Okkult magi og
overnaturlige kræfter

- dengang og nu

 Forfattet, kompileret og redigeret af Erik Ansvang  

 

Overnaturlige kræfter og magi
Åndsvidenskaben oplyser, at fortidens store kulturer og civilisationer opnåede deres storhed, blandet andet fordi menneskeheden dengang kendte, kontrollerede og anvendte såkaldte overnaturlige kræfter. Dette postulat afvises kategorisk af naturvidenskaben, som fastholder, at de gamle kulturer var primitive i forhold til nutiden, og de kræver fysiske beviser for påstanden. Denne artikel er et forsøg på at bygge bro mellem åndsvidenskab og naturvidenskab, for meget tyder på, at de såkaldte overnaturlige eller magiske evner faktisk er beskrevet og bevidnet af mennesker med faglig kompetence. Når disse erkendelser ikke er blevet fulgt op af systematiske, naturvidenskabelige undersøgelser, skyldes det måske, at de udgør en potentiel trussel mod det herskende naturvidenskabelige, materialistiske verdensbillede.

 Måske er det vigtigt indledningsvis at pointere, at åndsvidenskaben ikke tror på eksistensen af overnaturlige kræfter, for det er ulogisk at forestille sig, at nogle naturkræfter skulle være over naturen. Men der findes kendte og ukendte kræfter i naturen, og de ukendte kalder naturvidenskaben for overnaturlige – og forskerne har en tilbøjelighed til at kategorisere det, de ikke kender og forstår som ikke-eksisterende. Hvis man anerkendte disse kræfters eksistens, ville det medføre, at de seriøst kunne udforskes, kontrolleres og anvendes – og desuden indebærer det sandsynligheden for, at menneskeheden muligvis kendte, kontrollerede og anvendte disse kræfter i de gamle kulturer, som havde en ikke-materialistisk opfattelse af mennesket, naturen og kosmos.

 Den samme problematik møder vi i begrebet »magi«. Når et fænomen får betegnelsen magi, skyldes det, at vi ikke kender den naturlige forklaring bag fænomenet, men det medfører selvsagt ikke, at fænomenet ikke har en naturlig forklaring – vi kender den bare ikke på nuværende tidspunkt. Teosoffen C.W. Leadbeater gav klart udtryk for nutidens problem, da han sagde: »Det er en fejl at tro, at grænsen for ens egen opfattelsesevne også er grænsen for, hvad der kan opfattes«.

 I Alice A. Baileys Bog »The destiny of the Nations«, p. 118 fortæller den tibetanske mester Djwhal Khul om egyp­ternes evne til fysisk skabelse ved hjælp af magiske evner. Han siger:
 

»Jeg vil minde jer om, at i Egypten, hjemstedet for den gamle magi, var det magiske arbejde direkte koncentreret om at frembringe fysiske virkninger og stoflige resultater, og at magi­kerens arbejde kommer til udtryk i den forbløf­fende skabelse af de gamle gigantiske byg­nings­værker, som i deres tavse og uberørte storhed tiltrækker sig arkæolo­gers og rejsendes opmærksomhed.«

 En udtalelse fra en tibetansk mester har ikke store chancer for at blive taget alvorligt af nutidens forskere, men vi ser heldigvis, at nogle af nutidens lærde tager mod til sig, og udfordrer de anerkendte teorier. Eksempelvis kom professor i arkitektur ved Cairo Universitet, Ibrahim Sayed Karim, med denne modige udtalelse i »Cairo Times«, 6.-19. august 1998:

 
I virkeligheden byggede faraonerne pyramiderne ved at ophæve tyngdekraften. Elektrostatiske ladninger og lydvibrationer blev anvendt til at løfte og stable de enorme tonstunge stenblokke. Jeg har fundet disse informationer på to papyri – den ene i en grav for en arkitekt ved Karnak-templet – den anden i Louvre. Faraonerne kendte mange kosmiske kræfter, og de udnyttede dem til at nå deres videnskabelige mål. Denne teori bringer mange tidligere teorier om pyramidernes konstruktion i miskredit.«

 Udtalelsen blev mødt med en storm af protester fra anerkendte forskere, men professoren forsvarede sig med sund logik, for han sagde, at det i dag kan bevises, at de anerkendte teorier om bygningen af den store pyramide ikke er mulige, og jeg foretrækker en teori, der måske er mulig, frem for en teori, der beviseligt er umulig. 

  

»Guder vandrede blandt mennesker«
Men hvad er forklaringen på, at kulturer, som vi opfatter som primitive og tilbagestående, skulle være i besiddelse af indsigt i og forståelse af kræfter, som vi end ikke kender? De gamle egyptere siger selv, at »guder vandrede blandt mennesker«, og åndsvidenskaben bekræfter, at højt udviklede, oplyste og indviede mennesker var fysisk til stede i Egypten, og de stillede deres magiske evner til dis­position for menne­ske­heden, som dengang naturligvis var lavere udviklet end nutidens gennemsnitsmenneske. De indviede kunne angiveligt an­vende materiali­sations­tek­nikker, hvor de skab­te eller bearbejdede sten­blokke ved hjælp af tan­kekraft. Denne teknik blev dog ikke brugt til at bygge selve pyramiden, for det ville kræve enorm kraft og koncentration. Tankemanipulerede sten blev brugt i hjørner og afslutninger, og resultatet kan ses i det såkaldte daltempel foran Sphinxen. Sandsynligvis gjorde man stenene plastiske, og på denne måde kunne de formes efter tanken. Stenene kunne bogstaveligt »flyde« om hjørner og danne tætsluttende samlinger. I denne artikel vil vi forsøge at sandsynliggøre denne påstand.

 Åndsvidenskaben oplyser desuden, at man kunne løfte tunge genstande ved hjælp af okkulte teknikker, som den almindelige menneskehed ikke mestrer i dag. C.W. Leadbeater siger i »Astralplanet«, s. 107 at:

 »Inden for den okkulte videnskab ved man, hvordan man skal ophæve eller endog vende op og ned på tyngdekraften, og det er klart, at alle levitationsfænomener let kan udføres med en fornuftig anvendelse af denne evne. Det var utvivlsomt ved hjælp af kendskabet til denne hemmelighed, at nogle af luftskibene i det gamle Indien og Atlantis blev hævet fra jorden og gjort lette nok til at kunne bevæges og styres‚ og det er ikke usandsynligt, at det samme kendskab til naturens finere kræfter hjalp dem, som rejste de enorme stenblokke, der blev brugt i den kyklopiske arkitektur eller bygningen af pyramiderne og Stonehenge.«

  

 Disse oplysninger støttes af informatio­ner, som lægen Vio­la Petitt Neal fik i sine natlige forelæsninger. I »Gennem forhænget«, s. 243 fortæller hun:
 

»Pyramiderne blev bygget af præsterne i Atlan­tis. Ved opfø­relsen anvendte de en levi­ta­ti­ons­metode, idet de gjorde brug af tanke­kraft og astral energi. Jeg har ikke fået at vide, hvor­dan det egentlig fo­regik«.

 Den kendte amerikanske clairvoyante forsker, Edgar Cay­ce (den sovende profet), der anvendte samme forskningsmetode som Vio­la Petitt Neal, fortæller det samme i Geoffrey Keyte: »The Hall of Records and Edgar Cayce:
 

»Den (pyramiden) blev rejst ved anvendelse af universelle love og kræfter, som får jern til at flyde på vand. Ved hjælp af de samme love overvindes eller neutraliseres tyngdekraften, og sten kan flyde på luft. Pyramiden blev derfor bygget ved hjælp af levitation, under­støt­tet af sang og chanting, meget i lighed med de metoder druiderne i England brugte til at rejse deres store sten i en senere periode.«

 Egypten var hjemstedet for den gamle magi
Når vi taler om magi i det gamle Egypten, skal vi have fat i skaberguden Khnum. Khnum blev oftest vist med menneskekrop og vædderhoved. Vædderen og de egyptiske guders vædderlignende hoved­klædninger symboliserer de enorme skaben­de kræfter, som en skabergud udsender. Kraften indebærer at guden både bog­stavelig og i overført betydning målretter de umådelige kræfter, der er frem­kaldt i universet. Det samme gælder for mennesket i mikrokosmisk måle­stok, men her er energien vendt mod den mentale og åndelige indvirkning på både sind og stof. 

 

Navnet Khnum stammer fra ordet »Khnem«, som betyder »at forene«, »at sammenføje« eller »at bygge«. Evnen til at forene eller skabe syntese betragtede egypterne som en hellig alkymisk proces. Rødderne til ordet »kemi« eller »chemi« er »chem«, som ligeledes stammer fra navnet på den egyptiske mysteriegud »Khem«, som er identisk med skaberguden Khnum. 

Egypten hed oprindeligt »Kemit«, som betyder »den sorte jord«. »Kemit« blev senere til det græ­ske »Kemia«, som nu er omdannet til det nutidige ord: »Kemi«. Når egypterne kaldte deres land for »Kemit«, er forklaringen, at Egyptens civilisation var plan­lagt til gennem for­vandlingen fra sort jord eller mørk materie at bli­ve et tem­pel for Guds lys. Khnum blev blandt andet kaldt Khnum-Ra, fordi han skabte lyset ud af mørket. 

Efter denne introduktion, er det nu hensigten at forbinde de gamle egypteres informationer og åndsvidenskabens oplysninger med seriøse erkendelser i nyere tid, og vores søgen efter svar fører os til den svenske Draken-konstruktør og civilingeniør Henry Kjellson. 

Den gamle magi i nutidig belysning 

Skabelse af ting ud af ingenting
Henry Kjellson hørte en dag et foredrag af østrigeren dr. Linauer, som fortalte om sine oplevelser i Tibet. Han havde, påstod han, med egne øjne set, hvordan tibetanerne frembragte materie af intet. Han havde været knyttet til det amerikanske filmselskab Metro-Goldwyn og var rejst til Kina for at oprette et kinesisk datterselskab. I løbet af de tre år, han arbejdede i Kina, lykkedes det ham at redde en kineser ud af en livsfarlig situation. Kineserens taknemmelighed var stor, og Linauer kom til at bo hos hans familie. Han blev efterhånden optaget i et hemmeligt broderskab og fik ved hjælp af dette broderskab mulighed for at komme ind i Tibet. 

Han kom til et kloster i den nordlige del af landet. I løbet af de sidste 300 år var det kun lykkedes fem vesterlændinge at skaffe sig adgang til dette kloster. Hvilket kloster, det drejede sig om, fik Henry Kjellson aldrig at vide under den korte samtale, han havde med Linauer efter foredraget. Han gav imidlertid en del detaljer om det eksperiment, han havde overværet. Han påstod også, at munkene havde fundet metaller, som er ukendte for os. Munkene er endvidere i stand til at frembringe lydbølger, som de kunne anvende til at udrette utrolige ting. Den psykoanalytiske forskning er højt udviklet, og det samme gælder de astronomiske og astrologiske videnskaber, sagde han. Linauer havde prøver på tre nye stoffer med sig hjem, og de kemikere, han henvendte sig til, var ikke i stand til at analysere dem. 

Lydmagi
Linauer oplyste, at munke ved hjælp af lydbølger havde opført høje beskyttelsesmure eller -bjerge omkring Tibet. Til dette formål anvendtes to musikinstrumenter og to reflektorskærme. Det ene instrument var en kæmpestor vertikalt ophængt gongong med en diameter på 3,5 m, som bestod af tre koncentriske felter af forskellige metaller. Centrum var af rent guld og så blødt, at man kunne ridse i det med neglene. Det næste felt var en cirkelrund ring af rent jern, og det yderste ringformede felt var af en usædvanlig hård, elastisk gullig bronze. Når tibetanerne slog på gongongen, skabte de en dump tone. 

Det andet instrument var en oval skål eller muslingeformet båd, der var stillet svagt på skrå. Den var ca. 2 m lang og 1 m bred. Den var fremstillet af de samme mystiske metaller som gongongen og med strenge, der var spændt over kanten på den lange led. Dette instrument blev ikke betjent, men frembragte ved hjælp af det første instrument en slags uhørlige resonansbølger – efter hvad der blev oplyst. Begge instrumenterne dannede sammen med de to skærme en trekant. Ved slag mod gongongen »materialiseredes« materie i en vis afstand derfra, og skabelsen dirigeredes ved hjælp af skærmene. 

Linauer påstod, at det ikke drejede sig om hypnose, men at den konstruktion, han havde set blive skabt, var virkelig nok. Det havde han kunnet forsikre sig om flere gange i løbet af en uges tid. Nogen nærmere forklaring på fænomenet har det ikke været mulig at give. Linauer selv vidste ingenting. Han berettede blot, hvad der faktuelt skete.

Linauer berettede også, at tibetanerne kunne opløse materie ved hjælp af lydbølger, omtrent ligesom det skete med Jerikos mure. De kunne endog frembringe bølger, der modvirkede og ophævede tyngdekraften. Med disse bølger kunne de gøre ting så vægtløse, at en mand for eksempel med lethed kunne flytte kæmpestore stenblokke. Tibetanerne vogter imidlertid omhyggeligt over deres hemmeligheder, som af europæerne – det ved tibetanerne – vil blive udnyttet til destruktive formål og ikke med opbyggende og kulturfremmende hensigt. Så vidt Linauer i den interessante samtale, Henry Kjellson havde med ham. 

 

 

Spaldings oplevelser
Linauers oplysninger bekræfter delvis oplevelser, som er beskrevet af Baird Spalding i bogen »Teachings of the Masters of the Far East«. Det drejer sig om oplevelser under et ophold i Tibet i 1894. Spalding deltog i en ekspedition med 11 deltagere. Ved en flod passerede omkring 50 tibetanske munke over – gående på vandet – mens ekspeditionen måtte søge efter en bro flere kilometer derfra. Han så desuden, hvordan et hus blev opført af intet – hvordan der fra et enkelt brød blev skåret skive efter skive, uden at brødet slap op – hvordan der blev fremkaldt levende billeder på en stor bjergvæg – hvordan røvere, der overfaldt ekspeditionens lejr, blev skræmt på flugt af billeder af krigere til hest, som munkene fremkaldte i luften omkring lejren – hvordan der dannedes is i et glas vand, som en af munkene holdt i hånden, idet der først dannedes en lille isklump i midten, som derpå voksede, indtil den udfyldte hele glasset – hvordan materie i en munks hånd blev nedbrudt og tilintetgjort ved tankekraft – hvordan planter dræbtes ved at blive tiltalt… etc. 

 

 

Ekspeditionen så også, hvordan der på en bjergvæg blev projiceret levende billeder i farver, der viste situationer fra dens rejse fra Indien og op ad Himalayas skråninger. Alt skildres af Spalding uden nogen form for dokumentation, og man får ingen forklaring på fænomenerne og heller ikke nogen beskrivelse af eventuelt anvendte mekaniske anordninger. Det er jo klart, at det kan have drejet sig om en form for hypnose, for eksempel da røverne så krigerne ride rundt om lejren. De levende billeder, der blev vist fra ekspeditionens rejse kan skyldes en kombination af telepati og hypnose. Om fremkaldelsen af billeder sagde en munk imidlertid til Spalding: »I synes måske, at det er fantastisk, men det vil ikke vare længe, før jeres folk kan frembringe billeder som dem, I har set her. Den eneste forskel vil være, at fænomenet hos jer vil blive frembragt på mekanisk vis, mens vore billeder ikke frembringes på denne måde.« 

At tibetanske munke opøver og anvender mentale eller parapsykiske kræfter er bevidnet af mange, blandt andet af A. de Riencourt i bogen »Gäst hos Dalai Lama« og af Heinrich Harrer i bogen »Sieben Jahre in Tibet« fra samme år. 

 

 

Philangi Dasas beretning 

 

Philangi Dasa har afsløret en del om den måde, hvorpå tibetanerne opnår deres ejendommelige mentale kræfter i en bog, hvor han redegør for OM- eller AUM-åndingens teknik. Den opøves tilbagetrukket under meditation, og åndingsteknikken stimuleres sandsynligvis af landets høje beliggenhed. Åndingen sker ved, at luften suges ind gennem munden og blæses ud gennem næsen. Forbrændingen i kroppen bliver ligesom indstillet på vågeblus. Åndedrættet skal gøres langsommere og langsommere. Normalt ånder man – ifølge Shiva – 9 gange i minuttet. Under måltider og konversation er åndingstallet 13,5, ved gang 18, under søvn 19, ved løb 25,5 og under elskov op til 40. 

Da åndingstallet skal bringes ned under tallet 9, må alle disse bevægelser undgås. Man skal leve i cølibat, beherske sin krop og faste, sidde stille og praktisere tavshed. Mange af munkene i de vesterlandske klostre afprøvede sikkert disse teknikker, men da de ikke opnåede de forventede resultater hurtigt nok, synes pendulet at være svinget over til den modsatte side, og det resulterede i lidenskab og orgier af forskellig slags. 

Ved at nedsætte åndingsantallet kan man ifølge Philangi Dasa nå syv forskellige udviklingsgrader: 

1. Ved et åndingstal på 7,5 i minuttet kommer man i en tilstand af salighed, som er den første grad.

2. Ved 6,0 kan man se ind i fremtiden.

3. Ved 5,25 får man et »himmelsk øje« og kan se på afstand.

4. Ved 4,5 gives mulighed for interplanetariske rejser.

5. Ved 2,25 råder man over velstand ved mindste vink.

6. Ved 1,5 ser man ind i andre himle.

7. Ved 0,75 er den fromme blevet en »levende gud« – den højest opnåelige tilstand, hvor intet længere er umuligt. 

Adepten (mesteren) skal naturligvis ikke forsøge blot at ånde langsomt et enkelt minut eller to, men træne, til det bliver en vane. Først da kan resultater nås. Åndingen kan optrænes på fire forskellige måder. Hvis for eksempel åndingstallet er tre i minuttet, varer hver enkelt ånding tyve sekunder. Man kan da ånde ind gennem munden i fem sekunder, og umiddelbart efter ånde ud gennem næsen i fem sekunder og derpå holde vejret i ti sekunder. Man kan også ånde ind i fem sekunder, holde vejret i fem sekunder, ånde ud i fem sekunder og på ny holde vejret i fem sekunder. Endvidere kan man ånde ind i fem sekunder, holde vejret i ti sekunder og derpå ånde ud i fem sekunder. Endelig kan man ånde ind i fulde ti sekunder og ånde ud i lige så lang tid. 

Hucs besøg i Tibet
Den første, der besøgte Tibet og skildrede det sagnomspundne land, er vel nok den katolske munk Huc, der i 1846 rejste omkring i landet forklædt som tibetansk præst. I sin beretning giver Huc blandt andet en beskrivelse af det såkaldte ss'Ku'bum-træ, som han studerede ved Kounboum-klosteret. Det er det „Kundskabens træ", som nævnes i det Gamle Testamente (1. Mosebog 2:17) – træet med de 10.000 blade. På hvert blad findes – ifølge Huc – et velformet tibetansk skrifttegn eller bogstav. Huc troede først, at det hele var et bedrag, men selv efter grundige studier og analyser af bladene kunne han ikke finde tegn på, at det drejede sig om et falskneri. Træet syntes at være gammelt, og tre mænd ville sandsynligvis ikke være i stand til at nå omkring stammen med strakte arme. Om sommeren har træet røde, smukke og velduftende blomster. Bogstaverne er så velformede, at de kan måle sig med et trykkeris. Når et blad falder af, vokser der et nyt frem med samme bogstav, som dog ikke er fuldt færdigt på det unge blad. Bogstaverne på dette kundskabstræ skal, hvis de arrangeres på den rigtige måde, kunne give oplysninger om, hvordan Jorden og verden blev skabt. 

 

Henry Kjellson oplyser, at han desuden har set en beretning fra en engelsk rejsende, som tvivlede på Hucs oplysninger om ss'Ku'bum-træets løv og selv besøgte Kounboum. Han blev helt overbevist om oplysningernes rigtighed og lavede skitser af en del blade. Bladenes form svarede til birketræets blades, og deres størrelse var omtrent den samme. 

I Kounboum-klosteret levede 4.000 munke. Huc var romersk-katolsk munk, som var blevet sendt til Tibet som missionær. På grund af sin rejseberetning og sit ringe held med at omvende tibetanerne, og fordi han påstod, at de tibetanske munke faktisk var et gudhengivent folk, og at han ville ønske, at de vesterlandske kristne var dem jævnbyrdige i godhed, blev han afsat af paven. 

Huc berettede også, at de tibetanske lamapræster kunne fremkalde hvert og et af de fænomener, som Jesus fremkaldte ifølge det Ny Testamente. Dette er måske, når alt kommer til alt, ikke så forbavsende. I »Aquarian Gospel« – Vandmands-evangeliet – tales der om alle de rejser, Jesus foretog i den periode, da hans færden er hyllet i mørke i de hellige skrifter – fra 12-års alderen, hvor vi finder ham i templet til 30-års alderen, hvor han på ny trådte frem i Palæstina. Rejserne gik blandt andet til Indien, hvor han studerede Buddhas lære, og til Tibet, hvor han ligeledes studerede de forskellige religioner. Det er på denne måde muligt at forklare, hvorfor der findes 40 paralleller mellem begivenheder i Jesu liv og Buddhas liv. Buddha levede dog 600 år tidligere end Jesus. Denne dobbelte forekomst af mærkelige hændelser – dels dem, som Jesus udførte, dels dem, som Huc og Spalding omtaler – kan måske forklares ved, at Jesus under sine studier i Tibet havde nået den højeste grad og var blevet en »levende gud«. 

Alexandra David-Neels ophold i Tibet
Alexandra David-Neel har skrevet flere bøger om sine oplevelser i Tibet (»Mysteries and Magic in Tibet«, »Initiations and Initiates in Tibet« m.fl.). Den første udkom i 1927 og handlede om hendes rejse til Lhasa, som blev foretaget i 1911. Hun havde rejst meget i Indien, Japan, Korea og Kina. Et par gange rejste hun omkring i Tibet. Selv bekender hun sig til den buddhistiske lære. Hun taler perfekt tibetansk og behersker flere tibetanske dialekter. Hun var klar over, at hun, hvis hun ville gøre fremskridt i Tibet, måtte beherske sproget. Da hun i 1911 begav sig til Lhasa, rejste hun sammen med en tibetansk fører, en lamaistisk munk, som hed Yongden, og som siden blev hendes adoptivsøn. Da hun efter denne rejse forlod Tibet og kom til Gyangtse, blev det europæiske vagtmandskab forbavset over at finde en tibetaner, der talte engelsk. Hun var flere gange nær ved at blive afsløret, eksempelvis da hun ved en ceremoni måtte aflægge sin hovedbeklædning, hvorved hendes lyse hår kom til syne. Hun blev dog antaget for at være en kvinde fra en fjern vestlig egn af Tibet, hvor denne lyse hårfarve forekom hos befolkningen. Men det var givetvis hendes kendskab til sproget, der reddede hende både ved denne og flere andre lejligheder. 

 

Hun havde gennemgået flere grader og var helt fortrolig med en stor del af tibetanernes mystik og riter. Hun havde praktiseret Aum-åndingen og var blevet indviet. Hun berettede blandt andet om tibetanernes evne til at holde kroppen varm under kulde. Hun havde set tibetanere sidde nøgne og ubevægelige i sneen i meditation, mens den frygtelige vinterblæst peb og bed omkring dem. Hun havde set indviede, som om vinteren badede i det fri, og mange, som tørrede adskillige tøjstykker, som var blevet dyppet i iskoldt vand, på deres krop. Vandet dampede fra tøjstykkerne, som om de blev tørret på en varmeovn. 

Hun praktiserede selv denne metode under to læreres vejledning, og gennem fem måneder af den kolde periode bar hun kun en enkel, tynd bomuldsklædning. Den supplerende træning, der krævedes, ville dog komme til at tage for meget af hendes tid og styrke, og derfor gik hun atter over til at bruge varmt tøj og lune sig ved ilden. 

Under rejsen til Lhasa, som netop foregik i den koldeste tid, var det brænde, som var blevet samlet til det natlige lejrbål, blevet umuligt at antænde, og fyrtøjet og fyrsvampen var blevet fugtige. Da sagde Yongden til hende, at eftersom hun var indviet, skulle hun bare opvarme sin krop og ikke bryde sig om ham – han klarede sig selv. Hun besluttede da at gå en middelvej. Hun samlede brændet og optændingsmaterialet tæt omkring sig med flinten og fyrsvampen under klæderne på den bare krop og begyndte sin meditation. Efter en stund var det som om, der var flammer og varme omkring hende. Brænde, fyrtøj og fyrsvamp tørredes, og bagefter var det en let sag for hende at få tændt et bål. Hun hævdede, at selv Yongden trods alt var både imponeret og forbavset. 

Hun redegør for Aum-åndingen, der praktiseres i de forskellige klostre i adskillige varianter. Den gennemgående bøn under åndingen er »Aum-mani-padme-hum«, som gentages det antal gange, som er nødvendige for at holde en bestemt åndedrætsrytme. Under træning anvendes en slags rosenkrans. 

 

Hun besøgte også Kounboum-klosteret, som tidligere var blevet besøgt af munken Huc. Det interessante træ var nu omgivet af en 12–15 meter høj bygning. Blade, der faldt fra træet, blev samlet op og uddelt til pilgrimme. Kounboum ligger i distriktet Amdo eller Chamdo nær grænsen til Kina, og folk fra den nærliggende kinesiske Kansu-provins forsikrede hende, at de på to endnu eksisterende ss'Ku'bum-træer havde læst ordene »Aum mani padme hum«. 

Alexandra David-Neel bruger megen plads på at skildre munkenes hårde uddannelse, der undertiden gør dem vanvittige og engang imellem medfører døden. Når en adept for eksempel gennem tre år har opholdt sig i et fuldstændig mørkt rum, hvor ikke den mindste lysstråle kan slippe ind, kan det tage ham flere måneder at vænne sig til lyset igen. Man begynder da med at lade ham se lys gennem et millimeterstort hul i en uges tid, hvorefter hullet udvides gradvist. Hun beretter også om budbringerne, der løber under hypnotisk påvirkning. Herom senere. 

Beretningen om Tibet
Disse
oplysninger om tibetanernes evne til at udføre for os uforklarlige ting, er taget med for at læseren kan være orienteret, når der nu skal berettes om hændelser, som en svensker har været ude for i Tibet. Hans navn er Jarl, og han har set og filmet, hvordan store sten løftes ved hjælp af lydinstru­menter. 

Jarl og Henry Kjellson havde mødt hinanden tidligere, da Jarl var flyveentusiast. Efter at tre personer i hans fa­milie havde sat livet til som piloter, opgav Jarl flyvningen og be­gyndte at studere medicin. Jarls slægt er meget gammel, og inden for den findes der stadigvæk en del gamle privilegier, som kan føres direkte tilbage til Sveriges ældste love. De ældste dele af familiearkivet er skrevet dels med runeskrift, dels på oldlatin, og den dag i dag er det tradition, at børnene i denne familie ved 7-års alderen skal lære runeskrift. 

Under sine medicinske studier gik Jarl på universitetet i Oxford. Her blev han gode venner med en tibetansk studiekammerat, som han havde udbytterige samtaler med om klosterlivet i Tibet. Tibetaneren var munk og – som det senere viste sig – af meget høj rang. Under en rejse til Egypten, hvor han skulle studere visse forhold i den øvre Nildal, blev han standset i Alexandria og fik at vide, at et særfly med opvarmede motorer ventede på ham. Tre tibetanere førte den protesterende Jarl til det ventende fly. På hans spørgsmål om, hvad meningen var, svarede de blot, at deres herre ventede ham. 

I maskinen ventede en statelig og kostbart klædt gammel tibetaner, som dybt bukkende overrakte Jarl et smukt udskåret elfenbensfoderal indeholdende en brevrulle fra hans tibetanske ven. I brevet mindede vennen ham om deres venskab og bad ham indtrængende om at følge med klosterets sendebud. Grunden var, stod der, at en meget gammel mand havde akut behov for lægehjælp, og at denne gamle mand var den eneste nulevende, der kunne levere håndgribelige beviser for en del af de beretninger, som Jarl havde betvivlet så stærkt under studietiden i England. Klosteret ville stille hele sin åndelige og verdslige magt til Jarls disposition, for at hans rejse kunne blive behagelig og videnskabeligt værdifuld. Sådanne tilbud får en yngre, endnu ukendt naturforsker sjældent. 

Efter hurtigt at have indhentet telefonisk tilladelse fra lederen af den institution, der havde bevilget hans rejse til Egypten, indledte Jarl den lange rejse. Det, der især fik ham til at bestemme sig, var det ubegribelige, at nogen kunne vide, at han ville komme til Egypten netop da, for rejsen var blevet besluttet kun to dage før, han forlod Londons lufthavn, og hvis han havde villet underrette nogen i Tibet om den, havde hverken breve eller telegrammer haft mulighed for at nå modtageren tidligt nok, også selv om det havde været muligt at finde en pålidelig budbringer, der kunne bringe det videre over bjergene. De få breve, han tidligere havde sendt til sin ven, var blevet afsendt i tre eksemplarer over henholdsvis Darjeeling, Kathmandu og Punakha, og efter svarene at dømme havde det taget dem måneder at nå frem. 

Men han indledte rejsen, og han kom til Calcutta. Ved landingen stod en bilkaravane klar til at føre ham nordpå. Karavanen nåede omsider Sikkim på Himalayas sydskråning, og herfra fortsatte man videre først med en æsel- og senere med en yakokse-karavane (og dermed fik Jarl lejlighed til at prøve yak-ridning), indtil karavanen nåede et kloster i et dalstrøg sydvest for Lhasa. I dette kloster var kammeraten fra Oxford den øverste leder. Han tilhørte den gule munkeorden og havde nået den 7. eller højeste grad. De, der har nået denne grad, benævnes – som tidligere nævnt – »levende gud«. 

Alexandra David-Neel nævner, at den gule orden, der kan kendes på deres gule hætter, er en reformeret forgrening af den oprindelige røde orden, hvis medlemmer bærer røde hætter. Gulhætterne går yderst forsigtigt frem, hvad angår udviklingen af de parapsykiske kræfter, mens rødhætterne går den direkte, langt farligere vej. 

 

Fra Jarl hørte Henry Kjellson de mest forbløffende beretninger om tibetanernes evner – evner som de, der har formået at trænge ind i det inderste af landets sjæl, har bevidnet, og som kort er beskrevet i de foregående afsnit. Men Jarl var faktisk den første, som mere håndgribeligt fik hold på de fænomener, som man tidligere kun havde læst om. Linauer havde absolut givet en livfuld skildring af sine oplevelser, men man kunne ikke ud fra hans beretning få andre forklaringer frem end dem, man kunne få via parapsykologien. Eftersom Jarls ven havde nået den højeste grad, der opnås gennem et åndingstal, der ligger under ét i minuttet, var vennen en „levende gud”. Det var derfor ikke vanskeligt for ham at arrangere Jarls rejse og i tankerne følge ham på rejsen og gribe dirigerende ind i den. 

Jarl fik lejlighed til at se mange beviser på tibetanernes evner. Men Jarl er gennem sin opdragelse og uddannelse en udpræget skeptiker og særdeles vanskelig at overbevise. Han siger: »Om en ting, et forhold eller en begivenhed ikke kan forklares ud fra kendte, naturvidenskabelige kendsgerninger og love, ønsker jeg at forbeholde mig min mening, indtil videnskaben har verificeret dem. Indtil da må det uforklarlige for min skyld gerne anbringes under rubrikken »overnaturligt«, men jeg er fast overbevist om, at det vil vise sig at høre til naturens love – måske nogle, som endnu ikke kendes. Studiet af mennesket og menneskets åndelige muligheder halter langt bag efter teknikken, især her i Vesten.« 

Jarl fik blandt andet at se, hvordan en af munkene i en kælder med mørke, polerede vægge under klosteret hensatte sig selv i dyb trance og derunder på en af væggene, der var cirka 2x2 meter, fremkaldte et levende tv-billede i farver. Billederne viste til Jarls forbavselse glimt fra hans egen rejse: Hvordan han i Alexandria blev standset af en tolder og modvilligt og protesterende forlod det fly, han lige var kommet ind med, og herefter blev ført til et andet – og hvordan han stadig væk under protest steg ind i dette fly, etc. 

Jarl omtalte også klostrenes løbende budbringere, som både Alexandra David-Neel og Sven Hedin (»Det tibetanska äfventyret«) har fortalt om. Det er muskuløse næsten nøgne mænd med store brystkasser, som løber utroligt hurtigt af sted i en hypnotisk tilstand til det udpegede mål. De har en særlig slags klokke om håndledet. De bærer en speciel turban, og en lang gul vimpel flagrer efter dem. Det er under dødsstraf forbudt at lægge hindringer i vejen for budbringeren, der løber direkte i retning af målet. Hvis en teltlejr ligger på hans rute, må den flyttes, for løberen kan ikke vige udenom. Hans fart overgår alt, hvad vores sportsstjerner kan præstere. Når han kommer til sit mål, afløses han af en ny løber, der startes ved et højt råb fra en præst. Den første løber synker sammen og falder i en dyb hypnotisk søvn, mens budskabet, der opbevares i et foderal af ben eller horn, gives videre til den næste løber. Den første bliver, når han er styrtet om, rullet ind i tykke tæpper, får mad og yak-mælk og sover derpå 12 timer i et stræk. Disse præstationer forudsætter træning og atter træning, delvis under hypnose. Hjerteslaget er ved afslutningen af løbet oppe på 140 i minuttet, men falder meget hurtigt til de normale ca. 75 slag. 

 

Det kan være interessant at sammenligne denne information med det Alexandra David-Neel siger om disse løbere, som hun havde lejlighed til at iagttage ved tre forskellige lejligheder. Ved den ene lejlighed arbejdede hendes rejseselskab sig langsomt frem over en græsbevokset højslette, da hun fik øje på en sort prik langt borte. Den kom nærmere og nærmere, og hun kunne iagttage den i sin kikkert. En af munkene, som lånte kikkerten, meddelte, at det var en »lung-gom-pa«, det vil sige en hurtigt løbende budbringer. Da hun udtrykte ønske om at møde denne og tale med ham, sagde munken: »Ærværdige frue, De må hverken opholde eller tiltale denne lama. Det ville betyde den visse død for ham, for budbringerlamaerne må ikke hindres et eneste øjeblik under deres rejse. Hvis han forlader sin hypnosetilstand på det forkerte tidspunkt, rystes han så stærkt, at han dør af det.« 

Om hans bevægelse fremad siger David-Neel: »Lamaen løb ikke, men løftede sig øjensynligt ved hvert skridt fra jorden og fløj af sted som en elastisk, hoppende kugle. Den højre arm, hvis hånd holdt en ritualkniv, bevægede han let. Det så faktisk ud, som om dolken, hvis spids var langt fra jordoverfladen, brugtes som en stav, som han satte af med for hvert skridt. Mine tjenere kastede sig på jorden uden at se op, da lamaen passerede. Han fortsatte sin hurtige rejse, som om han intet havde set. Eftersom vi ved denne lejlighed var til hest, befalede jeg folkene straks at sidde op og følge efter ham. Vi fulgte efter ham uden at forsøge at hale ind på ham, og min adoptivsøn og jeg kunne følge ham i kikkerten. Da vi havde fulgt efter ham cirka 3 km, forlod lamaen stien, klatrede op ad nogle stejle klippefremspring og forsvandt i en kløft. Derefter kunne vi ikke følge ham længere.« 

Detaljeret skildring af, hvordan tibetanerne løfter tunge stenblokke
Det mest interessante var helt sikkert at sidde og lytte til Jarls skildring af den måde, hvorpå tunge sten løftes højt op i luften. Vi kunne stille spørgsmål og få svar på alle detaljer, som var nødvendige for, at vi muligvis skulle kunne give en rimelig forklaring på fænomenet og ikke bare behøvede at acceptere det som et parapsykisk fænomen. 

Ved klostret lå en eng, der svagt skrånende førte ned til den forbiløbende flod, og mod nordvest rejste der sig høje bjergvægge. Højt oppe på bjergvæggen – cirka 250 m fra jordoverfladen – var der en grotteagtig hulning, og foran grottens åbning var man ved at bygge en barriere eller mur. De munke, der arbejdede deroppe, kunne ikke komme op ad den stejle klippevæg, men blev hejset ned til deres arbejdssted med tove fra klippetoppen, der lå cirka 40 m over grotten. Toppen kunne nås ad anden vej. Til den nedenfor liggende eng blev der slæbt store stenblokke frem. Siderne var cirka 1,5 m og de var cirka 1 m høje. De lå på en slags »slæder«, der blev trukket af yak-okser. Hvor disse store blokke blev udhugget eller på hvilken måde, vidste Jarl ikke. 

Midt på engen, et par hundrede meter fra foden af den stejle bjergvæg, var der en horisontal plansleben klippeflade, hvori der var udhugget en skålformet fordybning. Den var cirka 1 m i diameter og 15 cm dyb. På den planslebne flade, tværs over den skålformede fordybning, placerede munkene en stenblok, der skulle løftes eller rettere slynges 250 m op til klippeafsatsen foran grotteåbningen. Hver gang en stenblok landede deroppe, hørtes et kraftigt bump, og skærver og grus føg omkring blokken. En del blokke knustes, og munkene deroppe fjernede så resterne ved at vælte dem ned ad bjergvæggen. Fem til seks blokke kunne løftes op i timen. Jarl overværede, hvorledes 5–6 blokke løftedes op, og filmede to transportkast. Inde i klosteret kunne Jarl, efter at han havde set det hele, med mellemrum høre den dumpe lyd fra klippeblokkene, når de landede på afsatsen. Han var først fast overbevist om, at hvad han havde set, skyldtes dygtig massehypnose, men de film, han havde optaget, viste, at det ikke var tilfældet. 

I en afstand af 63 m fra den centrale skålformede fordybning med den derover hvilende klippeblok (se fig. 1) var der opstillet instrumenter i et cirkelafsnit, der dækkede 90 grader. Der var 19 instrumenter, og alle var anbragt med 5 graders indbyrdes afstand inden for cirkelafsnittet. Alle instrumenterne befandt sig altså i en afstand af 63 m fra stenblokken. Radius i cirkelafsnittet blev omhyggeligt opmålt ved hjælp af et læderbånd med knuder. Instrumenterne bestod af 13 trommer og 6 trompeter. 8 trommer var store, 4 mellemstore og en enkelt meget lille. Trompeterne var alle af samme størrelse og form. Alle trommerne var ca. 1,5 gange så lange som deres diameter. I den ene ende var de forsynet med en bund, mens de var åbne i den anden ende. Alle instrumenterne var anbragt med den åbne ende rettet lige mod den stenblok, der var anbragt i cirklens midtpunkt. 

Regnet fra den ene yderkant til midten var grupperingen i afsnittet sådan: først 1 stor tromme, så 1 trompet, derpå 2 store trommer og 1 trompet, dernæst 1 stor og 1 mellemstor tromme, så igen 1 trompet og endelig 1 mellemstor tromme og den lille tromme. Denne sidste var anbragt i afsnittets midte, og placeringen af instrumenterne på begge sider af denne midtertromme var symmetrisk. 

De store trommer var ca. 1 m i diameter og 1,5 m lange. De mellemstore trommer var ca. 0,7 m i diameter og 1 m lange. Den lille tromme var kun 20 cm i diameter og 30 cm lang. 

De store og mellemstore trommer var hver for sig ophængt i to galger. Til dette formål var trommerne forsynet med fire øskener, to på hver side, hvorfra læderremme løb op til galgernes tværribbe foroven. Gennem den ene sides øskener løb en sigtestang, sådan at trommens munding kunne rettes nøjagtigt ind mod stenblokken. Da trommerne var temmelig tunge (de bestod af 3 mm-plader i 5 sektioner med ca. 7 mm tykke samlinger og vejede omkring 150 kg), måtte man for at rette dem ind og for at kunne bevare sigtet mod stenblokken, når den hævede sig, flytte den bageste galges ben tilbage. Galgerne kom herved til at hælde stærkere og stærkere, og det samme gjaldt trommerne, idet deres bageste ophængningspunkt sænkedes mod jorden. Se billedet i fig. 1. 


fig.1 

Trommernes bund så ud til at være af metal, og der blev slået på dem med store, tunge køller, hvis hoveder var beklædt med skind. Skafterne var ca. 0,75 m lange. Slagene blev ved hver tromme udført af to præster, der slog skiftevis. Takten var først to slag i minuttet, men øgedes hurtigt så meget, at Jarl ikke kunne følge med. Den mindste tromme gav en skinger lyd, som skar ubehageligt i ørene. Det var tydeligvis en signaltromme, der angav takten, for dens lyd skar gennem al larmen, da både trommer og trompeter var i gang. 

Trompeterne var 3,12 m lange. Deres tragtåbning havde en diameter på ca. 30 cm. Trompeterne bestod af fem sektioner, der kunne skydes sammen som et teleskop. Sektionerne var længere, jo smallere deres diameter var. For Jarl så det ud til, at deres dimensioner var sådan, at hver sektion fik samme volumen. Også trompeterne, de såkaldte »ragdonger« (se fig. 2), kunne indstilles på en måde, så de fulgte klippeblokken i dens bane, hvorunder de hvilede på særlige stativer. 

Bag ved instrumenterne var der et par hundrede præster opstillet, således at der bag hvert instrument stod en række på otte muligvis tolv personer, næsten ligesom egerne i et hjul, hvis aksel fandtes i stenblokken. Dog var der en bemærkelsesværdig undtagelse, idet der skråt bag ved den lille midtertromme kun fandtes en højere præst foruden Jarl selv, mens han optog den første film. Præsterne, der næsten overdøvedes af den frygtelige larm fra instrumenterne, sang eller råbte en monoton remse, måske en bøn eller besværgelse. Om disse ekstra præster var til stede for at give hele foretagendet et religiøst præg, eller om de hjalp til med en slags parapsykisk kraftkoncentration, eller om de var med for at lære eller afløse de præster, som efterhånden blev trætte, vidste Jarl ikke noget om. 

Fig.2 

Når arbejdet med at blæse i trompeterne og slå på trommerne begyndte, varede det mindst fire minutter, før der skete noget. Det tog så lang tid, at Jarl blev ængstelig for, at hans film ikke ville række til at filme hele forløbet. Men derpå, og alt efter som slagtakten øgedes og intensiveredes, hævede stenblokken sig langsomt og begyndte at vugge fra side til side, hvorpå den steg op, idet dens hastighed accelererede. Da blokken imidlertid måtte tilbagelægge 400–500 m, før den nåede sit bestemmelsessted, varede hævningen op til nedslagsstedet godt halvdelen af den tid, der brugtes til at få stenen til at komme i bevægelse. 

Den første filmoptagelse blev foretaget fra et sted bag ved midtertrommen. Jarl bemærkede da, at banen blot tog sig ud som en lige bevægelse opad, hvorfor han optog en film til, denne gang lige fra siden, det vil sige vinkelret på stenblokkens bane. Jarl fik derved et billede, som viste en tydelig parabelform hos kaste- eller løftebanen. Løftningen foregik i nordøstlig retning. Der var fuldstændigt vindstille, og luften var kølig og noget tør. 

 

Forsøg på at give en teknisk forklaring på,
hvordan tibetanerne løfter stenblokke
ved hjælp af lydbølger
 

Alment
Trompeterne og trommerne samt den store forsamling af præster giver som nævnt hele begivenhedsforløbet et religiøst præg. Givetvis vil man kunne affærdige det på flere forskellige måder. For eksempel kan hele historien være opdigtet, men dette argument kan imødegås ved at påpege, at andre personer har set og observeret tilsvarende fænomener. Og Henry Kjellson pointerer, at de, der kender Jarl, ikke vil drage hans beretning i tvivl – og det gjorde han heller ikke selv. 

Man vil også kunne affærdige det hele ved at acceptere, at tibetanerne har udviklet deres parapsykiske kræfter så meget, at de kan udrette det tilsyneladende utrolige. Den store mængde præster eller munke, som var til stede, har da været nødvendig for at opbygge og understøtte de parapsykiske kræfter. Men hvis der blev anvendt parapsykiske kræfter, havde de mange instrumenter været overflødige. Da ville tavs meditation have været tilstrækkelig. 

Det kan også antages, at det har drejet sig om hypnose. Dette skulle imidlertid ikke have påvirket filmen, og ifølge Jarls oplysninger giver filmen bevis for, at det ikke drejer sig om et hypnosefænomen. Flere andre tibetrejsende har også selv troet, at det, de så, var hypnoseobservationer, men forladt denne opfattelse, når de senere kunne konstatere, at det, de havde set, fortsatte med at eksistere og kunne studeres af dem i situationer, hvor enhver tanke om hypnose var udelukket. Jarls egne observationer af, at der inde i klosteret kunne høres bumpene af blokkene, der landede på klippeafsatsen, tyder jo ikke på hypnose. Hvilken glæde kan munkene i øvrigt have af en mur, som blot er et hypnotisk fænomen? 

Det er givetvis en stor mangel ved beretningen, nemlig at Jarls rapport og film ikke er tilgængelige for studium. Da Jarl vendte tilbage fra sin rejse og havde aflagt rapport til den institution, der havde ydet bevilling til hans planlagte medicinske undersøgelser i Egypten, blev materialet hemmeligstemplet for 50 år, og materialet er endnu ikke frigivet. 

Sådan kan tyngde ophæves
Men lad os analysere fænomenet med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger. Det er tydeligt, at et af de midler, der blev anvendt, var lydbølger. Det er i overensstemmelse med Linauers oplysninger om, at tibetanerne kunne modvirke og ophæve tyngdekraften ved hjælp af lydbølger. Også Spalding og Hue har berettet om dette. 

Man kan tænke sig, at tyngden hos et stof kan ophæves ved, at bevægelserne i atomkernen vendes, ændres eller desorienteres. Herved skulle tyngden kunne ophøre at virke på det aktuelle stof. Hvordan en sådan forandring af atomkernens indre vil kunne foregå, har vi imidlertid indtil videre ikke kendskab til. Men hvis stenblokken helt mister sin tyngde, må løftebanen sikkert blive lodret, hvorfor den på et eller andet tidspunkt må påvirkes fra siden af en eller anden vandret kraft. Jarl oplyser imidlertid, at banen var en tydelig parabelbane (krum bane), og i det tilfælde må tyngdekraften have haft en finger med i spillet. Tyngden ophæves således ikke, så vidt vi kan se, i den forstand at stenblokkene bliver vægtløse. Og de måtte da også ved en vis højde have genvundet deres tyngde, for flere af blokkene blev jo knust med stor kraft, når de landede på klippeafsatsen. 

Er løftningen sket ved hjælp af luftundertryk?
Hvilke andre muligheder findes der? Ja, man skulle kunne skabe et vakuum oven over stenblokken ved at sætte luften i bevægelse og skabe en lufthvirvel eller såkaldt skypumpe. En skypumpe, der bevæger sig hen over en skov, kan rykke træerne op, og hele huse kan flyttes. I en skypumpe over havet suges vandet op i vakuumkernen til meget stor højde. 

Spørgsmålet bliver nu, om man kan fremkalde og dirigere en kunstig skypumpe. Henry Kjellson tror, at tibetanerne kan, og at fænomenet med at løfte stenblokke ved hjælp af lydbølger kan forklares på rent mekanisk vis. Under de forsøg, som Jarl overværede, var der vindstille, og det letter jo styringen. Instrumenterne stod i en kvartcirkel rundt om det centrum, hvori stenen befandt sig, og hvor skypumpen skulle fremkaldes. Takket være sigtestokkenes placering på trommernes ene side kom lydkanonerne til at pege ganske lidt forbi stenens centrum, og det fremmede hvirveldannelsen. 

Lad os nu undersøge de øvrige betingelser for løftning af blokke ved hjælp af luftundertryk. I den højde, hvor klosteret lå (ca. 3.000 m), er lufttrykket ca. 0,7 af trykket ved havets overflade. På stenblokkens overside (1,5 m i kvadrat eller 2,25 kvadratmeter) kan vi ved fuldt vakuum fremkalde et sug på 15.750 kg. En granitblok af denne størrelse vejer ca. 6.300 kg. Vi råder altså over en kraft, som er mere end dobbelt så stor som stenens vægt. Hvor meget af denne overskudskraft har man eventuelt benyttet sig af? Hvis kastebanen svarer til én af de baner, der er skitseret i fig. 3, (hvilken af de to er ligegyldigt), og tiden fra punktet C til afsatsen D sættes til tre minutter, alt sammen ifølge Jarls oplysninger, så behøver man kun at arbejde med en acceleration på 1/2 g. 

 
Fig.3 

Ved 1/2 g må den løftende kraft være 9.450 kg, og vi kan således nøjes med et vakuum på 0,6. Der behøves altså ikke et fuldstændigt vakuum – bare omkring halvdelen vil være tilstrækkeligt for at give stenen den ønskede kastebane. Givetvis er muligheden for at løfte stenen afhængig af dens tykkelse. Gør vi den mere end 1 m tyk, bliver den med samme overfladeareal tungere og kræver en større vakuumgrad. Da man af praktiske grunde ikke kan arbejde med alt for stort vakuum, ser det ud til, at tibetanerne har fundet frem til de passende dimensioner for den transporthøjde, det i dette tilfælde drejede sig om. 

For at fremkalde et nødvendigt vakuum må en bestemt luftmængde bringes i cirkulerende bevægelse. Det kan tænkes, at man fra trommerne og trompeterne kan opnå den nødvendige cirkulations- eller hvirvelbevægelse. Henry Kjellson betragtede instrumenterne som lyd- eller hvirvelkanoner. En hvirvel skabt af en hvirvelkanon kan under visse betingelser stabiliseres og dirigeres mod et bestemt mål. For den interesserede skal der først kort redegøre for hvirvelteorien og dens teknik. 

Hvirvelkanonen
Henry Kjellson fortæller, at under 2. verdenskrigs første stadier blev det sagt, at tyskerne var ved at afprøve hvirvelkanoner, det vil sige et våben, hvor energien var samlet til en lufthvirvel, som udslyngedes mod sit mål. Når hvirvlen ramte målet, blev dens samlede energi udløst med ødelæggende virkning. Jeg foreslog, at man skulle foretage forsøg med indretningen for at konstatere, om den havde nogen fremtid for sig. Forsøgene viste, at det ikke var tilfældet. Grunden var, at hastigheden i baneretningen var alt for lille – kun en brøkdel af lydens hastighed. 

I naturen kan man undertiden se, hvordan hvirvelringe dannes. En cigaretryger kan blæse røgen ud og forme den til ringe. Ved fabriksskorstene og damplokomotiver kan vi engang imellem se, hvordan røgen fra skorstenen bliver til en røgring. 

Ved de forsøg, jeg var med til, gjaldt det først om med sikkerhed at kunne fremkalde en energiring hver gang. Ved hjælp af salmiakrøg kunne ringene gøres synlige. Hvirvelkanonen var ca. 10 cm i diameter, og efter en del forsøg fandt vi frem til, hvilken længde der behøvedes for med sikkerhed at fremkalde en ring hver gang. Hvilken længde, vi fandt frem til, husker jeg ikke nøjagtigt, men det var ca. 1,5 gange diameteren. Dette synes at stemme godt overens med de tibetanske trommers forhold mellem længde og diameter. Hvirvelkanonen var lukket i den ene ende og åben i den anden, som var rettet mod målet. Lige inden for den lukkede ende var der anbragt en lille sprængladning, sædvanligvis i form af en tændsats. Tændingen foregik ad elektrisk vej. Når skuddet gik, hørtes der i nogle sekunder en hvinende lyd, hvorefter målskiven blev slået i stykker af hvirvlen, som da havde nået sit mål. Hvis en stolpe blev anbragt tæt op til den horisontale hvirvelbane, fik hvirvlen gennem påvirkning fra stolpen – eller mere populært sagt – gennem opbremsning af den ene side af ringen, en afbøjning i sin bane og fortsatte i en ny retning. Den nye retning var sådan, at man kunne se, at stolpen udgjorde banens brydningspunkt, og at brydningen foregik i stolpens retning. Ved lav højde blev hvirvlen efterhånden trukket ned mod jorden, hvorunder ringplanet ændrede sig fra lodret stilling til vandret, når den ramte jorden. Hvirvlens ringplan var altid vinkelret på bevægelsesbanen. 

To hvirvler, der blev udsendt efter hinanden, syntes ligesom at lege med hinanden. Den forreste hvirvel udvider sig ved påvirkning fra den bageste. Samtidig formindsker den sin hastighed. Den forreste hvirvel indvirker på den bageste sådan, at den dels formindsker sin diameter (trækker sig sammen), dels øger sin hastighed. Snart kiler den bageste sig gennem den forreste. Så snart den er kommet igennem, udvider den sig og mindsker sin hastighed, hvorefter den, der nu er bagest, trækker sig sammen, øger sin hastighed og kiler sig gennem den forreste. Således fortsætter de med skiftevis at gå igennem hinanden, indtil energien ebber ud. 

De skabte hvirvler kunne ikke få nogen praktisk betydning, fordi deres bevægelse fremad ikke kunne komme over 1/4 af lydens hastighed, hvilket syntes at være i overensstemmelse med Helmholtz' hvirvelteori. Under forsøgene kom hastigheden aldrig over 80 m i sekundet. 

 

Sådan skaber naturen en hvirvelstorm
Naturen skaber undertiden frygteligt stærke stavhvirvler, hvis kraft kan studeres i de såkaldte skypumper. Helmholtz giver omtrent denne forklaring på en stormcyklons opståen: 

En luftmasse, der forneden har en del, der er opvarmet af Solen, antages at blive overlejret af en tør, koldere luftmasse, og den oprindelige stabilitet forstyrres. Den opvarmede luft strømmer da opefter, og den opstrømmende luft erstattes med luft, der strømmer ind fra alle sider. Der opstår da på grund af Jordens rotation en rotation i den tilstrømmende luft. Hvis vi antager, at gennembrydningsstedet for den opstrømmende luft befinder sig på 15° nordlig bredde over Atlanten, kan vi antage, at en luftmasse fra 7° nordlig bredde i syd til 23° i nord begynder at bevæge sig mod midtpunktet. Jordens vest-østlige rotationshastighed på 7° bredde er 460 m i sekundet og på 23° bredde 426. Luften på sydsiden vil da bevæge sig 34 m/sek. hurtigere mod øst end det er tilfældet på nordsiden af midtpunktet på 15° bredde, hvilket giver en periferihastighed hos luftmassen på 17 m/sek. Da denne strækker sig fra 7° til 23° nordlig bredde, har den en diameter på 1.750 km eller en radius på 850 km. Ved fortsat rotation vil denne luftmasse blive trukket sammen. Sker sammentrækningen eksempelvis fra 850 til 42,5 km, det vil sige ved at diameteren formindskes 20 gange, så øges periferihastigheden tilsvarende, altså fra 17 m/sek. til 340. At luft med denne enorme hastighed får en ødelæggende virkning, er indlysende. 

Skabes undertrykket på stenblokkens overside ved hjælp af en kunstig skypumpe?
En stavhvirvel, der står vinkelret på jordoverfladen, kan i vindstille ikke opnå nogen bevægelse til siden. Hælder den derimod mod jorden, bevæger den sig i den retning, som den roterende luft i hvirvlen har i den spidse vinkel, hvis ben udgøres af hvirvlen og jordoverfladen. Jo spidsere denne vinkel er, det vil sige jo mere hvirvlen hælder mod horisonten, desto større bliver dens sidelæns bevægelseshastighed. 

Det kan nu i det tibetanske tilfælde tænkes, at vertikale hvirvelringe bevæger sig frem mod stenblokken med retning mod dens hjørner. Når de når blokken, vil hvirvelringene forsøge at vige uden om blokken. Eftersom der sendes hvirvler ind fra et 90-graders cirkelafsnit, er det ikke usandsynligt, at luftmassen kommer i rotation og frembringer en vertikal hvirvel. Da hvirvlerne fra trommerne når stenen med en hastighed af 80 m/sek., bliver den dannede stavhvirvels middelperiferihastighed 80 m/sek., og det kan tænkes, at massen i rotation får en kerne med vakuum på 1,5 m i diameter og en ringtykkelse på 1,5 m. I kernen opstår efterhånden det tidligere nævnte vakuum på 0,6 i forhold til lufttrykket rundt om. Ifølge lovene for hvirvler må hvirvlen, som støder mod blokken, fortsætte opefter eller bøje af og opløses mod en grænseoverflade – i dette tilfælde en bjergvæg. Fortsætter den opefter, kan den holdes i gang, indtil den når et luftlag med andre betingelser, eller indtil dens energi ebber ud. 

Virkningsgraden
Det kan også være af en vis interesse at se på virkningsgraden, det vil sige på forholdet mellem den udførte arbejdsydelse og den tilførte energi. For alt mekanisk arbejde gælder det, at man ikke kan opnå større ydelser end det, der svarer til mængden af den tilførte energi minus nogle procent til tab ved friktion eller omdannelse. Hvis man kan frembringe lige så meget energi, som der tilføres, har man nået det ideal, mange opfindere har stræbt efter at realisere, nemlig den såkaldte evighedsmaskine. 

Når en stenblok på 6,3 tons hæves 250 m på tre minutter, svarer dette til en effekt på 117 hestekræfter. Synligt implicerede i arbejdet var 24 trommeslagere og 6 trompetere, eller i alt 30 mand. Hvis et menneske kortvarigt frembringer 0,75 hk, er dette en meget god præstation. Forudsætter vi, at munkene var i stand dertil, får vi en samlet effekt hos de arbejdende munke på 22,5 hk. Her stemmer beregningerne altså ikke længere. 

Man kan da spørge, om de omkringstående øjensynligt ikke arbejdende munke var arbejdsløse, eller om også de var implicerede og nødvendige til at levere de resterende ca. 100 hk. Når man engang får lejlighed til at se filmen, der blev optaget, vil problemet kunne analyseres mere indgående, end det er muligt ud fra de for øjeblikket foreliggende oplysninger. 

Det er også tænkeligt, at munkene, der betjente instrumenterne, kunne levere en ekstraordinær kraftpræstation. En løber kan nemlig i løbet af de få sekunder, et 100-meter løb varer, præstere op til 4 hk, og en vægtløfter præsterer ca. 3 hk. Med en sådan kraftindsats frembringer de 30 munke 90–120 hk, eller netop det, som er nødvendigt. 

En yderligere forklaring kunne være, at munkene med deres instrumenter og hvirvelfrembringende redskaber åbner en – lad os sige ventil – til en kraftkilde, og så behøver der ikke længere at foreligge overensstemmelse mellem tilført og afgivet energi. 

Vil tibetanernes teknik efterhånden blive glemt?
Sådan som den politiske situation nu er i Tibet, hvor kineserne har besat hele landet, er der den allerstørste risiko for, at den viden, som er samlet i de mange forskellige klostre, går tabt for eftertiden. 

 

Kundskaberne, som spænder over de mest forskellige områder inden for såvel parapsykologien og parafysikken som teknikken, besiddes imidlertid kun af nogle få munke, mens de er ukendte for folkets masser. 

Den videnskab, de indviede tibetanere behersker og har udviklet gennem årtusinder, vil ikke blive erobrerne til del. Under okkupationen kan munkenes arbejde ikke videreføres, men er dømt til undergang. Snart vil de fænomener, som tibetanske munke kunne frembringe, være en myte. Man vil da stille samme spørgsmål, som kan stilles angående egypterne: Hvordan har en for sin tid så højtstående kultur kunnet glemmes og tilintetgøres så totalt, at den ikke kunne videreføres? 

Det siges, at der findes omkring 20.000 bøger og skrifter i de tibetanske klostre. Disse værker omhandlende parapsykiske og tekniske problemer, som ingen europæer endnu har haft adgang til at studere. Man havde jo nok håbet på, at det mystiske land Tibet engang ville slå portene op og lade sin visdom tilflyde andre nationer. Men nu kan denne mulighed en gang for alle være tilintetgjort, og de bøgernes og de indviedes skjulte erfaringer vil forblive hemmeligheder. 

Jarl bad Henry Kjellson om kraftigt at understrege, at han selv anser sine observationer for yderst utilfredsstillende, dels på grund af utilstrækkelig tid, dels på grund af menneskesindets tilbøjelighed til at lade sig bedrage, blandt andet som følge af hypnose og usædvanlige forhold såsom ophold i stor højde over havet etc. – desuden på grund af dårligt apparatur og manglende erfaring i forbindelse med specielle naturforhold, samt fordi sådanne observationer altid bør foretages af et sammentømret team af forskellige specialister. En stor ulempe var også den meget fjendtlige holdning, som udvistes af alle med undtagelse af hans let europæiserede ven og dennes »råd« af gamle og vise mænd. Det bevirkede, at det var vanskeligt at foretage korrekte videnskabelige observationer. At gøre optegnelser under sådanne forhold var yderst ubehageligt og måske endda farligt. 

Er den tibetanske metode blevet anvendt i Egypten og Sydamerika?
Inden omtalen af tibetanernes metode til at løfte sten ved hjælp af lydbølger afsluttes, bør det påpeges, at denne metode måske også har været kendt og anvendt af andre nu forsvundne kulturer. Man ville derved kunne få en forklaring på, hvordan for eksempel inkaernes forfædre bragte stenblokke over ufremkommelige kløfter højt oppe i Andesbjergene. Egnene omkring Titicaca-søen er jo rige på minder om en forhistorisk højkultur. Nord for Cuzco findes fæstningsværker, der stammer fra tiden før inkaerne. Her findes der mure og høje terrasser med stenblokke på 3,9x2,1 x 1,5 m. Til Sacsahuamans fæstningsmure er anvendt blokke, der vejer 150.000 kg. Da det anvendte materiale ikke findes på stedet, men måtte hentes fra fjerntliggende stenbrud, måtte blokkene altså være blevet transporteret mange kilometer over stejle højder og dybe kløfter. 

 

Man ville også kunne få en forklaring på, hvordan Cheops-pyramiden blev bygget, hvis vi ser bort fra problemerne om, hvordan de store stenblokke med sider på ca. 1,5 m blev hugget ud og slebet glatte. Disse to problemer venter endnu på at blive løst.

Antager vi, at stenene blev løftet op ved hjælp af lydinstrumenter, kan vi lave et overslag over den nødvendige tid. Hvis vi antager, at stenmassens middelhøjde er 75 m (pyramidens højde er ca. 146 m), og at løftehøjden i det tibetanske eksempel var 250 m, vil antallet af løftede blokke pr. time ved den mindre højde kunne øges. Starttiden på 4–5 minutter – altså den tid det tager for ligesom at sætte det hele i gang – vil næppe kunne forkortes, mens transporttiden på tre minutter må kunne nedsættes til et minut. Antallet af løftede blokke vil da kunne øges fra seks til otte pr. arbejdshold pr. time. Ved pyramiden ville det være muligt at arbejde med mindst fire hold, et på hver side, og vi kommer da op på 32 blokke pr. time. Med stadig afløsning af holdene dag og nat kan der anbringes 750 blokke i døgnet eller 275.000 på et år. Med denne fart ville pyramidens ca. 2,5 millioner stenblokke kunne bringes på plads i løbet af ca. 9 år. Byggetiden for pyramiden anslås højst forskelligt af forskerne. En del har beregnet den til mellem 10 og 20 år, tal som Henry Kjellson selv tidligere har betvivlet stærkt. (Almindeligvis anslås det, at Cheops-pyramiden består af 2,3 millioner blokke. Se for eksempel I. E. S. Edwards: »Egyptens Pyramider«, s. 87 og 203) 

 

 

 

Erik Ansvang
Erik Ansvang arrangerer kulturrejser til Egypten samt skoleforløb og weekendkurser om esoterisk egyptologi i AtonSkolen. Programmer kan ses og downloades på www.egyptenrejser.dk Undervisningen er baseret på traditionel egyptologi, som er uddybet med tværvidenskabelige studier og seriøse åndsvidenskabelige kilder. Kombinationen giver en overraskende dyb indsigt i Egyptens visdom, ritualer, indvielser, kultceremonier, myter og legender. Erik Ansvang administrerer desuden www.visdomsnettet.dk og tilbyder weekendworkshops i VisdomsSkolen. Programmet kan ses på både www.egyptenrejser.dk og www.visdomsnettet.dk

 

 Kildehenvisning:

Henry Kjellson: »Forsvunden teknik«

Alice A. Bailey: »The destiny of the Nations«

C.W. Leadbeater: »Astralplanet«

Viola Petitt Neal: »Gennem forhænget«

Geoffrey Keyte: »The Hall of Records and Edgar Cayce«

»Cairo Times«

Baird Spalding: »Teachings of the Masters of the Far East«

Sven Hedin »Det tibetanska äfventyret«

 

 

Til forside

Oprettet den 11. januar 2006 læst af: