Gåden om Moses’ virkelige skæbne

Rabbinernes gamle skrifter og oldtidens forfattere afslører Moses’ senere skjulte rolle som prins i Egypten - og omtaler tilmed hans indsigt i magiens og stjernernes verden.

Af  ERIK ANSVANG

Copyright © Erik Ansvang
 

Faktisk blev anvendelsen af en bestemt besværgelse en uventet start på en udvikling, der i oldtidens verden skulle blive grundlaget for fremkomsten af den jødiske og senere også den kristne kultur - vores nuværende vestlige civilisation.

Til enhver lyd hører en dertil overensstemmende vibration. Det er denne kendsgerning, der ligger til grund for forståelsen og brugen af kraftord eller mantraer. Et kraftord, et mantra eller en besværgelse er en bestemt lyd eller lydrække, som et menneske kan intonere for at kunne fremkalde bestemte virkninger. At lyd har en virkning er en videnskabelig kendsgerning, for det er almindelig kendt, at en lyd fra et musikinstrument kan forplante sig til andre genstande - eksempelvis et glas - som reproducerer svingningerne. Og hvis tonen og vibrationerne stiger til et niveau, hvor glasset ikke længere formår at svinge med, vil glasset springe. Lyd har i sandhed en virkning på omgivelserne.

Det er mindre kendt, at man både kendte og anvendte denne viden i de gamle kulturer. Ikke mindst også - som vi nu skal se - i forbindelse med Moses.

Det skete for ca. 3.500 år siden. Stedet var Egypten, som dengang blev regeret af den kvindelige farao Hatshepsut. Og hovedpersonen var den mystiske bygmester og storvesir Senmut (el. Senenmut), hvis liv altid har været en gåde for egyptologerne. Senmut gik over i historien bl.a. på grund af et arkitektonisk mesterstykke - Hatshepsuts gravtempel på Vestbredden i Theben (Luxor).


Ny og grundig forskning på området afdækker en helt anden og veldokumenteret virkelighed i datidens Egypten. Den er foretaget af den danske forsker Ove von Spaeth, som fremlægger overbevisende konklusioner med solid basis i historiske og astronomiske studier kombineret med mangeårige intensive undersøgelser inden for arkæologi, antropologi, oldtidssprog, religionshistorie, egyptisk tradition samt mysterielæren og mytologien.
 

Den dramatiske episode, der ændrede verden, fandt sted da vores hovedperson, den tids største bygmester og arkitekt (hans baggrund har på det plan været ensbetydende med flere højere indvielser), overvågede et anlægsarbejde. Pludselig blev han angrebet han af en egyptisk arbejdsleder, som havde til hensigt at myrde ham, men undslap ved på stedet at foretage en magisk påkaldelse.

Ifølge de gamle rabbinerskrifter faldt angriberen død om: "…da lyden af Guds navn nåede hans ører…" - eller herunder i kraft af "…den måde han udtalte gudsnavnet på…". For nutidsmennesket lyder det gådefuldt, men et voldsomt antal også netop egyptiske tekster viser udstrakt brug af magiske formler. Selve det tilsyneladende dødsfald blev efterfølgende brugt som et påskud til at gennemføre en snigende revolution, der til sidst sendte denne store personlighed på flugt ud af Egypten.


Kongebarnsritualet

Men lad os for et øjeblik forlade denne dramatiske hændelse for at rette blikket mod en anden interessant begivenhed, som undervejs er nært forbundet med den skæbnesvangre episode ved anlægsarbejdet. Den handler om et tre måneder gammelt spædbarn i et lille sivflettet fartøj, der blev sat ud på Nilen og blev samlet op af kongens datter. Jamen er det ikke beretningen om Moses, vil mange spontant tænke? Jo, det er historien om Moses … blandt andet. Bibelen i sin nuværende version efterlader det indtryk, at denne scene er noget helt unikt for Moses.

Men omkring ettusinde år tidligere hører vi om nøjagtig den samme hændelse. Her hed drengebarnet Sargon (2300 f.Kr.), og floden var Eufrat. Et lignende arrangement blev kendt for det græske "gudebarn" Dionysos, såvel som Attis. Og fra indernes kongesøn Karna, og, senere igen, fra latinernes Romulus, tyrkernes Tu-Küeh, de engelske kelteres kong Arthur og skandinavernes kong Skjold. Så mange identiske hændelser kan umuligt være udtryk for rene tilfældigheder.

Forklaringen er da også ganske logisk - og ikke noget med forskernes påfund om såkaldte "vandresagn" - for i de gamle samfund havde mysteriespil eller kultdramaer en uhyre vigtig funktion, og sandheden er, at hændelsesforløbet var et udbredt kultisk ritual for udvalgte kongebørn både før og efter Moses. I Egypten var enhver farao et gudebarn, nemlig gudesønnen Horus der - ifølge den levende myte - fra båden i sivene på Nilen blev taget op af sin mor, himmeldronningen Isis.

I dette ældgamle kongebarnsritual indgår derfor et spædbarn sendt af guderne i et lille fartøj på vandet, og barnet tages op af kongens datter og føres til paladset for senere at blive konge. Sargons kongebarnsritual er det ældste kendte, og Moses er det berømteste.

Alt tyder på, at Moses var hovedpersonen i et sådant kultdrama, hvilket var forbeholdt kongebørn, der var udset til tronarvinger. De var "udvalgte". Det var desuden en kulturel praksis hos egypterne, babylonierne, grækerne og romerne, at kongelige brugte ammer til deres børn - og det indgik som en uadskillelig del af ritualet.

Konklusionen på den nye forskning er, at Moses ikke var hebræer, men egypter. At han ikke alene var kongelig, men desuden kronprins. Og at arrangementet med sivbåden var et kendt kultisk ritual, hvor han blev taget op fra vandet af moderen, dvs. dronningen eller kronprinsessen, og bragt til kongeboligen.

Og i overensstemmelse med praksis fik Moses naturligvis også en amme, der var som en mor for ham. Ammens rolle har skabt myten om Bibelens Jochebed, som fejlagtig blev fremstillet som Moses' mor. Men hun er hverken hans amme eller hans reservemor. Fejltolkningen er givetvis opstået, fordi Moses lod sig kalde "søn af Jah-Khebet", hvilket betyder søn af "himlens gudinde" eller Isis - hvilket i virkeligheden var en af dronningens titler.


Hvem var Moses?

Sandsynligvis trænger dette spørgsmål sig på lige nu: Hvad er forbindelsen mellem overfaldet på den grandvoksne kongelige overopsynsmand/arkitekt ved anlægsarbejdet og kongebarnsritualet for spædbarnet Moses? Hvad har Senmut og Moses med hinanden at gøre? Først, den egyptiske dronning Hatshepsut havde åbenbart iscenesat det omtalte kongebarnsritual for sit barn.

Ove von Spaeths ufatteligt systematiske og detaljerede forskning afslører, at Senmuts og Moses' liv er overraskende identiske. Mængden af sammenfald i begivenheder er ganske enkelt overvældende.

Indicier i identitetsspørgsmålet bestyrkes af hans bøgers omfattende samling af konkrete kildebelagte parallelle facts om Senmuts og Moses' status, embeder og værker. Potentialet hos den intelligente, kreative, skabende og igangsættende Senmut, der var tæt forbundet med kongehuset, passer på utroligt mange specifikke områder præcist til dét, rabbinerskrifter og andre oldtidskilder fortæller om Moses mangeartede talenter og handlinger, imens han, også ifølge Bibelen, netop bar titlen "Søn af Faraos Datter".

At se forbindelsen mellem Senmut og Moses kræver selvfølgelig, at man søger at respektere det naturvidenskabelige objektivitet-ideal så langt som at se bort fra forudfattede meninger, og forske med et nyt syn også på de fortrængte kilder. Normalt forskes der, som om Moses kun kendes i Bibelens udgave. Således i den hidtidige forskning er stort set alle egyptiske, græske, romerske, indiske og arabiske overleveringer og de ældste kirkefædres optegnelser holdt borte som forstyrrende elementer. I denne artikel er det selvsagt ikke muligt at fremlægge den overvældende mængde af data, der kan dokumentere de nye teorier, men de er tilgængelige for alle i Ove von Spaeths bogserie.


Fra dateringsproblem til myte

I kølvandet af den nye forskning toner således et helt nyt billede frem: Dronning Hatshepsut er sandsynligvis mor til kronprinsen Senmut, som er identisk med Bibelens Moses. Jamen, levede Moses ikke under Ramses II, vil mange sikkert indvende? Sandheden er, at forskerne har haft store problemer med at fastslå, hvilket århundrede Moses levede i. Der tales bare ikke højt om det.

Faraonernes rette datering er et centralt, men også drilagtigt og besværligt område. Intet fast tidspunkt har hidtil kunnet bevises - og egyptologerne såvel som teologerne er indbyrdes uenige.

Den udbredte antagelse af, at Moses levede samtidig med netop Ramses II i 1200-tallet f.Kr., stammer fra en misforståelse allerede for 150 år siden, da en kendt tysk egyptolog udgav en tidstavle.

Senere viste det sig, at egyptologen fra det dengang utilstrækkelige materiale havde fået dateret Ramses II ca. 300 år for tidligt - dvs. i 1500-tallet f.Kr. Men på det tidspunkt var idéen om, at Moses levede samtidig med Ramses II blevet vidt udbredt, og siden er Moses-forskningen gået i gal retning. På baggrund af efterfølgende revideret viden omdaterede man Ramses II til 1200-tallet, men selv om der ikke var skygge af bevis for beslutningen, flyttede man automatisk Moses med. Alle citerede ukritisk denne misforståelse videre, og den blev efterhånden den anerkendte "sandhed".

Siden har man søgt efter spor af Moses i det forkerte århundrede, og da dette har været forgæves, betragter mange forskere nu Moses som "ikke-eksisterende".


Fra Hatshepsuts tempel. Foto: copyright © 2002 Erik Ansvang

 

Stjernekortets hemmelighed

Astronomisk datering er den mest præcise datering, der kendes. Den lærde og respekterede rabbiner Isaac Abrabanel har for mere end 500 år siden i sine hebraiske kommentarværker gengivet en ældgammel oplysning om en sjælden astronomisk begivenhed. Optegnelser af denne art er ikke usædvanlige, for i tidligere kulturer var astrologiske og astronomiske fænomener meget betydningsfulde, og derfor blev de ofte optegnet. I de hebraiske optegnelser er de grupperede himmellegemers position forud for Moses' fødsel udførligt gengivet.

Der var tale om en storkonjunktion, som i dette tilfælde viste sig som en sjælden planetsammenstilling, og derfor kan fænomenet verificeres videnskabeligt med stor præcision. Denne himmelbegivenhed kan med sikkerhed beregnes at være sket ved i nymåne i februar-marts 1537 f.Kr., og ifølge Abrabanel blev Moses født tre år efter. I den rabbinske tradition kendes den direkte årsangivelse af fødselstidspunktet for Moses næppe mere, men dog holdes det stadig i hævd, at selve måneden var den hebræiske månemåned "adar", som netop er februar-marts.

Men Abrabanel er ikke den eneste kilde til denne datering. Senmut var Egyptens kalendermester, og i sin grav har han ladet udføre et detaljeret stjernekort, der må betragtes som hans "dåbsattest-horoskop". For det viser nemlig ikke alene den samme måned, men selvsamme dag som rabbinerskrifterne angiver som Moses' færd på Nilen - nemlig den 7. maj i vores nutidige kalender - og selve året falder de omtalte 3 år efter storkonjunktionen, altså lige så præcist i 1534 f.Kr. Hvilket sammenfald! Senmuts kunnen på det astronomiske felt var i øvrigt af et sådant format, at hans udbyggede stjernekortsystem dannede skole i Egypten gennem mere end tusinde år derefter.


Den skæbnesvangre intrige

Ove von Spaeths systematiske forskning er et overflødighedshorn af spændende informationer om Senmuts/Moses' liv og gerning fortalt i et levende sprog. Et forsøg på at gengive det farverige liv, hvor Senmut/Moses "stod i faraolære", vil være halsløs gerning. Pladsen tillader det ikke. Men det var i sandhed en periode, hvor præsteskabets magt og indflydelse voksede og udfordrede faraoens magtposition. Det placerede kronprinsen Senmut/Moses i begivenhedernes centrum.

Præsteskabet havde andre planer for arvefølgen end dronning Hatshepsut. De planlagde og gennemførte derfor en uhyre snedig og næsten usynlig undergravning af Senmuts/Moses' position og magt. Det uhyggelige magtspil kulminerede i et veltilrettelagt komplot, hvor han gik i præsternes udspekulerede fælde.

Arkitekten, landets entreprenør, faraos næstkommanderende, Senmut/Moses foretog den føromtalte inspektion af et anlægsarbejde. Som oplyst i 2. Mosebog "iagttog han hebræernes byrder", og her blev han oprørt over at se en egypter overfalde en hebræer. Teksten fortæller, at han slog egypteren ihjel og gemte ham i sandet. I rabbinerskrifternes mere uforkortede beretning herom hører vi, at egypteren blev dræbt alene fordi Moses foretog en afværgende bevægelse, men meget taler for, at det hele var arrangeret til at tage sig ud som drab.

Ved hjælp af egyptiske tekster sandsynliggør Ove von Spaeth, at det lykkedes Moses "at få magt over" angriberen ved hjælp af sit scepter eller sin magtstav. Den angribende egypter faldt derfor på mystisk vis om som død. Dengang ville der normal ikke blive gjort nogen større affære ud af, at en så højtstående person i selvforsvar kom for skade at slå en underordnet ihjel. Alligevel blev det grundlaget for et komplot, der skulle forhindre Senmut/Moses at bestige tronen efter sin mor dronning Hatshepsut. Hvordan bar præsteskabet sig ad?



Det rituelle brodermord

Ved nogle af de ældste kendte mysteriespil i oldtiden udspilledes et vigtigt ritual i forbindelse med nytårsfesten eller "fornyelsesfesten". I Egypten hed dette ritual "Heb-Sed festen" eller "Sed-festen". Under denne festival skulle faraonen, ledende hoffolk og præsterne klæde sig ud og spille mytologiske roller.

En særlig udvalgt person blev udklædt som stedfortrædende farao. Han optrådte og fungerede som rigtig konge i en periode - ofte tre dage. Ildevarslende astrologiske forudsigelser eller en reel krisesituation for landet, kunne kræve et kongeoffer, hvor denne narrekonge dræbes i stedet for kongen, hvorefter den oprindelige konge atter indtog sin plads på tronen og indledte sit herredømme under nye og bedre astrologiske omstændigheder.

Bag denne ofringsrite skimtes myten om gudekongen Osiris, der reelt ritualdræbtes, men derefter opstod som en ung Horus, "den nye konge", hvilket indebar en genfødelse af kraften. Det blev almindeligt, at også rituelle kongemord kunne udføres på en stedfortræder - det stedfortrædende offer. Efterhånden ændredes "drabet" mest til blot en symbolsk handling.

Kongen kaldtes "den levende Horus", og i sit 30. år på tronen "døde" han i Sed-ritualet, hvorefter han som Horus-barnet "genfødtes". Den periode udgør en astronomisk/astrologisk stor-parallel til en månefases afslutning inden for 30 dage. Men normalt var situationen ikke så alvorlig, at så vidtgående handlinger som et regulært kongedrab var nødvendigt, for at kongen kunne "få tilbagegivet sin ungdomsstyrke og vitalitet".

Ved Hatshepsuts Sed-festival har præsteskabet formentlig besluttet at sætte kronprins-kandidaten ud af spillet. Præsterne strategi var at bruge Senmut/Moses direkte i rollen som stedfortrædende kongeoffer, for ifølge de gamle traditioner var en person nær kongen bedst egnet som stedfortrædende for en konge. På denne måde kunne et mord på en tronfølger både camoufleres og "legaliseres". Senmut/Moses havde forinden sørget for at lade sig udnævne til at være "faraonens talerør", en titel der beskyttede ham mod henrettelse. Derfor måtte præsterne bruge en dengang ikke ukendt metode - et "stedfortrædende offer for et stedfortrædende offer".

Dette paralleloffer blev iklædt kongedragt og i var forvejen ført ind på Sed-pladsen. Han var lydløst til stede - kneblet og bundet. De gamle rabbinerskrifter angiver, at da Moses blev ført ind tilsvarende klædt i en kongedragt og med bind for øjnene, skulle henrettelsen gennemføres, uden at han vidste, at der samtidig befandt sig den ekstra person ved siden af som stedfortræder. I henrettelsesøjeblikket fik Moses derfor en psykisk oplevelse af at blive henrettet - at være død. Det er en illusion, men den opfattes hos offeret i en første fase som en reel tilstand, selvom det var den anden, der måtte lade livet.


Flugt og forbandelse

Efter "henrettelsen" var Moses fredløs. Processen medførte ikke alene total degradering, men også bandlysning og forvisning. Den symbolske henrettelse medførte, at han i omverdenens øjne kunne betragtes som død. Ikke nok med det - handlingen blev fuldbyrdet med en forbandelse ved at besværge ved blodet fra parallelofferet. Forbandelsen skulle forhindre, at han nogensinde skulle få identitet, navn og status tilbage.

Forbandelsen lagde ikke alene et psykisk pres på ham selv, for at han skulle opgive alle tanker om et comeback. Men samtidig indebar forbandelsen, at den også ville ramme alle, der forsøgte at hjælpe ham.

Man prøvede herefter systematisk at fjerne hans navn, billeder og statuer. At udslette et navn i det gamle Egypten, var et magisk ritual. Det var som at udslette personen selv. Han måtte hverken være kendt af samtiden eller eftertiden. Det lykkedes ham dog at flygte og slutte sig til det hebræiske folk, nu kaldet israelitterne, og vi ved fra deres jødiske efterkommeres historie, at han blev dette folks store lovgiver. Dertil kommer at hans særlige indsigt i den egyptiske mysterielære gav ham et dybtgående fundament som senere religionsstifter.


Virker forbandelsen stadig?

På et langt senere tidspunkt udførtes endnu et "attentat" på Moses' identitet som egyptisk tronarving. Det skete, da en jødisk bibelredaktion allerede i 400-tallet f.Kr. udelukkede flere oplysninger om Moses' virkelige ophav. Det er næsten som om den magiske forbandelse stadig var aktiv.

Ja, på en måde er den fortsat virksom i nutiden - skønt den nu er afsløret og derved får iværksat sin "afvæbning" ifølge de gamle regler. Ove von Spaeths omfattende dokumentation og grundighed er velfortjent blevet fremhævet af en række af velrenommerede og fagvidenskabelige forskere i forskellige sammenhænge. Men fra de to akademiske grupper, som har mest faglig prestige på spil, nemlig egyptologer og præster (teologer), forsøges ihærdigt at ophæve betydningen af de nye spor, der nu synes at true med at føre til en endelig opklaring af gåden om Moses.

Ove von Spaeths forskning udgives som en bogserie fra forlaget C.A. Reitzel: "De Fortrængte Optegnelser", "Gåden om Faraos Datters Søn" og "Den Forsvundne Tronarving", som alle er udkommet. Men yderligere to er på vej: "Den Hemmelige Religion" og "Profeten som Ukendt Geni".

Bøgerne, hvad enten én alene eller flere, kan læses uafhængigt af hinanden - og et væld af oplysninger kan hentes på denne bogseries egen hjemmeside, hvor bøgerne tilmed kan bestilles direkte: www.moses-egypt.net

Værkets omfattende kildehenvisninger vidner om overordentlige grundige baggrundsstudier. Afvisning af Ove von Spaeths forskning og veldokumenterede konklusioner vil ikke alene være uvidenskabeligt, men direkte useriøst.

Spørgsmålet er, hvordan man ophæver den forbandelse, der blev manifesteret for næsten 3.500 år siden? Kunne det - som allerede antydet - ikke netop tænkes ud fra den gamle videns egne betingelser, at en udbredelse af Moses rette identitet, navn og status er den rette magiske modgift?

Erik Ansvang

forfatter, foredragsholder, arrangør og rejseleder,
arrangerer kulturrejser til Egypten:  www.aton-rejser.dk
- og er tilknyttet World Wisdom Trust ( www.worldwisdomtrust.com )

Henv.: Nordre Fasanvej 34, 3. tv., 2000 Frederiksberg.
tlf.-henv.: 33 23 32 12, - e-mail:  aton@egyptenrejser.dk


Fra Hatshepsuts tempel. Foto: copyright © 2002 Erik Ansvang
 

 ¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

De omtalte bøger er fra Ove von Spaths bogserie "Attentatet på Moses" - se også: www.moses-egypt.net  
Kan bestilles direkte  hos C.A. Reitzel forlag/butik: tlf. 33 12 24 00 og info@careitzel.com
 

Til forside