Egyptens hellige søer

og bassiner  

Il

  

Guderne vandrede blandt mennesker

Hvis vi skal tro de gamle egyptere, var der en tid, hvor »guderne vandrede blandt mennesker«. Men hvad mente de mon med det? Forskerne vil givetvis forklare det med primitive trosforestillinger, men åndsvidenskaben hævder, at der blandt egypterne faktisk befandt sig oplyste mennesker med en udvikling og bevidsthed, der ligger langt over den menneskelige. Disse oplyste sjæle kaldes mestre.

 Mestrene er menneskehedens ældre brødre og søstre, og de udgør det 5. naturrige eller det overmenneskelige rige. De har fuldført den menneskelige evolutionscyklus, det vil sige at de har forceret deres udvikling frem til det stadium, som menneskeheden som helhed skal nå engang i en fjern fremtid. De kaldes mestre, fordi de mestrer menneskelivet og naturlovene i menneskets verden, og i Egypten havde de valgt at fortsætte med at stå i forbindelse med menneskeheden i fysiske legemer. Teosofien har offentliggjort navnene på flere af dem.

 Den tibetanske mester Djwhal Khul giver via Alice A. Bailey følgende information: 

»Vi må huske, at »åndelighed« dengang var af en helt anden art end det, der i dag går under dette navn… Der var ingen tanker – som vi kender det i dag – i denne holdning, men kun en rækken ud efter det, man fornemmede som uopnåeligt, og det som man begærede. Det blev frem­met i befolkningen af Hierarkiet ved hjælp af gaver i form af opfindelser af forskellig art og ved at bruge den instinktive men­neskemasse til at bygge store og skønne byer og fantastiske byg­ningsværker, hvoraf resterne endnu eksisterer i vores dage. Dette blev gjort under kyndig ledelse af de indviede og adepterne, som anvendte deres viden om materiens og energiens natur til at skabe meget af det mennesker i dag famlende søger at opdage og mulig­gøre. Alt hvad den moderne civilisationsproces har gjort muligt, og meget mere end det der i dag går under navn af videnskabeli­ge opfindelser, var kendt i det gamle Atlantis, men det var ikke ud­viklet af menneskene selv.« 

Alice A. Bailey: »The Externalisation of the Hierarchy«, p. 121-122 

Hverken de gamle egypteres eller den moderne åndsvidenskabs oplysninger beviser mestrenes tilstedeværelse i det gamle Egypten, men et tydeligt indicium kunne være de »fantastiske bygningsværker«, som den tibetanske mester henviser til. Et godt eksempel er Egyptens hellige søer og bassiner.

 

Moeris-søen ifølge Herodot

Når man besøger Egypten, imponeres man over meget andet end pyramiderne, templerne, obeliskerne, sfinxerne og gravene. De store og »hellige« søer er et eksempel. Hellige søer findes blandt andet ved Karnak-templet, Dendara-templet (hvor Cleopatras bassin ligger) og andre egyptiske templer, men desuden har man på luftfotografier fundet spor efter et gigantisk bassin ved Theben (nutidens Luxor).

 

 

Den hellige sø i Dendara-templet 

 Men størst af alle var nok den sø eller det bassin til vandregulering, som nu er forsvundet, og som gik under navnet Moeris-søen (Egyptisk mr-wr = store kanal). I Egypten har overrislingsproblemet altid været livsvigtigt. Muligheden for at kunne opmagasinere og regulere Nilens vand har tydeligvis interesseret herskerne fra de tidligste tider. Ved Aswan findes resterne af en gammel vandstandsmåler, det såkaldte »nilometer«. Vandstanden blev dagligt aflæst ved hjælp af disse målere, som findes i mange templer.

 

 

Fayum 

Historieskriveren Herodot, der levede ca. 485-425 f. Kr., og som har fået tilnavnet »historiens fader«, beretter om en kunstig sø af virkelig store dimensioner. På sine rejser besøgte han Egypten og studerede blandt andet labyrinten i nærheden af Krokodilopolis. Labyrinten lå i nærheden af Moeris-søen og havde 3.000 rum – halvdelen over og halvdelen under jorden. Dette vældige bygningskompleks er nu helt forsvundet, og man ved ikke engang nøjagtigt, hvor det har ligget.

 

 

Herodot 

»Skønt denne labyrint,« skriver Herodot, »er et sådant vidunder, vækker dog den såkaldte Moeris-sø, ved hvis bred labyrinten er bygget, endnu større undren. Dens omkreds har en udstrækning af 3.600 stadier eller 60 skhoiner, altså lige så meget som selve Egyptens udstrækning langs med havet. Søen strækker sig i længden fra nord til syd og har en dybde af 50 favne der, hvor den er dybest. At den er et værk af menneskehænder og altså udgravet, viser den selv tydeligt, for omtrent midt i søen står der to pyramider, som begge hæver sig 50 favne over vandfladen, og den del, der er bygget under vandet, er lige så stor. Oven på hver af dem er der opstillet et mægtigt stenbillede af et menneske, der sidder på en trone. Pyramiderne er således 100 favne høje, men de 100 favne er lige så meget som 1 stadie på 6 plethrer, da 1 favn udgør 6 fod eller 4 alen – 1 fod er nemlig 4 håndsbred lang, mens 1 alen er 6 håndsbred. 

Vandet i søen har ikke sit udspring der på stedet, for der er forfærdelig tørt. Det ledes derhen fra Nilen gennem en kanal, og i 6 måneder løber vandet indad til søen, i 6 måneder atter ud af den til Nilen. I de 6 måneder, da vandet løber ud af søen, giver den hver dag 1 talent i sølv til kongens kasse som afgift for fiskeriet, men i den tid, da vandet løber ind til søen, giver den 20 miner. Egnens folk fortalte også, at denne sø har et underjordisk afløb til Syrten i Libyen, idet den imod vest strækker sig ind til det indre af landet langs med bjergkæden oven for Memphis. 

 Da jeg imidlertid ikke nogetsteds kunne få øje på jorden fra denne udgravning, og det dog var mig magtpåliggende at få besked herom, spurgte jeg dem, der bor lige ved søen, om, hvor den udgravede jord var blevet af. De forklarede mig da, hvorhen den var blevet ført bort, og fik mig med lethed til at tro herpå… Efterhånden som egypterne udgravede jorden, kastede de den nemlig i Nilen, og idet floden optog jorden, måtte den naturligvis skylle den bort. Således skal altså denne sø være blevet udgravet.« 

Fra »Herodots Historie«, bog 2 

 

Den græske geograf Strabo (ca. 63–21 f.Kr.), besøgte også Egypten. Han fortæller, at labyrinten er et projekt, der tåler sammenligning med pyramiderne. Om Moeris-søen siger han, at den var en åben sø, af størrelse og farve som havet. (Strabo XVII 1.35). 

Den græske historieskriver Diodorus Siculus, (ca. 40 f.Kr.), fortæller også om søen, og den omtales desuden hos den romerske historiker Tacitus og encyklopædisten Plinius den Ældre, begge 1. årh. e.Kr. De er alle af den opfattelse, at søen var kunstig. (Diodor I 51, Plinius den Ældre. XXXVI 76, Tacitus Annales II 61). 

Selvom Herodot har set Moeris-søen med egne øjne, er den nu helt forsvundet, og ingen ved nøjagtig, hvor den ligger. Nogle gætter på oasen Fayum sydvest for Cairo.

 

 

Den hellige sø i Karnak-templet 

Bassinet ved Theben

Et andet stort vandreservoir, som er næsten forsvundet, er bassinet ved Theben. De eneste tilgængelige oplysninger om dette bassin stammer fra et luftfotografi på museet i Cairo. 

Fotografiet viser Theben-området i retning mod Luxor. Man skimter her konturerne af et anlæg, der kunne være et bade- eller svømmebassin, der er 1.940 m langt og 340 m bredt. Det ligger syd for Medinet Habu-templet. På en skarabæ, der er fundet, har egypterne angivet nøjagtig disse mål samt oplysninger om den tid, det tog at udgrave bassinet.

 

 

Skarabæen ved den hellige sø i Karnak-templet 

De gamle egyptere fortæller, at bassinet blev udgravet på den utroligt hurtige tid af kun 15 dage. Det er ikke en helt ringe arbejdspræstation, og den svenske civilingeniør Henry Kjellson, har foretaget en beregning af, hvor mange mennesker, der er nødvendig for at kunne udføre dette arbejde, hvis bassinet skulle være 3 m dybt. Normalt er bassinerne ellers meget dybere. Karnak-søen eller -bassinet og Cleopatras bassin er ca. 10 m dybe. Men hvis vi antager, at der graves med spader (egypterne brugte dog ikke spader men hakker), og at materialet bæres bort i kurve, ville der skulle bruges 4.000.000 mennesker… fire millioner mennesker.  

Arbejdet kan nemlig sammenlignes med en arbejdspræstation udført med håndkraft i moderne tid, for det kan sammenlignes med de kinesiske inddæmningsarbejder ved Ming-dalen, hvor 400.000 kinesere – ifølge i Bunte Deutsche Illustrierte (nr. 43, 1959) – med håndkraft og ved hjælp af kurve, der blev båret på ryggen, flyttede 2.000.000 kubikmeter materiale på 160 dage. Hvis bassinet ved Theben skulle være bare 3 m dybt, måtte der fjernes ca. 2.000.000 kubikmeter jord. Hvis det skal ske på 15 dage, kræves der 4.000.000 mennesker. Så mange mennesker ville selv en farao næppe kunne samle blot for at få et bassin gravet på 15 dage. 

Hvis skarabætekstens oplysninger skal kunne forklares, er vi nødt til at acceptere, at der på den tid må have stået avanceret teknik og ukendte maskinelle hjælpemidler til rådighed. 

Der er ingen naturvidenskabelig forklaring (som ofte forveksles med en »naturlig« forklaring) på denne og andre af de gamle egypteres præstationer, men hvis »guderne vandrede blandt mennesker«, og arbejdet blev udført under »kyndig ledelse af de indviede og adepterne, som anvendte deres viden om materiens og energiens natur til at skabe meget af det, mennesker i dag famlende søger at opdage og mulig­gøre«, sådan som Djwhal Khul forklarer det, har de gamle egyptere ikke udført et mirakel, men blot anvendt teknisk viden, som i dag er gået i glemmebogen.

 

 

Den hellige sø i Karnak-templet 

Erik Ansvang

Erik Ansvang arrangerer kulturrejser til Egypten samt skoleforløb og weekendkurser om esoterisk egyptologi i AtonSkolen. Programmer kan ses og downloades på www.egyptenrejser.dk Undervisningen er baseret på traditionel egyptologi, som er uddybet med tværvidenskabelige studier og seriøse åndsvidenskabelige kilder. Kombinationen giver en overraskende dyb indsigt i Egyptens visdom, ritualer, indvielser, kultceremonier, myter og legender. Erik Ansvang administrerer desuden www.visdomsnettet.dk og tilbyder weekendworkshops i VisdomsSkolen. Programmet kan ses på både www.egyptenrejser.dk og www.visdomsrejser.dk .

Til forside