Gå Solens Vej 

Inspiration fra White Eagle modtaget af Birgitte Fich


White Eagle malet af Peter Fich Christiansen

 

Jeg har mest været kendt som indianerhøvdingen White Eagle, men har også haft andre inkarnationer på Jorden. Bl.a. har jeg haft mit virke i Grækenland og Egypten.

 Der er meget mørke endnu omkring planeten Jorden.  Set fra den sfære hvor jeg nu residerer ses Jorden som svøbt i et klæde af mørkt fløjl.
Men til alle jer som går Solens Vej – Lysets Vej – Hjertets Vej, sender vi dette budskab.
Fra den åndelige, guddommelige Sol tændes der små flammer i hjerterne på jer, som er parate til at tjene den guddommelige plan for Jorden, til jer der skal være med til at manifestere og udbrede Kristusenergien. I bliver flere og flere, der går denne vej. Men der er stadig brug for oplysning og udbredelse af de åndelige budskaber. Vi ser ofte, at det lys og den energi og kraft vi sender til jorden ikke kan trænge igennem.  Mange mennesker ved ikke hvem de er og føler sig fortabte og har vanskeligt ved at tro på, at der findes en Gud. Men alle prøvelser har et formål. Livet er en gave, og fra den åndelige side nærmer vi os menneskene mere og mere. Flere vil kunne kontakte Mestre og føle de får budskaber og svar, når de spørger. Det kan være at svaret kommer fra Mesterens hjælpere. At være Mester betyder ikke at arbejdet ophører, at der ikke er mere, der skal gøres. På disse planer er der fuld aktivitet. Mestre udvikler sig også og har mange opgaver. Men af kærlighed til menneskene og Jorden er de også optaget af, hvad der foregår her. 

Gennem tiderne har mennesker også måtte bære på byrder ikke for at straffe dem, men for at give dem en mulighed for udvikling og erkendelse. Det er ikke sådan at Jesus har taget menneskehedens synder på sig og døde for jeres skyld på korset. Jesus viste jer vejen, som I alle skal gå. I vil gå igennem mange porte og passere mange forhindringer på vejen, som til sidst fører til den gyldne Sol. Dette er alt sammen et led i jeres udviklingsproces og er nødvendigt. Der findes ikke nogle lette veje eller genveje. I skal selv gøre arbejdet. I skal selv gå vejen. 

 Det vi bedst kan anbefale som hjælp på vejen er healing. I vil altid finde den rette healer som kan hjælpe, hvis I bruger jeres intuition. Hvis healingen ingen effekt har eller hvis resultatet ikke svarer til forventningerne, skyldes det ofte karma. Karma er ikke en straf men en hjælp til at nå højere niveauer af bevidsthed og erkendelse. Vi ønsker med tiden at flere vil være i stand til at heale sig selv og dermed tage ansvar for sit eget liv..

Vi oplever mange som forsøger at styre energierne med intellektet. Dette forårsager desværre for stor mental virksomhed med tab af hjertets udviklingsmuligheder. Dette er alt sammen noget, som vi overvåger nøje, og som vil blive bragt i balance, når tiden er inde. 

Vi må advare mod nogle teknikker til udvikling af bevidsthed. Dette bør kun ske gennem vejledning af en Mester. Men pas på de falske profeter. Dem er der stadig mange af. Bøn og meditation vil ofte føre til bedre resultater.
Mærk i dit hjerte, hvad der føles rigtigt for dig.. I skal udvikle jeres skelneevne og være tro mod det I kan mærke i hjertet. 

Foruden det åndelige broderskab, som jeg har tilknytning til, er der også kontakt med vore rumsøstre og rumbrødre. Gennem Solen er der adgang til andre stjernesystemer, som nøje følger hvordan udviklingen går på Jorden og yder den hjælp, som de på nuværende tidspunkt kan bevilge. 

Når mennesket får mere sjælskontakt og bliver oplyste om, at de er åndelige væsener, at de er Guds børn, at de har en guddommelig gnist i deres indre, at de selv kan komme i kontakt med deres indre skatkammer, at de kan forbinde sig med et netværk af søstre og brødre, der arbejder for samme sag, har vi i fællesskab en mulighed for at vinde den kamp over mørket, som foregår nu. 

Jorden skal lyse og funkle, når den stiger op i en højere dimension.

 

fichart@webspeed.dk - www.birgittefich.dk - www.geocities.com/peterfich

  

Nærum d. 2. november 2005

 

Oprettet den 3. november 2005 :