ET LYSMENNESKE's UDVIKLINGSFASER

Artikel om Betina Bagers åndelige rejse før inkarnationen på Jorden,
ved Asger Lorentsen
Artiklen er publiceret i Asger Lorentsen: Menneskets åndelige rejse,
Borgens Forlag

Casiopaja

For at afprøve min hypotese, om det er muligt at udvikle sig uden fysiske inkarnationer, selv om man ikke er fra deva-engleverdenen, lavede jeg i februar 2001 et forsøg med en dansk kvinde ved navn Betina Bager. Betina syntes på alle måder at demonstrere, at hun hverken stammede fra fysiske planeter som stjernemennesker eller fra deva-engleverdenen. Hendes verdensbillede, værdier og livssyn, kombineret med hendes specielle former for intuition og clairvoyance, viste mig, at hun måtte være fra en tredje vej, og forsøget viste da også til fulde, at hele hendes udviklingsbane foregik i de indre verdener, selv om disse verdener efterhånden fik meget stor lighed med fysiske verdener. Selve forsøget svarede til en regressionssession, hvori vi søgte at få kontakt med oplevelser fra forskellige stadier af bevidsthedens rejse og udvikling.

        Oplevelserne fra de processer, hvor bevidstheden skabes og går igennem sine første faser, var set fra en menneskelig bevidsthed så ejendommelige, at jeg her blot vil gengive en nogenlunde forståelig udviklingstendens. Oplevelsen starter med en følelse af bare at være lethed, tenderende mod en svævende intethed. Det er, som om universet og de enkelte væsener består af svingninger og vibrationer, der skaber forskellige toner eller farver, som kan minde om stregkoder. Fra at være rent udifferentieret lys er det, som om bevidstheden og universet begynder at få nogle differentieringer i sine svingninger, og langsomt skilles det enkelte væsen ud, så det kan bevæge sig i forhold til de andre svingninger.

        På det næste stadie er der sket en form for celleopbygning, så der er en fornemmelse af, at der er noget i lyssubstansen, som er én selv. Men samtidigt er man en flydende, hvid substans, og man har ingen krop. Man kan bevæge sig i forhold til anden flydende substans, så man f.eks. kan bevæge sig igennem en tunnel af lys ind i et andet univers. Man kan også opleve, at der sker påvirkninger af andre vibrationstyper, og man kan opleve, at man kan skifte fra univers til univers, som om der er forskellige vibrationstyper eller kodninger i de forskellige universer. For hvert nyt univers, man bevæger sig ind i, skabes der en opbygning af nye vibrationstyper og kodninger i ens eget væsen.

        I den tredje fase er universet blevet så differentieret, at der kan opleves væsener, som kan have skikkelser, ansigt og dragter, og som kan have forskellige prægninger, udtryk og funktioner. Disse kan hjælpe nye væsener med at få indbygget nogle forskellige grundelementer i deres legemer. Selve opbyggelsen af disse grundelementer sker ved, at der for hvert univers bliver skabt flere og flere celler, som måske kan kaldes for stamceller, og som synes at svare til det, der i teosofien kaldes for permanente atomer. Disse grundstene i legemerne opbygges i lag, således at bevidstheden får en evne til at fungere i nye bevidsthedsområder, sfærer, planer eller universer. Når der er skabt en stamcelle, der korresponderer med et bestemt bevidsthedsplan, så kan væsenet begynde at fungere som individuelt væsen på dette plan og således gennem individuel erfaring bygge videre på samme typer celler på dette plan.       

Celle

Betina oplevede dette fænomen, som om der fra den oprindelige grundlæggende bevidsthed sker en celledeling, således at for hver celle, der føjes til, er der et nyt bevidsthedsområde eller et nyt univers, man kan fungere i. Samtidigt er der en form for bevidsthedsstreng, der går fra den oprindelige og grundlæggende bevidsthed ind igennem de nye celler, der bygges op. Denne streng kombineret med cellerne virker som en åndelig DNA-streng med nogle grundlæggende kodninger for hver udbygning af den åndelige DNA-struktur. Samtidigt med at der skabes en ny kodning for hvert nyt univers, indbygges der også lysenergi, så man kan fungere i dette univers. Opbygningen af stamcellerne og DNA-strengen skete ”oppefra og ned”: Fra enhedsplanet og til stadigt tættere planer eller universer.

        De første fire niveauer af stamceller og universer er uigenkendelige for den menneskelige bevidsthed. Hvis der gennem mange flere forsøg på genoplevelse forskes mere heri, vil vi muligvis kunne konkludere, at de korresponderer med de fire øverste af de planer, som der er kendt i teosofien som det guddommelige plan, det monadiske plan, det atmiske plan og det buddhiske plan. På det fjerde plan – antageligt svarende til det buddhiske plan – oplever Betina, at der nu er skabt en maskulin og feminin pol i balance. På det femte plan bygges det første element ind, der kan minde om, hvad vi kender fra den menneskelige bevidsthedsstruktur, idet oplevelsen er, at der indbygges lyssubstans, der svarer til kronecenterets bevidsthedsplan. På det sjette plan opbygges der energistrukturer, der minder om strubecenterets energi. På det syvende plan kommer der en korrespondance med navlecenteret. På det ottende plan kommer der en korrespondance med underlivet. På det niende plan synes der at være en korrespondance med fødderne og evnen til at bevæge sig i et konkret univers, og med den tiende type stamceller indbygget virker det som om opbygningen af cellestrukturer er afsluttet.

        Grundcellerne synes at være bygget op som en form for hologrammer af de universer, som lysvæsenet sænkes ned i for hver ny skabelse. Derved får lysvæsenet evnen til at fungere i  tilsvarende universer. Under oplevelsen af universerne kan der skabes forvrængninger, formørkelser og uforløstheder, men disse kan slettes igen, når bevidstheden vender tilbage og erindrer dem. Dette fænomen synes at svare til regressionsterapiens forståelse af, at en genoplevelse af uforløstheder kan fjerne selve uforløstheden.  

TRE LYSUNIVERSER

Efter oplevelsen af selve skabelsen af de grundlæggende åndelige DNA-strukturer i de forskellige legemer og vibrationsområder, som lysvæsenet bliver sammensat af, bliver Betina bedt om at genopleve det første univers, hvori hun kan fungere efter færdigskabelsen. Derefter bliver hun bedt om at opleve det univers, hun var i, lige før hun skal inkarnere på Jorden, og endeligt bliver hun bedt om at genopleve sit første møde med planeten Jorden. Her kommer uddrag af hendes oplevelser i de tre faser: 

lysplanet 

”Hvordan er vibrationen på den første planet, du var på?
Nu skal jeg lige falde ned på den. Så nu er jeg her. Den er blød og varm. Det er, som om den substans, der er på planeten, er så varm og kærlig, at den ligesom omfavner mig, som om den ved, at jeg er en levende celle eller lysenergi. Nu bevæger jeg mig hen ad den. Nu ser jeg ligesom en klippevæg, men den er stadigvæk flydende. Det er stadigvæk enormt rart og varmt at være der. 

Ser du andre væsener på planeten?
Jeg ser nogle lysenergier. Men jeg kan ikke tale her, for når de ser mig, så svarer de mig med deres tanker eller det, de sender ud. Det er, som om deres følelser eller tanker spørger, hvad det er jeg vil vide, og hvorfor jeg er kommet tilbage. Nu forklarer jeg med mine følelser, at det er på grund af det, vi er ved at skabe hernede på Jorden med at skrive om det univers. 

Hvordan havde du det i det univers?
Jeg havde en følelse af kærlighed, frihed og glæde i mine celler – som at lyse her i evigheden.
Er der lidelse i det univers?
Nej, overhovedet ikke, det kender man ikke til. 

Hvordan udvikler I jer i det univers?
Man udvikler sig via lysets bevægelser. Det sker ved, at der sker en forvandling i cellerne. Vi kommer ind i et stærkt lys, og via det aktiveres cellerne i forskellige farvefrekvenser. Hver farve er en energi, og de siger, at det er den måde, man udvikler de celler på, som man ender op med. Så til sidst får alle de ti stamceller indbygget alle farver. Og når alle farverne er indbygget, har man alle de farver, der supplerer hinanden i hele ens lys-hylster. Det er simpelthen bevægelsen på den planet, og det er det, vi skal udvikle igennem flere af de universer, der korresponderer med vore celler, så vi ikke kun bevæger os i celler, der f.eks. bare aktiverer orange eller blå frekvenser. Det er sådan, at helheden, hele celleorganismen, skal indeholde alle farver i lysets energi, fordi lys indeholder alle farver. 

Hvorfor forlod du det univers?
Fordi jeg opnåede at få samling på hele lysenergien via alle mine celler. Derefter kunne jeg få flere celler i min lysenergi ved at sendes igennem det klare hvide lysenergifelt til en ny planet for at aktivere alle de her celler med nye farveenergier. Jeg kunne hele tiden lære på nye måder, jo flere celler jeg fik opbygget. Når vi til sidst har været igennem hele cellestrukturen, og når vi igennem lysets energi har fået balance i den helhed med alle cellerne og farverne, så kommer vi ud, hvor vi begynder at opbygge en energi af et lysfelt, hvori der sker en opbygning af et skelet og en (menneskelignende) krop. Og via det lysfelt får vi så opbygget et organsystem. Det sker langt ude igennem alle de her universer, fordi det tager lang tid med alle de celler, vi har. Man vælger selv, hvordan celleopbygningen skal være. Og nogle får mange celler og bliver så sendt igennem lyset og videre ned på en anden planet, hvor de har en helt anden læringsproces.

Hvordan var det univers du var i, lige før du skulle inkarnere på Jorden?
Det er en planet, der kunne minde om en paddehat med en spiral nede i enden. Og når man ser det fra det fysiske, så vil man sige at det var et rumskib, men det er det altså ikke. Det er en planet, det her. Der er ligesom nogle kapsler forneden på planeten. Når jeg bevæger mig op i en af de her kapsler, er det, om de er huller med indgang til planeten. Grunden til at planeten er spiralformet er, at det har noget med vore sjæle at gøre. Det er nogle specielle sjæle, der er her. 

Hvad er forskellen i din indre struktur i forhold til den planet, du først var på?
Her er der bygget energitempler op. Hvis jeg kigger på dem, som jeg er sammen med, så virker de meget robotagtige, men det skal ikke misforstås, for det er ikke helt robotter, der er her. Vi har ansigter med øjne, næse, mund, øre og hals. Vi er også i feminin og maskulin energi, hvor jeg er nu. Der er ikke nogen, der går i kjoler, for vi har alle sammen det samme tøj på. Vi er ens, men vi kan selvfølgelig se på strukturen, om vi er feminine eller maskuline. Man bruger heller ikke ord. Man sender en energi inde fra sine følelser, og via denne energi kan man f.eks. sige: ”Hvor er du smuk”. Og så modtager man: ”Tak, smukke selv” eller lignende. Det er en høj frekvens, man arbejder i, og der er hele tiden positive energier.

        Når jeg kigger rundt, så er der nogle former for paladser, og de er bygget op i klarhed. Det er ligesom iskrystaller, der virker som sten, når man slår på dem. Når jeg gør sådan her på dem, så klinger de i forskellige toner - lyse og fine. Hvis jeg tog et toneleje, der kørte sådan her, så ville jeg sige, at det ligesom kører med maskulin og feminin i balance. Der er ikke nogle toner, der kører heroppe eller hernede: De kører simpelthen som en fin energi, når jeg klinger på dem. 

Hvis du bevæger dig her, hvordan sker det?
Hvis jeg bevæger mig, så flyver jeg ikke, men jeg flyder. Jeg går ikke på krystallerne, men ligesom svæver et stykke over. Når jeg bevæger mine ben, så er jeg ovenpå det, jeg går på: Jeg er ikke nede og røre det fysisk. Og så er der kamre til hvile, hvor der er en slags krystalgulv. Her sover man ikke, men har sådan en hviletilstand. Man går ind i kammeret, og så ligger man på sådan en flydende energi. Man løfter sig bare, og så ligger man der i en flydende energi. Og så kommer der en kuppel, ligesom en aura vi har her fysisk, og lægger sig om os. Den har en helt lys energi, men vibrerer i alle farver. Den bliver så lagt rundt om os. Den minder om en dykkerkuppel af gennemsigtigt glas. Og via den går man så ind i andre universer. Hvis der er noget, man mangler at kigge på, noget man gerne vil se, eller nogen man gerne vil møde, så kan man gå derind, ligesom vi ser fjernsyn her på Jorden. Så ligger man der og går igennem de smukkeste blomsteruniverser, eller hvad man nu har lyst til, eller man rejser igennem nogle andre universer eller taler med nogle andre eller går ud og laver et stykke arbejde for andre. Ligesom man siger, at nu flyver jeg lige 26 lysår væk, og så er jeg der i den frekvens og gør noget der med min kærlighed. Og så er der måske allerede gået nogen tid hernede i det jordiske, men for os er der jo ikke gået nogen tid.
·

Er der en form for tid?
Nej, det har man ikke her. Du ældes heller ikke. Når jeg kigger på mig selv, så er ansigtet helt stramt, som om jeg er et stykke stof, der er glattet ud: Så fin er min næse og mine øjne. Mine øjne er små klare krystaller, som glinser i farver. Der er ikke tænder, det har man ikke. Der er sådan nogle fine læber.

Hvordan er din oplevelse af Gud i det univers?
Gud er kærlighed, det er en følelse af stærk lys, som indeholder alle farver som små krystaller. Det er en energi.

Hvordan udvikler I jer i det univers?
Vi udvikler os ved at hjælpe andre universer og ved at sende følelser af kærlighed videre – også til Jorden, især til Jorden. Jeg bliver vist, at i de her huller, som leder ind i den her spiral, er der små rumskibe, som flyver igennem mange lysår til vor jord. Vi har også skærme på vor planet. Vor teknologi er meget høj i frekvens. Vi har skærme, hvor vi kan gå ind i de tidsperioder, som I har fysisk på Jorden. Så vi kan gå ind og aflæse, hvis der er noget bestemt vi skal vide, vedrørende hvad der er sendt fra et andet univers, som vi hjælper. Vi kan gå ind og få en kode fra et andet univers langt borte. Via den kode kan vi gå ind og få kontakt med den sjælsbevidsthed, der f.eks. er på Moder Jord.

Er din planet i et område i Mælkevejssystemet, som man kan give et navn?
Nej, det er udenfor (rummet, som menneskene kender det).

 

Hvorfor valgte du at komme til Jorden?
Der er mange svar på det spørgsmål. Det ene svar er, at jeg skulle sendes på en anden opgave. Men den opgave, som jeg skulle have været på, man kan ikke sige fejlede, men der skete noget i himmelrummet, som gjorde, at jeg blev sendt hertil i stedet for. Jeg skulle ellers have været på Sirius og gøre noget der. Mine celler var på det tidspunkt allerede begyndt at blive omstillet til den energi, der er på Sirius. Men så blev energien i cellerne ændret af lyset, så jeg via lyset kunne sendes til Moder Jord.

        Mit lysarbejde består i, at min sjæl skal gøre mange ting på Moder Jord. Jeg skal skabe en sammenhæng mellem meget af det, som på den fysiske Moder Jord er blevet misforstået. Jeg er sendt hertil for at finde mange af de menneskers sjæle, som søger svar fra de guddommelige riger, universer, planeter og solsystemer. Der er meget, som den fysiske Moder Jord ikke har svar på. Der er mange svar at hente, der er en lang vej at gå, og der er mange, der skal kobles sammen, så der bliver en større forståelse af alle disse sammenhænge. Men der er ikke noget, der er svært, så længe man ved, at lysvæsenerne støtter en med al den kærlighed, som de giver os fra deres universer. Så opgaverne er ikke så overvældende, men alligevel er der meget at kæmpe med i det fysiske på Moder Jord. Så jeg vil ønske, at alt hvad jeg gør er med kærlighed, og jeg ønsker at sende kærligheden videre og genskabe mange smukke energier og frekvenser på denne Jord, som lider meget i denne tid. 

Hvad var den første kultur du inkarnerede i på Moder Jord?
Jeg ser en masse dinosaurer, som jeg går iblandt. Jeg forstår ikke, hvorfor folk tror, at de er farlige, for de gør jo ikke noget. Der er ikke nogen af dem, der gør noget. Når jeg går ned til vandet, så er der store fisk i vandet, kæmpe fisk med en slags vinger. Ja, de er større end mig selv. Nu kravler jeg op på en dinosaur. Jeg siger ikke noget, og så udsender den en lyd. Gennem de toner den sender ud, kan jeg tale med den. 

Hvis du ønsker at bevæge dig, er du da gående eller svævende?
Når jeg kigger ned, ser jeg mig bevæge mig på Moder Jord. Jeg har fødder, men jeg træder ikke på jorden. Det er noget, der minder om græs. Det er meget grønt, og det er meget blødt, men jeg træder det ikke ned, jeg gør det ikke fortræd. Og det gør dinosaurerne heller ikke. Når man går, så ser det ud, som om man træder på ”græsset”, så tæt er man på det, men man træder det ikke ned, man gør ikke noget ondt. Jeg kan heller ikke tale, ligesom jeg gør nu, men jeg hører de der toner, dinosaurerne sender ud. Der er megen larm nu, hvor jeg står, fordi de alle sammen kommunikerer. De sender alle sammen lyde ud. Det er enormt grønt, og der er enormt megen kærlighed i alt det grønne der. Der er mange, mange smukke dyr her – rigtig mange. Fuglene er også store, de siger også lyde.”

Når man læser en beretning som den her beskrevne og sammenligner den med andres oplevelser fra lysuniverser, kan vi få indtryk af, at vi først lige er begyndt at samle nogle brikker til et større puslespil. Dette puslespil handler om at forstå, hvordan livets udvikling foregår i de universer, som ikke er fysiske. I forbindelse med de egentlige deva-engleuniverser er der allerede en vis forskning af f.eks. Geoffrey Hodson. Hodson har blandt andet gjort visse iagttagelser af, hvordan devaer udvikler sig fra små blomsterdevaer til større blomsterdevaer, til devaer der har ansvar for et større naturområde og så videre. Men selv for Geoffrey Hodson er der mange ubesvarede spørgsmål omkring devaernes udvikling. Når det handler om levende væsener, som hverken udvikler sig ad den fysiske menneskelinje eller ad de kendte udviklingsveje inden for deva-engleriget, så står vi imidlertid her på Jorden på næsten bar bund. Samtidigt er det overordentligt spændende og fascinerende at være åben for, at der findes en udviklingsvej, som ikke går igennem smerte og modsætningsforhold, og som ikke behøver at have nogen tilknytning til den type universer, som vi kender her på Jorden. Endnu mere fascinerende er det at søge at forstå, hvilke evner og kvaliteter, der udvikles i hvilken type udviklingslinje. Da der i virkeligheden er mange variationer inden for de tre udviklingslinjer, som vi her søger at få et vist indtryk af, så er udforskningen af udviklingslinjer, og hvad de hver især kan bidrage med af  kvaliteter og evner, endnu kun på begynderstadiet.

        Vedrørende Betina Bagers sidste oplevelse omkring at komme til Jorden, har det for mig været spændende at se, at hendes første ”inkarnation” på Jorden ikke foregår på det fysiske plan, men på et parallelt plan, der har megen lighed med det fysiske, og som tydeligvis snarere er æterisk end fysisk. I forvejen var jeg kommet på sporet af, at der specielt i den såkaldte atlantistid fandtes både en fysisk civilisation og en parallel æterisk civilisation. Der findes så mange oplevelser om atlantisperioden, der er vanskelige at afvise som ren fantasi, og som alligevel har så mange indbyrdes divergenser, at de ikke kan stamme fra det samme konkrete fysiske univers. Samtidigt er den moderne geologiske videnskab kommet så langt i sine undersøgelser af kontinentalplader og af selve Atlanterhavsbunden, at den helt må afvise hypotesen om, at der har ligget et større kontinent, hvor Atlanterhavet ligger nu. Løsningen på gåden om Atlantis synes at ligge netop i den forståelse, at der både har eksisteret en relativt højt udviklet civilisation, der kan kaldes for Atlantiscivilisationen. Og at der samtidigt hermed har været en kæmpestor kollektiv tankeform på det æteriske, astrale og lavere mentale plan, som indeholder selve ideen om kontinentet Atlantis som et samlet landområde. Dette parallelle indre Atlantis synes at have været af magisk art og meget forskelligartet og at have givet muligheden for en form tilpasning for de mennesker, der er kommet fra andre planeter, riger og universer for som næste trin at inkarnere i menneskeheden på Jorden. Den fysiske Atlantiscivilisation har samtidigt præget de områder på de eksisterende og kendte kontinenter, som på det tidspunkt havde en højere kultur. F.eks. beskrives der i Alice A. Bailey-litteraturen, at hovedcenteret for Atlantis lå, hvor New York ligger nu.

 

Asger Lorentsen, er forfatter, stifter og leder af centret den Gyldne cirkel, i Frederiksværk og i Grækenland. På centrene undervises der i lysarbejde og åndsvidenskab,
Se mere på:
www.lightweb.org/dgc

 Betina Bager, er clairvoyant og skribent. Hun arbejder til dagligt som designer, med eget design.

 Hvis du ønsker at kommentere denne artikel kan du kontakte Betina på: bbdesign@mail.dk

              

I Ulla Runchels bog ”Krystanuniverset” (Bogans Forlag 2000) findes meget detaljerede oplevelser af den type lysuniverser, som Betina Bager her beskriver.

 

Indsat den 20. september 2005 læst af