Fra trækile til dynamit

- eller fra viden til uvidenhed?

 

Af Erik Ansvang

 

 

(Ill.: Dynamit)

 

 

Forskerne har ikke en logisk forklaring på, hvordan de gamle egyptere kunne udhugge og polere de store obelisker, for det hårdeste metal, man dengang kendte og brugte, var kobber, der som bekendt er et temmelig blødt metal. Man siger derfor, at de gamle egyptere var i stand til at hærde kobberet, men selv hærdet kobber kan ikke bruges til at udhugge og forme hård granit ifølge eksperter på området. Forskerne har reelt ikke noget fornuftigt bud på den utrolige præcision, granitblokkene er udhugget med. Et godt eksempel er granitstenene i det store galleri i Khufu-pyramiden (Cheops-pyramiden), for de er tilhugget enkeltvis og tilpasset med millimeters nøjagtighed. Men den største undren vækker egypternes mange obelisker, som er enorme monolitter, der er synlige beviser på en stenhuggerkunst, som udfordrer enhver forestilling om et primitivt folk med primitive redskaber. 

Stenene
Blokkene af relativ blød og let kalksandsten er udhugget i Mokattambjerget ved Cairo. Det er ikke disse sten, der giver problemer for forskerne. Det gør granit­blokkene derimod, for de er udhugget i Aswan ca. 1.000 km. syd for pyramidefeltet ved Cairo. De største sten i Khufu-pyramidens konstruktion vejer 220 tons. Men de repræsenterer langtfra egypternes største stenhuggerpræstationer. Den største færdige obelisk, som Sesostris I lod rejse i Giza, og som i dag står på Peterspladsen i Rom, vejer 455 tons. Men den allerstørste er den ufuldførte obelisk i stenbruddet i Aswan, og den vejer ca. 1.100 tons. Hvordan i alverden kunne de gamle egyptere udhugge disse ekstremt tunge stensøjler? Og hvordan kunne de løfte og transportere dem? 

Åndsvidenskaben har svarene, men de falder ikke inden for naturvidenskabens selvskabte rammer for bevisførelse. I åndsvidenskaben accepteres kræfter, som er udforsket og erkendt ved hjælp af metafysiske evner, men de kan som bekendt ikke verificeres ved hjælp af de fysiske sanser, og derfor falder de automatisk uden for naturvidenskabens anerkendte rammer. Men åndsvidenskaben oplyser, at Solen udsender flere kendte og mange ukendte energityper. Fohat er en fælles betegnelse for dem, og fohat kommer til udtryk blandt andet som elektricitet, varme og magne­tisme, samt flere endnu ukendte energityper. Denne fohatenergi kendte og anvendte de gamle egyptere, og desuden kontrollerede de gamle kulturer en kraft, man kalder kundalini, og i dette tilfælde er der tale om materiens egen iboende kraft – Jordens kundalinikraft. 

Geoffrey Hodson fortæller, at fohatkundalinikraften blev koncentreret til en laseragtig stråle, som man brugte til at fræse, skære eller svejse stenblokkene ud af klipperne. Det er årsagen til, at man kunne skære blokkene hurtigt og med ufattelig præcision. Det reducerede desuden det efterfølgende poleringsarbejde til et minimum. 

Forklaringer af denne art afvises hovedrystende af nutidens forskere, men i stedet for at fortabe sig i endeløse diskussioner om hvor grænserne for videnskabelig forskning befinder sig, kan man i stedet gå en anden vej og spørge eksperter, om den naturvidenskabelige teori overhovedet er mulig. Hvis ikke den er mulig, medfører det selvfølgelig ikke, at den åndsvidenskabelige metode dermed er bevist, men det åbner i det mindste for nytænkning. 

Eksperten, som vi kalder ind i »vidneskranken« i dette spørgsmål, er ingen ringere end den svenske Draken-konstruktør fra Saab-fabrikkerne, civilingeniør Henry Kjellson, som drevet af professionel nysgerrighed gik på jagt efter forsvunden teknik og glemte energiformer i Egypten, Palæstina og Tibet.

 

Aswan-obeliskens beliggenhed og dimensioner

Han fortæller, at et strålende eksempel på de gamle egypteres tekniske formåen netop er den ufuldførte obelisk i Aswan knap 1.000 km syd for Cairo. Granitbruddet – eller rettere granitbruddene – ligger syd for dæmningen og er et godt sted at foretage tekniske studier af egypternes stenhuggerteknik. Det er ikke kun selve obelisken, som stadig ligger i sit leje, der kan give værdifulde oplysninger, men også de øvrige obelisklejer i dens umiddelbare nærhed, selvom obeliskerne er gjort færdige og transporteret væk, for de har efterladt spor af forskellige faser af obeliskernes bearbejdning.

 

 

Billede nr. 1

 

 

Billede nr. 1 viser obeliskens leje. Obelisken er 41 m lang, 4,3 m bred ved basis og 2,8 m ved toppen, hvor den pyramideformede afslutning begynder. Langs dens sider løber to ca. 72 cm brede grave, der er 2,5 m dybe. For at obelisken skulle have kunnet frilægges helt til løftning, skulle disse grave være gjort yderligere 3 m dybe ved dens brede ende, således at graven her var blevet over 5 m dyb.

 

 

 

snit E–F

 

Obelisken ligger i en skrå stilling med basisenden 7 m lavere end topenden. Den traditionelle teori går ud på, at efter at halvdelen af obelisken var frigjort, havde man opdaget nogle sprækker og defekter i stenen. Man skulle derfor have konkluderet, at kolossen ikke ville kunne holde, og derfor overvejede egypterne at lave en mindre obelisk af den. Udhuggede linjer, som kun er synlige i en bestemt belysning, viser skitseringen af to forslag til en mindre obelisk på 33 meters længde. 

En anden teori, som er fremsat og underbygget af den danske historiker, forsker og forfatter Ove von Spaeth i hans bogserie »Attentatet på Moses«, sandsynliggør, at obelisken revnede på grund af sabotage i forbindelse med et kup mod viziren Senmut og dronning Hatshepsut i 18. dynasti. (www.moses-egypt.net ). De to teorier er ikke nødvendigvis i konflikt med hinanden, idet egypterne efter attentatet kunne have overvejet at fremstille en mindre obelisk af den nu ødelagte gigant.

 

Obeliskens sidegrave
Henry Kjellson fortæller, at det er interessant at studere de 2,5 m dybe og 72 cm brede sidegrave og ud fra arbejdssporene gætte sig til, hvordan arbejdet kan være udført. Man får et imponerende indtryk af teknisk dygtighed og vældige stenbearbejdningsredskaber, når man ser arbejdssporene nede i de smalle, dybe grave. 

 

Fræsespor i sidegravene. 

Billedet stammer fra den sydlige grav. Det fremgår tydeligt af billedet, at graven er ligesom »fræset« ud ved hjælp af store, parvist arbejdende fræsetrisser. Fræsetrisserne er drevet nedefter fuldstændig vertikalt, og i bunden ses det, hvordan de to sidespor er mødtes, og derved er der er dannet en forhøjning (E på billede nr. 3). Denne forhøjning løber i hele gravens længde. Der findes 150 tilsvarende vertikale spor – side om side – i hver af gravene. Fræsesporene er angivet øverst til højre på billede nr. 2, hvor væggen E–G vises. Af spor i siderne i de tomme obelisklejer kan det ses, at obeliskerne løsnedes ved horisontale indfræsninger fra bunden af gravene, således som det er antydet ved snittet E–F på billede nr. 2. 

Engelbachs teori om, hvordan obeliskerne blev udhugget
Det var Engelbach, der i 1922 lod obelisken udgrave.Før var den dækket af sand, og kun 15 meter af dens spidse ende stak frem. Engelbach har funderet meget over, hvordan gravene blev skabt. 

Han havde en formand fra et italiensk marmorbrud med, og de kom begge til den konklusion, at et arbejdshold på 150 mand har stået i hver af de to grave og slået med doleritkugler med en diameter på ca. 30 cm. Fræsesporenes bredde er nemlig 27 cm. Disse 150 arbejdere har haft andre 150 arbejdere til hjælp, som har stået oppe på obelisken og med hammere slået på stolper, der hvilede på doleritkuglerne. De arbejdere, der stod nede i graven med hver sin kugle, har fejet det stenmel (pulveriseret granit) væk, der dannedes for hvert slag, og som, hvis man havde ladet det ligge, ville have formindsket slagenes virkning. 

Der var så trangt nede i gravene, at arbejdet, stadig ifølge Engelbach, er sket i takt efter en sang, og på bestemte steder i denne har alle arbejderne på én gang vendt sig helt om og ladet kuglen bearbejde gravens anden halvdel. Foregik det ikke i takt, ville der opstå kaos nede i den trange grav. 

Engelbach mener at have fundet støtte for denne teori i en masse doleritkugler, som han fandt i obeliskens nærhed, og som han oplyser, at han lod grave ned i nærheden. Således læser Engel­bach stenmærkernes sprog. Men er der overhovedet nogen, der tror på det realistiske i denne teori? 

Ved denne metode måtte stenmelet bestandig fejes bort og skovles op. Hvordan kan regelmæssige vertikale spor fremkomme på denne måde? For den, der undersøger arbejdsmærkerne nærmere, findes der mange værdifulde små ejendommeligheder. Man opdager for eksempel, at fræsetrissens diameter (rundingen F–G), har været større end venstre sides fræsetrisses (rundingen C–D). I venstre side finder man ved A–B en ekstra dyb sidefræsning. Her har trisserne gået i tomgang og måttet reguleres, og næste tomgangssted ses i sidefræsningen C–D. Reguleringsdybden for den benyttede fræsemaskine kan ved hjælp heraf bestemmes til ca. 1 m. 

Aswanstenbruddene viser udover disse eksempler et væld af andre detaljer og spor efter en højtstående meka­nisk stenbearbejdningsteknik, som fortjener et grundigt stu­dium. 

 

Kan myten om fugtede trækilers sprængvirkning mon aflives? 

 

Oplysninger om trækilerne
En meget gammel idé om hvordan fortidens folk
specielt egypterne sprængte deres enorme stenblokke løs, er, at de anvendte trækiler fugtet med vand. I nutidens rejsehåndbøger kan man stadig læse om denne teori. I en artikel om Aswan står der for eksempel: 

»Frigørelsen af stenblokke i gammel tid foregik efter en simpel metode. Man lavede huller i klippen, som man bankede trækiler ind i. Træet blev derefter fugtet med vand, hvorved det svulmede op og sprængte store klippestykker løs.« 

Egyptologer og turistguider i Aswan kommer med de samme oplysninger. Når man spørger, om de virkelig tror, at obelisken blev frigjort på samme måde, svarede mange heldigvis, at det tror de faktisk ikke. 

En svensk sprængstoffabrik annoncerede engang med overskriften »Fra trækile til dynamit«, oplyser Henry Kjellson, og en annonce fra en norsk sprængstoffabrik anvendte overskriften »Vandet som pyramidebygger«. Tænkende mennesker har altid stærkt betvivlet rigtigheden af påstandene om trækilernes sprængkraft. Vi må huske, at den metode, der forudsættes anvendt blandt andet i Egypten, helt adskiller sig fra koldere egnes metode, hvor man fylder borede huller med vand, som, når temperaturen falder, bliver til is og på den måde udvider sig med sprængende virkning. Ved frysning af vand foregår en fysisk strukturændring med ændrede volumenegenskaber hos vandet. 

Teoretisk refleksion over problemet
Når man spurgte annoncørerne om trækileteorien kunne verificeres, svarede de, at de ikke selv havde gjort forsøg med fugtede trækiler. De accepterede blot det, man kunne læse i faglitteraturen, hvor det konstateres, at vandet ved materialets opsvulmning kan bevirke tryk på op til 13.500 atmosfærer. (jvf. »
Wood Chemistry« af Wise). 

I »Wood Technology« af Tieman fremhæves det, at de teoretiske formler ikke giver korrekt resultat ved lav fugtighedsgrad, og at højeste målte opsvulmningstryk ved »kolloidal gel« har været 51,3 atmosfærer. Granit angives at have en sammenhængskraft på 75 kg/cm2, og dermed er opsvulmningsgraden utilstrækkelig til at bryde granitten. 

I værket »The Swelling of Wood under Stress« af Barkas fastslås det, at den almindeligt anvendte ligning for opsvulmningstrykket, som er baseret på lord Kelvins formel, af flere grunde er uanvendelig i praksis, og det undrer overhovedet ikke Barkas. Han oplyser som eksempel, at absorptionstrykket ved fugtet cellulose ikke siger os noget som helst om det tryk, der findes hos vand og cellulose. Ved en undersøgelse viste det sig, at vandet i gelen måtte have en tæthed, der var to gange så stor som tætheden hos almindeligt vand. Da vand normalt er usammenpresseligt, må der et enormt tryk til for at give det denne tæthed. 

Andre forsøg har vist, at en træprop, der er mættet med vand i fri tilstand, afgiver vand når den sammenklemmes, idet det presses ud af træproppens porer. For at kunne klemme vandet ud, behøver man ikke anvende noget særlig stort tryk. Man må naturligvis skelne mellem den vandmængde der absorberes gennem hårrørsvirkningen og den vandfugtighed der absorberes i gelen. Denne sidste må ved opsvulmning først udfylde hårrørshulningerne, og derfor får vi ikke noget nævneværdigt opsvulmningstryk, da det drejer sig om porøst materiale. 

Wise oplyser til dette, at når en blok, der spændes ind i et mekanisk ikke elastisk bælte, fugtes til mæt­ning og derpå tørres, får den en mindre ydre diameter end før. Når denne proces er gentaget 10 gange, vil træets volumen være reduceret til 2/3 af det oprindelige. Det skyldes, at fiberkaviteterne eller hulrummene presses sammen af trykket, der opstår ved opsvulmningen. Men der kræves en række successive indspændinger, før træet er helt komprimeret. 

Sprængningsforsøg
Den samme effekt er bekræftet ved de sprængningsforsøg med opsvulmende træpropper, som Henry Kjellson selv foretog. Han anbragte træpropper af fyr og birk i en lille granitblok i forskellige glasflaskeåbninger, i bundcy­lindre af afskårne glasflasker og i ringe skåret ud af glasflasker. 

Ved meget stor diameter hos træproppen og ringe tykkelse af glasvæggen sprængtes ringen af opsvulmningstrykket. Træpropperne var blevet tørret i en ovn og derefter opbevaret tørt i en måneds tid. Forsøget udførtes ved en luftfugtighed på 30%. Ved denne luftfugtighed skulle den største sprængkraft kunne nås ifølge de teoretiske undersøgelser. Forsøget beviste, hvor ringe en sprængkraft en træprop giver ved opsvulm­ning. At egypterne skulle have benyttet sig af denne ineffek­tive metode, synes derfor udelukket. 

Svaret på overskriften er derfor, at udviklingen ikke er gået fra trækile til dynamit - men fra viden til uvidenhed om fortidens teknik og energiformer.

 

Dynamitsprængning. 

Kildehenvisning:

Henry Kjellson: »Forsvunden teknik«

 

 Erik Ansvang

Erik Ansvang arrangerer kulturrejser til Egypten samt skoleforløb og weekendkurser om esoterisk egyptologi i AtonSkolen. Programmer kan ses og downloades på www.egyptenrejser.dk Undervisningen er baseret på traditionel egyptologi, som er uddybet med tværvidenskabelige studier og seriøse åndsvidenskabelige kilder. Kombinationen giver en overraskende dyb indsigt i Egyptens visdom, ritualer, indvielser, kultceremonier, myter og legender. Erik Ansvang administrerer desuden www.visdomsnettet.dk og tilbyder weekendworkshops i VisdomsSkolen. Programmet kan ses på både www.egyptenrejser.dk og www.visdomsrejser.dk .

Til forside

Indsat den 17. oktober 2005 læst af