Måne- Sol- og Stjerneindvielser

i det gamle Egypten

2. del af 5

 

  

Hemmelighedernes mester

 

Den hermetiske litteratur er nedskrevet af »Trismegisti« – Hermes Trismegistos – den »Tre-gange-store« – egypternes visdomsgud Tehuti (Thoth). Skrifterne henviser angiveligt til det, som skulle mestres af en vismand: Medicin, arkitektur og astronomi. Men Hermeticas dybere hensigt ligger langt fra disse verdslige discipliner. Universets natur og hensigt, guder og mennesker drøftes indgående i en terminologi, der afslører formålet med religionen og mysterierne:

 

»… mennesket vidste engang, hvordan guder bliver til og hvordan de skaber mennesker. Vores forfædre var i begyndelsen kommet lang væk fra sandheden om guderne – de troede ikke på dem, og viste ingen interesse for religion og tilbedelse. Men herefter opfandt de kunsten at skabe guder af materie egnet til formålet. Og til denne kunst føjede de en overnaturlig kraft, som i kombination med stoffet muligvis gav symbolerne kraft til at gøre godt eller ondt – eller sagt med andre ord: da de ikke var i stand til at skabe sjæle, tilkaldte de dæmoner og indpodede dem i statuerne ved hjælp af bestemte hellige og indviede ritualer.«

 

Asklepios III: 37

 

 

At skabe guder af mennesker

I denne passage afslører Hermes for Asklepios (som vi må antage er den legendariske Imhotep), at den studerendes forfædre på denne måde blev guddommeliggjort, og at hans egen forgænger blev løftet til guddommelig status af de gamle i Hermopolis på samme måde som guddommen Tehuti.

 

 »Kunsten« eller »opfindelsen«, der hentydes til i denne dialog, forekommer upålidelig, men målet for Egyptens åndelige indvielser var de samme processer – »at skabe guder« – som er en metafor for opløftelse af menneskelivet til en ny eksistens i et guddommeligt legeme.

 

 Tre indvielsesveje

 Målet i enhver esoterisk tradition er både at beskytte og udbrede åndelige sandheder til omgivelserne ved hjælp af religiøse og kulturelle aktiviteter. Hvis det ikke lykkes, vil traditionen gå under, og traditionens ledende skikkelser må opgive deres arbejde. Var det mon dette, der skete, da Egypten til sidst udåndede i kulturens slutfase?

 

Jeg tvivler. Den egyptiske visdom er den evige visdomslære. Den hellige videnskab videregives stadig til de mennesker, der er modtagelige for den, selvom det i dag sker gennem mangelfulde kilder såsom smuldrende ruiner og optegnelser fra en svunden civilisation. Ligesom alle sande discipliner, der drejer sig om transformation af menneskelige forhold, er den meningsløs, medmindre den er i bevægelse og påvirker livet i verden.

  

  

Det er os, der i nutiden har undladt at acceptere kravene fra denne doktrin, og vores store fejltagelse består i, at vi forlod noget, som de gamle egyptere værdsatte med den største konsekvens – nemlig vores forbindelse til det naturlige liv og vores særlige opgave i dette liv. Det er denne hellige nøgle, som vi må genfinde og anvende i vores daglige aktiviteter, før vi kan guides hen imod vores ophøjede destination, som kaldes »evigt liv«.


 

»Indvielse erhverves aldrig fra nogen tekst, men alene gennem forædling af hjertets intelligens. Derefter eksisterer der intet okkult eller hemmeligt, da intentionen hos den indviede, profeterne og »budbringerne fra oven« aldrig er at holde skjult – snarere tværtimod.«

 

R. A. Schwaller de Lubicz: »Esotericism & Symbol«

 

Nutidens menneske mangler entusiasme og hengivenhed

Mange mener, at vi i nutidens mangler de gamle religioners åndelige entusiasme, hengivenhed og fordybelse – et enga­ge­ment som på alle niveauer involverer mennesker på en måde, der forbinder krop, følelsesliv, tankesind og sjæl til mysteriernes temaer.

 

Set i lyset af en esoterisk forståelse af den egyptiske civilisation er det nemt at forstå denne holdning, for i det gamle Egypten var alle involveret. Samfundet som helhed fungerede i nært samspil med de egyptiske templer, og folket deltog løbende i de religiøse festligheder, som hav­de udgangspunkt i traditionens liturgi, musik og ritualer.

 

Legenderne repræsenterede gudernes kræfter og kvaliteter, og de fungerede som forbilleder i enhver situation, i ethvert stadie i livet hele livet igennem. Samtidig betragtede de gam­le egyptere deres ophav som helligt… og samfundets eksi­stens havde rødder i omgivelsernes naturlige fænomener.

 

I dag kan vi kun fantasere om, hvordan livet ville være i nutiden, hvis hvert eneste aspekt af det – fra den måde vi designer vores tøj, byg­ger vores bygninger, tilrettelægger vores arbejde, tilbringer vores fritid og praktiserer vores åndelige stræben – reflekterede en lignende sublim åndelig vision om kosmisk orden og harmoni.

 

Orfeus var Osiris-indviet

Egypten havde ikke monopol på denne åndelige vision, men omfanget, dybden og de religiøse traditioners varighed er enestående – og var det også i oldtiden. Ifølge den omrejsen­de historiker Diodorus Siculus, var Orfeus indviet i Osiris-mysterierne, og det var Orfeus, der bragte mysterierne til Grækenland. (Murphy, Edwin: »The Antiquities of Egypt with Notes of Book I of the Library of History of Diodorus Siculus«. Transaction Publishers: New Brunswick NJ, 1990; p. 29). Åndsvidenskaben bekræfter, at Orfeus ikke alene er en mytisk skikkelse, men en verdenslærer og visdommens mester, som trådte frem på verdensscenen ved fremkomsten af den keltiske civilisation.

 

Fra Egypten til Grækenland

Ifølge Plutarch og Tacitus var de religiøse egyptiske in­sti­tu­tioner så højt respekterede, at ptolemæ Soter (grundlægger af det græske dynasti som i en lang periode herskede over det egyptiske imperium) konsulterede den egyptiske præst Ma­netho, og gav ham mandat til at organisere en forenet re­li­gion, ved at skabe en græsk version af Osiris- og Isis-kulten. Der­med indførte grækerne en rationalisme i de religiøse tra­di­tioner, som de afslørede i Egypten – mens romerne, som senere overtog ledelsen af landet, skabte en ensretning af alle de orientalske doktriner, som de kom i kontakt med.

 

I den græsk-romerske periode havde de egyptiske tempeltraditio­ner gennemsyret stort set alle kulturer i datidens civiliserede verdens. Resultatet var et åndeligt system, der var sammensmeltet af forskellige temaer fra de eleusinske mysterier, mitrakulten og Dionysos-religionen, som dog inkluderede de mest sublime aspekter af den esoteriske egyptiske tradition – mysterierne.


 

Studier og tjenestearbejde – prøver og ritualer

Oprindeligt var de egyptiske indvielsesriter og ceremonier i præsteskabets varetægt, og indvielsesprocesserne blev først indledt efter omfattende træning, studium og lang tids tjene­stear­bejde i templerne. Før man fik adgang til de hellige byg­ninger, måtte man gennemgå særlige prøver og ritualer. De indebar renselse og dedikation, efterfulgt af tjeneste for »Per Neter« (»Neteru« = guder… »Neter« = højere væseners kræf­ter) i en fastlagt tidsperiode, før den officielle status var er­hvervet.

 

»Atf Neter« – »Gudfader«

I uddannelsen blev der lagt vægt på åndelig udvikling, viden og erfaring. De mennesker, der havde fuldført tempel­uddan­nelsen og derefter trak sig tilbage fra aktivt tempelarbejde, fik titlen »Atf Neter«, som betyder »gudfader« (i stil med kirkens »pater« eller »fader«). De var Egyptens ypperstepræster.

 

Ypperstepræsterne kunne fortsætte livet i det hellige tempel, eller de kunne rejse til andre religiøse centre for at undervise der. De blev betrag­tet som lærde, og var de ultimative autoriteter. Faraoens øverste religiøse rådgiver fik ligeledes titlen »Atf Neter«, der fungerede som faraoens åndelige vejleder.

 

Tempeldramaer og mysteriespil til menigmand

Den øvrige befolkning, som levede udenfor templerne, mod­tog den åndelige vejledning og oplysning ved hjælp af religi­øse fester og højtider, hvor temaet var fødsel, bestigelsen af tronen, død og genopstandelse. Disse faser blev billedliggjort ved hjælp af tempeldramaer og mysteriespil for at demonstrere udvalgte guddommelige kræfter og kvaliteter. Store fol­ke­mængder deltog frivilligt i disse riter og modtog derved den påvirkning eller velsignelse, som udgik fra de hellige ceremonier.

 

De græsk-romerske mysterier var blot skygger

De græsk-romerske mysterier savnede de egyptiske templers infrastruktur og samarbejde, og de blev derfor praktiseret som ad hoc ritualer i Middelhavslandenes spredte kolonier. De var blot en skygge af de oprindelige egyptiske ritualer – og alligevel var deres tiltrækningskraft stærk. Mange elementer, der indgik i denne periodes mysterielære, var helt anderledes end i de oprindelige egyptiske doktriner, og i de egyptiske templer på fremmed jord, gav dramaerne og riterne sjældent adgang til mysteriernes hemmelige dybder og transformationsprocesser.

 

Gik under jorden i romerriget

I Rom blev den egyptiske religion eksempelvis betragtet som et forvansket levn fra den hellenistiske kultur, og mange udøvere af de traditionelle tempelritualer måtte gå under jorden for at beskytte sig mod den politiske elites hårdnakkede fordømmelse. De mente at de egyptiske vismænds gådefulde filosofi var i modstrid med romersk autoritet.

 

Fra fokus på guderne til fokus på ceremonierne

Samtidig var præstegerningen overtaget af mennesker, der var oplært i de romerske kulttraditioner. Her var det ikke guderne, men de offentlige ceremonier i sig selv, der var i centrum.

 

Før man kunne få adgang til en egyptisk kult, var en test af neofytternes intelligens af største betydning. Denne test blev fulgt af en dåb, aflæggelse af en ed og et fælles måltid. Men i romerriget medførte indvielsesritualerne intet andet end et løfte om støtte fra en fremmed og fjern gud, samt afgivelse af et løfte om tavshed. Mysterierne blev efterhånden fejret i en åbenlys fortyndet udgave.


 

»Shetat« – »hemmelige ritualer«

De egyptiske templer blev ledet af et hierarki, som i nogle tilfælde blev dannet gennem arvefølge, mens de i andre tilfælde var baseret på et system af anciennitet og intellektuelt avancement. I begge tilfælde var forudsætningen for at erhverve en titel og overdragelse af det tilhørende ansvar i templet altid forbundet med et religiøst ritual. Optegnelserne om disse ritualer er sparsomme og sædvanligvis knyttet til faraoembedet.

 

Bestemte religiøse ceremonier, som man kaldte »shetat« (»mysterier« eller »hemmelige ritualer«) blev praktiseret af udvalgte medlemmer fra templet, og de inkluderede rituelle dramaer, detaljerede ceremonier og riter og fremsigelse af mantraer og kraftord til beskyttelse og transformation.

 

Osirion, Edfu, Unas, Karnak og Luxor

Varianter af disse »shetat« eller ceremonier er indgraveret i sarkofagrummet i Osirion i Abydos, i Horus’ mysteriespil i Edfu og i kamrene i Unas-pyramiden ved Sakkara. Områder i det store Amon-tempel i Karnak og i Luxor-templet afslører også detaljer fra hemmelige ceremonier for kongeindvielse i den hellige orakelkunst, hvor medlemmer af det kongelige palads og deres ypperstepræster rådførte sig med guderne.

 

Fra accept af indre kræfter til accept af ydre

Det er derfor indlysende, at det egyptiske indvielsessystem var meget anderledes end senere tiders ritualer. I den græsk-romerske verden blev selv de mest åndelige udgaver af de forskellige grader af spirituel udvikling målt på deltagerens vilje til at acceptere en frelse, der blev givet af en fjern og fremmed kraftkilde snarere end på evnen til at aktivere kraften i sig selv. Som følge heraf krævede de høje indvielser fysisk og mental renselse ved hjælp af kræfter fra den ydre verden, ofte personificeret i en emotionel, konkurrerende, straffende gud – givetvis inspireret af primitive stammers gudsopfattelse. Kristendommen overtog senere denne opfattelse stærkt inspireret af jøderne.

 

Egypten: Psykiske transformationer

Egyptiske indvielser er fundamentalt anderledes. Udtrykket »at træde ind i et højere liv« hentyder til muligheden for ved egen kraft at erhverve sig et guddommeligt liv – at træde ind i det 5. naturrige – at blive en mester. Egypternes mysterielære viser, at denne proces er kendetegnet ved en serie af psykiske transformationer – en metamorfose som vækker skjulte åndelige kræfter, der allerede eksisterer latent i det enkelte menneske.

 

I inskriptionerne i templerne og gravene symboliseres disse transformationsprocesser ved at vise, hvordan den indviede forenes med dyr og gudeskikkelser – symboler som repræsenterer stadier af fornyelse, der er opnået ved hjælp af de latente kræfter i krop, følelsesliv, tankesind og sjæl.

 

De tre indvielser

I denne sammenhæng refererer Trismegistos til de mennesker, der har fuldført den esoteriske traditions tre indvielser – »Måne-Osiris transformationen« (medicin), »Sol-Horus trans­formationen« (arkitektur) og »Stjerne-Sothis transformationen« (astronomi). Kunne det være et levn fra de indviede fra dynastisk tid, kendt som »Hemmelighedernes mestre«?

 

»Hemmelighedernes mester«

Skabelse af guder eller mestre var naturligvis ikke hverdagskost i det gamle Egypten. Referencer til denne fuldkommengørelse er da også sjældne i de egyptiske optegnelser, men interessante. I præsten Nesibastets grav (21. dynasti) fandt man en ushabti med en tekst, der afslører meningen med denne titel. Den usædvanligt sjældne betegnelse »Hemmelighedens mester« er skrevet på ushabtien, sammen med en tekst fra 5. kapitel i »Tilsynekomstens bog« – i stedet for det sædvanlige 6. kapitel, som beliver figuren med åndelig kraft, som kan bruges i efterlivet.


 

I et andet eksempel fra samme periode finder vi tilsvarende variant som på Amonemopet’s ushabtier, der også bærer titlen »Hemmelighedernes mester«. Det er bemærkelsesværdigt, at 6. kapitel fritager ushabtiens ejer fra overhovedet at skulle arbejde i efterlivet, som et resultat af personens åndelige fuldkommenhed. Ifølge åndsvidenskaben er efterlivet en bearbejdningsproces, hvor livets erfaringer omdannes til varige egenskaber, men denne proces er ikke nødvendig for et fuldkomment menneske. Teksten proklamerer:

 

»Det er mig, der løfter armene på ham, der er livløs. Jeg er udgået fra Hermopolis. Jeg er en levende sjæl. Jeg er blevet indviet ind i bavianernes hjerter.«

 

Ceremonimesteren Ikhernofret

En tidligere »hemmelighedernes mester« fik nedskrevet sit liv som præst i Abydos i 12. dynasti under Senuseret III’s regering. Ikhernofret fungerede som ceremonimester for Osiris-ceremonierne, og han beskrev flere af detaljerne i de hellige mysterier, der blev fejret i de datidens templer. Det var ham, der arrangerede de årlige fester, gudeprocessionerne og mysteriespillene, som genopførte gudernes liv. Hans stelae (mindesten), som nu befinder sig i museet i Berlin, beskriver disse begivenheder, og han proklamerer:

 

»Jeg sørgede for at timernes præster var ihærdige i deres handlinger. Jeg lærte dem ritualerne for hver eneste dag og højtiderne fra sæsonens begyndelse… Jeg iklædte gudeskikkelserne deres regalier i kraft af min rang som ›Hemmelighedernes mester‹, idet jeg var Kheri Heb. Jeg var ren, når jeg trådte frem foran guderne.«

 

De hemmeligheder, som denne titel hentyder til, handler utvivlsom om den okkulte indsigt, som vi til tider finder nedskrevet i den hellige litteratur. 161. kapitel i »Tilsynekomstens bog« fortæller ejeren:

 

»Ingen uindviede kender disse hemmeligheder, som almindelige mennesker heller ikke kender. Du skal ikke give dem til nogen, hverken til din fader eller din søn. De er forbeholdt dig alene. De er ægte hemmeligheder, som ingen fra folket bør kende til.«

 

At formularernes hemmeligholdelse skulle beskytte de døde fra gudløse kræfter er forståeligt, og de ritualer, der skænker kongeværdighed og præsteskab er i dag kun kendt i hovedtræk, for de kanaliserede høje kræfter til modtagerne – kræfter som stammede fra guderne.

 

Men den ultimative hemmelighed var erhvervelsen af kræfterne som en gud, og overføre kvaliteten til de levende.

 

 

 

 

Erik Ansvang & Aton Kulturrejser

 

Aton Kulturrejser arrangerer rejser til Egypten. Underviserne er Erik Ansvang og Thora Lund Mollerup. Undervisningen er baseret på traditionel egyptologi, som er uddybet med tværvidenskabelige studier og seriøse åndsvidenskabelige kilder. Kombinationen giver en overraskende dyb indsigt i Egyptens visdom, ritualer, indvielser, kultceremonier, myter og legender. Yderligere info:

www.egyptenrejser.dk

 

Til forside