 1. Mosebog med egyptiske hieroglyffer på en sådan måde, at teksten kunne læses på tre måder. En af læsemåderne gav indblik i de gamle vismænds interessante kosmologi og tekniske formåen. 

 

 

Kendte og anvendte man radioaktive stoffer i de gamle kulturer?
I det Gamle Testamente er der en række fortællinger, som allerede når de læses som almindelig tekst, det vil sige i den oversættelse, der betragtes som den autoriserede, med al tydelighed peger på, at man i gammel tid har kendt til og været i stand til at fremstille et stof, der udsendte en kraftig gammastråling – omtrent som radium eller andre radioaktive stoffer, der kendes i nutiden. Stoffet blev tilsyneladende anvendt ved fremstillingen af et vigtigt lægemiddel, og et biprodukt fra processen var guld. 

Forskellige undersøgelser at denne produktion antyder, at Khufu-pyramiden (Cheops-pyramiden) muligvis var det sted, som beretningerne om det mystiske, udstrålende stof peger på. Det er ikke alene informationer i det Gamle Testamente, men også hieroglyftekster i Dendara-templet, tekster i den islandske Edda og i Kalevala, der viser i denne retning. 

De anerkendte forskere afviser - naturligvis
Det er klart, at disse og lignende teorier uundgåeligt mødes med stor skepsis og massiv modstand. Modstanden kommer blandt andet fra arkæologer. Arkæologerne kan selvsagt ikke komme uden om fortidens overvældende skaberværker, men fastholder stædigt, at de blev konstrueret ved hjælp af primitivt værktøj og med en masseindsats af slavearbejdere, som havde næsten ubegrænset tid til deres rådighed. Dette arkæologiske standpunkt er helt forståeligt, for man har jo ikke har fundet det værktøj, der blev anvendt ved byggeriet. 

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at metalgenstande går til grunde dels gennem atmosfærisk påvirkning, dels gennem omsmeltning til andre genstande. Også hos os i nutiden udføres denne tilintetgørelses- og omdannelsesproces konstant. Gamle jernting og kobbergenstande indsamles af skrothandlere, og det metal, der ikke forgår på grund af rust eller irdannelse, går en ny skæbne i møde, for de genopstår i nye former efter omsmeltning. Arkæologisk set bør man derfor nok, hvad gammelt værktøj angår, ikke forvente at finde denne type beviser for brug af mere avanceret værktøj, men kun sten- og lergenstande, for de kan ikke smeltes om, og de ødelægges ikke så let af tidens tand. Men fordi man kun finder sten- og lergenstande, er det forkert at konkludere, at der ikke fandtes metalgenstande i denne epoke i fortiden. Fravær af bevis, er ikke bevis på fravær. Selv om man ikke finder værktøj, kan man alligevel finde sikre spor efter anvendelse af ganske komplicerede tekniske hjælpemidler, hvis konstruktion og betjening forudsatte en temmelig højt udviklet teknisk formåen. 

 

 

Bibeloversætterne kendte ikke til teknik
Men modstanden mod de nye teorier kan også komme fra andet hold. Denne modstand stammer fra uviljen mod at acceptere den kendsgerning, at Bibelens grundtekst, hieroglyfferne og Eddaen kan læses på en anden måde end den, man har vedtaget. I de autoriserede oversættelser af disse værker findes der tekniske fagudtryk, men ingen tekniske meningssammenhænge. De bliver til skildringer af får, hyrder, præster, ofre, hellige ting, dværge og guder med ejendommelige intetsigende navne samt i en del tilfælde desuden intetsigende beskrivelse af himmelhvælvingen og dens stjerner. 

Denne modstand er absolut forståelig. På den tid da det Gamle Testamentes tekst fik indføjet vokaler efter en død periode på ca. 800 år, og på den tid, da hieroglyfferne og Eddaen først blev tolket, kendte man ikke den teknik, vi har i dag. I Middelalderen og op i 1800-tallet havde man simpelthen ikke navne for eller forestillinger om tekniske genstande som motorer, elektricitet, radio, television, flyvemaskiner, undervandsbåde, radium og reaktorteknik. Og det, der ikke fandtes i tidens bevidsthed, kunne selvsagt ikke udtrykkes i skrift. Den tekst, der opstod på dette grundlag, og som nu er blottet for ethvert udtryk der vedrører tekniske forhold, har man efterfølgende ikke villet ændre på. 

Hvis nu Bibelen (i sin grundtekst), hieroglyfferne og Eddaen indeholder oplysninger af teknisk betydning og natur, kan disse oplysninger ikke opfattes af bevidstheden, før tiden er moden, og det vil sige, når teknikken hos os har nået samme stadie som den tidligere epoke. Og det er bemærkelsesværdigt, at Henry Kjellson påstår, at vi med al vores viden endnu ikke helt har nået fortidens udviklingsstadie. Vi kan nemlig ikke helt forklare, hvordan for eksempel Aswan-obelisken på ca. 1.100 tons blev skåret ud af grundfjeldet, eller hvordan de finpolerede blokke til Khufu-pyramiden blev fremstillet. Vi kan heller ikke forklare, hvordan et så enormt bygværk som Khufu-pyramiden blev skabt og til hvilket formål, for egyptologernes gravteori er både ulogisk og blottet for beviser. 

Det siges, at tibetanere, egyptere og inkafolkets forgængere kunne løfte og transportere store stenblokke ved hjælp af toner eller lydbølger. Og Henry Kjellson oplyser, at alverdens flyteknikere i dag arbejder med levitationsproblemet – det vil sige problemet med at gøre ting vægtløse ved ophævelse af tyngdekraften. Måske når vores nutidige civilisation lige så langt, men endnu er vi ikke i stand til at præstere det samme, som de gamle civilisationer. Når vi engang er kommet lige så langt i udviklingen, bliver en hel del vedrørende fortidens tekniske formåen uden tvivl klarere. 

Tibetanernes evne til at løfte tunge stenblokke ved hjælp af lydinstrumenter kan forklares mekanisk, og denne teknik er forklaret i artiklen »Okkult magi og overnaturlige kræfter« som kan downloades på Aton Kulturrejsers website ( http://www.egyptenrejser.dk/a-312/ ). 

 

 

Juvelius' cifferskrift
Henry Kjellson interesserede sig ikke kun for beretninger om flyvemaskinelignende genstande i Bibelen. Han hæftede sig også ved oplysningerne om de undere, Moses udførte før udvandringen fra Egypten, såvel som ved de rituelle og mystiske handlinger og forskrifter, der var knyttet til tjenesten i åbenbarelsesteltet og til behandlingen af Pagtens Ark. Her fremgik det med al ønskelig tydelighed, at de gamle víse både kendte og anvendte et stof, der udsendte en yderst farlig stråling. Arken var opbevaringssted for dette stof under israelitternes vandring. Den er senere forsvundet, og det har ikke været muligt at finde den. Der nævnes mange skjulesteder for Arken. (Der kan henvises til et dansk ingeniørbidrag til løsning af gåden om Pagtens Arks skjulested i Poul Bjørndahl Veggerbys: »Nostradamus og Profetien om Pagtens Ark«).
 

Omkring 1922 fik Henry Kjellson fat i bogen »På Rätta Vägar«. Den handlede om udgravninger i Jerusalem. Man mente, at Arkens opbevaringssted var et underjordisk skatkammer eller asyl i Ofelbjerget ved Jerusalem. Bogen var skrevet af ingeniør Millen, som var leder af udgravningerne. »På Rätta Vägar« var en bog, der beskæftigede sig med de samme tanker og problemer, som Henry Kjellson selv arbejdede med. Udgravningsekspeditionen søgte efter Arken i årene 1909-1911. Da arbejdet senere skulle genoptages, var der udbrudt krig, og efter 1918 var de politiske forhold ændret så meget, at arbejdet ikke kunne udføres. 

Men bogen rummede en værdifuld oplysning. Den oplyste nemlig, at ekspeditionen udførte sine gravninger efter anvisninger og oplysninger fra et ciffer (eller en kode) i Bibelen, som var opdaget af dr. Juvelius i Finland. I bogen skriver Millen følgende: »For ca. 10 år siden kom jeg i forbindelse med dr. Valter Juvelius i Finland. Han havde opdaget et ciffer i Bibelen med et yderst mærkeligt indhold. Det indeholder en beskrivelse af, hvor Pagtens Ark er gemt i Jerusalem, og hvordan man kan nå frem til den.« 

Henry Kjellson forsøgte naturligvis på forskellige måder at opspore dette ciffer. Oplysningen i bogen så nemlig ud til at bekræfte, hvad der er sagt om Bibelen og dens cifferskrift – og hans egne formodninger og anelser gik jo i samme retning. Det værdifulde spor, der oplyste, hvor cifferskriften skulle søges, fik han i 1957, men først i 1960 fik han fat i den og kunne tyde cifferprincippet. Den langvarige udsættelse fra 1922 skyldes, at han havde besluttet ikke at stå offentligt frem med sine undersøgelser og studier, så længe han var i aktiv tjeneste. Da han var blevet pensioneret, begyndte han efter mange opfordringer at holde foredrag i tekniske foreninger. Ved et foredrag i en mere lukket kreds kom han i forbindelse med nogle personer, der sagde, at de vidste, hvor det ciffer fandtes, som han i over 30 år havde været på jagt efter. Efter foredraget kom en kvinde ved navn Wera hen til ham og spurgte, om han kendte Millen og dr. Juvelius, eftersom han havde omtalt dem i foredraget. Han benægtede og fortalte, at han i meget lang tid havde ledt efter cifferet. Wera kunne fortælle, at cifferet fandtes i deres forening. 

 

Målinger i Egypten
Henry Kjellsons forskning bragte ham til Egypten. Under rejsen i Egypten målte Henry Kjellson strålingen på de fleste af de steder, han besøgte. For at tage resultaterne i rækkefølge fra syd til nord kan det nævnes, at han ikke kunne konstatere udslag ved Aswan hverken ved den røde granit i stenbruddet eller ved den sorte granit, som fandtes rundt om det. Der var heller ingen udslag i Luxor eller Karnak – og ingen i Kongernes dal, hvor han foretog målinger i en del kongegrave – blandt andet i Tutankhamons grav – samt i flere af områdets adelsgrave. Der kom heller ikke noget ud af målinger i Memphis, ved trinpyramiden i Sakkara eller inde i Serapeum – de hellige Apis-tyres nekropol og underjordiske gravlabyrint. 

Til gengæld var der positivt resultat nede i sarkofagen i Khufu-pyramidens kongekammer. Uden for pyramiden gav geigertælleren nulværdien (5–6 udslag i minuttet). Inde i dronningekammeret var der kun 1 udslag i minuttet, for her under de enorme stenmasser kunne den kosmiske stråling åbenbart ikke trænge ind. Rundt om på gulvet og væggene i kongekammeret kunne han registrere nulværdien 1, men inde i selve sarkofagen nede ved bunden målte han ca. 30 udslag i minuttet – og dette måleresultat blev optaget på bånd. 

Hvor stammer den stærke stråling fra?
Hvorfra stammer den stærke stråling, som både kunne måles i kongekammerets sarkofag i Khufu-pyramiden og desuden i gården til kongegravene i Jerusalem? Er der nogen forbindelse mellem disse steder og mellem disse og arken? Det kunne konstateres, at strålingen i Khufu-pyramiden ikke skyldes selve granitmaterialet, for strålingen kunne ikke konstateres ved målinger af materialet i stenbruddene ved Aswan og på granitsrakofagene i Serapeum. 

 

Og hvorfra stammer den stærke stråling ved kongegravene i Jerusalem? Eftersom geigertælleren ikke gav udslag ved højderne på Silo, hvor Arken angiveligt har stået i 300 år, er det tænkeligt, at man her anvendte en så sikker afskærmning mod strålingen, at ingen mærkbar stråling slap ukontrolleret ud. Arken var oprindelig omgivet af flere lag store skindtæpper (jf. 2. Mosebog 26:7 og 14), men de forsvandt, da filistrene erobrede Arken. Arken forårsagede derfor store strålingsskader blandt filistrene. 

Inden Arken blev ført tilbage til israelitterne på Davids tid, blev den forsynet med en ny afskærmning, som nu bestod af 5 guldplader, der blev anbragt omkring Arken som sider og låg. Det fremgår af teksten i 1. Samuelsbog 6:4 og 8, vel at mærke hvis den læses i den hebraiske originaltekst. (I templet i Jerusalem var Arken yderligere beskyttet af to keruber. I 1. Kongebog 8:6–7 læses: »Så førte præsterne Herrens Pagts Ark ind på dens plads i templets inderhal, det allerhelligste, og stillede den under kerubernes vinger; thi keruberne udbredte deres vinger over pladsen, hvor Arken stod, og således dannede keruberne et dække over Arken og dens bærestænger. Stængerne var så lange, at enderne af dem kunne ses fra det hellige foran inderhallen…« Er man interesseret i sikkerhedsforskrifterne for betjeningspersonalet, kan der henvises til Jochim Pahl: »Stjernemennesker«, kap. 16). I Jerusalem skulle Arken derfor ikke have forårsaget eller afgivet nogen nævneværdig skadelig stråling. 

Ukendte rum i Khufu-pyramiden og Kongegravsgården?
Materialet, der udgør belægningen i Kongegravsgården, ser ikke ud til i sig selv at udsende stråling. Hvis belægningen har afgivet sekundærstråling fra en tidligere bestråling, må denne sekundære stråling nu have fortaget sig efter næsten 3.000 år. Der kan derfor næppe findes nogen anden forklaring, end at strålingen stammer fra et endnu virksomt strålingsudsendende materiale under gulvstenene. Med andre ord: Der findes måske et rum under Kongegravsgårdens gulv med et stof, der endnu udsender stråling. Og det samme gælder måske også i Khufu-pyramiden. Den danske arkitekt Hubert Paulsen er – ud fra geometriske overvejelser – også kommet til denne konklusion, at der findes et ukendt rum i Khufu-pyramiden. 

 

 

 Erik Ansvang
Erik Ansvang arrangerer kulturrejser til Egypten samt skoleforløb og weekendkurser om esoterisk egyptologi i AtonSkolen. Programmer kan ses og downloades på www.egyptenrejser.dk Undervisningen er baseret på traditionel egyptologi, som er uddybet med tværvidenskabelige studier og seriøse åndsvidenskabelige kilder. Kombinationen giver en overraskende dyb indsigt i Egyptens visdom, ritualer, indvielser, kultceremonier, myter og legender. Erik Ansvang administrerer desuden www.visdomsnettet.dk og tilbyder weekendworkshops i VisdomsSkolen. Programmet kan ses på både www.egyptenrejser.dk og www.visdomsnettet.dk

 

Kildehenvisning:

Henry Kjellson: »Forsvunden teknik«

 

 

Til forside

Oprettet den 12. januar 2006 læst af: