Månen

Af Erik Ansvang

Den kendte gudetriade Amon, Mut og Khonsu er en månetriade. Visdomsguden Tehuti (Thoth) er også en månegud. Isis, Hathor, Nephthys – ja alle de egyptiske gudinder er månegudinder. Denne konsekvente brug af Månen som symbol for guder og gudinder gør det interessant at se nærmere på månesymbolikken i et bredere perspektiv.

Månetriaden Khonsu, Mut og Amon

Månen er desuden kommet i fokus i forbindelse med new age bevægelsens præsentation af nye muligheder for at indgå i et bevidst samspil mellem menneskeheden (mikrokosmos) og bevidsthedstilstande, kvaliteter og bevidstheder, der befinder sig på højere udviklingstrin (makrokosmos). Et eksempel er fuldmånemeditationer, hvor der praktiseres et reelt men subjektivt samarbejde med indre kilder til inspiration for menneskeheden. Det inspiratoriske samarbejde mellem den indre og den ydre verden var kendt og anvendt i de gamle kulturer, og tidspunktet ved fuldmåne er selvsagt ikke tilfældigt valgt. I denne artikel vil vi derfor se nærmere på Månens symbolik, som er vidtrækkende og særdeles kompleks.

Maskulin og feminin – Solen og Månen

I den kosmiske orden anses Månen for at være et duplikat af Solen, men i formindsket form, for mens Solen giver liv til hele det planetariske system, har Månen kun indflydelse på vores planet. Og eftersom den har en passiv karakter – idet den modtager sit lys fra Solen – sættes der i symbolikken lighedstegn med nummer to og det passive eller feminine princip, som også har relation til Verdensægget (verdensrummet) – støbeformen eller solguden Ras bark – den kosmiske bark – livets beholder.

Nogle af nutidens forskere mener, at det var dengang patriarkatet fortrængte matriarkatet, at den feminine karakter blev associeret med Månen, og den maskuline med Solen. De betragter således symbolikken som et udtryk for en kønskamp, hvor Solen repræsenterer noget højere og vigtigere end Månen. Eksempelvis var der ligestilling mellem kønnene i det gamle Egypten. Egypternes holdning til ligestilling er nem at forstå, for de forsøgte at »løfte himlen ned på Jorden« – de ville med andre ord omsætte de kosmiske principper til praktisk virkelighed i hverdagslivet. Og kosmos var udtryk for en konstant vekselvirkning mellem ånd og stof – det maskuline og det feminine princip – som naturligvis var ligeværdige, eftersom ånd og stof er udtryk for to sider af Det Ene Liv og en forudsætning for manifestation og udvikling af bevidsthed. Ånd, stof og bevidsthed – eller det maskuline, det feminine og syntesen af denne dualitet var grundtemaet i egypternes livsopfattelse, og derfor var ligestilling en selvfølge i det daglige liv. Solen giver livet og lyset, og Månen modtager livet og lyset. Solen og det maskuline princip repræsenterer derfor det givende princip, og Månen og det feminine princip er modtagende. Det givende og det modtagende princip er livets forudsætning og derfor ligeværdigt. Det er disse arketypiske principper, der ligger til grund for symbolikken og ikke en kønskamp.

Artemis

Månens kraft

Jordens satellit rummer en kraft, der blev observeret af Cicero, da han bemærkede: »at hver måned, når Månen fuldfører det samme kredsløb, som Solen gennemfører på et år… bidrager den i stor målestok til planternes modning og dyrenes vækst.« Denne udtalelse hjælper måske til forståelsen af den vigtige rolle, som månegudinder – som for eksempel egypternes Isis, Hathor, Mut m.fl., men også den babyloniske himmelgudinde Ishtar, grækernes Artemis (Månens og jagtens gudinde), romernes Diana m.fl. – fik i de gamle kulturer. Romernes Diana eller Jana er det feminine aspekt af Janus (- den romerske gud, som var gud for tid og begyndelse og for hjem og fred. Guden Janus’ hoved havde to ansigter).

Eftersom Månen styrer tidevandet, regnen, vandene, floder og åer samt årstiderne og dermed menneskets livstid, er overopsynet med menneskets skæbne også lagt i månegudindernes hænder. Mennesket har fra tidernes morgen været opmærksom på relationen mellem Månen og tidevandet samt den mere mystiske forbindelse mellem Månens cyklus og kvindens fysiologiske cyklus. Darwin var enig med Krappe, da han sagde, at relationen stammer fra det faktum, at dyrelivet er opstået i havets dyb, og at denne oprindelse overførte en rytme til livet, der er fortsat i millioner af år, og derfor må Månen være »kvindens mester«.

Månens faser og psykologi

En anden grundlæggende kendsgerning i Månens psykologi er de synlige forandringer af dens overflade, som er et resultat af de periodiske månefaser. Nogle forskere postulerer, at disse faser – navnlig i deres negative udtryk, der viser sig som partiel og gradvis forsvinden – muligvis har været inspirationskilde til myterne om sønderlemmelsen af for eksempel Osiris, Orfeus m.fl. Disse »onde« handlinger har muligvis fået kristendommen til at sammenkæde manden i Månen med Kain og Judas Iscariot.

Månen symboliserer som regel den feminine kraft – modergudinden, himlens dronning – med Solen som den maskuline modpol. Der findes undtagelser for denne grundsymbolik hos afrikanske stammer, nordamerikanske indianere, hos germanerne, maurerne og japanerne, hvor Månen symboliserer den maskuline befrugtningsevne. Men uanset om Månen er maskulin eller feminin, er den et universelt symbol på de cykliske perioders rytmer – fødsel, liv, død og genfødsel – og dermed evig fornyelse, illumination og dermed udødelighed og evigt liv.

Hieros gamos blev sædvanligvis forstået som ægteskabet mellem himmel og jord, men kunne også forstås som foreningen af Solen og Månen. Hieros gamos er et græsk udtryk for helligt bryllup, som i Egypten og under Antikken og særlig i Orienten var en udbredt frugtbarhedsmagi, der byggede på forestillingen om Himlens og Jordens ægteskabelige forhold, og som af kongen blev udført som ceremonielt samleje med dronningen eller en præstinde i templerne på astrologisk udvalgte tidspunkter.

Månen og tiden

Nu om dage er det almindeligt accepteret, at Månens rytme var den første, der blev brugt til at udmåle tiden, altså før man begyndte at anvende Solens rytme som målestok. Og der er også en mulig sammenhæng mellem Månen og myterne om genopstandelsen – når forår følger vinteren, når blomsterne dukker frem efter frosten, når Solen igen stiger over horisonten efter nattens mørke – når den tiltagende Måne vokser frem af Nymånen. Månens regulerende påvirkninger blev tidligt anset som et mellemled mellem himmel og jord. Månen ikke alene udmåler og betinger jordiske faser, den forener dem desuden i kraft af sin aktivitet. Den forener vand og regn, og den betinger kvinders, dyrs og plantevækstens frugtbarhed. Men mest af alt opretholder den ikke sin identitet, men som en klar, lysende og fuldkommen synlig cirkel, må den lide under begrænsninger af sin fulde form.

Disse faser er analoge med årstiderne og menneskets livstid, og det er årsagen til slægtskabet mellem Månen og tingenes biologiske orden, eftersom den også er udgangspunktet for forandringens lov – væksten (fra spire eller ungdom til modenhed eller manddom) og forfald (fra manddom til alderdom). Det kan være grundlaget for sagnet om, at Månens usynlige fase korresponderer med menneskets død – og som konsekvens heraf – idéen om at de døde drager til Månen og vender tilbage fra den i visse traditioner, der anerkender reinkarnation. Død medfører derfor ikke udslukning, men blot et midlertidigt fravær fra det fysiske plan. I tre nætter forsvinder Månen fra himlen, men på den fjerde dag genfødes den.

Da det er Månen, der således spinder tidens tråd og dermed livstråden, afbildes gudinderne ofte som edderkopper i midten af deres spind. Spinderokken og tenen er derfor gudindernes symboler.

Stjerneteologi

Idéen om at man rejser til Månen efter den fysiske død er bevaret i mere avancerede kulturer – eksempelvis i Grækenland, Indien og Iran. Pythagoræisk tænkning tilføjede en frisk impuls til denne stjerneteologi: »De saliges øer«, og alle mytiske lokaliteter blev tilføjet til dette himmelske plan – Solen, Månen og Mælkevejen.

Det er ikke vanskeligt at forstå, at Månen var »de dødes land« eller stedet hvor sjælene regenereres i de traditionelle temaer. Men Månen er blot et af stadierne på sjælens himmelfart. Det var andre: Solen og Stjernerne (Mælkevejen) - »den allerhøjeste cirkel«. Det er årsagen til, at Månen præsiderer over organismernes skabelse og opløsning. Det er Månens skæbne at absorbere former og genskabe dem. Transformation sker hinsides eller over Månen. Som følge deraf renses retfærdige sjæle i Månen ifølge Plutarch, mens deres kroppe vil returnere til Jorden, hvorimod deres ånd vil vende tilbage til Solen. Månen repræsenterer således menneskets almindelige bevidsthedsniveau.

Nogle forfattere konstaterer, at former opløses i »Månens sfære«, sådan at højere stadier er skarpt adskilt fra lavere – himmelverdenen er adskilt fra underverdenen – og heraf Månens duale rolle. Jesu moder Maria – Verdensmoderen – vises stående over halvmånen, og det tyder på, at evigheden befinder sig hinsides det omskiftelige og forgængelige.

Det metal, der knyttes til Månen, er sølv. Det anses for at være en guide til naturens esoteriske dimensioner, hvilket betragtes som en symbolsk modsætning til Solen, der er ansvarlig for livets opståen og opretholdelse i den fysiske verden. I alkymien repræsenterer Månen det flygtige eller foranderlige, men også mangfoldighed på grund af dens opsplittede natur via dens faser. I det før-islamiske Arabien såvel som i semitiske kulturer, herskede Måne-kulten over Sol-kulten. Mohammed forbød derfor anvendelsen af al andet metal i amuletter end sølv.

Ifølge grønlænderne var alle himmellegemer engang mennesker. Himmellegemer er således væsener, der anvender sole, planeter og måner som deres fysiske legemer, og vejen til denne kosmiske bevidsthedstilstand er gået gennem menneskerigets mikrokosmiske udvikling. For grønlænderne er det navnlig Månen, der tilskynder kvinder til seksuel aktivitet, og derfor er det ikke anbefalelsesværdigt, at de mediterer for længe på Månen.

Solen, Månens faser og nattens mørke

Et andet betydningsfuldt aspekt af Månen har at gøre med dens tætte relation til natten (det moderlige, det omsluttende, det ubevidste og ambivalente fordi det både rummer det beskyttende og det farlige i fasen, hvor kun halvdelen af Månen er oplyst). Det er grunden til, at Månen associeres med imaginationens og fantasiens blege lys, der fungerer som et mellemled mellem fornægtelse af det åndelige liv, og åbenbaringen af den blændende klare intuition, der repræsenteres af Solen.

Månens dualitet, der skabes af dens faser, har mest af alt påvirket det mytiske og symbolske. Underverdenen – dødens og mørkets verden – symboliseres af »den døende Måne«. Oververdenen – livets og lysets verden – symboliseres i nogle kulturer af dyr, der er knyttet til Månen, og det er dyr, der veksler mellem tilsynekomst og forsvinden som for eksempel en snegl, der kommer frem af sneglehuset og trækker sig tilbage til det igen – eller en bjørn, som går i hi om vinteren og viser sig igen om foråret etc. Den tiltalende Måne symboliseres på bedste måde af koens horn, der også kaldes »lysets skib på nattens hav«. Alle nattedyr som for eksempel katten og ræven er »månedyr«.

Fuldmånen symboliserer total oplysning eller illumination og dermed helhed, fuldkommenhed, styrke og åndelig kraft. Halvmånen repræsenterer begravelse, og den aftagende Måne er symbol på uheld og dæmoniske kræfter. Månesymboler anses ofte for at repræsentere en egenskab, der er passiv eller reflekterende – i stil med et spejl – eller genstande, der kan forandre sin overflade – eksempelvis en vifte.

Månen repræsenterer ikke kun naturens mørke sider, for esoterisk set symboliserer Månen desuden lyset i mørket, kundskab om det indre menneske, det irrationelle, det intuitive og det subjektive. Månen er øjet, der ser om natten, mens Solen er øjet, der ser om dagen. Den egyptiske skarabæ (som er et solsymbol) og krabben repræsenterer egenskaber, der gør det muligt at fortære og transformere alt, som er forgængeligt – Månen eller det flygtige element i alkymien – og dermed medvirke til moralsk eller fysisk fornyelse.

Månen som inspirationskilde

En teori sætter fokus på en særdeles interessant morfologisk iagttagelse. (Morfologi er formlære eller læren om morfemer, som i biologien er læren om organismens form og bygning). En forsker ved navn Schneider mener, at de fremadskridende forandringer af Månens form – fra skiveformet til en tynd lystråd – har påvirket formningen af forskellige fysiske former som for eksempel musikinstrumenter. Andre forskere (Stuchen, Hommel og Dornseif) har påvist måneformens indflydelse på formningen af de hebræiske og arabiske alfabeter, og eftersom ord er lyde eller toner, ser de en sammenhæng med udformningen af musikinstrumenter.

 

Erik Ansvang

Erik Ansvang arrangerer skoleforløb og weekendkurser om esoterisk egyptologi samt kulturrejser til Egypten. Programmer kan ses og downloades på www.egyptenrejser.dk Undervisningen er baseret på traditionel egyptologi, som er uddybet med tværvidenskabelige studier og seriøse åndsvidenskabelige kilder. Kombinationen giver en overraskende dyb indsigt i Egyptens visdom, ritualer, indvielser, kultceremonier, myter og legender. Erik Ansvang administrerer desuden www.visdomsnettet.dk

 

Til forside