|
Artikel om Det at fortjene April - forår. For noget tid siden sad jeg med ønsket om at nogle bestemte ting skulle 'gro op i mit liv'. Så jeg startede mine sædvanlige aktiviteter, bla. bekræftelser, for at få disse ting ind i mit liv. Glad og fro bekræfter og visualiserer jeg igennem længere tid. Og tingene begynder at komme. De kommer tæt på, bliver måske et lille stykke tid, men så forsvinder noget af det igen. Resultaterne er små og ustabile. Jeg kører på igen med bekræftelser og visualisering. Samtidig undrer jeg mig ..... Hvorfor kommer tingene ikke som de plejer? Jeg kigger
virkelig dybt i min sjæl og får en vag fornemmelse af, hvad det drejer sig om.
Begrebet fortjene dukker langsomt op i periferien. Kan det virkelig være
rigtigt at jeg, som ellers har fået så mange andre ting, føler at jeg
ikke fortjener disse ting? Når vi som
mennesker føler at vi ikke fortjener et eller andet (eller alt generelt) så vil
vores ubevidste, for det er naturligvis ikke et bevidst valg, sige 'nej tak' når
vi bliver tilbudt noget. Vi kan måske finde på at sige nej tak til at tage med
vennerne i byen og shoppe - for det føler vi måske ikke at vi har råd til. Vi
kan måske finde på at afslå et tilbud om hjælp af den ene eller den anden art -
måske endda maskeret som at vi ikke har tid. Vi kan måske finde på at tilbyde
andre det vi selv egentlig gerne vil have, men som vi jo ikke under os selv, da
vi jo ikke fortjener noget godt. Vi kan måske finde på generelt at sætte andre i
første række i alle mulige situationer; fex. tænke at hvis bare resten af vores
familie har det godt så er vi selv glade. Eller en af de klassiske - 'jeg kan
ikke rigtig tillade mig at sætte mig og slappe af i sofaen før jeg har gjort
dette eller hint', eller 'jeg bør besøge Moster Oda i stedet for at slappe af og
læse den bog jeg gerne vil læse'. Eller måske kender du den med 'jeg kan godt
nøjes med .....'. Alt sammen en 'jeg fortjener ikke' i forskellig udklædning. Følelsen af ikke at fortjene behøver ikke at være en generel ting. Vi kan godt have den opfattelse på udvalgte områder af livet og så have resten af områderne yderst velfungerende. Hvorfor er det så vigtigt at få skovlen under den fejlagtige opfattelse? Fordi følelsen af ikke at fortjene afholder os fra at gøre, være, få de ting der gør vores liv vidunderligt og fuld af vitalitet. Fordi når vi tillader os selv at få de ting vi gerne vil have, gøre det vi gerne vil så kommer vi i balance, får mentalt overskud, kan give mere til andre, får et bedre helbred, bliver lykkeligere, leve meningen med vores liv og meget mere. Efter at jeg har arbejdet med det et lille stykke tid når jeg frem til den glæde jeg kender så godt. Juhu, jeg har fået øje på et område som jeg kan arbejde med så jeg får et endnu bedre liv. Hvordan
fungerer dine 'eksempler' på ikke at fortjene? Har du lyst til at arbejde med dette område kan du finde udviklingstip på www.eilas.dk under Nyheder & info. og/eller få en aftale med din coach/sparringspartner Med ønsket om at du finder din følelse af at fortjene. Eila Schmidt |
Oprettet den 19. april 2006 :